H 18. Præsidentialisme vs parlamentarisme.

Ifølge Lijphart er der seks primære parametre, som bør berøres i en sammenligning af præsidentialisme og parlamentarisme.
De første tre parametre er stabiliteten af den udøvende magt, valgbarheden af den udøvende magt og graden af magtadskillelse.
At parlamentet i et præsidentielt system ikke kan afsætte præsidenten gør alt andet lige den udøvende magt mere stabil. Denne uafhængighed betyder endvidere at magtadskillelsesgraden er større i et præsidentielt system, hvilket ifølge Montesquieu og Madison giver større individuel frihed og mindre korruption. Valget af den udøvende magt er ligeledes mere demokratisk i et præsidentielt system, hvorunder denne vælges af folket.

De tre første parametre klares altså bedst af det præsidentielle system.
Helt entydig er denne konklusion dog ikke, da
1) et parlamentarisk system ikke nødvendigvis er ustabilt – blot eksisterer muligheden,
2) den udøvende magt i et parlamentaristisk system oftest har et legitimt demokratisk flertal bag sig og de forskellige partiers stemme i udformningen af den udøvende magt normalt kendes før stemmeafgivelsen og
3) oppositionen, en uafhængig domstol og medierne under parlamentarisme vanskeliggør korruption og øger individuel frihed.
De næste tre parametre er effektiviteten af lovgivningsprocessen, kontinuiteten og systemets grad af inklusion.
Adskillelsen af den lovgivende – og den udøvende magt i et præsidentielt system kan resultere i uoverensstemmelser som er uløselige, hvilket gør lovgivningsprocessen mere ineffektiv. Sådanne modsætninger burde ikke findes i et parlamentaristisk system. Kontinuiteten er ligeledes mere udtalt i et parlamentaristisk system, hvor den udøvende magt ikke i samme grad er periodisk anlagt (på grund af dens afhængighed af parlamentet). Slutteligt er inklusionsgraden i et parlamentaristisk system større i valget af den udøvende magt. Dette skyldes at alles stemme tæller (omend indirekte) i regeringsvalget i modsætning til i et præsidentialistisk system, hvor stemmer som ikke er afgivet på den sejrende præsidentkandidat så at sige er spildte.
Det centrale tema i denne redegørelse er således adskillelsen af den lovgivende og den udøvende magt og deres gensidige afhængighed. Det er denne strukturelle variabel som udmønter sig i forskelige fordele og ulemper de to systemer imellem.
Fordelene ved det præsidentielle systems magtuafhængighed er in summa: stabilitet, den udøvende magts demokratiske legitimitet og korruptionssandsynligheden/den individuelle frihedsgrad. Det sidste punkt kan imidlertid betvivles.
Fordelene ved det parlamentariske system magtafhængighed er: effektivitet, kontinuitet og inklusionsgrad.

2. Demokratiets udviklen og fastholdelse.
Diskussionen af demokratiers fastholdelse og udviklen er som sagt yderst aktuel grundet mange nye demokratiers fremkomst. Diskussionen heraf vil i første omgang tage udgangspunkt i en tekst af Stepan og Skach samt én af Lipset.
Stepan og Skachs tekst bygger på antagelser om at politiske strukturer har stor indflydelse på den demokratiske kultur. Ifølge teksten har de fleste af de nye demokratier valgt en præsidentialistisk demokratistruktur, og tekstens hypotese er at dette ikke nødvendigvis er det rigtige valg.
Baseret på et demokratiseringsindeks som afhængig variabel og et socioøkonomisk indeks som uafhængig variabel tester Stepan og Skach denne hypotese. De finder at parlamentaristiske demokratier scorer højere på demokratiindekset end præsidentielle – når der kontrolleres for socioøkonomiske faktorer.
I denne sammenhæng bør det dog nævnes at demokratiindekset er biased mod parlamentarisme idet den medtager en måling af antal stemmer afgivet på andre partier end det sejrende. De fleste præsidentielle systemer har nemlig kun to præsidentkandidater, hvorfor taberne nødvendigvis får færre end 50% af stemmerne. Herimod får sejrherren i parlamentaristiske systemer ikke nødvendigvis (faktisk meget sjældent) abolut majoritet i stemmeantal (især ikke i flerpartisystemer). Af denne grund vil parlamentaristiske systemer score højere på indekset og tallene bør derfor tages med forbehold.
Stepan og Skach finder endvidere at parlamentaristiske demokratier har større overlevelseschancer.
Lipsets overvejelser kredser hovedsageligt om kulturelle faktorer. Blandt andet forsøger Lipset at påvise at katolske lande er mere demokratisk ustabile end protestantiske og at lande som har været under britisk koloniherredømme udviser særlig stor stabilitet.
Denne sammenhæng kan skyldes at Storbritannien har været demokratisk siden 1600-tallet, hvilket ganske givet har smittet af på landets kolonier. De store katolske kolonimagter Spanien og Portugal blev imidlertid ikke demokratiske før i 1900-tallet, og har derfor ikke nedlagt samme demokratiske arv i deres kolonier. De katolske koloniers demokratiske ustabilitet kan således være et produkt af deres manglende demokratiske arv og socialisering og ikke som sådan et produkt af kulturelle faktorer.

Hvorledes demokratiet får bedst betingelser kan på baggrund heraf anskues fra tre vinkler:
Fra en rationel institutionalistisk vinkel er opretholdelsen af den demokratiske struktur afhængig af hvilken værdi den har for befolkningen. Institutionerne bør derfor udformes således at de mest effektivt varetager befolkningens interesser. Som redegørelsen ovenfor viser er der imidlertid ikke én udformning som objektivt kan siges at varetage befolkningens interesser bedre end den anden. Et rationelt approach giver ad denne vej ikke noget entydigt svar på hvilket system der er bedst.
Fra en sociologisk vinkel skaber institutionerne i sig selv en slags adfærd og er således ikke blot en personificering af befolkningens interesser. Det er dette perspektiv Stepan og Skach anvender når de kommer frem til at et parlamentaristisk system skaber mere demokrati. På sociologisk baggrund kan man således nå frem til at et parlamentaristisk system er at foretrække, hvis et land skal udvikle sig demokratisk og fastholdes heri. Dette skal dog tages med visse forbehold da der var visse bias i analysen.
Fra en historisk-sociologisk synsvinkel kan man på baggrund af Lipset påstå at et land sandsynligvis vil have bedre demokratiseringschancer, hvis det har været en engelsk koloni – eller: at et land er blevet givet en demokratisk arv.