F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
1. hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
2. aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
3. .aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
4. demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise

Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.

Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

Spm. 3 (spø 1 og 2 er med i besvarelsen)
Swinnen beskriver 4 forskellige faktorer som betinger valget af jordreformerne i central og Østeuropa. De fire procedure som har indflydelse på valget af reformerne er: tidligere ejerskab af landjord, kommunistregimets varighed, før-kollektivisering ejernes etniske baggrund og lighed i før-kollektiviseringsfordeling. Jordreformerne tager enten form af tilbagelevering af kollektiviseret jord til tidligere ejere eller distribution af jord efter ligheds- eller effeciensprincipper. Hvilken form, der blev valgt, afhang af ovennævnte faktorer og en vægtning af lighed og efficiens. Efficiens og lighed udelukker ikke nødvendigvis hinanden. I nogle tilfælde, hvor lighed kræver en opbrydning af større virksomheder (gårde), og hvor landbrugsproduktionen ikke er specielt arbejdskraftintensiv, vil lighed være i uoverensstemmelse med efficiens, fordi lighed mindsker stordriftsfordele. I andre tilfælde, fx Albanien, hvor landbrugsproduktionen er arbejdskraftintensiv, er en ligelig fordeling af jorden faktisk efficient, fordi incitamentet til at producere er større, hvis man selv ejer jorden.
Jordreformerne blev således foretaget ud fra delvis en økonomisk betragtning, delvis en retfærdighedsbetragtning (herunder både historisk retfærdighed og nuværende økonomisk lighed), delvis egeninteresser fra de politiske aktørers side. Resultaterne af reformerne afhænger af hvilken en af fordelingsreformerne der vælges. Vi kan se ud fra tabel 1 at, de tidligere sovjetiske republikker (CIS) har valgt at distribuere landjorden, hvor de østeuropæriske lande (CEE) derimod har valgt at restituere jorden med undtagelse af Rumænien og Ungarn, som valgte en blanding. Ud fra tabel 2 ses det at CIS landene har markant dårligere resultater end CEE-landende: GDP er faldet med 25 % og produktiviteten hos landarbejderne er faldet med 21%. Dette kan muligvis forklares ud fra førnævnte måde at fordele landbrugsjord. Det tyder på, at CIS-landenes forkærlighed for en lige fordeling per capita ikke udmønter sig i en effektiv økonomisk politik, hvorimod CEE-landenes tendens til at fordele efter de retmæssige ejere giver økonomisk effeciens – som stordriftsfordele, men formegentlig også større lighed.
En anden forklaring kan være den sociale infrastruktur og det politiske klima i de enkelte lande i CEE-landene er mere gunstigt for økonomisk effektivitet eksempelvis Beskyttelse imod korruption og arbejdsmarkedspolitik. Her kan også nævnes kulturelle faktorer som umoral, utugt og grad af religiøsitet.
En trejde faktor er grad af kommuniske før kollektiviseringen. Her kunne man argumentere for at de tidligere sovjetrepublikker har mistet deres iværksætter-kultur og initiativ. Her kan også nævnes deres uforholdsmæssige store forbrug af vodka.
En fjerde faktor er den politiske og økonomiske støtte fra vesten heriblandt incitament til at komme med i EU og NATO.
En femte forklaring kan være tallene for policy indiks 1997-98, som viser at CIS-landene i langt højere grad lader liberale værdier gennemstrømme samfundet på flere områder som frihed og egotropisme.