F 27 Hix kap 7: Interesserepræsentation

1. Teorier om interesserepræsentation.
Der er ifølge Hix fire grundlæggende teorier for hvorledes interesser bliver (eller bør blive) repræsenteret politisk. Det drejer sig om pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme.
Den centrale idé i pluralismen er, at en åben beslutningsproces vil få forskellige IO'er til at forsøge at påvirke policy-udformningen, og derved sørge for at outcome stemmer overens med samfundets krav. For at dette skal kunne lade sig gøre, skal alle aktører have lige god adgang til den politiske proces (Hix(2005),p.208).
Med baggrund i Olsons logic of collective action kritiseres pluralismen for ikke at tage højde for at grupper har forskellige grader af incitament til at organisere sig. Der er således større incitament til at blive medlem af en organisation som udelukkende søger at opnå fordele for en bestemt gruppe (landbrugsorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger o.l.) end til at blive medlem af en organisation som tilgodeser hele samfundet (miljøorganisationer o.l.), da der i det sidste tilfælde er større free-rider muligheder og mindre egennytte (se penge) for indsatsen (Hix(2005),p.209).
Affødt af denne kritik menes det i korporatismen, at staten aktivt bør engagere "the social partners" (arbejdstagere og arbejdsgivere) i beslutningsprocessen (Hix(2005),p.209). Skellet mellem arbejdsmarkedets parter antages indenfor denne optik for at være helt grundlæggende i samfundet. Man kunne herimod indvende at både arbejdstagere og -givere har fokus på produktion og arbejdsmarked og dermed ikke medtager overvejelser, som ligger udenfor dette fokus, i beslutningsprocessen. (Hix(2005),p.209).
Indenfor konsociationalismen derimod antages kulturelle skel (på baggrund af fx religion, nationalitet og sprog) at være samfundets grundlæggende forskelligheder, hvorfor det er samfundets kulturelle grupper der skal repræsenteres politisk. Denne model er især brugbar i kulturelt fragmenterede samfund, hvor den kan hjælpe til at nedbryde disharmonien.
Til både korporatisme og konsociationalisme kan man indvende at de, i deres forsøg på at inddrage de vigtigste parter i beslutningsprocessen, ekskluderer andre væsentlige synspunkter (er miljøspørgsmål eksempelvis ikke et spørgsmål der deler kulturer??). (Hix(2005),p.210).
Endelig påstår neopluralister, at den bias der findes i pluralismen kan overvindes ved at staten tager en mere aktiv rolle og ved hvert issue inddrager de parter som er relevante herfor. Eksempelvis ville man istedet for at spørge arbejdsmarkedets parter eller forskellige sproglige grupper til råds om miljøspørgsmål spørge miljø-NGO'er (fx Greenpeace) og industriråd. (Hix(2005),p.210).
Pluralisterne slår dog tilbage og siger at det relativt lille incitament til at organisere "public interests" stiger når andre gruppers interesser gentagne gange bliver fulgt.

2. Interesserepræsentation i EU
Mængden af interessegrupper som søger at påvirke den europæiske beslutningsproces er stadigt stigende. Det drejer sig både om specifikke europæiske netværk oprettet specielt til formålet, enkelte firmaer, regioner fra de enkelte medlemslande, nationale interesseorganisationer, konsulentbureauer (private firmaer som kan hyres til at lobbye) og EU advokatfirmaer.

Forretningsinteressegrupper (business) er langt den største gruppe, som forsøger at påvirke beslutningsprocessen. Disse er altså yderst velrepræsenterede, hvilket antyder en pluralistisk model. Dette skyldes bl.a. at det europæiske marked nok er EUs allervigtigste kompetenceområde (indeholder både landbrug, transport, handel og markedskoordination m.m.). De fleste business-grupper er enten nationale sammenslutninger (fx DI og Landbrugsrådet), kontorer for individuelle firmaer eller sektor-specifikke europæiske sammenslutninger. Der findes dog også flere magtfulde sammenslutninger som repræsenterer flere forskellige sektorer. Eksempler herpå er UNICE (en sammenslutning af nationale business-sammenslutninger) og ERT (en sammenslutning af nogle af de største firmaer i Europa). (Hix(2005),p.213-216).

Fagforeninger, "public interests" og sociale bevægelser var længe relativt underrepræsenterede i Bruxelles. Siden starten af halvfemserne er dette dog begyndt at ændre sig - bl.a. som følge af at mange bestemmelser om arbejdsmarked, miljø etc. er blevet EU-kompetenceområder.
Dette har bl.a. resulteret i, at fagforeningernes organisatoriske udtryk på europæisk niveau (ETUC) med Maastricht-traktaten har opnået høringsret på sociale policy områder. På dette policy-område kan der altså siges at være korporatistiske træk i den europæiske beslutningsproces. Dog har arbejdsgiverinteressenter været bedst til at mobilisere sig på europæisk plan og har derved større magt, hvorfor der ikke kan tales om ren korporatisme.
(Hix(2005),p.217).
Også miljø- og forbrugerorganisationer og sociale NGO'er har fået større indflydelse på beslutningsprocessen. Disse modtager ofte finansiel støtte fra kommissionen, som også har spillet en nøglerolle i udformningen af organiserede fora, hvorigennem bevægelserne opnår indflydelse. Denne neopluralistiske udvælgen som kommissionen foretager har dog den uheldige konsekvens at nogle ekskluderes fra beslutningsprocessen (Hix(2005),p.218-219).

Territoriale/regionale interesser er ligeledes repræsenteret i EU gennem Committee of the Regions (CoR), hvori der sidder repræsentanter for regionale "regeringer". Regionerne har efter Maastricht haft konsultationsret i forbindelse med regionelt orienterede policy tiltag og i forbindelse med spørgsmål om den økonomiske - og sociale sammenhængskraft i EU.
Dette benyttes ofte som et argument for en såkaldt multilevel governance model (se Mette Kjærs tekst). Dette kan dog ikke siges at gælde for hele EU, men blot for disse områder.
(Hix(2005),p.220-223).

Nationale interesser er ganske stærkt repræsenteret i EU.
Først og fremmest har kommissionen ganske vist initiativret, men lovforslagene udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for de nationale administrationer.
Endvidere er kommissionen afhængig af nationalt baserede organisationers ekspertise og information om nationale forhold, som disse kan søge at påvirke i egen interesseretning. Yderligere er det indenfor medlemsstaternes kompetenceområde at "oversætte" EU-lov til national kontekst og overvågningen heraf sker ligeledes af nationale repræsentanter (i form af kommitteerne i comitology-systemet).
Alt dette peger i retning af en konsociationistisk interesserepræsentation baseret på nationale skel medlemsstaterne imellem. Alle de interesser som fremføres i løbet af EU-beslutningsprocessen kan dog som vist ikke knyttes til snævre, nationale interesser. Nogle er mere transnationale og andre er regionale, og man kan derfor ikke kalde systemet rent konsociationistisk, men det indeholder elementer heraf.
(Hix(2005),p.223-225).

3. Udbud og efterspørgsel efter interesserepræsentation.
I sin forklaring af interesserepræsentationen i EUs udformning trækker Hix igen på teorier om supply og demand. Repræsentationen i dens nuværende form er således for Hix et produkt af en efterspørgsel efter bestemte ydelser af visse aktører som udbydes af visse andre -.

Efterspørgslen efter repræsenterede interesser på EU-niveau har især to årsager:

1) Globaliseringen af økonomien gennem nedbrydelse af toldmure og øget samhandel har gjort at "companies have had to become multinational to survive" (Hix(2005),p.225). Firmaer er derfor ikke ligeså interesserede i at påvirke den nationale beslutningsproces som i fordums mindre globaliserede tider. EU har således været en måde at imødekomme denne transnationaliserende udvikling.

2) Magtens øgede koncentration i EU har ved gjort transaktionsomkostningerne ved europæiske forretninger mindre. Især industrier med stor extra-europæisk konkurrence har interesse i at organisere interesser på europæisk plan for bedre at kunne modstå konkurrencen udefra.

Udbuddet er ligeledes forårsaget af to ting; dels er kommissionen afhængig af IO'ernes ekspertise for at kunne fremsætte kvalificerede lovforslag, men især er kommissionen og EPs kontakt med interessegrupperne forårsaget af deres ønske om at øge egen magt. Ved at have forskellige interessegrupper i ryggen kan de lægge mere vægt bag deres lovforslag og derved få mere gennemført.
(Hix(2005),p.225-230).

Interesserepræsentationen i EU er altså yderst forskelligartet. Den besidder træk fra både pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme. Medlemsstaterne og de institutionelle aktører (fx kommissærer og partier i EP) synes dog stadig at have mest magt og IO'er er bare "lubricants of the policy-making machine, albeit essential lubricants" (Hix(2005),p.231).