F13 Velfærdstaten
“The three worlds of welfare capitalism”
Gøsta Esping-Andersen

Problemstilling: Esping-Andersen viser årsagerne til velfærdsstaterne, hvad der kendetegner dem og deres effekt på samfundene. Han slutter af med et bud hvordan de vil klare sig i det postindustrielle samfund.
· Forklaring på velfærdstatens opståen.
· Forklaring på variation i velfærdsstatstyper.
· Forklaring på konsekvenser af forskellige velfærdsstatstyper.

Velfærdsstaten er en del af det politiske system – indretningen af velfærdsstaten har indflydelse på hvordan outputtet kommer til at tage sig ud. Sidste del af teksten tager problemstillinger op omkring velfærdsstatens problemer og det postindustrielle samfund.

Indhold:
En gængs forståelse: ”at staten accepterer et ansvar for leveringen af omfattende ydelser til borgerne” (s 18n). Definition: ” it involves state responsibility for securing some basic modicum of welfare for its citizens”.

Esping-Andersen arbejder med 3 teser som uafhængige variable, som er afgørende for arbejderbevægelsernes evne til at skabe en velfærdsstat:
- Social mobilisering: fagforbundenes magt til at forhandle overfor kapitalister afgøres af hvor høj graden af organisering er, men også hvor stærkt fællesskabet er til at stå sammen mod kapitalisterne.
- Stemmer på arbejderpartier: Reel magt til at gennemføre en velfærdsstat opnås ved at vinde den lovgivende og udøvende magt.
- evne til at lave koalition – særligt med bønder: historisk har arbejderpartier haft meget svært ved at nå 50 % af stemmerne, derfor har en koalition med andre været af afgørende betydning. Historisk har det været med bønderne.

Hvad er en velfærdsstat?
- En velfærdsstat er kendetegnet ved dekommodificering af arbejderen. Dekommodificering betyder afvareliggørelse. Ved en decomodificering gøres arbejderen uafhængig af markedet. Det kan ske ved et socialt sikkerhedsnet, som giver arbejderen et reelt valg mellem at sælge sin arbejdskraft og lade være. Uden et socialt sikkerhedsnet er arbejderen reelt tvunget til at sælge arbejdskraften for højeste bud – han er blot en vare.
- Dekommodificering er ikke fuldstændig i noget samfund, da arbejderen alle steder vil gå ned i standard, ved at lade være med at arbejde.
o Dekommodificering var kravet fra arbejderne, da de dermed ikke ville være afhængige af kapitalisterne.
o Dekommodificering var kapitalisternes skræk, da de ikke længere ville kunne tvinge arbejderne via markedskræfterne.

Traditionelle approaches: Det er disse to Esping-Andersen gør op med.
System/strukturtilgang.
- Holistisk tilgang. Det er systemet, som ”vil” og driver udviklingsprocessen. Forklaringerne bliver dermed gerne funktionalistiske.
- Argumentationen går på at industrialiseringen gør en velfærdsstat både nødvendig og mulig. Først fordi markedet kun tager sig af de stærke. Velfærdsstaten er mulig, fordi kapitalismen giver en økonomisk velstand som grundlag for omfordeling til svage. (13-14)
- På grund af system fokus har tilgangen en tendens til at fremhæve ligheder mellem systemer, og lade det at være kapitalistisk den afgørende lighed.
o Svaghed: tilgangen kan ikke forklare den sene fremvækst af velfærdsstater i forhold til industrialiseringen.
- Marxistisk tilgang: velfærdsstaten er indrettet på en sådan måde at den plejer kapitalens interesser. (s 14)
Institutionel tilgang:
- Polanyi (1944): økonomien må være indlejret i det sociale samfund for at sikre samfundets overlevelse.(14n)
- Empirisk: velfærdsstater opstår mere i ”small open economies” end andre steder. Det sker for at beskytte sig mod storkapitalen.
- J. S. Mill og Tocqueville argumenterede for at social sikring ville opstå, fordi hovedparten af samfundet var interesseret i sikring mod nød. (s 15)
- Public choice teori påpeger, at velfærdsstaten vil opstå, fordi der demokratisk vil være kamp om at vinde medianvælgerens gunst.
o Svaghed: empirisk er den svær at eftervise, da den vil hævde, at velfærdsstater vil opstå hvor demokrati er udbredt. Det skete faktisk tiltag allerede tidligere. Det er ikke sket i USA før sent.

Esping-Andersen bruger social klasse som politisk aktør. Han hævder at balancen mellem klassernes magt afgør det distributive outcome.

Hvorfor en velfærdsstat?
Arbejdere har incitament til at oprette en velfærdsstat, fordi deres sammenhold er begrænset af intern konkurrence på markedet. Hver især er arbejderne underlagt tilfældige ulykker og kræfter udenfor deres rækkevidde. Derfor vil de have interesse i en kollektiv forsikring – en velfærdsstat.

På grund af det grundlæggende problem, at arbejderpartier praktisk talt aldrig har vundet absolut flertal i et parlament, har udviklingen af velfærdsstaten været underlagt arbejderpartiernes evne til at indgå en koalition med især bønderne. Senere har videreudviklingen været givet ved støtte fra middelklassen.
Der er krav om skattenedsættelser i de lande med lav skattesats, hvilket forklares med at man ikke kan se nytten i staten.
Kritik:
- Esping-Andersen forklarer ikke nærmere hvorfor klasser som politisk aktør, er den bedste approach.
- Velfærdsregimerne er alene forklarende. Den siger intet om, om vi kan forvente en lignende udvikling andre steder.
- Galtons problem: udviklingen skete praktisk talt samtidigt alle steder. Måske er der en fælles ekstern forklaring.



(F13) ”The new politics of the welfare state”.
Paul Pierson

Side 144-145 mangler.
Pierson argumenter for, at den nye politik for velfærdstaten, er meget forskellig fra den gamle.
Et skift i velfærdens mål og kontekst skaber en ny politik. Denne nye politik, mærket af presset for at undgå upopulær politik, er bestemmende for nye politiske strategier. Politikker vil søge bred enighed på at reformere, for at kunne sprede skylden. Om disse anstrengelser er en succes kan afhænge om strukturen af politikker allerede er på plads. I afsnit 2 argumenter han for, at teoretiske diskussioner for velfærdstaten er fejlet i at tage denne pointe op.
2) A new ”logic of industrialism”?
En af de tidligere teoretikere Harold Wilensky sagde, at en velfærdstats vækst korrelerer med økonomisk vækst. Dette har været med til at beskrive væsentlige sociale politikker mellem rige og fattige stater, men ikke forskellene mellem de rige demokratier. Globalisering af kapitalmarkeder flytter vigtige økonomisk politiske redskaber væk fra national regeringerne og indskrænker social politikken muligheder.
Social dumping: Firmaer operer hvor lønnen er lav og på denne måde kan de underbyde firmaer med høje omkostninger. I ekstreme tilfælde kunne dette føre til at velfærdstaten flyttet alt arbejde ud, men dette kan kun betale sig hvis bl.a. infrastrukturen, produktiviteten er høj. Neoklassisk teori siger, at dette ikke sker så længe der er en tilstand af fordelagtigt investering.(s.148-149)
Selvom social dumping argumenter er holdbar, så vil meget stadigvæk afhænge af balancen af politisk støtte og modståelsen af en substantiel genindførelse af velfærdstaten.
Kort fortalt: Policy outcomes kan ikke direkte opstå fra økomoniske trends.
Magt ressource perspektivet som tillægger cross-national forskelle i social anskaffelse har i høj grad to forskelligheder i distributionen af politiske ressourcer mellem klasser.
Magt ressourcer
· Klasse baseret kampe over social forsørgelse opstår fordi sociale programmer påvirker handelspositionen af arbejder og medarbejder.
· Stærke unioner og venstre partier medvirker til væksten af sociale programmer.
”New institutionalisme”
Institutionerne laver reglerne for spillet ved politiske kampe, som har indflydelse på gruppe identitet, politiske præferencer og styrker magten hos nogle grupper mens mindsker den os andre. Institutionerne påvirker også regeringens ydeevne, bl.a. deres administrative og finansiel ressourcer for at tage politiske tiltag.
Taler for institutioner har udtalt to ting:
Stærke stater har større mulighed for at producer stærke velfærdsstater, med stærke stater defineret som: administrativ ydeevne og institutionel sammenhængskraft.
God feedback giver gode velfærdsstater
Til hvilket punkt har velfærdstaten gennemgået begrænsninger? Og hvilke lande og programmer har været mest usikker overfor begrænsninger (retrenchment) og hvorfor? Dette svare Pierson på ved at se på udviklingen af 4 velfærdsstater: USA, Tyskland, Sverige og England. Resultatet støtter forskellige påstande. 1) Der er mange beviser for et bred forslag om at, stærke stater eller venstre magter er en udvej til begrænsede outcome. 2) upopolariteten af begrænsningerne medfører sandsynligvis ikke store nedskæringer på nær under budget kritik og selv her er radikalt restriktion usandsynlig 3) For samme grund prøver regeringer, at forhandle frem til enighed i stedet for, at påtvinge reformer ensidigt, som yderligere formindsker muligheden for at reformere. 4) Frem for at skabe en selvforstærkende dynamik tender nedskæringer til at støtte velfærdsstaten.
Over tid undergår alle institutioner forandringer og disse kan ikke isoleres fra social udvikling. Velfærdsstaten er ikke nogen undtagelse. Væksten af velfærdsstaten har transformeret politikken af social policy. Et historisk perspektiv burde vise at, politik i dag operere i et miljø, som er fyldt op med politik fra fortiden, i stedet for at forslå, at nuværende politik skal genlyde konflikterne fra det forrige æra.

F 14: Withering Welfare?
Duane Swank

Globalization, political economic institutions, and contemporary welfare states”

Sætter globaliseringen politikerne under pres til at reformere og afvikle velfærdstater? = Forskellige velfærdsregimers respons på globalisering varierer med nationalt institutionelt set-up.
Ift. Easton befinder vi os inde i staten og hvorledes staten omstiller sig på nye inputs (globalisering).

Teori
Politiske økonomer hævder at internationalisering og især kapitalens frie bevægelse vil kunne føre til et velfærdsmæssigt ”race to the bottom” landene imellem, for at tiltrække investeringer. Det er fangens dilemma: individuelle regeringer vil have stærkt incitament til at skære i sociale ydelser og sænke virksomhedsskatterne m.m. for at gøre sig konkurrencedygtig.
Modteori: Åbne økonomier har koncentreret de industrielle sektorer, hvilket har medført stærke handels unioner, centraliseret kollektive forhandlinger og stærke venstrefløjspartier. Disse kræfter øger indsatsen for social velfærd statslig indblanding i det hele taget.
Teksten trækker på teori om institutionalisme og også stiafhængighed.

Swanks tese: Forskellige velfærdsregimers respons på globalisering varierer med nationalt institutionelt set-up. Dvs. velfærdsreformer (og mulighederne for disse) kommer an på hvorledes de institutionelle strukturer påvirker og skaber interesser og interessekoalitioner, strategiske valg m.m. hos vælgere, politikere, arbejdsgivere m.fl.

Institutioner har betydning for hvordan og i hvor høj grad pro-velfærdsinteresser har mulighed for at forsvare velfærdstaten (s.72-73). Institutioner:
1) strukturerer repræsentationsmuligheden for dem velfærdsreformer går ud over
2) har indflydelse på styrken af pro velfærds interesser. (enighed, størrelse, koalitioner, etc.) (jf. RC-inst)
3) former værdier som er vigtige for den politiske proces vedrørende velfærd. (jf. soc-inst.)

Swank anvender Esping andersensen 3 velfærdsregimer: Universalmodellen (den skandinaviske/socialdemokratiske), den kontinentale model (konservative) og den anglo-saksiske model (liberale).

Swank hævder at produktionsregimet spiller en afgørende rolle for hvorledes interesser, strategiske valg, arbejdernes politiske kapaciteter, regeringens politik og kapital. Han påviser hvilket produktionsregime der generelt set knytter sig til de forskellige velfærdsregimer. (tabel 3.2 s. 64)
Med produktionsregimer forstås: 1) Grad af national koordinering gennem fælles forhandlinger ml. centraliserede arbejdsgivere og fagforeninger. 2) Grad af sektor koordinering (virksomhedsnetværk).

Konklusion:
Han finder at der universale og kontinentale velfærdsregime, med deres tendens til national koordinering og sektor koordinering, sandsynligvis vil modstå globaliseringspresset på velfærdsstaten, da der vil være et pres fra mange sider for at forsvare og bevare velfærdsstaten. Der vil være mulighed for et korporativt pres, og universalisme og kontinental-modellen vil fremme samarbejde, arbejder- og middelklasse koalitioner og konsensus om velfærdsstatens legitimitet.
Liberale velfærdsstater (angelsaksiske) derimod vil ikke på samme måde have institutionel grobund for en stærk koordineret modstand mod velfærdsreformer, bl.a. pga. det ukoordinerede (dvs. markedsstyrede) produktionsregime. Her vil i højere grad eksistere konkurrence og minimalstats holdninger.

Empiri
Swank anvender Sverige Tyskland og England som eksempler på henholdsvis den skandinaviske-, kontinentale- og angelsaksiske model. Han påviser hvorledes der i såvel Sverige som Tyskland fra 1980-95 er sket en forøgelse i velfærdsudgifter (i.f.t. % af BNP) hvorimod der i England ikke er sket en forøgelse.

Referat af kap. 8, Hix, regulation of the single market.

Teorier om regulering af markedet.
I neoklassisk teori vil markedet selv skabe pareto-optimalitet. I virkeligheden finder der dog en masse ”market failures” sted, som politikerne derfor går ind og regulerer. Regulerings politik har således ikke som mål at redistribuere men blot regulerer så der igen opnås pareto optimalitet for alle involverede. Derved siger teorien at dette bedst gøres via uafhængige institutioner (s. 237).
Producenterne bliver mest berør af reguleringerne og er derfor dem der har størst interesse i at gå ned og påvirke politikken. Dertil kommer at man finder at forbrugerne er ”rationally ignorant” omkring de specifikke reguleringspolitikker og som resultat bliver regulerings politik designet og lavet hovedsageligt for producenternes bedste (s.238)
I virkeligheden finder man dog at ingen producent kan gå ind op påvirke politikken fuldstændig så der vil altid være nogle fordele for forbrugerne også.
Eksempler på at politikerne er gået ind og har tilgodeset særlige faggrupper ses ved Frankrigs landbrugssektor og England finansielle service sektor (s. 238).


1. Effektueringen af det indre marked:
Store dele af etableringen af det indre marked havde mere karakter af deregulering da det handlede om at skabe et fælles internt åbent liberaliseret marked.

Første skridt var SEA traktaten og med den fastsatte man d. 31 december 1992 som datoen for fuldførelsen af implementeringen af de nye regler om det indre marked. Det indebar 280 stykke lovgivning der hovedsageligt fordelte sig på tre områder: Fysiske barriere, tekniske barriere og finansielle barriere.
Fysiske barrierer: Disse indebar fælles kunde regler og fjernelsen af papir arbejdet og inspektionen ved de interne grænser. Med undtagelse af England, Irland og Danmark blev disse indført.
Tekniske barrierer: Disse indebar harmonisering af regler og gensidig anerkendelse af regler således at det blev lettere at handler på tværs af grænser.
Finansielle barrierer: Disse indebar harmonisering af fælles skat på varer, hvorved der blev sat en minimumsgrænse på 15 %. Man harmoniserede ligeledes reglerne for ”excise dutise”, herunder fjernelse af reglerne for mængder af alkohol og tobak der måtte transporteres over grænserne, og fjernelsen af duty-free salg på fly og færger (s. 239).

Processen forsættes efter 1992 og med Amsterdam traktaten i 1997 fokuserede man på at simplificerer lovgivningen om det indre marked samt en samlet koordineret indsats fra Kommissionen og medlemslandene om at sikre implementeringen af lovgivningen. Man lavede også et ”singe market scoreboard” for at få oversigt over medlemslandenes implementerings rate. Fra 1997 til 2003 skete der store fremskridt, men den viste også at der skete mange overtrædelser samt at der var stor forskel på hvor hurtige landene var til at implementerer lovgivningen fra EU. De nordiske rige (protestantiske ?) lande var langt hurtigere end de sydlige (katolske?) lande. Samlet stod Frankrig og Italien for 26 % af alle overtrædelserne ( s. 242).

1.2 Konkurrence policies
Med maastricht traktaten (EC-treaty) i ’93 indførte man en række systemer for at sikre konkurrencen i det indre marked og Kommissionen fik mulighed for at forhindre anti-konkurrence praksisser herunder uligheden for at udskrive bøder.
Konkurrence reglerne havde 3 hovedpunkter:
- Antitrust regulations; herved blev aftaler mellem firmaer gjort ulovlige, såsom karteldannelser, plus de offentligt ejede industrier blev underlagt samme konkurrenceregler.
- Regulations af state aids; statslig støtte til industrier som derved truede den fri konkurrence blev gjort ulovligt.
- Merger control; Indførelse af regler for regulering af sammenslutninger af store handelsselskaber.
Merger control indbefattede at der blev nedsat en Merger task force som vurderede store sammenslutninger og havde mulighed for at blokere dem. Denne kom under stor kritik for at være for uigennemsigtig og for mangel på appel muligheder. Merger kontrollen blev reformeret men kritiseres stadig for at mangle en a priori juridisk vurdering fra domstolen inden vurderingen finder sted samt at der ikke er klart adskilte kompetence områder mellem Kommissione og the Merger Task Force (s. 245).

1.3 Nye liberaliserings metoder.
Trods de mange nye regler var der stadig store områder der forblev regulerede og stod uden for harmoniseringen, særligt det nationale arbejdsmarked samt den finansielle service sektor.
Man besluttede sig derfor i starten af 2000 at få åbnet op for fælles EU regler på disse områder og det europæiske råd bestemte sig på et møde i Lissabon i 2000 for tre overordnede retningslinjer der skulle få EU til at komme op på niveau med USA og blive ” the most competitive and dynamic knowledge-based economy in teh world” (se side 246 for de 3 mål, herunder er bl.a. mål derførte til det netop vedtaget servicedirektiv om arbejdskraft fri bevægelighed).
De tre mål var dog meget vage og overordnede som et resultat af at Rådet var meget splittet. Centrum-højre regeringerne og England ønskede fokus kun på reformer af det strukturelle arbejdsmarked og velfærdsreformer, hvorimod venstrefløjsregeringerne med Tyskland og Frankrig i front ønskede særlig fokus på investeringer i menneskelig kapital, uddannelse og videns økonomi (s. 247). Hvor den stærke Delores kommission i 80’erne kunne presse og samle regeringer om de fælles regler for det indre marked, havde opbødningen af Kommissionens kompetencer i Maastricht og Amsterdam traktaterne samt det at Romano Prodi var en mindre stærk leder gjort at disse ikke kunne bruges af regeringerne til at gennemtvinge fælles mål. Resultatet blev en ny form for vedtagelses metode; ”open method of coordination” OMC (se kapital 2, det er bl.a. ”naming and shaming” metode, - altså nogle svagere metoder end egentlig lovgivning).

For at styrke liberaliseringen af det finansielle marked nedsatte man en komite med Lamfalussy i spidsen. Komiteen fremsatte en liste over lovgivnings og regulerings metoder, samt en ny lovgivnings procedure for adoptering af disse metoder samt for regulering af de europæiske finansielle markeder (s. 248).
Lamfalussy processen gør det kun muligt for politikerne i Rådet og EP at vedtage overordnede policy guidelines. Detaljerne udfærdiges af en række eksperter. Dette førte til en vis skepsis fra politikernes side da de var bange for den manglende gennemsigtighed og metoden blev først accepteret af EP i 2002 mod at Kommissionen lovede at EP blev ligestillet med Rådet i sager hvor de skulle inddrages (s. 248). Ideen med at adskille udformningen af lovgivningen fra politikerne er ideen om at eksperter vil skabe mere langsigtede løsninger angående market failures (se teori afsnit øverst om uafhængige institutioner), ligesom pengemarkedet er adskilt fra politikerne. Hvorimod ændringerne på arbejdsmarkedet er meget politiske emner og behandles derfor ikke under denne metode.

1. 4 Konsekvenserne af dereguleringspolitikken.
Resultatet af målene for det indre marked har været deregulering af en lang række sektorer, særligt, fly transport, telekommunikation, elektricitets udbud og finansielle services.
Den store åbenhed på markedet kan fører til at firmaer vælger at placerer sig i lande med færrest forhindringer for dem hvilket vil fører til en ”race to the bottom” effekt.
På den anden side viser det sig dg også at omkostningerne ved regulering ikke vejer op for andre hensyn ved valg af marked, såsom arbejdskraftens specialisering. Denne effekt kan fører til et ”race to the top”. Sådanne er fundet sted på det på det finansielle service område hvor internationalt samarbejde har ført til højere standarder (s. 250).
Man er dog overbevist om at det indre marked kombineret med den fælles monetære union vil have en stor indflydelse på de nationale makroøkonomiske policies, og tvinge stater til at holde skatteraten og arbejdskrafts omkostninger nede (s. 250).

2. Regulering via positiv integration; miljø og socialpolitik.
Regulering på miljø- og socialområdet bunder ikke udelukkende i ønske om at opnå pareto optimalitet, men bunder i fælles værdier.

2.1 Miljø policy
I 1972 tog Rådet initiativ til at starte en række miljøprogrammer. Disse kulminerede i 6 aktionsprogrammer som satte prioriteringerne for EU frem til 2010 med vægt på disse 4 områder: klima forandringer, natur og biodiversitet, miljø og helbred og håndteringen af natur ressourcer og affald (s. 252). Med Maastricht traktaten blev miljøpolitikken indskrevet i en traktat og yderligere tiltag blev taget med Amsterdam-traktaten. Hovedvægten i EU bliver lagt på følgende punkter:
- Luft og lyd forurening
- Bortskaffelse af affald (?) (Waste disposal)
- vand forurening
- kemikalie produkter
- natur beskyttelse og biodiversitet
- Environmental impact assesment (miljø beskatning af private og offentlige industrier over en vis størrelse).
- Øko-mærkning
- European Environment Agency
- natur og teknologiske risici

Miljøpolitik er det område der i EU er mest lovgivning omkring. Det er også et område hvor implementeringen går hurtigt. Den variation der dog alligevel er skyldes ifølge Börzel de institutionelle strukturer og industriens indflydelse.
Grunden til EU er så effektiv på dette område skyldes også at det er politikker der søger at regulerer market failures. Forurening er således en negativ externalitet der rammer alle ligesom bedre miljøstandarder og mærkning vejer op for den manglende tilgængelige information til kunderne der ellers eksisterer. EU kar indført miljøstandarder for alle områder af produktionen (s. 254).
Miljøreglerne for EU har fulgt niveauet for landene med de højeste miljøstandarder. Dette skyldes en fælles opfattelse af vigtigheden af miljøspørgsmål og er således et ideologisk valg gemt under forklaringen om market failures, skriver Hix. Hertil kommer at befolkningerne i landene med de lavere standarder er for en fælles håndtering af miljøproblemerne og landene sætter sig derfor ikke imod de fælles beslutninger.
Den fælles miljø politik under EU har således ført til ”up-market environmentalism” i stedet for ”environmental dumping” (s. 255).



3. Social politik.

Allerede i Rom-traktaten åbnes der op for social politik på EU niveau. Det var dog først i 80’er på initiativ af de franske socialister Mittterand og Delores at den sociale dimenson igen kom på tale. Det resulterede i at der i SEA’en blev åbnet op for harmonisering af sundheds og sikkerheds regler ved kvalificeret flertals afstemninger. Senere udviklede medlemslandene et socialt charter. England skrev dog som det eneste land ikke under. Da et flertal af medlemslandene stemte for at få indskrevet charteret i Maastricht traktaten vetoede England beslutningen. Der blev derfor udarbejdet en social protokol der tog fat på emner som arbejdes forhold og ”workers consultation” hvor der kunne afstemmes ved QMV og ved enstemmighed ved mere følsomme områder.
I 1997 gik den engelske regering dog med til at indarbejde den sociale protokol samt et nyt socialt charter i Amsterdam-traktaten (s. 256).
Trods disse tiltag har der kun været meget få tilfælde af reel EU socialpolitisk lovgivning. Der er dog sket udvikling indenfor en række områder (se s. 257-258) men det er langt fra det niveau man i nationalstaterne lovgiver om social politik på. Social politik på EU niveau handler primært om at regulerer for at ændre på market failures, frem for social omfordeling som i medlemslandene. Det område der er sket mest på er rettigheder for immigranter og migranter, samt sundheds og sikkerheds standarder. Områder som arbejders rettigheder, arbejdsforhold og industrielle relationer har mere karakter af ideologiske spørgsmål om kapitalismens udfoldelse og medlemsstaterne foretrækker derfor at der ikke vedtages fælles regler herom (s. 259). Som resultat er der på disse områder kun lavet aftaler der fastsætter minimumsstandarder og overlader en stor del autonomi til staterne selv for den konkrete udformning af reglerne.
De eneste sociale regler der er lavet på EU niveau som overstiger det pareto efficiente niveau for social regulering omhandler ligestilling og diskrimination (s. 260).

3. 1 EU regulering: mellem harmonisering og voluntarisme.

Resultatet af de miljø og social politisk love på EU niveau er at EU er blevet et reregulerende regime (reregulatory regime, s. 260). Den første grund hertil er at de reregulerende regler har ført til harmonisering af regler samt skabt dem i lande der ikke havde dem. Der anden grund hertil er at den reregulerende EU politik har medført skabelsen af fælles europæiske normer og værdier som går langt udover afviklingen af de market failures der var intentionen.
På det social politisk område har udvilingen dog båret stor præg af voluntarisme. Streeck beskriver det som et alternativ til den stramme regulering eller ingen regulering (s. 261).
Selvom om målet for EU lovgivningen har været rettet mod market failures og derved kun skulle være regulering har det haft stor indirekte omfordelings effekt således at der er dannet en form for europæisk velfærdsstat.
Det dannede reregulerende regime har slet ikke samme omfordelings kraft som staterne men ”regimet” afspejler et velfærdskompromis på EU niveau som sætter visse restriktioner og valg for de eksisterende velfærdskompromiser på statsplan. Regimet udøver nedadgående prs på staterne med høje arbejdsmarkeds standarder og opadgående pres på staterne med lave arbejdsmarkeds standarder (s. 261).

4. Forklaringer på EU’s regulerings politik.

Der er særligt tre udviklinger i EU’s regulerings politik som mangler forklaring:
- Hvorfor EU har været mere succesfuld med deregulerings politik frem for regulering.
- Hvorfor EU har haft nemmere ved at vedtage produkt standarder frem for processtandarder
- Hvorfor EU har haft nemmere ved at vedtage regler for ligestilling og diskriminering frem for regler for arbejdsforhold og arbejders rettigheder (s. 261).
For at svare på ovenstående har teoretikere fokuseret på følgende; 1. de nationale regerimgers efterspørgsel efter EU regulering og deregulering. 2. De private interessers efterspørgsel efter regulering og deregulering. 3. Kommissionens udbud af regulerings policys og policy ideer. 4. De institutionelle begrænsninger for disse udbud og efterspørgsel i EU’s lovgivningsproces (s. 262).

4.1 Efterspørgselen efter regulering; mellemstatslige forhandlinger.
Med SEA’en vedtog medlemslandene enstemmigt at danne det indre marked. Den deregulering det medførte var et kompromis mellem England der så det som en måde at udbrede deres deregulerings politik på, og Frankrig der med et socialistisk udgangspunkt til trods så på de økonomiske gevinster et indre marked ville skabe og derved opretholdelse af konkurrence niveauet overfor USA og Japan.
Samtidigt med dereguleringsreglerne for det indre marked indførte man anført af soicalisterne fælles regler for miljø og social politik. Som nævnt i tidligere afsnit er der sket størst udvikling indenfor produkt regler og ikke process regler. Dette kan forklares ved at se på de rige landes præferencer kontra de fattige, idet man antager at de fattige ønsker at fastholde deres lavere standarder i stedet for de rige landes højere standarder.
Ved produkt rgeler ønsker måde de rige og fattige lande fælles regler på området frem for ingen sregler (se figur s. 263). Herved kan de egnes om at overdrage kompetencer til Kommissionen, for at finde frem til den bedste fælles løsning.
Ved proces regler ønsker både de rige og fattige lande at fastholde deres egne regeler, . altså ingen aftaler, frem for fælles enten højere eller lavere standarder. På den måde kan de fastholde deres konkurrencekraft, de rige i form af produktivitet og arbejdsforhold og de fattige i form af lavere lønninger (s. 263-264).

4.2 efterspørgselen efter regulering; private interesser og EURO-pluralisme.
Forskellen i udviklingen af fælles regler afhænger, mener andre, af at erhvervslivets interesser er mere organiseret på EU niveau end, forbrugerorganisationer, handelsorganisationer og miljøorganisationer (s. 264). Dette gør at erhvervslivet har større interesse i at fremme regulering i et multilevel politisk system, samt det at de har bedre muligheder for at udfører lobby arbejde, end de andre interesse organisationer (s. 265).
Erhvervslivet er også mere tilbøjelige til at accepterer høje produkt standarder end proces standarder da disse er billigere, samt at dette sikre samhandelen med USA og Japan.
Det hele indkapsles dog ikke ved kun at se på erhvervslivets interesser. Kommissionen har som mulitilevel organisation med de socalistiske kommissærer i front været ivrige efter at inddrager organisationer i policy processen og socalitiske regeringer har støttet Kommissionens forsøg på at harmoniserer produkt standarder (s. 265).

4.3 Udbuddet af reguleringer.
Policy resultaterne skyldes dog ikke kun efterspørgselen efter regulering. De skyldes lige så meget variationen i udbuddet af policies. Der er ikke altid overensstemmelse mellem udbuddet og efterspørgselen. Dette kan skyldes, at, dels er Kommissonens interesser anderledes end staternes i det Kommisssionen altid ønsker at øge egen magt og dels at den framing et policy får kan være med til at afgøre støtten. Kommissonen kan som initiativtager styre framingen samt nøjes med at fremsætte forslag der fremmer deres interesser og som den ved der er støtte til i de to lovgivningskamre og på den måde indskrænke staternes muligheder (s. 266).
Kommissionen har udnyttet deres rolle som dagsordensfastsætter aktivt, ved at udnytte de aktuelle situationer, comitoligies’nes faglige kompetencer, styringen af udbuddet af lovgivning og informationen til regeringerne kunnet tvinge det ellers påpasselige Råd til at gennemfører den lovgivning Kommissionen ønskede.

4.4. Institutionelle begrænsninger.
Udbuddet og efterspørgselen efter lovgivning er begrænset af de institutionelle strukturer. Udviklingen i EU forklares ud fra to retninger af institutions teorier; Histprisk institutionalisme og rationel choice institutionalisme.
Rational choice institutionalisme (s. 268): Variation i lovgivnings processerne iver variation i policy outcome. Hvor der kræves enstemmighed i Rådet kan Kommissionen stille forslag som ligger tæt på de mindst integrationsvenlige stater stadig foretrækker frem for status quo. Men ved kvalificeret flertals afgørelser har Kommissionen og EP mulighed for at trække rådet i en mere pro integrations retning. Hermed forklares forskellene i udvikling på miljø området kontra social området.
Historisk institutionalisme (s.268): her fokuseres på de strukturelle besiddelser EU systemet har, og den resulterende sti afhængighed. Regeringerne er bundet af deres ønske om genvalg få år efter og tænker derfor mere kort sigtet i deres politisk stategier. Her kan kommissionen gå ind og tænke mere langsigtet. Regeringerne har som følge her af ikke kunnet forudsige de fremtidige tiltag Kommissionen tiltænker som følge af et fremsat lovforslag.
Hertil kommer også at forskellige policy områder har tilknyttet forskellige normative programmer. Det indre marked opfattes således som et kollektivt gode og har derfor haft bedre muligheder for at opnå fælles accept (s. 268).

Holdtime 17, Skocpol, Theda, 1982, "rentier state and the shi'a islam in the iranian Revolution".

Skocpol og den lille gnu med pletter af lilla

Ifølge Athena Bjarne Skocpol kan den iranske revolution betragtes som en social revolution, dvs. som en omvæltning af landets stats- og klassestruktur samt ideologi (Skocpol: 265). Sociale revolutioner er bottom-up oprør, hvor den sociale underklasse er den igangsættende faktor.
Skocpols forklaring på revolutioner generelt kan beskrives som strukturforklaringer; revolutioner produceres (dette ord vælges, fordi vi er determinister!) af hurtig modernisering, der fører til relativt afsavn og utilfredshed – forskellige grupper føler sig uretfærdigt forfordelt vis-á-vis andre grupper i samfundet (jf. Gurr 1970). Før utilfredsheden kan omsættes i revolutionær handlen, kræves ressourcer til at opretholde oprøret samt en kollektiv organisering af de revolutionære kræfter (Skocpol 1982: 266). Endelig er det en nødvendig betingelse, at statsapparatet er tilstrækkeligt svækket, således at statsmagten ikke er i stand til at undertrykke revolutionsforsøget. Denne svækkelse kan både være et resultat af eksternt (udenlandsk) militært pres, og intern politisk splittelse mellem dominerende klasser og staten. Skocpols syn på revolution er altså i udgangspunktet udelukkende strukturelt – ”revolutions are not made. They come.” (ibid.). Modernisering (socioøkonomiske omvæltninger), organiseringen og kapaciteten af den revolutionære basis samt svækkelsen af statsmagten er alle strukturelle faktorer. Problemet med den iranske revolution er, at den tilsyneladende ikke kan forklares udelukkende vha. disse faktorer.
Der er to centrale problemer med denne forklaring: For det første var statsmagten ikke svækket pga. eksternt eller internt pres. Shah’ens magtressourcer var ved revolutionsudbruddet intakte i forhold til tidligere. Shah’en havde på intet tidspunkt opbakning fra nogen betydelige befolkningsgrupper – staten kunne betragtes som svævende frit over det øvrige samfund – men havde til gengæld til alle tider totalt kontrol over den politiske og militære magt. Om end shah’ens ressourcemæssige magt var stor, var den præget af mangel på sammenhængskraft og vilje til at kæmpe for statens opretholdelse. For det andet ser det ud til, at den iranske revolution rent faktisk var ”made”, dvs. at aktører spillede en rolle i tilvejebringelsen af revolutionen (specielt i startfasen) (ibid. 267). Strukturelle faktorer alene kan altså ikke forklare revolutionens fremkomst.
De strukturelle faktorer som var tilstede i den revolutionære kontekst har således dannet baggrund for revolutionens fremkomst, men ikke i sig selv skabt revolutionen. Den hurtige modernisering og dermed øget urbanisering havde styrket bazaarernes netværk og udbredelse[1]. Endvidere fik faldende oliepriser og den dermed følgende stigning i arbejdsløsheden stor indflydelse på revolutionen. Der var således et stort mobilitetspotentiale tilstede som var stærkt knyttet til traditionelle religiøse praksisser. Ayatollah Khomeini som aktør formåede som religiøs leder at udnytte at mulighedsstrukturen var moden til revolution (bl.a. i form af en religiøs framing af de strukturelle baggrundsvariable).
Den iranske revolution kan således ikke forklares udelukkende af strukturelle faktorer, men også aktører som kan sætte revolutionen i gang. Aktører spiller således en begrænset rolle idet de ikke kan skabe revolutionen uden de bagvedliggende strukturelle nødvendigheder.




[1] Bazaarmentaliteten gennemstrømmede hele samfundet (lige fra fattige, nyurbaniserede bønder til universitetsstuderende.)

Demokratisk legitimitet i EU
Spørgsmålet om, hvorvidt EU er et demokratisk legitimt system, kan forstås på to måder:
a) hvorvidt EU betragtes som legitim af de europæiske befolkninger.
b) hvorvidt EU faktisk er et demokratisk legitimt system.
De to måder at stille spørgsmålet på er selvfølgelig tæt sammenvævede i praksis. a) er en nødvendig betingelse for b), idet det er svært at tænke sig et faktisk legitimt politisk system, som ikke betragtes (i hvert fald til en vis grad) som legitimt af dets borgere. Men a) er ikke tilstrækkelig betingelse for b). At folk på et tidspunkt anså slaveriet for at være en legitim institution viser ikke, at slaveriet faktisk var legitimt. Folk kan tage fejl.

Udgangspunktet for diskussionen af b) vil være tre forskellige synspunkter på demokratiets nuværende tilstand i EU repræsenteret ved Lykke Friis, Mogens Lykketoft og Drude Dahlerup (Bilag 1-3). Ifølge Lykke Friis (Bilag 1) er EU’s demokratiske tilstand problematisk. Det skyldes, at den folkelige (demokratiske) kontrol med beslutningstagerne er yderst svag; nationale parlamenter har problemer med at føre kontrol med regeringer og embedsmænd, og EU spørgsmål er underrepræsenteret i nationale parlamentsvalg. Dette medfører, at den offentlige diskussion og meningsdannelse i forhold til disse spørgsmål nærmest er ikke-eksisterende. Der kan dog også peges på demokratisk positive tendenser, hvor spørgsmål, der før var præget af lukkethed (sikkerhedsspørgsmål mv.) nu i højere grad gøres til genstand for indenrigspolitisk debat. Den overvejende tendens er dog den førstnævnte.

Mogens Lykketoft (Bilag 2) er ligeledes skeptisk mht. demokratiet i EU, når dette vurderes i forhold til de nationale demokratier, men betegner dog et ensidigt fokus på disse demokratiske mangler som ”meget traditionelt” og plæderer for en vurdering af demokratiet i EU, der ikke kun begrænses til denne demokratidimension. Kendsgerningen er, at ”vores nationale demokratiske råderum […] i realiteten [er] formindsket, fordi markederne og virksomhederne for alvor er blevet grænseoverskridende”. Globaliseringen sætter altså nationalstaterne under pres, idet staterne i stadig højere grad må underlægge sig betingelser dikteret af de globale markeder. Idet EU repræsenterer en ”modmagt” der kan ”lægge fælles bånd [på] markedets kræfter”, er EU ifølge Lykketoft ”under alle omstændigheder et demokratisk tilskud” til de nationale demokratier. EU’s resultater giver systemet demokratisk legitimitet på trods af, at systemet selv ikke kan leve op til demokratiske standarder på ”input”-siden.

Ifølge Drude Dahlerup (Bilag 3) kan EU ikke legitimeres ”via resultaterne”, men derimod må ”klassiske demokratiske krav […] naturligvis også gælde for EU”. EU skal vurderes ud fra en lignende demokratisk standard som andre beslutningssystemer herunder nationalstaten. Derfor er det problematisk, at beslutningerne ”træffes udenfor offentlighedens synsfelt”, og at der sker en bureaukratisering af beslutningsprocedurerne, samt at en europæiske offentlighed ikke eksisterer, og at afstanden mellem ”medborgere” og ”eliten” forstærkes.

Konklusionen på ovenstående er, at der blandt Friis, Lykketoft og Dahlerup er enighed om, at EU’s demokratiske legitimitet på ”input”-siden er fraværende. Der mangler folkelig kontrol, et europæisk offentligt rum, og afstanden mellem ”folk og system” er for stor. Uenigheden angår, hvorvidt EU’s resultater alligevel kan siges at give en demokratisk legitimitet til systemet. Friis adresserer ikke direkte dette spørgsmål, mens Dahlerup og Lykketoft er uenige herom.

Lægger man Robert Dahls kriterier for den demokratiske proces til grund (Dahl,1989: 109-114), er der ingen tvivl om, at man må give Dahlerup ret på dette punkt. En beslutningsproces er ifølge Dahl demokratisk, når befolkningen har 1) effektiv deltagelse, 2) stemmelighed på det afgørende stadium, 3) oplyst forståelse og 4) kontrol med dagsordenen. Det er svært at se, hvordan EU kunne hævdes at leve op til et eneste af disse, om end oprettelsen af europaudvalg i medlemslandende kan ses som et forsøg herpå (jf. Holzhacker,2002).

Et modargument kunne være, at Dahls kriterier for den demokratiske proces er for krævende. Ikke engang de nationale beslutningsprocesser kan leve op hertil. En forfølgelse af dette argument kræver, at man kan forklare, hvad der i så fald skal forstås ved ”demokrati-i-en-mindre-krævende-forstand”. Demokrati må indebære en eller anden form for folkelig kontrol. Der må være en særlig relation mellem demos og beslutningstagere, hvor de sidstnævnte står til ansvar overfor de førstnævnte (accountability). Hvordan man end vender og drejer det, er dette netop problemet ved EU, som systemet ser ud lige nu. Der er ingen klare ledere, som står til ansvar overfor folket, og der er ingen klar opposition, som kan repræsentere et alternativ til den førte politik (jf. Neunreither,1998). Muligvis er EU med sit nuværende udseende en bedre løsning på globaliseringen, end hvis der intet samarbejde var (jf. Lykketoft), men det betyder ikke, at EU dermed bliver demokratisk legitimt.

Konklusionen er, at EU’s faktiske demokratiske legitimitet er begrænset. Men hvordan forholder det sig med a), dvs. de europæiske befolkningers opfattelse af EU’s demokratiske legitimitet? Og hvilke faktorer påvirker denne? Figur 2, bilag 4, giver noget af svaret. Heraf fremgår, at et flertal på 11 ud af de (daværende) 15 medlemslandes befolkninger er mindre tilfredse med demokratiet i EU, end i deres eget land. Dette kan ses som en indikation på, at et flertal af EU’s befolkninger ikke opfatter demokratiet i EU som legitimt – eller i hvert fald ikke lige så legitimt som deres nationale politiske system.

Hvorfor er hovedparten af de europæiske befolkninger mindre tilfredse med demokratiet i EU end med deres nationale demokrati? En begrundelse kunne være, at EU faktisk ikke er et demokratisk legitimt system (jf. ovenfor). Tabel 1, bilag 4, underbygger denne begrundelse, idet det fremgår af denne, at ”høj uddannelse” samt ”politisk viden” bidrager betydeligt til en mindskelse af tilfredsheden med demokratiet i EU. Dette kunne udlægges sådan, at jo større viden respondenterne har om politik i det hele taget og EU i særdeleshed, jo mindre er tilfredsheden med demokratiet i EU. Når man er bekendt med EU, opdager man, at systemet ikke er demokratisk legitimt, og derfor er man mindre tilfreds med systemet.

En anden betydelig faktor i forklaringen af utilfredsheden med EU er ”frygt for integration”. Forklaringen er sandsynligvis, at frygten for den europæiske integration i det hele taget, sandsynligvis vil medføre en tilbøjelighed til at fokusere på de negative aspekter (fejl og mangler) ved systemet – herunder fx det ”demokratiske underskud”.

Konklusionen er, at EU generelt mangler demokratisk legitimitet i de europæiske befolkninger. Betydelige faktorer i forklaringen herpå er sandsynligvis, 1) at EU simpelthen ikke er et demokratisk legitimt system, og at befolkningerne ved, at dette er tilfældet. Og endvidere 2) at mange simpelthen er bange for EU-integrationen i det hele taget.

Litteratur
Dahl, Robert (1989). Democracy and its Critics. New Haven: Yale University Press
Holzhacker, Ronald (2002). “Nationale parlamenter i den Europæiske Union” i Thomas
Pedersen (red.) (2002). Europa for folket? EU og det danske demokrati, Århus: Aarhus Universitetsforlag/­MagtudredningenNeunreither, Karlheinz (1998), “Governance without Opposition: The Case of the European Union”, Government and Opposition, vol. 33, no. 4, pp. 419-441.

H25: Vivien A. Schmidt: ”Loosing the Ties that Bind: The Impact of European Integration on French Government and its Relationship to Business”.

Resumé

Teksten omhandler problematikken i den forstyrrelse, europæiseringen har skabt i det traditionelt tætte samarbejde mellem det franske erhvervsliv og regeringen. Den franske regering er blevet mindre uafhængig under den stigende indflydelse fra EU. Derfor opsøger de franske virksomheder i stigende grad EU, når de vil søge at påvirke policy. Den europæiske integration har endvidere reduceret regeringens fleksibilitet på implementeringsstadiet idet EU’s ”regulatoriske model” erstatter den franske ”administrative model”. Lovene er nu mindre bøjelige på implementeringsstadiet, hvilket udhvisker det tætte samarbejde mellem regering og erhvervsliv i implementeringsfasen. Noget tyder på, at europæiseringen har svækket regeringen og styrket erhvervslivet (især de store firmaer).

Den europæiske integration har ændret forholdene omkring fransk industriel policy-making. Tidligere var staten direkte intervenerende, hvorimod nu hvor det er markedet frem for staten, der er den dominerende faktor (Schmidt, 1996: 224). Den franske model kaldes den ”statiske” model omkring policy-making (til forskel fra pluralistisk model eller korporatistisk model). Det er implementeringsfasen i lovgivningsprocessen at interessegrupper og erhvervslivet har mulighed for indflydelse, og tjenestemænd indenfor staten har i vid udstrækning mulighed for at fortolke loven. Derved har de f.eks. kunnet give undtagelser for de, som man ønskede at belønne, og hvor virksomheder har haft indflydelsesmulighed (Schmidt, 1996: 226-227).

Med integrationen i EU har man mistet denne mulighed for indflydelse i implementeringsfasen. I EU er det i lov-formuleringsfasen, interesseorganisationer og erhvervslivet skal gøre sin indflydelse gældende via lobbyarbejde. Dette har været en stor omvæltning for den franske policy-making kultur. Samtidig har franskmændene været langsomme til at forstå vigtigheden af at have kontorer og at være til stede i Bruxelles (både statstjenestemænd og forretningslivet) (Schmidt, 1996: 230)

At udføre lobby-virksomhed har i den franske kultur været opfattet som illegitimt. Man har i stedet brugt at sende breve (skrevet på hvidt papir for at understrege at her ikke er tale om lobby-virksomhed) direkte til den pågældende minister eller til medlemmer af hans kabinet – eller endnu bedre: have frokost aftaler med dem, for at påvirke lovgivningen i dens endelige fase (Schmidt, 1996: 234). Disse venskaber (eller andre former for forhold) bygger på stærke bånd, som blev knyttet på skolerne eller gennem medlemskab af grand korps. Dog har nogle store franske virksomheder formået at have meget indflydelse i policy-makind i EU (eksempelvis Peugeot) (Schmidt, 1996: 237).

H 24 - Politisk opposition indenfor EU (Neunreitherhahnhahnmann)

Diskussion af hvilke institutionelle forandringer på EU-niveau, der kunne fremme etablering af politisk skillelinier på tværs af medlemsstater.

However…

For overhovedet at kunne diskutere ovenstående emne er det nødvendigt at definere de underliggende begreber (eidos).
I første omgang vil vi beskæftige os med begrebet politiske skillelinier.
Anvendelsen af begrebet fordrer først og fremmest en ”objektiv” dimension. Eksempler herpå kunne være socio-økonomiske - og historiske forhold, religion samt demografiske- og geografiske forhold. Disse skaber en mulighedsstruktur indenfor hvilken politiske skillelinier potentielt dannes. Dette krav er dog ikke tilstrækkeligt når talen falder på skillelinier.
Den objektive dimension må danne baggrund for en subjektiv-kollektiv identitetskonstruktion. Dvs de objektive forskelle skal udmønte sig i forskelle identiteter, som aktøren identificerer sig selv på baggrund af.
Eksempelvis er en opdeling mellem land- og bybefolkning ikke tilstrækkelig til at udgøre en skillelinie. Det er nødvendigt at grupperne opfatter denne forskel og deres position herindenfor som strukturerende den sociale virkelighed.
Ydermere er det afgørende for fremkomsten af en egentlig politisk skillelinie, at denne er mobiliseret. Der kan således tales om en skillelinie, hvis blot de to ovenstående krav er overholdt, men ikke nødvendigvis en politisk af slagsen.
Mobiliseringen består i, at grupperingerne gøres til genstand for politisk aktivitet. De kollektive identiteter skal således være relevante i forhold til, hvorledes værdier skal defineres og allokeres.

Med denne begrebslige afklaring in mente, kan vi nu bevæge os videre til området for vor undersøgelse; EU.
Kan der siges at eksistere politiske skillelinier på tværs af medlemslandene i EU?
Næppe, Jeppe.
Nok eksisterer der objektive forskelle som kunne fundere skillelinier, men disse forbliver latente pga. manglen på kollektiv identifikation og politisk mobilisering på tværnationalt niveau.
Eksempler på latente skillelinier i EU er: religiøse forskelle (som eksempelvis kunne tænkes at influere familie- og ligestillingspolitik), forskelle mellem landbrug (industri) og forbrugere, national/transnational, forskellige nationale interesser, uddannelses- (og holdningsforskellene mellem den uddannelsesmæssige elite og den øvrige befolkning) og aldersforskelle (jf. post-materialismetesen).
For at disse forskelle skal blive til skillelinier i europæisk sammenhæng er der brug for en form for identitetsgenererende arena – et politiseret offentligt rum – en European public sphere.
Ifølge Karl-Heinz Neuretzehnhahnmann kan et sådant offentligt rum kun etableres såfremt der findes en klar opdeling mellem forskellige transnationale policy-positioner. Der skal være en klar leder (führer), som kan stilles til ansvar for eventuelle seksuelle eskapader eller anden økonomisk svindel. Endvidere skal der være en klar opposition hertil som kan fremstille alternative seksuelle eskapadevisioner.

Løsningsmuligheder:
Kommissionen som regering skabt ud fra EP.
Ministerrådet fjernes og en EP-regering indsættes i stedet.
EP får også initiativret
Folkevalgt EU-præsident/EU-lederkomité
Større folkelig relevans
Klar ansvarsrøv
EU-dagsorden v. nationale valg
ændring i EP-partisystemet, således at politikere til EP-valg stiller op for deres europæiske partiblokrehnhahnmann

Føderalisme i EU (F29)
Økonomisk og politisk føderalisme.
Man kan skelne mellem økonomisk og politiske tilgange til føderalisme. Økonomiske tilgange indebærer ofte, at behovet for centralisering understreges som forudsætning for økonomisk efficiens, hvilket skal modbalanceres af finanspolitisk føderalisme (dvs. at forskellige finanspolitiske kompetencer fordeles på forskellige regeringsniveauer) og konkurrence mellem lokale myndighedsområder om at tilbyde den rette form for regulering. Politiske tilgange understreger derimod behovet for tilpasning til territoriale interesser og for at decentralisere beslutninger i demokratisk/legitimeringsmæssigt øjemed (p.180). Økonomisk og politisk føderalisme står således i et potentielt modsætningsforhold til hinanden.

Der findes overordnet to former for føderale arrangementer: dual føderalisme og kooperativ føderalisme. Den første type er eksemplificeret ved det amerikanske politiske system. Her understreges den institutionelle autonomi af de forskellige regeringsniveauer, og der sigtes mod en klart vertikal magtdeling (p.183). Hvert regeringsniveau har sine egne uafhængige ansvarsområder. Kompetencer er fordelt efter policy-sektor og ikke policy-funktioner, således at hvert niveau både tager sig af lovgivende og udøvende funktioner. En funktionel kompetencedeling vil derimod lade forskellige regeringsniveauer håndtere forskellige funktioner – et niveau lovgiver, et andet implementerer. Denne kompetencefordeling suppleres med en ”svag repræsentation” på det føderale niveau. Andetkammeret er organiseret efter senatsprincippet, hvor hver delstat repræsenteres ved det samme antal direkte valgte senatorer, således at forskelle i staternes størrelse ikke har indflydelse. Det betyder, at senatet ikke vil svare til de territorialt bestemte interesser, som de repræsenteres ved delstaternes regeringer, men derimod de funktionelle præferencer blandt vælgerne i delstaterne (pp. 183-184). Endelig vil de enkelte delstaters institutionelle autonomi kræve et finanspolitisk system, der tildeler dem tilstrækkelige ressourcer til udøve deres kompetencer uden den centrale regerings indblanding.

Den kooperative føderalisme, som eksemplificeres af det tyske system, er baseret på en funktionel magtdeling, hvor det centrale regeringsniveau vedtager lovene, mens delstaterne tager sig af implementeringen. I dette system er de fleste kompetencer delte mellem de forskellige regeringsniveauer. I modsætning til det amerikanske system er der i det tyske en stærk repræsentation af delstaterne på det føderale niveau. I andetkammeret (der Bundesrat) er delstatsregeringerne repræsenteret efter befolkningsantal (p.184). Dvs. det tyske system involverer en stærk territorial repræsentation af delstaternes interesser i andetkammeret, mens den funktionelle repræsentation findes i førstekammeret.

EU som føderalt system
EU kan beskrives som et system af forskellige styringsniveauer – multilevel governance (MLG) – hvor suverænitetsrettigheder er delte mellem overnationale, nationale og undernationale institutioner (p.185). Føderalistiske begreber kan være nyttige i beskrivelsen af dette system. Føderalisme betegner generelt en territorial magtdeling mellem to eller flere regeringsniveauer i et politisk system, hvor alle niveauer har nogen autonom beslutningstagningsmagt, og hvor de føderale enheder (delstaterne) er repræsenteret i den centrale beslutningstagningsproces (p.185). Et sådant system behøver ikke nødvendigvis at være inkorporeret i en stat, hvilket forsvarer anvendelsen af føderalistiske begreber i analysen af EU.

EU har altid indeholdt føderale elementer (p.186). Kommissionen har eksempelvis altid haft nogen autonomi i forhold til medlemsstaterne (rådet). I løbet af årene har EU tilegnet sig suverænitetsrettigheder på en lang række områder strækkende sig fra eksklusiv myndighed i spørgsmål relateret til ØMU’en over vidtrækkende reguleringskompetencer indenfor sektorer som industri, handel, transport, energi, og miljø til nogen indflydelse på sikkerhedsområdet gennem reguleringer forbundet med Schengen-samarbejdet. EU har således udviklet sig til et politisk samfund med omfattende reguleringsmagt og med territorialt afgrænset myndighedsområde defineret ved EU-statsborgerskab (?). Som sådan inkorporerer EU de fleste træk ved et føderalt system (p.186). Magten er delt mellem to forskellige regeringsniveauer, de to niveauer er begge tildelt myndighed og ressourcer, fællesskabets love har fortrinsret frem for nationale love osv. (186-187).

To træk ved et føderalt system forefindes dog ikke i EU: For det første bliver beslutninger om ændring af den konstitutionelle udformning af union udelukkende truffet af medlemsstaterne. For det andet har EU ikke egentlige kompetencer indenfor beskatning og afholdelse af udgifter (p.187). Dertil kommer den manglende demokratiske kontrol.

Fordelingen af policy-kompetencer i EU svarer bedst til den kooperative model (p.188). Der findes ingen policy-sektorer, hvor EU i sig selv både har den lovgivende og den udøvende magt. Selv i områder som eksklusivt er EU’s domæne, kan der kun lovgives med medlemsstaternes samtykke. Kun mht. pengepolitik har medlemsstaterne fuldstændigt afgivet deres suverænitet til EU. Indenfor nogle områder så som skoleområdet, kultur og religion har medlemsstaterne stadig fuldstændig suverænitet, men indenfor de fleste andre områder er de lovgivningsmæssige kompetencer delte mellem medlemsstaterne og EU. Medlemsstaterne har dog næsten udelukkende ansvaret for at implementere lovgivningen. Denne funktionelle deling af policy-kompetencer og lovgivningsmæssig magt giver medlemsstaterne en stor indflydelse i EU’s institutioner, som ikke bliver modbalanceret af en effektiv repræsentation af funktionelle interesser (p.189).

EU ligner en kooperativ føderation både pga. af kompetencedelingen mellem medlemsstaterne og EU’s institutioner, men også fordi ministerrådet ligner det tyske andetkammer, idet medlemsstaterne her er repræsenteret ved deres regeringer, hvis stemmevægt reflekterer befolkningsantallet. Dette medfører en asymmetri til fordel for territoriale interesser i EU. Parlamentet, kommissionen og EU-domstolen repræsenterer ganske vist funktionelle interesser, men medlemmerne af disse institutioner bliver tillige udvalgt på baggrund af territoriale interesser, og selvom disse institutioner gradvist har øget deres magt, er rådet stadig det mest magtfulde organ i EU. En modbalancering af de nationale (territoriale) interesser ville kræve en styrkelse af parlamentet og kommissionen, udviklingen af et stærkere europæisk partisystem og udviklingen af stærke transeuropæiske interesseorganisationer (p.191).

F29. Simon Hix kap. 10

ØMU’en blev lanceret d.1/1 1999 og sedler og mønter blev introduceret i 12 medlemslande d.1/1 2002.Kapitlet svarer på to spørgsmål: Hvordan kan man forklare ØMU’ens opståen? Og hvordan kommer ØMU’en til at virke i praksis?

ØMU’ens historiske udvikling:
ØMU’en har været på tale lige siden Rom-traktaten ´56. Den første konkrete plan blev formuleret i Werner-rapporten ´71. EMS’en fra ´79 er ØMU’ens forgænger.
Med Fællesakten fra ’85 kom ØMU’en på dagsordnen som led i realiseringen af det indre marked. Delors-kommissionen kom med en rapport i ’89 hvor ideen om ØMU’ens faser samt one market, one money blev formuleret.
Med Maastricht-traktaten 1)fastsatte men en tidsplan for ØMU’en 2)formulerede konvergenskriterierne (se Hix s. 316 for detaljer), 3)oprettede det europæiske centralbanksystem og 4)formulerede fælles policy-målsætninger (se detaljer i Hix s.285)
I ’93 stod det klart at mange lande ikke kunne leve op til konvergenskriterierne, hvormed man indførte en ØMU-i-to-hastigheder, hvilket betød at nogle kunne gå i forvejen, hvis andre ikke kunne følge med.
I ’97 oprettedes Vækst- og Stabilitetspagten, der efter fransk ønske blev mere vag end det oprindelige tyske forslag. Frankrig fik desuden trumfet igennem at den første hollandske centralbankdirektør skulle gå af før tid og overlade posten til en franskmand.

Fire forklaringer på ØMU’ens opståen:
1. Økonomisk rationalitet
Teorien om Optimal Currency Area (OCA) forudsiger at lande vil indgå en monetær union hvis gevinsten herved overstiger tabet (cost/benefit analyse).
Tab:
Man afgiver suverænitet over makroøkonomiske redskaber (fx pengepolitik og valutapolitik).
Man indskrænker sin handlefrihed i det man forpligter sig på at skulle leve op til visse krav for at unionen kan være stabil (jf. Vækst- og Stabilitetspagten).
Fordele:
Lavere transaktionsomkostninger ved handel, samt fravær af forstyrrende valutaudsving.
Det bliver nemmere at handle over landegrænser, hvilket medfører et mere efficient marked.
Prisstabilitet og forudsigelige priser.
Lavere risikopræmie og dermed lavere rente.
Mere økonomisk vækst.

Teorien om økonomisk rationalitet kan kun være en delvis forklaring på ØMU-projektet. For der første er det svært at bestemme præcist hvornår gevinsten ved ØMU’en overstiger tabet. For det andet viser empiriske undersøgelser at EU ikke er et Optimal Currency Area. Dette skyldes blandt andet at landene er meget forskellige og generelt har ufleksible arbejdsmarkeder og ufleksible lønregler. Dog kan man godt sige at der mellem Frankrig, Tyskland, Holland, Luxembourg og Belgien eksisterer et OCA. Derfor kan man argumentere for at disse lande har presset på for at få gennemført ØMU’en.

2. Mellemstatslig forhandling
Tesen om at ØMU’en er et produkt af medlemslandenes forhandlinger:
Tysklands oprindelige udkast til ØMU’en (til Maastricht-traktaten) var noget strammere og var ment til at skulle skabe en OCA. Dog lykkedes det Frankrig at forhandle en løsere ØMU-plan på plads. Det endte med at de to lande indgik en studehandel: Frankrig fik deres løse ØMU, mens Tyskland fik lov til at gennemføre genforeningen med Østtyskland. Dengang var man bange for at et nyt Stortyskland ville køre solo og dominere EU-samarbejdet.

3. Ikke-statslige aktørers indflydelse
Tesen om at ikke-statslige aktører har haft signifikant indflydelse på ØMU’ens udformning:
Delors-kommissionen gjorde et ihærdigt stykke arbejde for at få gennemført ØMU’en. Delors var ideologisk motiveret.
Landenes nationalbankdirektører var også varme fortalere for ØMU’en. Den ville nemlig give dem mere uafhængighed.

4. Konsensus om neoliberal ideologi
Tesen om at ØMU’en er et produkt af en ideologisk strømning:
Efter at keynesianismen havde ”spillet fallit” i 70’erne satte man sin lid til monetarismen i 80’erne. Monetarismen er fortaler for en stabil valuta og faste kurser. (af neoliberale statsledere nævnes i flæng Kohl, Thatcher og Schlüter.red).

Hvordan kommer økonomisk politik i ØMU’en til at virke i praksis?
Regeringer kan score en kortsigtet gevinst ved at føre uansvarlig økonomisk politik.
Derfor delegerer man økonomisk politisk magt til en uafhængig centralbank ECB. Der opstår således et trade-off mellem at de der fører økonomisk politik kan stilles til regnskab og at centralbanken er uafhængig. Dog overvåges ECB skrapt af en mængde organer.

På grund af Vækst- og Stabilitetspagten, er det ikke muligt at have for store budgetunderskud. Derfor kan velfærdsydelser kun finansieres gennem øget beskatning.

EURO’en kunne gå hen og blive en verdensvaluta på linie med Dollaren. Det ville bl.a. betyde at EU ville få mere indflydelse på global økonomisk politik.

Kritik:
Generel kritik af OCA-teori:
Blandt økonomer er der uenighed omkring gevinsterne ved en monetærunion.
Valutapolitik kan alligevel kun bruges i meget begrænset omfang i praksis.
Der ligger også politiske overvejelser bag en monetær union:
1. Forskellige regeringer og befolkninger har forskellige politiske målsætninger mht. inflation, arbejdsløshed, velfærdsydelser, statsgæld.
2. At få en samlet og stærkere stemme i international økonomi.
Unionen kan være et led i et større politisk unionsprojekt

F 25. Simon Hix kap 4. Retslig politik

Kampen mellem lovgiverens intentioner og diskretionen fra retten er hvad politiske forsker kalder ”judicial politics”, rets politik.
Teori: Et hyppigt problem, der ofte opstår, er fangernes dilemma spil. Det kollektive handlings problem kan afhjælpes ved at indfører regler. Ved at indfører, at aftaler er bindene og ved at opfører mekanismer (retten) som straffer brud, kan samarbejde indføres. Dette kræver dog, at domstolene (den dømmende magt) er adskilt fra den lovgivende magt. Retten skal være uafhængig af de lovgivendes flertal. Domstolene er principielt neutrale, men dommere har egne viljer. Som en følge af den almindelige samfundsudvikling er dommerne blevet mere og mere involveret i selve lovgivningsarbejdet (primært i form af reviews af love). Dette bevirker, at dommernes egne præferencer kan få en betydelig indvirkning på det endelige politiske outcome.

Systemet: EU lovgivningen udgør et adskilt, men tæt integreret juridisk system sammen med international lov og de enkelte medlemslandes respektive lovgivning. EU lovgivningen udgør et adskilt, men tæt integreret juridisk system sammen med international lov og de enkelte medlemslandes respektive lovgivning. Overordnet udspringer EU lovgivningen af de traktater, der er indgået mellem medlemslandene ( Paris traktaten, Rom traktaten, Maastricht traktaten etc.) Udledt af disse traktater er de såkaldte secondary acts, der, sammen med ”the general principles of Law” (se nedenfor), danner grundlag for ECJ´s afgørelser. EU lovgivningen udspringer af secondary acts, der findes i artikel 249 af EU traktaten. Artikel 249 nævner 5 forskellige slags secondary acts (s.116):
Reguleringer, der er bindende, både på EU som nationalt plan er direkte bindende i de enkelte medlemslande.
Direktiver, der er henvendt til et givet antal medlemsstater og er bindende forstået på den måde, at det pågældende direktiv skal gøres til en del af den nationale lovgivning (skal implementeres). (direktiver er dog ofte så detaljerede at de reelt fungerer som reguleringer). Beslutninger, der er henvendt til enten medlemslande eller private (både individer og eksempelvis firmaer). Disse beslutninger er bindende.
Anbefalinger/udtalelser, der kan være både henvendt til lande såvel som individer og som ikke er bindende.
Meninger, som har den samme magt som udtagelser.

EU lov, der ligger tæt op af international lov og systemet af EU medlemsstater, kommer af tre ting: 1) Den primær handling mellem EU og medlemsstaterne, som er alle traktaterne. 2) Sekundær lovgivende og udøvende handling af rådet, Europa parlamentet og kommissionen som kommer fra artiklerne i traktaterne. 3) General principles of Law, hvilket ECJ har fortolket således, at den som udgangspunkt for de formelle retskilder (som udgangspunkt for deres fortolkninger) kan anvende nogle af EU´s grundlæggende principper, der er udtrykt i andre dele af traktaten. Disse principper omfatter 4 hovedtyper:
1. Legalitetsprincippet, ex. love kan ikke virke med tilbagevirkende kraft, ret til retfærdig rettergang etc.
2. Liberalisme/økonomisk frihed: Ex. frihed til at konkurrere, varernes frie bevægelighed etc.
3. Menneskerettigheder: (Findes ikke direkte i EU traktaten men fremgår af de enkelte medlemslandes konstitutioner).
4. Politiske rettigheder: Ex. fri tilgang til information, subsidiaritetsprincippet (EU kan kun blande sig i anliggender, der ikke er omfattet af Traktaten, hvis det ønskede resultat ikke kan opnås på nationalt niveau). Loven skal være observeret, som betyder, at når man bruger primær og sekundær handling, kan den bruge forskellige lovlige (principles) fra EU’s basis (principles) og fra konstitution af medlemsstaterne.
For at anvende disse regler, har medlemsstaterne etableret the European court of justice (ECJ) i Luxenborg (og må ikke forveksles med den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassburg). ECJ’en har en dommer pr. medlemsstat og otte advokater (som regel). Dommerne og de 8 general-advokater udpeges efter merit, dvs. de pågældende skal have så tilpas høje kvalifikationer, at de principielt ville kunne beklæde en stilling i det enkelte medlemslands højesteret. De pågældende udpeges for en periode på 6 år. Hver 3. år sker en delvis udskiftning af dommere og general-advokater, hvorved kontinuiteten sikres. Overordnet forekommer de kun i sjældne tilfælde deciderede politiske udnævnelser af dommere og general-advokater til ECJ.
Som defineret i EU traktaten har ECJ berettigelse i tre hoved områder. 1) hører det medlemsland, som anklager et andet medlemsland, hvis det har fejlet i at udfører sit job. Disse anklager kan enten komme fra kommissionen under artikel 226 eller fra en anden medlemsstat under artikel 227 eller i området af statshjælp fra en af de to under artikel 88. 2) Ligesom nationalretten har ECJ magten til retslig bedømmelse af EU’s lovgivende og udøvende handling. 3) Under artikel 234 har ECJ rettighederne til, at give indledende høringer på referencer fra den nationale ret. Den direkte effekt af EU lov betyder, at borger har rettigheder under EU lov, som den nationaleret skal opretholde. Dette betyder, at EU lov er ”loven som gælder i medlemsstaterne”. Direkte effekt henvender sig til primær traktat artikler, men direkte effekter virker forskellig for regulering og direktiver. Reguleringer har en lodret og en horisontal direkte effekt, hvilket betyder, at borger kan forsvarer deres rettigheder mod både staten (vandret) og andre individer eller lovlig berettigelse (horisontal).
I sager med direktiver har ECJ taget den vinkel, at disse kun har en vertikal direkte effekt, fordi de skal laves om til national lov af medlemsstaterne. EU lov tager overlegen over national lov, men kun på de områder, hvor EU lov gælder. ECJ har også spillede en central rolle inden for økonomisk og politisk integration af EU. Der er bl.a. blevet indført ”mutual recognition”, Ex. hvis det indre marked som projekt skal lykkes, er man som udgangspunkt nødt til, at anerkende hinandens produkter: en anerkendt varebetegnelse i ét land skal anerkendes i hele EU. Herved undgås bl.a. unfair konkurrence, (herunder skjulte handelshindringer). Det har tvunget adskillige medlemsstater til, at slette forskellige økonomiske og sociale regler, som var et udtryk for et bestemt socialt, kulturelt og ideologisk præference (s.124). Dvs. overordnet fungerer EU lovgivningen som en slags juridisk referenceramme for de enkelte medlemsstater, hvorved EU lovgivningen også opnår karakter af en form for konstitution.
EU har ikke et lovlig monopol på brugen af tvang til, at indfører dens beslutninger, suveræniteten ligger hos medlemsstaterne. EU kan kun arbejde på områder, hvor det ikke er bedre taklet på nationale niveau. Det europæiske råd har lavet et sæt regler for, hvordan dette skal bruges. Kompetencerne ligger enten helt hos EU eller delt med medlemslandene eller området for samarbejde mellem regeringerne eller helt hos medlemsstaterne. Hvis et bestemt antal af de nationale parlamenter vil protestere mod et lovgivnings forslag, ville det skulle overføres til ECJ (s.127).

Indtrængning af EU lov i nationale systemer: indtrængning af EU lov i nationale systemer har udviklet sig både kvalitativt og kvantativt. På den kvantative side har der været en stigning i brugen af artikel 234, som omhandler forespørgelsen af indledende høringer fra ECJ af nationale rette. Brugen af artikel 234 er steget meget siden 1961, både fra lavere retsinstanser i det enkelte lande og fra privatpersoner er i stærk stigning, hvilket indikerer, at EU lovgivningen mere eller mindre eksplicit godtages af de enkelte lande som højere rangerende end den nationale lovgivning, da den forstærker nationalrettens position i det dominerende politiske system (evt. se tabel 4.1 og 4.2).
På den kvalitative side har nationalretten gradvist accepteret eksistensen og overlegenheden af EU’s system over national lov og forfatninger. Dog i flere medlemsstater forbliver nationalretten bestemmende, når det omhandler konstitutionelle normer (s.134). Forklaringer af EU’s retslige politik: Hvordan kunne ECJ reklamer lovlig integration og konstitutionalision af EU? Hvorfor var processen accepteret af medlemsstaternes regeringer og deres nationalret?

Videnskabsmænd af EU er kommet med 5 svar: 1. Retsformalisme og retstradition: Ex. ECJ´s fortolkningsstil: ECJ har med sit udgangspunkt i traktaten nærmest en tradition for at træffe pro-integrations afgørelser. 2. ECJ har en egeninteresse i at styrke sit mandat: mere integration è mere indflydelse til ECJ (RCT baseret forklaring). Dommerne i ECJ socialiseres, dvs. bevæger sig i samme retning (institutionalisme, sociologisk baseret forklaring) 3. Nationale domstoles egeninteresse: Lavere domstole i de enkelte medlemslande kan gå direkte til ECJ, hvorved de selv får større indflydelse. Dette kan bl.a. ses af at der er et øget pres på at opnå ECJ´s vejledende domme. Dette bevirker overordnet at ECJ´s afgørelser får en konstitutionel karakter (nærmest som en forfatningsdomstol). Dog har der bl.a. i det engelske retssystem været visse forbehold i.f.t at acceptere EU lovgivningens forrang. 4. Transnationale private aktørers interesser: Ex. (konkurrencedygtige) eksportbaserede virksomheder har en stor interesse i at der eksisterer en ens eksportlovgivning indenfor hele EU. (Man skal dog nok være varsom med at tolke dette som en ubetinget folkelig opbakning og anerkendelse af ECJ). 5. Nationale regeringers interesse: Kvantitativt: Der er blandt de ”gamle” medlemslande stor forskel på implementeringshastigheden af EU lovgivningen. De nye lande, derimod, må implementere som en betingelse for optagelse, hvilket, alt andet lige, skaber større konvergens og dermed mere integration. Kvalitativt: Kvalitativt besidder de fleste medlemslande dog stadig en vis autonomi, idet eksempelvis DK og Tyskland primært har valgt at implementere EU lovgivningen via national lovgivning, hvilket åbner mulighed for, til en vis grad at bestride forrangsprincippet. Yderligere giver ECJ også de nationale regeringer mulighed for at praktisere en ”blame avoidance” strategi. (ECJ kan få skylden for upopulære lovgivningsinitiativer). Kritik: Det folkelige/demokratiske legitimeringsproblem er muligvis et større problem end teksten umiddelbart giver indtryk af. De nationale parlamenter er i de senere år blevet mere opmærksomme på mere eller mindre skjulte afgivelser af indflydelse og suverænitet i.f.t EU.

H23. Helle Porsdam "Den konstitutionelle vending i Danmark og Europa og dens amerikanske rødder".

3. Diskuter om og i givet fald hvorfor det danske retssystem går i retning af en institutionel konstitutionalisme.
Teksten konkluderer, at domstolene i stigende grad er ved at få en politisk aktivistisk rolle og på den måde er ved at blive en ny afgørende faktor i samfundets udvikling. Helle Porsdam bygger sin vurdering på forskellige empiriske eksempler. At Højesteret i 1999 underkendte Tvindloven ser Potsdam som begyndelsen til en ny stil i Højesterets måde at forholde sig i retmæssige sammenhænge på. Dette bekræftes i 2003, hvor fremtrædende jurister åbent kritiserer den såkaldte rockerlov og betvivler dens overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det åbner en nævekamp mellem de to forfatningsorganer – Regeringen og Domstolen. Folketingsmedlem Pia Kjærsgaard kaster benzin på bålet, da hun i en offentlig tale angriber Højesteret for at være politisk. Disse nye måder at agere på viser om ikke andet tegn på opbrud eller regulering af løsning af samfundsmæssige problemer i forhold til dansk tradition, hvor Domstole tidligere har haft en særdeles tilbagetrukket stil, og politikere har vist fuld loyalitet til dem. Danmark tenderer til en rokering i traditionelle roller i forhold til, hvem der bidrager til lovgivning i det danske samfund. Potsdam beskriver forskellige årsager til denne tendens i det danske samfund. Her nævnes betydningen af, at danske advokater i stigende grad efteruddanner sig i USA. De bliver her påvirket af den amerikanske kultur med ”judical review” på alle niveauer – og tager disse holdninger med ind i de danske Domstolene, når de udpeges til dommere. Denne tendens har hun bemærket på to medie-venlige dommere i Danmark, som markant bryder med den danske tradition. Altså at den amerikanske ”judical review” via amerikansk socialiserede dommere vinder frem på bekostning af den traditionelle europæiske ”constitutional review”. Som en anden årsag til denne udvikling nævner Porsdam en holdningsændring i befolkningen og en tendens til at betragte velfærd som en rettighed, og at miljømæssige og sociale rettigheder skal beskyttes af Domstolene. En holdning man i mange år har set i USA er altså også via den danske befolkning ved at ændre hele lovgivningssystemet. Man kan diskutere, om denne udvikling blot er udtryk for den vestlige verdens velstand. Stigningen i Maslows behovspyramide og sikringen af folks fundamentale rettigheder betyder at emner som valgret og humane arbejdsvilkår nu betragtes som selvfølgeligheder, og opmærksomheden retter sig mod mindre livsnødvendige rettigheder, som miljømæssige og sociale forhold. Om hvorvidt det forklarer det stigende fokus på Domstolenes rolle i samfundet – frem for Parlamentet, kan man sige, at rigdommen og individets uafhængighed i stigende grad gør den enkelte borger i stand til at gå ”udenom” Folketinget med de enkeltsager, der optager den enkelte. Et eksempel er sagen om den tørklæde-bærende praktikant, der vandt sagen om Magasin. Det lykkes hende og Domstole at påvirke samfundsudviklingen på dette punkt. For de fleste danskere er det ikke umiddelbart indlysende, at øget juridisk aktivisme vil have en gunstig indvirkning på det danske demokrati og forfatningsliv. Det vi skal spørge os selv om er: om det er domstolen eller folketinget som skal fortolke grundloven, den europæiske menneskerettighedskonvention eller den nye EU- forfatning? Skal vi have demokrati med eller uden konstitutionalisme? Hvem er bedst til at sikre borgernes fundamentale rettigheder – politikkerne eller domstolene?

F 26: Inputsiden: Skillelinjer og partier.
Hix, Simon: kap. 5: ”Public Opinion”

(NB. Se også FL 5 om skillelinier og FL 6 om postmaterialisme)

Skillelinjer

Overskrifter:
1) Årsager til støtte af europæisk integration (Europe right or wrong)
2) Socioøkonomisk strukturs indflydelse på holdning til EU's drejning (Europe right or left)


”Kløft-modellen” tager udgangspunkt Lipset-Rokkan-modellen (skillelinje-teori fra 1967) og fremhæver to hovedkløfter (skillelinjer) i EU:
1) national-territorial: når individer fra forskellige nationer kommer til at stå på hver sin side af debatten. F.eks. hvis en gruppe vinder på bekostning af en anden. Denne skillelinie forklarer mere end den næste.
2) transnational-socioøkonomisk: Når grupper i en nation har mere til fælles med tilsvarende grupper i andre nationer end med sin egen nation. F.eks. landmænd.
(Hix, Simon, 2005: 147-148)
(FL note: slide 3-4: andre skillelinjer i EU)

Se figur 5.1. s. 150: Eurobarometer: Viser udviklingen i holdningen til 3 forskellige EU-spørgsmål fra 1973-2003 (måler støtte til EU).
1) folk mener, EU er en godt
2) folk mener, de har gavn (benefit) af EU
3) folk mener, EU parlamentet skal have mere magt
(slide 6-7)
Figuren viser, at opbakningen til EU generelt er faldet drastisk siden den toppede i 1991. De seneste 5-7 år er der dog set en stigning, som kan forklares af en følelse af fællesskab, der atter har lagt sig over Europa.

Territoriale forhold, som deler Europa:
1) Kulturelle forskelligheder: styrke af nationalfølelse; religion; nord-syd; tillid; homogen vs. multietnisk.
2) Økonomiske forskelligheder: rig-fattig; land-by; industri-landbrug; servicefag vs. håndkraft: center-periferi; arbejdsløshed; ulighed; energiproducent-energiforbruger.
3) Politiske forskelligheder: stor vs. lille population; lang vs. kort tradition for demokrati; flertal vs. konsensualisme; korporalisme vs. pluralisme; liberal vs. social/kristendemokrat; forskellige velfærdsmodeller. (slide 5)

Tabel 5.1: Nationalitet og integration:
Pro EU: Irland, Luxemborg, Holland. Mest imod: Sverige, Østrig, Danmark, Finland, England.
Forklaring: (slide 8-12)
1) Kultur: varighed af medlemskab; niveau af tillid; styrke af national identitet (ibid. 154)
2) Økonomisk: om man er netto-modtager eller bidrager til EU; vinding af markedsliberaliseringen (ibid. 155)
3) Politisk: Forhold efter 2. verdenskrig; tradition for demokratisk kapitalisme.

Folk er generelt uvidende om EU og bliver i høj grad påvirket af regeringspartiets holdning til EU (ibid. 156) og deres placering i sociale klasser afh. om deres klasse har vinding eller tab ved de udvidede investeringsmuligheder og større konkurrence.
Tabel 5.2 s. 159: Social klasse og European integration.
Figur 5.2 s. 161: Social klasse og indkomst – betydning for støtte til EU

Individuelle skillelinjer: alder, uddannelse, køn (kvinder har lavere, manuelle arbejdsområder end mænd), religion og elite vs. ”befolkningen” (slide 14). Her nævnes Ingleharts teori om postmaterialismen og en generationsbaseret værdi-ændring (ibid. 162).
Tabel 5.3 s. 164: Andre transnationale sociale delinger og europæisk integration.
Tabel 5.4 s. 165: Elite vs. ”befolkningen”.

Europa: Til højre eller venstre: (slide 15)
Mål for venstrefløj: lighed (økonomisk, socialt og politisk)
Mål for højrefløj: lighed for muligheder i kraft af det frie marked (ibid. 167)

Venstre-fløj:
– Økonomisk styring: social politik, skat, arbejdsløshed, omfordeling.
– Socialpolitiske friheder: miljø, menneskerettigheder, seksuel ligestilling.

Højre-fløj:
– Etablering af økonomisk frit marked.
– Socialpolitisk autoritet. Narko-politik, organiseret kriminalitet, immigration og assyl, sikkerhed, forsvar.
Tabel 5.5 s. 169: Venstre-højre placering og støtte til EU kompetencer.
Figur 5.3 s. 171: Placering af klasser i to-dimensionært EU politik rum. 1) Pro-EU vs. anti-EU;
2) venstre-højre.
Figur 5.4 s. 172: Tre modeller for politisk konkurrence i EU.

EU er et pluralistisk samfund – men det burde være muligt at etablere et stabilt demokrati. Der er mange ubesvarede spørgsmål angående, hvilken retning EU skal bevæge sig.

F28 Hix, kap. 9: “redistributive politics” (EU’s omfordelingspolitik).

Ift. Eastons model behandler kapitlet både output, input samt beslutningskæden i det politiske system. Landbrugspolitikken og strukturfondende er outputs fra det europæiske politiske system, men via feedback-mekanismen former disse også de nye krav samt tilslutning som stilles til både det europæiske samt de nationale politiske systemer. Desuden behandler kapitler hvordan disse politikker formes hvilket skal placeres inde i kassen/det politiske system.
Kap. 9 beskæftiger med om landbrugspolitikken og strukturfondende virker omfordelende?

Teorier om offentlige udgifter og omfordeling.

3 mål for offentlige udgifter: Musgrave (1959)
1. Allocation/Effektivitet: forhindre market failure og løse det kollektive handlingsproblem (se kap. 8).
2. Omfordeling
3. Makroøkonomiske målsætninger. Stabilisering af fx arbejdsløshed, inflation og produktivitet ved at ændre:
Efterspørgsel: Velfærdsydelser
Udbud: Infrastuktur, uddannelse, forskning (Hix, 2005: 271).

Der er stor variation i hvor meget de enkelte EU-lande har brugt på offentlige udgifter, men generelt er det offentlige budget skåret ned det sidste årti. Målet med offentligt forbrug er oftest at skabe større lighed. Esping-Andersen har lavet en beskrivelse af tre forskellige ”verdener af velfærdskapitalisme”. De er baseret på forskellige ønskværdige mål for lighed.
1. Liberalt regime: ”means testing are used to determine whether individuals qualify for benefits and entitlements are stigmatized (f.eks. USA).
2. Korporatisme regime (eller kristendemokratisk): Velfærdssamfundet er baseret på familier (hvortil sociale ydelser styres) og den overordnede omfordeling er lille.
3. Socialdemokratisk regime: høj omfordeling. (Hix, 2005: 273)

Da pengepolitikken er centraliseret, fungerer finanspolitikken som det redskab, EU bruges til makroøkonomisk stabilisering (teori om ”fiscal federalism”). Lokalt bruges finanspolitik som redskab til omfordeling, hvilket kan føre til negative eksternaliteter (folk i en region forbruger af offentlige goder i en anden region; og konkurrense om laveste skatte-takst for at tiltrække investeringer) (Hix, 2005: 274).

For voksende EU-budget:
Positiv teori: Majoriteten bestemmer, og da der er flere med lav indkomst end høj indkomst, vil førstnævnte sætte sig på magten og gennemføre omfordeling.

Mod voksende EU-budget:
Medianvælgeren – som ofte er den parlamentariske tunge på vægtskålen – er ofte middelklasse à omfordeling til middelklassen. (som i DK’s universelle flat rate velfærdsregime)

I det hele taget er det altid mere populært at forstørre budgettet end at omstrukturere det (alle vil gerne have del i kagen (den melede?) (Hix, 2005: 274). Nogle institutionelle mekanismer er med til at begrænse udvidelsen af budgettet (udgiftsloft og mulighed veto-spillere modsætter sig forslag om udvidede udgifter). Ligeså har interessegruppers lobbyarbejde indflydelse på udformningen af budgettet. Formålet er altså omfordeling, som skal skabe lighed. Men ”… Who gains from expenditure policies depends on the interests of political decision-makers, the power of organized interests, and the institutional rules of budgetary decision-making” (Hix, 2005: 275).

EU’s budget:

Siden Romtrataten har EU opereret under 5 budgetmæssige regler:
1. Enhed: ét budget
2. Annuity: årligt gennemsyn
3. Equilibrium: udgifter=indtægter
4. Universality: revenu må ikke fordeles til bestemte udgifts-items
5. Specifikation: alle udgifter skal have en bestemt objekt


Indtægter: Told på importerede varer (fra ikke-EU lande) (især landbrugsvarer (under Common Agricultural Politcy (CAP)), ekstraskat/moms i medlemslandene (VAT) og BNP-baseret tildeling fra medlemslandene. (Hix, 2005: 276).

Udgifter:
Den fælles landbrugspolitik (CAP) (ca. 45%)
Interne politikker (Strukturfondene) (ca. 35%)
Udviklingsbistand (udenfor EU) (ca. 5%)
Administration (ca. 5%)
Forskning (ca. 5%)
Andet (såsom kompensation til nye medlemslande) (ca. 5-10%)
(Hix, 2005: 278).

Den fælles landbrugspolitik
Mål:
Produktivitet
Sikre levevilkårene for landmændene
Stabilisering af markedet (udsvingninger i priser)
Sikre selvforsyning
Rimelige forbrugerpriser
(Hix, 2005: 282)

Midler:
Fri bevægelse af varer mellem medlemslandene
produktion i medlemslande prioriteres
omkostningerne bæres af hele EU

Dette opfyldes via tre mekanismer:
1. beskyttelse mod lave priser (interne) gennem opkøb af overskudsvarer
2. beslyttelse imod lavpris importvarer gennem kvoter og toldmure
3. Subsidieret produktion à kunstigt forbedret konkurrenceevne.

Denne politik medfører at der sker en omfordeling fra skatteyderne samt forbrugerne til landbrugssektoren.

CAP prisstøtte mekanismen giver problemer i form af overproduktion til stor belastning for CAP budgettet, unødvendig miljøbelastning, store farmere for større fordel end små (som har mest brug for støtten), forhindrer global frihandel, sænkning af verdensmarkedspriserne, forstyrrelse i markederne i 3. verdenslandene, hvilket hindrer den globale udvikling (Hix, 2005: 283).


Reform (CAP) 1992 indebar lavere grad af subsidiering men også direkte indkomststøtte samt braklægningsordninger; landmænd fik mulighed for direkte støtte. Reformen kan ses som en effektivisering: Direkte støtte er en mere omkostningseffektiv form for støtte. CAP har derved ændret karakter fra at beskæftige sig med markedsstabilisering til at blive et ”… liberal welfare state regime (in Esping-Andersen typology”) (Hix, 2005: 283-284).


Reformer er svære at gennemføre pga. jerntrekanten:
Landbrugsministre: (Søger at opprioritere deres eget område)
Landbrugskomissæren: (Kommer fra land med stærke landbrugsinteresser)
Landbrugs IO’er: Korporatistisk indlejrede lanbrugsinteresser på nationalt plan.

(Anden forklaring: Koncentrerede fordele, spredte ulemper).

Jernetrekanten undermineres dog pga. 1) social, politisk og økonomisk forandring i Europa reducerer landbrugsmæssige interessers magt og indflydelse og 2) eksternt pres for global frihandel (Hix, 2005: 287-288)

Cohesion Policy
Formelt set er målet at fremme ”economic and social cohesion” (sammenhængskraft). Umiddelbart synes målet derfor at være omfordeling således at tilbagestående regioner kommer op på niveau. Gennem en reform i struktur fonden i 1988 introduceredes 3 nøgleprincipper for denne politik:
1) Additionalitet (støtten kanaliseres støtten direkte ud i de udvalgte regioner frem for et det pågældende lands statskasse)
2) Partnerskab (mellem Kommission, nationale parlamenter og regionale myndigheder)
3) Progammer (flerårige udviklingsprogrammer)
4) Koncentrering (støtten koncentreres i en serie af prioriterede objekter) (Hix, 2005: 289).


3 mål (/objectives) efter reform i 1999-2000
1. Udvikling af lavtudviklede regioner
2. Hjælpe regioner i industriel nedgang, hvor industrisektoren er den eneste jobkilde og arbejdsløsheden er høj.
3. Modernisering af ”human resources” infrastruktur, som uddannelse (Hix, 2005: 290)

(Hovedmodtagere: Grækenland, Irland, Portugal og Spanien).


Hix bruger 4 fokuspunkter for at forklare 1) hvorfor budgettet ser ud som det gør; 2) hvorfor pengene især går til landbrugspolitik og strukturfondene og 3) hvorfor der er modtager- og betalerlande:
1. medlemsstaterne forhandler (cost/benefit). (Politikforlig hvor et land er taber, kompenseres ofte med en modpolitik der afbøder dennes tab. Især ved krav om enstemmighed)(Hix, 2005:301).
2. nogle interessegrupper har stor magt (især landmænd) (Hix, 2005: 303).
3. Kommissionen arbejder strategisk for at fremme egne institutionelle interesser. (Eksempelvis går fordeling af støtte direkte fra EU til regioner, dvs. udenom medlemsstaterne. Denne ”multi-level governance” styrker ydermere Komissionens position overfor nationalstaterne) (Hix. 2005: 305).
4. de institutionelle regler omkring ”the expenditure game”.


Denne omfordeling er en ligevægt imellem hvad det beløn, Kommissionen og modtager grupperne kan opnå og hvor meget netto-bidrager-landene er villige til at tabe. To ekstrene chok kan forstyrre denne ligevægt: 1) ØMU’en og 2) udvidelsen af EU mod Central- og Østeuropa

Referat af F28, Christilla Roederer-Rynning (2002), ” Intet nyt under solen? Landbruget i østudvidelsen”, uddrag s. 13 – 30.

Teksten ser dels på reformeringen af EU’s landbrugsstøtte og dernæst sammenholdt med udvidelsen af EU med de nye 10 CØE lande.

1. Først ses på EU’s landbrugspolitik og den gradvise reformering der har fundet/finder sted.
Mål for landbruget: Multifunktionalitet (s. 14).
Landbruget har udover at producerer fødevarer funktioner det skal udfylde overfor miljøet og lokalsamfundene. Landbruget går fra at skulle varetage private goder til at skulle varetage offentlige goder (s.15).
For at opfylde målene for landbruget nedskrevet i Rom-traktaten udvikles to typer foranstaltninger. De markedspolitiske foranstaltninger der havde til formål at organiserer landbrugsmarkeder, under betegnelsen de fælles markedsordninger (FMO) udgjorde den grundlæggende struktur i form af fastlæggelse af niveauet og måden for støtte til landbrugsvarerne.
De strukturpolitiske foranstaltninger der havde til formål at moderniserer samt afhjælpe de naturgivne og strukturelle uligheder mellem regionerne. Disse mål blev gennemført af flere omgange i 70’erne.
Markedspolitikken vedblev, trods opfordringer til det modsatte, at være genstand for størst fokus for den fælles landbrugspolitik.
I 88 reformerede man derfor (Mac Sharry reformen) strukturfondene som med henblik på nye miljøhensyn samt optagelsen af Spanien og Portugal. Konsekvenserne heraf var at man fastfrøs udgifterne til markedspolitikken til 74 % af væksten i Fællesskabets BNP. Herudover fordoblede man midlerne til strukturforanstaltninger, herunder landbrugets og genopførte på den måde balancen mellem de to søjler i landbrugspolitikken.

Mac Sharry reformen åbnede op for prisnedsættelser således at priserne på korn og okse og kalvekød faldt med henholdsvis 29 og 15 % (s. 18).

Øgede miljøhensyn kom i ’93 med i Maastricht traktaten som en reel dimension i EU’s politik og herved blev miljøkravene integreret i landbrugspolitikken.

2. Reform af landbruget, agenda 2000.
Der har længe været brug for en reform af EU’s landbrugspolitik og det er bredt accepteret at det handler om at forbedre de tre funktioner: - produktionen, det sociale og det miljømæssige (s. 19). (herved multifunktionaliteten)

2.1 Tiltag til reformeringen af landbrugspolitikken.
Agenda 2000 indeholder nye mål til erstatning for dem fastsat i Rom-traktaten. Punkterne 1-6 se side 19.
De strukturpolitiske foranstaltninger blev til en ny samlet søjle; søjle for udvikling af landdistrikterne, herunder øgede miljøforanstaltninger.
Den markedspolitiske søjle; udvidelse af prisnedsættelserne påbegyndt i Mac Sharry reformen.
To nye funktioner blev indført for at kunne gennemføre målene: Modulation og sammenkædning af støtte og miljøkrav.
Modulation giver mulighed for at reducerer den direkte støtte med op til 20 % ud fra slevvalgte kriterier og i stedet bruge pengene på miljøbeskyttelse (se figur3, s. 21 over EU’s landbrugsbudget).
De anden del giver mulighed for at knytte støtten direkte til overholdelse af miljøkravene.
Landbruget er stadig præget af stor protektionisme, og EU er under stort pres for at ændre de store eksportsubsidier, foretage yderligere prisnedsættelse og reformere de fælles markedsordninger under landbrugspolitikken.
Der er stadig store problemer med målene. Kun 10 % går til udviklingen af landdistrikterne, der således ikke påfylder målene om at gøre mennesker og miljø det centrale, ligesom sammenkædningen af støtte og miljøhensyn heller ikke går som forventet.
Det multifunktionelle landbrug er således stadig kun i udviklingsfasen og en klar model der kan accepteres af landene mangler stadig (s. 22).

3. Landbruget i CØE–landene:
Optagelsen af de nye 10 CØE lande er den hidtil største udfordring for EU. Deres økonomiske, politiske og sociale systemer er afgørende forskellige fra EU’s, mens deres landbrugsmæssige specialisering minder meget om EU (s. 22).

3.1 Landbrugsmæssig specialisering
CØE-landene producerer samme varer som EU. Polen er det vigtigste producent land mens Rumænien, Ungarn og Bulgarien følger godt med i forhold til EU-15 landene. Sammen med Tjekkiet står de for 80-90% af landbrugsproduktionen i ØE-landene ( s. 23).
Dette har ført til frygt fra EU-15 landene for at den øgede konkurrence vil kunne true dem ud af markedet. Samme frygt var til stede da Spanien og Portugal blev medlemmer i ’86.
Frygten var dog ligesom dengang ubegrundet, idet alle CØE-landene undtaget Ungarn er nettoimportører af EU-15’s landbrugsprodukter.
Problemerne ved landbrugsproduktionen i de nye lande, skal findes ved de strukturelle forhold de drives under (s. 25).

3.2 Landbrug i forandring
2 ting adskiller CØE-landene fra EU-15. For det første er de er fattigere, udgør 30% af befolkningen i EU-15 men kun under 5 % af dets BNP (s.25). For det andet er der gennemsnitligt beskæftiget 20,7 % af befolkningen i landbruget i CØE-landene, mod 4,3 % i EU-15 landene.

Ved at sammenligne med udvidelsen med Spanien og Portugal belyses de forhold der gør denne udvidelse så speciel.
3 særlige afgørende forskelle:
- Indtægtskløften, mellem EU-15 og CØE-landene, vil medføre et fald på 13 % i EU’s BNP (s.27)
- Effektivitetskløften er større end ved Middelhavsudvidelsen. Produktiviteten og udbyttet er langt lavere. Mellem 1,5 og 1,75 gange højere var udbyttet i ’99 i EU-15 end i CØE-landene.
- Nye regimer med nye økonomier.

Der er store udfordringer for landene for at indføre fungerende markedsøkonomier. 3 skridt:
1. Afkoloniseringen af landbruget og dannelse af markeder for jord (-husk den kedeligste tekst nogensinde)
2. Etableringen af effektive markedsstrukturer, samt etableringen af kooperativer med markedsføring til formål samt engrosmarkeder.
3. Etableringen af fungerende og pålidelige statiske systemer for landbruget.

Omstruktureringsprocessen i ’89 førte til store fald i produktionen, og har ført til fortsat stagnation i realværdien siden ’95 (s.25). Der er således store udfordringer for CØE-landene og for EU.

Udvidelsen og dermed omstillingen af landbruget i CØE-landene falder sammen med reformeringen af den fælles landbrugspolitik i EU gør dette til en særlig svær situation.

Referat af F28, Jens Blom-Hansen og Jørgen Grønnegård Christensen, 2004, ”Den europæiske forbindelse”, uddrag s. 82-93.

Formål: Forfatterne ønsker at belyse det økonomiske samspil mellem EU og Danmark med henblik på hvorvidt det er en fordel på langt sigt at være medlem af EU, ved at se på husholdningsregnskabet.

Medlemskab: Da Danmark skulle tage stilling til medlemskab af EU i 1972, lagde fortaler for medlemskabet hovedsageligt vægt på de økonomiske fordele Danmark ville opnå. Det var specielt de højere fødevare priser der kunne opnås ved at være en del af Fællesmarkedet, der også ville omfatte Danmarks to vigtigste eksport lande; England og Tyskland.

De økonomiske effekter:
Det er svært at udregne de økonomiske effekter præcist mellem EU og medlemslandene. Et EU medlemskab medfører både direkte og indirekte økonomiske effekter.
De direkte effekter består af pengestrømmene mellem EU og Danmark smat erhvervssubsidier via EU’s regulering.
De indirekte effekter der kan være svære at måle er velstandseffekter og udgiftspolitiske effekter (s. 83, se figur 4.1).

Inden de økonomiske effekter kan vurderes ses der først på budgettet for EU og dernæst for Danmarks budget i forhold til EU.

EU’s budget:
EU’s udgifter domineres af to poster; den fælles landbrugspolitik og strukturfondene. På indtægtssiden er de største poster medlemslandenes bidrag i form af Momsgrundlagsnøglen og BNI-nøglen. Medlemsbidraget foregår visa disse to nøgler som et politisk kompromis da BNI-nøglen har tendens til at favoriserer de mindre velstående lande mens momsgrundlagsnøglen har tendens til det omvendte. Udgifterne er lige store med indtægterne da det EF-traktaten kræver budgetbalance (s. 84).

Husholdningsregnskabet:
Danmark betaler ca. to procent af EU’s indtægter med et årligt bidrag på knap 15 mia., primært i form af BNI-nøglen og dernæst af momsgrundlagsnøglen.

De samlede indtægter fra EU udgør ca. 11 mia. Med heri er lagt indtægter på 300 mio. som ikke fremgår i tabel 4.3 da det er tilskud udbetalt direkte til modtager institutionerne udenom finansloven.
De største tilskud er på landbrugsområdet, og det er således fortsat den fælles landbrugspolitik der giver Danmark de største fordele ved EU samarbejdet. På EU’s budget udgør strukturfondene og landbrugsstøtten næsten lige meget men i Danmark udgør tilskud fra strukturfondene en langt mindre del. Dette skyldes at Danmark er et af de rigere lande i EU og strukturfondene gives hovedsageligt til de mere fattige sydeuropæiske lande.

Problemer ved udregningen af husholdningsregnskabet.
Umiddelbart ser regnestykket ligetil ud, således at Danmark bidrager med 15 mia. og får 11 mia. indtægter. Men der følger en masse indirekte effekter med ved EU samarbejdet som er svære at regne med ligesom dele af de direkte effekter kan være besværlige at udregne. Et eksempel er medlemslandenes toldbidrag, disse er tilfældigt fordelt i det de opkræves på importstedet, såsom havnene i Holland, selvom om de sælges videre i hele EU. Den fælleslandbrugspolitik udgør ligeledes problemer for udregningen af medlemsstaternes indtægter fra EU. Landbruget modtager eksportstøtte for at kompenserer for de høje fødevarepriser i EU når de sælger på verdensmarkedet. Landbruget modtager således subsidier uanset hvilket markede de sælger på. Problemet for udregningen består i at når de sælger på verdensmarkedet betales subsidiet af EU men når de sælger på EU markedet betales det af forbrugerne i form af de højere priser (s. 89). Subsidiet fra forbrugerne indgår ikke i regnskabet og lande der primært afsætter på det eurpæiske markedet vil fremstå som om de modtager mindre EU støtte.
Et tredje forhold der skal tages højde for er at bidragene til EU altid vil være større end tilskuddene fra EU idet en del af indtægterne går til administrationen af EU’s institutioner. Et gennemsnits EU land vil derfor kun få omkring 85 % af sine bidrag tilbage via støtteordningerne.
Der er mange forskellige løsningsforslag men det vigtige er at man ikke umiddelbart kan nøjes med at se på bundlinjen for at få overblik over EU’s økonomiske samspil med Danmark, - og de andre medlemslande for den sags skyld.

Sammenligning af landenes bidrag.
Opgørelserne over medlemsstaternes bundlinjer kan dog bruges til at sammenligne landene med så længe man holder sig til det relativt og ikke ser på de absolutte niveauer.
En sådan sammenligning viser (figur 4.2, s. 93)) at selvom Danmark er gået fra at være netto modtager til netto bidrager så er vi langt fra et af de lande der har størst deficit på bundlinjen.
Udviklingen i Danmarks bundlinje kan også ses som et resultat af en politisk beslutning om at nedprioriterer landbrugsstøtten relativt til fordel for politikker der komme andre lande til gode.

Rabatordninger.
Nogle lande har dog trods vanskelighederne ved udregningen haft så store underskud på bundlinjen at man anført af Margret Tratcher i 1984 fik indført en rabat ordning til Storbritannien. (denne har været genstand for stor debat i forbindelse med fastlæggelsen af det seneste budget, hvor Frankrig kræver den afskaffet, som gengæld for de ønskede reformer af landbrugsstøtten).
Som følge af den engelske rabat ordning har også Tyskland, Østrig, Holland og Sverige opnået rabatter for deres uforholdsmæssige store udgifter i 1999 (s. 91).

F 27 Hix kap 7: Interesserepræsentation

1. Teorier om interesserepræsentation.
Der er ifølge Hix fire grundlæggende teorier for hvorledes interesser bliver (eller bør blive) repræsenteret politisk. Det drejer sig om pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme.
Den centrale idé i pluralismen er, at en åben beslutningsproces vil få forskellige IO'er til at forsøge at påvirke policy-udformningen, og derved sørge for at outcome stemmer overens med samfundets krav. For at dette skal kunne lade sig gøre, skal alle aktører have lige god adgang til den politiske proces (Hix(2005),p.208).
Med baggrund i Olsons logic of collective action kritiseres pluralismen for ikke at tage højde for at grupper har forskellige grader af incitament til at organisere sig. Der er således større incitament til at blive medlem af en organisation som udelukkende søger at opnå fordele for en bestemt gruppe (landbrugsorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger o.l.) end til at blive medlem af en organisation som tilgodeser hele samfundet (miljøorganisationer o.l.), da der i det sidste tilfælde er større free-rider muligheder og mindre egennytte (se penge) for indsatsen (Hix(2005),p.209).
Affødt af denne kritik menes det i korporatismen, at staten aktivt bør engagere "the social partners" (arbejdstagere og arbejdsgivere) i beslutningsprocessen (Hix(2005),p.209). Skellet mellem arbejdsmarkedets parter antages indenfor denne optik for at være helt grundlæggende i samfundet. Man kunne herimod indvende at både arbejdstagere og -givere har fokus på produktion og arbejdsmarked og dermed ikke medtager overvejelser, som ligger udenfor dette fokus, i beslutningsprocessen. (Hix(2005),p.209).
Indenfor konsociationalismen derimod antages kulturelle skel (på baggrund af fx religion, nationalitet og sprog) at være samfundets grundlæggende forskelligheder, hvorfor det er samfundets kulturelle grupper der skal repræsenteres politisk. Denne model er især brugbar i kulturelt fragmenterede samfund, hvor den kan hjælpe til at nedbryde disharmonien.
Til både korporatisme og konsociationalisme kan man indvende at de, i deres forsøg på at inddrage de vigtigste parter i beslutningsprocessen, ekskluderer andre væsentlige synspunkter (er miljøspørgsmål eksempelvis ikke et spørgsmål der deler kulturer??). (Hix(2005),p.210).
Endelig påstår neopluralister, at den bias der findes i pluralismen kan overvindes ved at staten tager en mere aktiv rolle og ved hvert issue inddrager de parter som er relevante herfor. Eksempelvis ville man istedet for at spørge arbejdsmarkedets parter eller forskellige sproglige grupper til råds om miljøspørgsmål spørge miljø-NGO'er (fx Greenpeace) og industriråd. (Hix(2005),p.210).
Pluralisterne slår dog tilbage og siger at det relativt lille incitament til at organisere "public interests" stiger når andre gruppers interesser gentagne gange bliver fulgt.

2. Interesserepræsentation i EU
Mængden af interessegrupper som søger at påvirke den europæiske beslutningsproces er stadigt stigende. Det drejer sig både om specifikke europæiske netværk oprettet specielt til formålet, enkelte firmaer, regioner fra de enkelte medlemslande, nationale interesseorganisationer, konsulentbureauer (private firmaer som kan hyres til at lobbye) og EU advokatfirmaer.

Forretningsinteressegrupper (business) er langt den største gruppe, som forsøger at påvirke beslutningsprocessen. Disse er altså yderst velrepræsenterede, hvilket antyder en pluralistisk model. Dette skyldes bl.a. at det europæiske marked nok er EUs allervigtigste kompetenceområde (indeholder både landbrug, transport, handel og markedskoordination m.m.). De fleste business-grupper er enten nationale sammenslutninger (fx DI og Landbrugsrådet), kontorer for individuelle firmaer eller sektor-specifikke europæiske sammenslutninger. Der findes dog også flere magtfulde sammenslutninger som repræsenterer flere forskellige sektorer. Eksempler herpå er UNICE (en sammenslutning af nationale business-sammenslutninger) og ERT (en sammenslutning af nogle af de største firmaer i Europa). (Hix(2005),p.213-216).

Fagforeninger, "public interests" og sociale bevægelser var længe relativt underrepræsenterede i Bruxelles. Siden starten af halvfemserne er dette dog begyndt at ændre sig - bl.a. som følge af at mange bestemmelser om arbejdsmarked, miljø etc. er blevet EU-kompetenceområder.
Dette har bl.a. resulteret i, at fagforeningernes organisatoriske udtryk på europæisk niveau (ETUC) med Maastricht-traktaten har opnået høringsret på sociale policy områder. På dette policy-område kan der altså siges at være korporatistiske træk i den europæiske beslutningsproces. Dog har arbejdsgiverinteressenter været bedst til at mobilisere sig på europæisk plan og har derved større magt, hvorfor der ikke kan tales om ren korporatisme.
(Hix(2005),p.217).
Også miljø- og forbrugerorganisationer og sociale NGO'er har fået større indflydelse på beslutningsprocessen. Disse modtager ofte finansiel støtte fra kommissionen, som også har spillet en nøglerolle i udformningen af organiserede fora, hvorigennem bevægelserne opnår indflydelse. Denne neopluralistiske udvælgen som kommissionen foretager har dog den uheldige konsekvens at nogle ekskluderes fra beslutningsprocessen (Hix(2005),p.218-219).

Territoriale/regionale interesser er ligeledes repræsenteret i EU gennem Committee of the Regions (CoR), hvori der sidder repræsentanter for regionale "regeringer". Regionerne har efter Maastricht haft konsultationsret i forbindelse med regionelt orienterede policy tiltag og i forbindelse med spørgsmål om den økonomiske - og sociale sammenhængskraft i EU.
Dette benyttes ofte som et argument for en såkaldt multilevel governance model (se Mette Kjærs tekst). Dette kan dog ikke siges at gælde for hele EU, men blot for disse områder.
(Hix(2005),p.220-223).

Nationale interesser er ganske stærkt repræsenteret i EU.
Først og fremmest har kommissionen ganske vist initiativret, men lovforslagene udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for de nationale administrationer.
Endvidere er kommissionen afhængig af nationalt baserede organisationers ekspertise og information om nationale forhold, som disse kan søge at påvirke i egen interesseretning. Yderligere er det indenfor medlemsstaternes kompetenceområde at "oversætte" EU-lov til national kontekst og overvågningen heraf sker ligeledes af nationale repræsentanter (i form af kommitteerne i comitology-systemet).
Alt dette peger i retning af en konsociationistisk interesserepræsentation baseret på nationale skel medlemsstaterne imellem. Alle de interesser som fremføres i løbet af EU-beslutningsprocessen kan dog som vist ikke knyttes til snævre, nationale interesser. Nogle er mere transnationale og andre er regionale, og man kan derfor ikke kalde systemet rent konsociationistisk, men det indeholder elementer heraf.
(Hix(2005),p.223-225).

3. Udbud og efterspørgsel efter interesserepræsentation.
I sin forklaring af interesserepræsentationen i EUs udformning trækker Hix igen på teorier om supply og demand. Repræsentationen i dens nuværende form er således for Hix et produkt af en efterspørgsel efter bestemte ydelser af visse aktører som udbydes af visse andre -.

Efterspørgslen efter repræsenterede interesser på EU-niveau har især to årsager:

1) Globaliseringen af økonomien gennem nedbrydelse af toldmure og øget samhandel har gjort at "companies have had to become multinational to survive" (Hix(2005),p.225). Firmaer er derfor ikke ligeså interesserede i at påvirke den nationale beslutningsproces som i fordums mindre globaliserede tider. EU har således været en måde at imødekomme denne transnationaliserende udvikling.

2) Magtens øgede koncentration i EU har ved gjort transaktionsomkostningerne ved europæiske forretninger mindre. Især industrier med stor extra-europæisk konkurrence har interesse i at organisere interesser på europæisk plan for bedre at kunne modstå konkurrencen udefra.

Udbuddet er ligeledes forårsaget af to ting; dels er kommissionen afhængig af IO'ernes ekspertise for at kunne fremsætte kvalificerede lovforslag, men især er kommissionen og EPs kontakt med interessegrupperne forårsaget af deres ønske om at øge egen magt. Ved at have forskellige interessegrupper i ryggen kan de lægge mere vægt bag deres lovforslag og derved få mere gennemført.
(Hix(2005),p.225-230).

Interesserepræsentationen i EU er altså yderst forskelligartet. Den besidder træk fra både pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme. Medlemsstaterne og de institutionelle aktører (fx kommissærer og partier i EP) synes dog stadig at have mest magt og IO'er er bare "lubricants of the policy-making machine, albeit essential lubricants" (Hix(2005),p.231).

Hix: Democracy, Party an Elections, chap. 6
Lidt sniksnak om demokrati og konkurrence.
Der er et gryende partisystem i EU, men egentligt demokrati i EU er ikke umiddelbart forestående.
Valg er den centrale mekanisme i et velfungerende repræsentativt demokrati. For det første, fordi valg tillader vælgere at vælge mellem forskellige rivaliserende politiske dagsordener. For det andet, fordi valg tillader vælgerne at vælge mellem forskellige politiske ledere, der kan føre de politiske dagsordener ud i livet. Det implicerer, at demokrati kun kan siges at eksistere, hvis der eksisterer forskellige alternative policies og politikere at vælge i mellem. Der må være konkurrence mellem politikere over policies.

Kan EU leve op til disse krav til et velfungerende (konkurrence- og parti-) demokrati? På overfladen kan det se sådan ud, idet EU-parlamentet gradvist har opnået større magt i forhold til ministerrådet og kommissionen, men som Hix udtrykker det: ”a genuine system of competitive party democracy cannot come about simply because the right rules are in place. The model also reuires actors to behave in a certain way within these rules.” (p.176). Et er, at de institutionelle rammer for et velfungerende demokrati er til stede (er de?). Noget andet er, om rammerne udnyttes på den rette måde. Den rette måde indebærer her, at politiske partier skal konkurrere i valg til europaparlamentet om EU-spørgsmål, og at vælgerne skal afgive sine stemmer på baggrund af disse spørgsmål. Endvidere skal vælgernes afgørelse omsættes i lovgivningsmæssig og udøvende handling på det europæiske plan via sammenhængende politiske partier (pp.176-177).

Det demokratiske deficit.
Mange anklager EU for at have et ”demokratisk deficit”. Dette har flere årsager (pp.177-178):
- EU beslutninger træffes primært af udøvende aktører, dvs. kommissionen og de nationale ministre i ministerrådet. Dette medfører en reduktion i de nationalstatslige parlamenters magt.
- Europaparlamentet er for svagt i forhold til rådet, og desuden er der for stor afstand mellem parlamentsmedlemmerne og de borgere, de repræsenterer.
- Der findes ikke ”europæiske valg”, hvor vælgerne har mulighed for at tage stilling til EU-policies. EU- spørgsmål holdes stort set ude af nationale valg, og i den udstrækning de forekommer, er det som en for/imod-debat.
- EU er uforståelig for borgerne. Kommissionen er hverken en regering eller et bureaukrati og bliver udvalgt vha. en obskur procedure. Rådet er den eneste lovgivende forsamling i den demokratiske verden, der træffer beslutninger i hemmelighed. Parlamentet er umuligt at forstå, fordi debatterne foregår på mange forskellige sprog. Endelig er policy-processen teknokratisk i stedet for politisk.
Disse argumenter betvivles dog af Majone og Moravcsik (kommer vel ikke bag på nogen…). Majone argumenterer for, at EU er en reguleringsstat, og at den som sådan skal isoleres fra de demokratiske standard procedurer. Det skyldes, at reguleringspolicies altid er pareto-efficiente (?). Ligesom nationalbanker skal EU derfor være uafhængig af parlamentarisk kontrol, således at ”the political business cycle” ikke får indflydelse herpå (p.178).

Moravcsik kritiserer alle de ovennævnte argumenter. Han hævder, at nationale regeringer, som træffer de vigtigste beslutninger i rådet, er de politikere i Europa, der mest direkte kan stilles til ansvar. Han hævder, at den mest betydningsfulde institutionelle ændring i EU i de seneste årtier har været en styrkelse af parlamentet, og at der derfor ikke kan siges at være temmelig meget repræsentativ kontrol af den udøvende magt. Han hævder, at EU-lovgivningsproceduren er mere gennemsigtig end i de fleste medlemsstater, og at de nationale parlamenter og EU-parlamentet til stadighed forøger mulighederne for at kontrollere kommissionen og rådet. Alt i alt er EU bare top-demokratisk og hephop-agtig på den fede måde.

Heroverfor påpeger Hix tre grunde til, at et konkurrencepræget demokrati er bedre end et ”oplyst teknokrati” (pp.179-180):
1) Fordi et sådant demokrati indebærer, at policies responderer til borgernes præferencer. Selvom EU-policies i udgangspunktet er i borgernes interesser, vil der ikke være incitament for kommissionen og rådet til at ændre disse policies, hvis borgernes præferencer ændrer sig.
2) Fordi politisk konkurrence er af væsentlig betydning for, at der opstår en politisk debat og for dannelsen af en offentlig mening om forskellige policies. Uden en policy-debat vil vælgerne ikke være i stand til at forme deres præferencer i forhold til komplekse politiske spørgsmål (præferencer ikke eksogene???)
3) Valg har en stærk formativ effekt på udviklingen af politiske identiteter (aha!). En europæisk demokratisk identitet kan kun dannes gennem den konkurrenceprægede demokratiske praksis, hvor borgere acceptere at være på den tabende side mht. et specielt spørgsmål i forventning om at være på den vindende i andre.
Selvom Majone og Moravcsiks argumenter accepteres, og at den udøvende magt i EU på nogle punkter bør være afsondret fra demokratisk kontrol, kan EU ikke siges at være egentlig demokratisk, hvis befolkningerne ikke gennem konkurrenceprægede valg er i stand til at afgøre, hvilken retning EU’s policydagsorden skal bevæge sig i.

Partier: Konkurrence og organisering.
Alle politikere på både nationalstatsligt og EU-niveau er partipolitikere. Partier er de vigtigste aktører i nationale valg, europaparlamentsvalg og folkeafstemninger. De spiller en hovedrolle i forbindelsen mellem regeringer og parlamenter, samt mellem parlamenter og vælgere (p.180).

Nationale partier og Europa.
Den nationale partiers elektorale styrke og policypositioner kan sammen forklare, hvorfor EU-politik i de seneste år ikke drejet sig om to magtfulde blokke i konkurrence om kontrollen over EU-dagsordenen (p.184). Hverken venstre- eller højrefløjen er stærke nok til at danne en dominerende koalition på tværs af EU, og indenfor de to blokke er der stor uenighed om den europæiske integration. Dette har tvunget de pro-europæiske partier på tværs af højre/venstre-skellet til at samarbejde for at skabe tilstrækkeligt store flertal til at afgøre de vigtigste EU-beslutninger. EU-spørgsmål er således blevet holdt ude af nationale valgkampe, hvilket har betydet, at anti-europæiske positioner ikke er blevet formuleret af det nationale partisystem. Indenfor de fleste partier er der store EU-skeptiske mindretal, og de partier, der er erklærede modstandere, er ikke tilstrækkeligt magtfulde til at true den pro-europæiske koalition. Det betyder, at anti-europæiske vælgere må udtrykke deres frustration over tingenes tilstand i arenaer, hvor den normale partistruktur er mindre fremtrædende, dvs. i europæiske valg og folkeafstemninger.

Partier på EU-niveau.
Efter Maastricht-traktaten har de socialistiske, konservative og liberale partiforbund i Europa etableret nye og mere sammenhængende partiorganisationer og har endvidere forstærket deres forbindelser til partigrupper i parlamentet, samt partiernes repræsentanter i rådet og kommissionen. Disse nye EU-partier begyndte at udvikle sig som udenomsparlamentariske partiorganisationer på det europæiske niveau i analogi til de udenomsparlamentariske partiorganisationer indenfor medlemslandende (p. 187). Endvidere viser undersøgelser, at de europæiske partier udviser en (stigende) stemmemæssig sammenhængskraft sammenlignelig med andre partier i andre parlamenter.

Den stigende sammenhængskraft skyldes de ressourcer, partierne besidder. Partierne kontrollerer nomineringerne til de vigtigste positioner i parlamentet som parlamentsformand, positioner i komiteerne og vigtige positioner indenfor partigrupperne. Dette medfører et incitament for partimedlemmerne til at følge partilinjen (p.189). Det er dog ikke muligt for EU-partierne at forhindre nationale delegationer af medlemmer i at bryde partilinjen i alle tilfælde. EU-partierne kontrollere ressourcer internt i EU-parlamentet, men de nationale partier bestemmer, hvem der i det hele taget skal opstilles og genopstilles til parlamentet, hvilket medfører, at de nationale partier har betydelig indflydelse. I tilfælde af konflikt mellem EU- og nationale partier vil medlemmerne følge de nationale partiers instruktioner oftere end det modsatte (p.190).

Konkurrencen er også steget i europaparlamentet. Konkurrencen er primært centreret om en venstre/højre-dimension. Men i mange tilfælde opbygges brede koalitioner henover midten, hvilket skyldes, at der i parlamentet i mange lovgivningsmæssige sammenhænge kræves et absolut flertal for at opnå indflydelse, og at parlamentet ofte ser sig selv som en samlet opposition til kommissionen og særligt rådet (p.191).

EU-valg.
Der findes to typer af EU-valg: Parlamentsvalg og folkeafstemninger om traktatreformer o.l. Mange har håbet, at direkte valg til parlamentet kunne bidrage til EU’s demokratiske legitimitet, men dette har ikke været tilfældet, hvilket skyldes, at parlamentsvalgene er blevet udkæmpet som ”anden-ordens nationale valg” (p.193). Nationale partiers primære bekymring er at opnå statsmagten, og alle andre former for valg, kommunal- og europaparlamentsvalg, betragtes som en slags ”skønhedskonkurrence”, hvor partierne i den siddende regering kan evalueres på deres performance. Dette betyder, at vælgerne vil finde EU-parlamentsvalg mindre vigtige end nationale valg, og at valgprocenten derfor vil være lavere. Endvidere betyder det, at mange vil stemme anderledes, end hvis der var tale om et nationalvalg, dels fordi de nu kan tillade sig at stemme på det lille parti, de i virkeligheden ville have stemt på, dels fordi de kan vise den siddende regering deres utilfredshed ved at stemme på oppositionspartier. I begge tilfælde afgøres stemmeafgivningen af spørgsmål relateret til den hjemlige kontekst. Dog kan man påpege, at der i nogle lande fx Danmark er opstået et alternativt partisystem i de europæiske valg, hvor EU-skeptiske partier gør deres indflydelse gældende. Her vil vælgernes holdninger til EU-spørgsmål altså have nogen betydning (pp.194-195).

Valg til parlamentet handler altså primært om hjemlig politik. Derimod handler folkeafstemninger både om national- og EU-politik (p.200). Folkeafstemninger kan på den ene side fungere ligesom valg til parlamentet, idet vælgerne benytter dem som en mulighed for at ”straffe” den siddende regering. På den anden side viser flere undersøgelser, at vælgernes stillingtagen i folkeafstemninger i mange tilfælde er betinget af deres syn på EU-spørgsmål, primært om de er for eller imod integration.

F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
1. hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
2. aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
3. .aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
4. demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise

Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.

Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

Spm. 3 (spø 1 og 2 er med i besvarelsen)
Swinnen beskriver 4 forskellige faktorer som betinger valget af jordreformerne i central og Østeuropa. De fire procedure som har indflydelse på valget af reformerne er: tidligere ejerskab af landjord, kommunistregimets varighed, før-kollektivisering ejernes etniske baggrund og lighed i før-kollektiviseringsfordeling. Jordreformerne tager enten form af tilbagelevering af kollektiviseret jord til tidligere ejere eller distribution af jord efter ligheds- eller effeciensprincipper. Hvilken form, der blev valgt, afhang af ovennævnte faktorer og en vægtning af lighed og efficiens. Efficiens og lighed udelukker ikke nødvendigvis hinanden. I nogle tilfælde, hvor lighed kræver en opbrydning af større virksomheder (gårde), og hvor landbrugsproduktionen ikke er specielt arbejdskraftintensiv, vil lighed være i uoverensstemmelse med efficiens, fordi lighed mindsker stordriftsfordele. I andre tilfælde, fx Albanien, hvor landbrugsproduktionen er arbejdskraftintensiv, er en ligelig fordeling af jorden faktisk efficient, fordi incitamentet til at producere er større, hvis man selv ejer jorden.
Jordreformerne blev således foretaget ud fra delvis en økonomisk betragtning, delvis en retfærdighedsbetragtning (herunder både historisk retfærdighed og nuværende økonomisk lighed), delvis egeninteresser fra de politiske aktørers side. Resultaterne af reformerne afhænger af hvilken en af fordelingsreformerne der vælges. Vi kan se ud fra tabel 1 at, de tidligere sovjetiske republikker (CIS) har valgt at distribuere landjorden, hvor de østeuropæriske lande (CEE) derimod har valgt at restituere jorden med undtagelse af Rumænien og Ungarn, som valgte en blanding. Ud fra tabel 2 ses det at CIS landene har markant dårligere resultater end CEE-landende: GDP er faldet med 25 % og produktiviteten hos landarbejderne er faldet med 21%. Dette kan muligvis forklares ud fra førnævnte måde at fordele landbrugsjord. Det tyder på, at CIS-landenes forkærlighed for en lige fordeling per capita ikke udmønter sig i en effektiv økonomisk politik, hvorimod CEE-landenes tendens til at fordele efter de retmæssige ejere giver økonomisk effeciens – som stordriftsfordele, men formegentlig også større lighed.
En anden forklaring kan være den sociale infrastruktur og det politiske klima i de enkelte lande i CEE-landene er mere gunstigt for økonomisk effektivitet eksempelvis Beskyttelse imod korruption og arbejdsmarkedspolitik. Her kan også nævnes kulturelle faktorer som umoral, utugt og grad af religiøsitet.
En trejde faktor er grad af kommuniske før kollektiviseringen. Her kunne man argumentere for at de tidligere sovjetrepublikker har mistet deres iværksætter-kultur og initiativ. Her kan også nævnes deres uforholdsmæssige store forbrug af vodka.
En fjerde faktor er den politiske og økonomiske støtte fra vesten heriblandt incitament til at komme med i EU og NATO.
En femte forklaring kan være tallene for policy indiks 1997-98, som viser at CIS-landene i langt højere grad lader liberale værdier gennemstrømme samfundet på flere områder som frihed og egotropisme.

Forelæsning 24; Referat af Simon HIx, kap 3: Legislative politics, s. 72 – 110.

Formål: I dette kapitel forklares beslutningsstrukturen i EU der er et to kamre system bestående af Rådet og Europaparlamentet. Rådet repræsenterer staterne mens parlamentet repræsenterer borgerne, begge kamre er medlovgivere men Rådet er det stærkeste.

1. Teorier om koalitioner.
Policy blind: Rikers’ teori mener at lovgivere går efter at opnå mest mulig indflydelse, hvilket opnås ved at have færrest mulige partnere i de flertals givende koalitioner; minimum-winning coalitions.
Policy driven: Her findes to former. 1. Axelrod; koalitioner indgås med af lovgivere der ligger tæt på hinanden politisk (minimum- connected-winning coalitions)
2. Mayhew; lovgiveres mål er genvalg, hvilket opnås ved at indgå i koalitioner der kan skaffe støtte til forslag der gavner egne vælgere.

Der kan være problemer med de policy driven koalitioner. Mckelvey mener at sådanne vil resulterer i status quo. Denne tilstand kan dog undgås ved at et parti er agenda sætter og et andet er vetospiller. Jo flere vetospillere bliver det dog at få gennemført noget som helst (- FN’s sikkerhedsråd!)

I lovgivende forsamlinger incl. EP laves der faste koalitioner som herved sparer tid på genforhandlinger samt deler kompetencer imellem sig.
Et to kamre system skaber stabilitetb da der skal to flertal til hvilket reeducerer antallet af mulige lovforslag. Et kammer kan være agenda sætter og et veto spilleren. Agenda sætteren har altid mest magt da det altid kan bestemme i hvilke tilfælde det vil fastholde status quo frem for et nyt forslag. Se tegning s. 74.

2. Udviklingen af det lovgivende system i EU, s. 79
3 EU procedurer: Konsultation (meget lille magt til EP), cooperation/samarbejde (lidt mere magt) og co-decision (EP og Rådet ligestilles). Sidstnævnte vinder fremèmere magt til EP.

EP har fået mere magt med tiden. Direkte val blev indført i ’79. Fra 1980 vedtog ECJ en lov der fastslog at Rådet skulle konsultere EP. I ’87 med Singel European Agt (SEA) fik EP tildelt cooperation procedure, der gjorde det svære for Rådet at overse EP’s bemækninger. EP skulle herfetr også tilslutte sig Rådets beslutninger om angående aftaler med nye EU lande samt optagelser af nye stater.
Med Maastricht traktaten i 93 fik EP mere magt iform af co-decision. Dette medfører at når EP og Rådet er uenige nedsættes en ”conciliation commitee” bestående af lige mange fra Rådet og EP. EP har dog stadig magt til at afvise forslaget.
Amsterdam traktaten medførte øget brug af co-decision. Med Nice blev praksissen udvidet tl at omfatte næsten alle områder af EU lovgivning.
De øgede kompetencer til EP har gjort beslutningsprocessen langsommere. Dette er dog opvejet ved Rådets øgede brug af kvalificeret flertal.

3. Lovgivningsprocedure i Rådet.
Formandskabet for Rådets skifter hvert halve år, formandslandet sætter dagsordenen for den pågældende periode, dog incl. ting det foregående formandskab har forlangt medtaget. Rådet kan kun arbejde på forslag stillet af Kommissionen, der har initiativ retten, men kan ligeledes undlade at tage emner op stillet af Kommissionen.
Forfatningstraktaten foreslog at Rådet (statsminister rådet) skulle have et fast formandskab for 2½ år, samt skiftende for de lavere rangerende råd.

COREPER І og П står for COmmittee of PErmanent REpresentatives og er her de reelle forhandlinger og aftaler bliver lavet inden Rådet mødes. Arbdejdsgrupper under COREPER П står for 70%, COREPER for 15-20 mens Rådet så fokuserer på de sidste 10-15 % der endnu ikke er opnået enighed omkring (s. 83).

3.1 Rådet kan vedtage ved to beslutningsformer:
- Enstemmighed
- Kvalificeret flertal (QMV). Stemmerne er vægtede i forhold til medlemslandenes befolkningsstørrelse, samt ved ”oversized majority” (der skal 258 ud af 345 stemmer til), 74, 8 %. Fraværelse ved afstemning er lig tilslutning ved enstemmighed og lig afvisning ved QMV, (- Frankrigs tomme stols politik i 60’erne)

3.2 Stemmefordeling i rådet.
Ved Nice traktaten blev der ændret på stemmefordelingen så den passede til optagelsen af de nye Østeuropæiske EU lande.
De store lande fik øget magt ifht. de små, QMV steg fra 71 % til 75 % og ”blocking-minority” faldt fra 30 til 26 %. Der blev også indført et ”triple-majority” hvor der udover QMV skal være flertal af stater samt at disse stater skal udgør 62% af landenes befolkninger.
Resultatet af de ændrede stemmefordelinger i forhold til Rom traktaten er at større og mindre stater har fået mere magt mens de mellemste stater har fået mindre relativ magt. Hermed er det blevet svære at få gennemført love.
De fleste vedtagelser bliver taget ved enstemmighed grundet stort incitament, trods mulighed for QMV.
Der dannes typisk koalitioner efter policy mål i Rådet. De typiske koalitioner er den fransk- tyske alliance, Benelux landene, de nordiske lande. Med udvidelsen vil de nye østeuropæiske lande kunne samle 29 % af stemmerne (s.87).

4. Lovgivningspolitik i Europaparlamentet (EP) (s. 89)
Ep minder mere om den amerikanske Kongres end de europæiske parlamenter. Undersøgelser viser at mindre end 60% af borgerne i EU ved noget som helst om EU og mindre end 5% af borgerne ved hvad en MEP’er laver.
Valgkampene til valg til EP handler oftest om nationale emner, hvilket gør at MEP’erne ikke bliver valgt/dømt på deres arbejde i parlamentet. (dette samt lav stemmedeltagelse bruges som argument for at de har ringe legitimitet). Parlamentets ringe indflydelses muligheder i EU har gjort at det bliver brugt som et springbræt for politikere til videre karriere eller som pension.

4.1 De agendasættende organisationer i EP:
Der er 1 præsident for EP samt 14 vicepræsidenter. Der er 3 centrale lederskabs grupper; ”bureau of Parliament, som består af præsidenten og vicepræsidenterne og tager sig af international organisering og administration. ”Conference of Presidents”, som består af EP præsidenten, lederne af partierne smat formanden for komiteerne og tager sig af de fleste politiske emner, særligt i forhold til relationerne mellem EP, Kommissionen og Rådet. ”Conference of Committee Chairmen” består af formændene for komiteerne og tager sig af deres indbyrdes koordinering.
For at danne et parti i EP skal der være mindst 19 MEP’er og disse skal repræsenterer mindst en femtedel af landene (dvs.5).
De to største partier i EP er; Europaen Peoples Parti- European Democrats (EPP-ED) og European Socialist (PES). Der er stort incitament for de nationale partier om at tilslutte sig et af de store partier for at opnå mest mulig indflydelse, hvilket medfører at der bliver færre partier i parlamentet. Der eksisterer stor sammenhængskraft i partierne hvilket især skyldes stærke nationale formatioaner indenfor partiet.
EP komiteerne er her lovgivningsarbejdet reelt foregår. Ved plenar møderne stemmes der oftest bare. Formandsposterne for komiteerne er derfor eftertragtede poster især for landbrugs, miljø, forbruger politik og økonomi og penge. (Her EP har mest indflydelse).

4.2 Koalitioner (s.96).
Der findes ingen permanent koalition, der dannes nye ved hver afstemning. EP handler dog ofte som en enhed med det formål at styrke egen magt overfor rådet oh Kommissionen. EP kan enten stemme ved simpelt flertal eller ved absolut flertal nar det ælder anden behandling ved ”co-decision” proceduren. Sidstnævnte kræver flertal af alle MEP’er ikke kun dem der er mødt op. Dette gav problemer der tit kun var 65% tilstede og man indførte derfor at man ikke fik dækket sine udgifter hvis man ikke deltog i stemmeafgivningen (særligt et problem når parlamentet er i Strasburg). Reglen om absolut flertal har betydning for koalitionerne. Ved simpelt flertal kan EPP og PES samarbejde med forskellige mindre partier i forhold til h-v dimensionen men ved absolut flertal skal de arbejde sammen for at dette kan opnås. Tendensen går dog mod øget brug af simpelt flertal.
Undersøgelser viser at MEP’er stemmer efter transnationale linjer frem for nationale (s. 97). Figgur 3.4 viser stemmeadfærden og afslører at de tre største partier EPP, PES og ELDR ofte stemmer sammen so en ”regerings blok”. Ved emner der skiller EPP og PES får ELDR afgørende indflydelse.

5. Lovgivningsforhandlinger mellem Rådet g EP
Der kan vedtages love ved 3 former for samarbejde mellem rådet og EP.
Procedure; Kommissionen fremsender forslag til både Rådet og EP. EP kan fremsætte ændringer som Kommissionen kigger på og sender derefter et revideret forslag tilbage til Rådet og EP. Herefter ser Rådet på forslaget.
Ved konsultations proceduren: Rådet kan enten vedtage, ændre stille ændringsforslag eller undlade at stemme.
Ved samarbejdsproceduren: ”the council simply adopts a commen position (?), confirming or amending the Commissions proposal”, (s. 99). Herefter går lovforslaget til anden behandling. EP kan herefter ændre, afvise eller acceptere den fælles beslutning fra Rådet. Ved anden behandling kan Rådet vælge at vedtage loven hvis der ingen ændringsforslag er fra EP, eller accepterer EP’s ændringer, godtaget af Kommissionen (ved QMV). Rådet kan også ved enstemmighed tilsidesætte EP’s afvisning eller de af Kommissionen godkendte ændringsforslag.
Ved co-decision proceduren: EP og Rådet kan vedtage det uden ændringsforslag. Rådet kan accepterer EP’s ændringsforslag og loven vedtages, eller Rådet kan undlade at accepterer ændringsforslagene fra EP og selv fremsætte en række ændringsforslag. Herefter går lovforslaget til anden behandling. Hvis EP acceptere Rådets beslutning eller undlader at handle bliver loven vedtaget. Hvis EP afviser, falder forslaget. Hvis EP vælger at stille ændringsforslag sendes det til Kommissionen som skal tage stilling til om de vil acceptere eller afvise forslagene fra EP inden det sendes til Rådet igen. Hvis Rådet godtager alle EP’s ændringsforslag (QMV ved dem godtaget af Kommissione og ved enstemmighed for dem afvst af Kommissionen) vedtages loven. Hvis Rådet afviser nogle af EP’s ændringer nedsættes der en ”conciliation committee” indenfor 6 uger, bestående af 25 medlemmer fra Rådet og 25 medlemmer fra EP plus en repræsentant for Kommissionen. Hvis komiteen ikke når til enighed falder forslaget. Hvis de når til enighed går forslaget til tredje behandling hvor det skal vedtages ved simpelt flertal i parlamentet indenfor 6 uger og Rådet med QMV ellers falder forslaget.
Det er først med Amsterdam traktaten at EP har fået den beskrevne magt ved co-desicion . Ved Maastricht havde Rådet flere muligheder for at tilsidesætte EP’s ændringsforslag.

5. 1 Teorier om lovgivningssamarbejdet i EU.
Tseblis fremsætter en model (figur 3.6, s. 104) for hvor på en integrationspolitisk skala udfaldet af co-desicion І vil falde i forhold til cooperation. Hans påstand er at palamentet altid ønsker øget integration frem for status quo og det bliver derfor stedet Rådet der bliver agenda sættende og ikke EP, da EP hellere vil gå med på Rådets forslag end at se lovforslaget falde. Det der ser ud som EP’s ege forslag vil derved også være forslag der er vedtaget med det for øje at det skal kunne accepteres af Rådet.
EP får som konsekvens heraf mere integration ved cooperation frem for co-decision som man umiddelbart ville tro.
Indvendinger: Kommissionens rolle. Alle EP’s ændringsforslag skal forbi Kommissionen inden de når Rådet. Kommissionen var (indtil NICE) vedtaget ved enstemmighed af medlemslandene og vil derfor være mindre integrationsvenlig end antaget.

Ved co-desicion П, indført ved Amstedam, fik EP øget deres magt betydeligt. Rådet kan ikke længere arbejde videre hvis conciliation committeen falder og dermed som før stille ultimatumer til EP. Først ved denne indførelse er de to kamre ligestillet. (altså stadig kun under denne procedure). Denne har også ført til mere integration (punktet C2 fremfor C1), under den antagelse af EP altid ønsker øget integration.
Efter Nice er magten dog rykket mod Rådet igen med dets øgede medlemmer.
EU forfatningstraktaten ville have ændret på dette ved at udvide co-desicion til at omfatte næsten alle områder af EU lovgivning.

5. 2 Empiriske beviser for EP’s magt (s. 106).
Tsebelis finder at EP har været mest succesfuld ved co-desicion frem for cooperation. De har haft langt større succes med at få deres ændringer igennem i anden og tredje behandling ved co-desicion. Tsebelis finder at den vigtigste faktor for om Rådet vedtager EP’s ændringer er hvorvidt Kommissionen godtager dem. Rådet følger i omkring 80% af tilfældene Kommissionen ved cooperation proceduren og i omkring 70 % af tilfældene ved co-desicion (s. 108).
Amie Kreppel finder at EP har størst succes når deres ændringsforslag ikke selvstændige polcy ændringer. Samt at der er større chance for at få ændringerne igennem når de er støttet af både EPP og PES (s. 108).
Ep har indført en regel (rule 78) der gør det muligt for EP at afvise Rådets beslutning såfremt conciliation committeen faldt og Kommissionen ikke ville trække forslaget tilbage. Dette øgede EP’s magt overfor Rådet og førte til ændringerne i Amsterdam traktaten der gjorde EP de facto lige med Rådet.

F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise
Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.
Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

De summerede forskelle, (Figur 1. side 269 i teksten) se mail for at få denne figur med


Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst.

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

Spm. 3 (spø 1 og 2 er med i besvarelsen)
Swinnen beskriver 4 forskellige faktorer som betinger valget af jordreformerne i central og Østeuropa. De fire procedure som har indflydelse på valget af reformerne er: tidligere ejerskab af landjord, kommunistregimets varighed, før-kollektivisering ejernes etniske baggrund og lighed i før-kollektiviseringsfordeling. Jordreformerne tager enten form af tilbagelevering af kollektiviseret jord til tidligere ejere eller distribution af jord efter ligheds- eller effeciensprincipper. Hvilken form, der blev valgt, afhang af ovennævnte faktorer og en vægtning af lighed og efficiens. Efficiens og lighed udelukker ikke nødvendigvis hinanden. I nogle tilfælde, hvor lighed kræver en opbrydning af større virksomheder (gårde), og hvor landbrugsproduktionen ikke er specielt arbejdskraftintensiv, vil lighed være i uoverensstemmelse med efficiens, fordi lighed mindsker stordriftsfordele. I andre tilfælde, fx Albanien, hvor landbrugsproduktionen er arbejdskraftintensiv, er en ligelig fordeling af jorden faktisk efficient, fordi incitamentet til at producere er større, hvis man selv ejer jorden.
Jordreformerne blev således foretaget ud fra delvis en økonomisk betragtning, delvis en retfærdighedsbetragtning (herunder både historisk retfærdighed og nuværende økonomisk lighed), delvis egeninteresser fra de politiske aktørers side. Resultaterne af reformerne afhænger af hvilken en af fordelingsreformerne der vælges. Vi kan se ud fra tabel 1 at, de tidligere sovjetiske republikker (CIS) har valgt at distribuere landjorden, hvor de østeuropæriske lande (CEE) derimod har valgt at restituere jorden med undtagelse af Rumænien og Ungarn, som valgte en blanding. Ud fra tabel 2 ses det at CIS landene har markant dårligere resultater end CEE-landende: GDP er faldet med 25 % og produktiviteten hos landarbejderne er faldet med 21%. Dette kan muligvis forklares ud fra førnævnte måde at fordele landbrugsjord. Det tyder på, at CIS-landenes forkærlighed for en lige fordeling per capita ikke udmønter sig i en effektiv økonomisk politik, hvorimod CEE-landenes tendens til at fordele efter de retmæssige ejere giver økonomisk effeciens – som stordriftsfordele, men formegentlig også større lighed.
En anden forklaring kan være den sociale infrastruktur og det politiske klima i de enkelte lande i CEE-landene er mere gunstigt for økonomisk effektivitet eksempelvis Beskyttelse imod korruption og arbejdsmarkedspolitik. Her kan også nævnes kulturelle faktorer som umoral, utugt og grad af religiøsitet.
En trejde faktor er grad af kommuniske før kollektiviseringen. Her kunne man argumentere for at de tidligere sovjetrepublikker har mistet deres iværksætter-kultur og initiativ. Her kan også nævnes deres uforholdsmæssige store forbrug af vodka.
En fjerde faktor er den politiske og økonomiske støtte fra vesten heriblandt incitament til at komme med i EU og NATO.
En femte forklaring kan være tallene for policy indiks 1997-98, som viser at CIS-landene i langt højere grad lader liberale værdier gennemstrømme samfundet på flere områder som frihed og egotropisme.

Kom.pol FL 23: Introduktion til EU og europæisering.

T:A: Börzel og T: Risse (2003): ”Conzeptualizing the Domestic Impact of Europe”

To synsvinkler på national tilpasning til EU. Rationalistisk institutionalisme (rational choice) vs. sociologisk institutionalisme: (se slide 16-18 fra FL. 23)

Europæisk integration (”europæisering”) påvirker indenrigspolitik i de enkelte medlemsstater (top-down-perspektiv, hvor EU er den afhængige variabel). Målet for teorierne er at finde kausalmekanismer i EU's indflydelse på forandringer i medlemslandene.

Europæiseringen finder sted i tre dimensioner: (se slide 10)
1) policy/politikområder: standarder, konkret regulering og diskurser
2) politics/politiske processer: interesseaggregering, repræsentation
3) polity/ politiske institutioner. (Börzel og Risse, 2003: 60)

Man angriber problemstillingen med to fælles, overordnede antagelser:
”Misfit”/mismatch: Der forekommer modsætninger mellem tiltag i EU og indenrigsforhold. Dette lægger et tilpasningspres på medlemslandene (de må forandre sig for at tilpasse sig EU). Misfit er den afgørende faktor, som starter kausalkæderne til europæisering i begge hovedteorierne: jo højere uforenelighed (misfit), jo større er adaptionspresset på medlemslandet. (ibid. 61)

Definitioner af de to tilgange til den ny institutionalisme:
Rational choice/rationalistisk institutionalisme: (se slide 16)
Aktørerne er rationelle, målorienterede, vilje-stærke. Cost-benefit analyser fører til nyttemaksimerende strategier. Misfit fører til forandringer i magt- og mulighedsstrukturer mellem aktører i landet og til nye muligheder for at tilgodese egeninteresser. Adfærdslogik: konsekvenslogik (ibid. 63)
Europæiseringen = omfordeling af ressourcer og magtstrukturer, hvis:
1) misfit er med til at omfordele muligheder
2) hvorvidt aktører i medlemslandet har kapacitet til at udforske disse muligheder.
To faktorer har indflydelse på denne kapacitet og afgør om de nye muligheder (ved misfit) fører til omfordeling af ressourcer mellem aktører:
1) veto (i indenrigs-strukturer). Jo mere magtfordeling, jo sværere skabes ”winning coalition”, som skal inducere ændringer (efter adaptionspres)
2) eksisterende formelle institutioner (ibid. 64-65)
Eks. (fra FL): fagforeninger i flere ML.

Sociologisk institutionalisme/social/konstruktivistisk institutionalisme:
Aktørerne drives af kollektiv forståelse og normer og søger social accept. Man opfylder forventninger og derfra defineres mål. Nye normer, interesser og identiteter afløser de gamle. Adfærdslogik: hvad der er ”passende”/behørighedslogik (ibid. 65)
Europæisering = Socialisering.

Her findes to forklaringer på forandringer i medlemslandene:
1) Agent-orienteret: Der fremkommer nye normer for, hvad der er velset. Man socialiseres og redefinerer interesser og ens identitet (ibid. 67).
2) Strukturalistisk: institutionel isomorfisme. Institutioner interagerer med hinanden, hvilket medfører en homogenisering og en determineret ændring af normative positioner.

Man vil socialiseres via en af to faktorer:
1) forandrings-agenter: mobiliserer på medlemslands-niveau via moralske argumenter og overtalelse.
2) Politiske kulturer – uformelle institutioner. Her forekommer en kultur for dels at nå til enighed og overkomme veto, og dels at vinderne kompenserer taberne (ibid. 68).
(se oversigt s. 69 – oversat til dansk på slide 17)
Eks. (fra FL): frivillig ændring af Tysklands føderative system.

Outcome – udfald af forandring i medlemslandene, 3 typer:
1) Absorption (høj fit). Ingen europæisering fundet sted.
2) Akkommodation/tilpasning (moderat misfit)
3) Transformation – ændring af eksisterende politik/system (høj misfit) (ibid. 69-70); (slide 18).
Her forudser de to teorier (rationel institutionalisme og social institutionalisme) modsatrettede tendenser (se skema s. 71). Da der ikke forefindes fyldestgørende resultater er det endnu ikke muligt at sige, hvilken af de to teorier har størst forklaringskraft. Det er svært at måle konvergens og divergens, da der kan være forskelle og modsætninger på mikro- og makroniveau. Forskellige lande og niveauer har forskellige metoder til at nå de fælles (angivet af EU) mål) (ibid. 71).
Standarder (policy) er nemmere at konvergere end politiske institutioner (polity) (ibid. 72). Der findes ingen generel konvergens imod korporativ føderalisme i Europa – blot en bevægelse mod sådanne strukturer i Tyskland og Spanien (ibid. 72).

Teorierne er ikke gensidigt udelukkende. Man kan argumentere for at en kombination af de to teorier har en samlet stærk forklaringskraft, da forskellige lande til forskellige tider vil agere ifølge de to teorier.

Fælles for rationalistisk institutionalisme, liberal institutionalisme og neofunktionalisme er, at alle forudsiger konvergens. Forskellen ligger i forudsigelsen af outcome. Dog kan ingen af teorierne forklare, hvorfor outcome varierer fra land til land.

Obs. Neofunktionalismen betoner spill-over effekten, som medfører øget integration. Subnationale aktører får nye ressourcer, institutioner får deres ”eget liv” og nationalstaternes betydning udviskes.

H 22 - Holzhacker

Mulige forklaringer på forskelle/ligheder i nationale parlamenters institutionelle udvikling med afsæt i Holzhacker: ”Nationale parlamenter i den Europæiske Union” (2004). (Hugget fra Lykke)
De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som følge af pres oppefra EU-niveau og vælgerpres nedefra. Presset fra EU-niveau skabes fordi, medlemslandene har afgivet beslutningskompetencer om lovgivningen på stadig flere af de områder, som de nationale parlamenter traditionelt har varetaget. Det betyder demokratisk underskud, fordi vigtige dele af EU-apparatet ikke på samme måde som det nationale parlament er direkte folkevalgt. Samtidig mister de nationale parlamenter den kontrol, de normalt har haft over lovgivningsarbejdet. Da de nationale parlamenter fortsat har ansvaret for implementeringen af de stadig flere love, stiger ønsket om medindflydelse på det forudgående arbejde naturligt. Presset forstærkes, når de nationale befolkninger samtidig stiller de nationale parlamenter til ansvar for lovgivning på EU-niveau. De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som et modtræk til denne for de nationale parlamenter ikke gunstige udvikling på EU-niveau.
Holzhacker opstiller otte kriterier til vurdering af parlamenternes kontrolbeføjelser i forhold til regerings mandat i lovgivningsarbejdet på EU-niveau. Kriterierne opdeles i tre overordnede kategorier: formelle regler, institutioner og partiadfærd. De formelle regler og institutionerne knytter an til en historisk institutionalisme forklaring med fokus på konteksten og forløbet frem til de institutionelle ændringer. Den rationelle instiutionalisme kan bruges til at se på betydningen af aktørerne i institutionerne for udviklingen. Partiadfærden lægger sig op ad forklaringer baseret på den sociologiske institutionalisme. Hver af disse institutionelle forklaringstyper lægger sit eget fokus på årsager til institutioners opståen og videreudvikling.
Holzhacker peger her på regeringstyper som forklaring på forskellige og ligheder, fordi typen af regering i en historisk institutionalistisk optik er afgørende for, hvordan de nationale parlamenter vælger at tilpasse sig den stigende europæisering. Holzhacker konkluderer i denne sammenhæng, at parlamenter med mindretalsregering har mest indflydelse på regeringens beføjelser, parlamenter under koalitionsregeringer har nogen indflydelse, mens parlamenter under flertalsregeringer har mindst indflydelse. Afgørende er altså i hvor høj grad regeringen er afhængig af parlamentet og dermed inddrager parlamentet for at opnå sine beføjelser. Hvis parlamentet har ringe indflydelsesmulighed, vil de alt andet lige søge at skabe stærke institutioner til at opveje den skæve magtfordeling. Dette ønske om at udvikle institutioner, så de står stærkere forstærkes, hvis der samtidig ikke eksplicit er nedfæstet nogen formelle love og regler for regeringens inddragelse af parlamentet i sine beføjelser på EU-niveau. Parlamentet vil alt andet lige skabe stærke institutioner, hvis ikke regeringen ved lov er forpligtiget til og dermed ikke kan afvige fra at orientere og konsultere parlamentet i EU arbejdet. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man i England ikke har udviklet stærke kontrolinstitutioner trods flertalsregering og mangel på klar lovgivning på området. Omvendt i Danmark har man trods ofte mindretalsregeringer og stærk lovgivning udviklet en stærk, parlamentarisk kontrol skabt gennem Europaudvalget og ministerrådsmøderne som institutioner. Således har strukturer, traditioner og det institutionelle design, særligt i spændingen mellem de nationale parlamenter og regeringer, afgørende betydning for udviklingen i de nationale parlamenters institutioner. Vi må alligevel som følge af disse paradokser søge andre forklaringer på forskelle og ligheder.
I en sociologisk institutionel optik kunne man alternativt pege på kulturelle, normmæssige, adfærdsmæssige forklaringer i de nationale parlamenter og deres tilpasninger til europæiseringen af lovgivningsarbejdet. Hvis parlamentet har tradition for at være konsensussøgende, har man ikke behov for at udvikle kontrolinstanser, fordi parlamentet allerede besidder stor indflydelse på lovgivningen i EU-arbejdet, når de af regeringen tages med på råd. Hvis der i parlamentet er tradition for at være åben overfor diskussion og dialog, således at oppositionens ønsker og holdninger tages med på råd, er der derfor ikke behov for stærke kontrolinstanser som kan skabe konsensus og lydhørhed. Holland står som et eksempel på et europæisk land, hvor en meget stærk kultur for at skabe konsensus og midtersøgende politikker, har medført et mindre behov for at oprette institutioner til at kontrollere regeringens EU-politik. Omvendt kan ønsket om at oprette Europa-udvalget i Danmark derfor ses som en konsekvens af et til tider anstrengt forhold mellem opposition og regering i forhold til den politiske linje i internationale institutioner, herunder eksempelvis fodnotepolitikken i NATO.
En anden kulturel og normmæssig faktor som har indflydelse på den nationale tilpasning til europæiseringen, er befolkningens engagement i EU-projektet. Hvis befolkningen ikke interesserer sig for EU og udviklingen af dette, stilles der ingen krav til parlamentet om øget kontrol af og fokus på regeringens beføjelser i EU. I England er befolkningen kritiske men dog mindre engagerede i den førte EU-politik, hvilket betyder at parlamentet ikke har samme incitament til at udvikle kontrolinstitutioner sfa. befolkningsmæssigt pres, end i lande som eks. Danmark hvor interessen for EU-spørgsmål er større.
Som en sidste forklaringstype, kan man i den rationelle institutionelle optik pege på fremtrædende politiske aktørers interesser og ønsker i forhold til den institutionelle tilpasning til EU. Helt konkret handler det om de ønsker som aktørerne, herunder eksempelvis interesseorganisationer, magtfulde politikere samt medierne, frembringer i forhandlingssituationen under udviklingen af institutionerne. Herunder opstår forskelle og ligheder i tilpasningen fra land til land, afhængigt af de vindende aktørers præferencer.
Konkluderende kan forskelle og ligheder i de nationale parlamenters institutionelle tilpasning til EU, således forklares gennem forskellige forklaringsmodeller. Dog er det ikke entydigt, hvilke faktorer, som er nødvendige og hvilke, der er tilstrækkelige.