F12 Nordlinger og statens autonomi

Teoretisk baggrund.
De fleste politiske teorier forudsætter ifølge Nordlinger at staten er begrænset i sin udfoldelse af samfundet (social constraints). Nordlinger mener imidlertid ikke at denne antagelse uden videre kan benyttes uden empiriske undersøgelser af dens sandhedsværdi. For at kunne teste dette må man sondre mellem stat og samfund, og analysere statens autonomi (Nordlinger(1981),p.1-5).
Teorien om statens autonomi kan ikke forklare alt, men skal snarere ses som "a complement to the society-centered model" (den m. soc. constraints) (Nordlinger(1981),p.6). De to modeller supplerer således hinanden i beskrivelsen af de politiske processer.

Statsmodellen
Statsmodellens indhold og opbygning sammenfattes i seks propositions:

1 omhandler adskillelsen af stat og samfund og om deres præferencer, som ikke nødvendigvis stemmer overens.

2 & 3 omhandler tilfælde hvor præferencerne stemmer overens.
I 2 omsættes de uden videre til authoritative actions.
I 3 benytter statslige aktører deres magt for at undgå at divergerende præferencer opstår.

4,5 og 6 omhandler tilfælde hvor præferencerne afviger fra hinanden.
I 4 forsøger statslige aktører at ændre de samfundsmæssige præferencer, så de passer til deres egne.
I 5 forsøger de at frigøre sig fra samfundets bånd og dermed øge deres autonomitet.
I 6 omsættes de statslige aktørers præferencer til authoritative action på trods af meningsforskellene.

(the six propositions findes i Nordlinger(1981),p.7).

Staten, authoritative actions og statslige præferencer
Nordlinger går herefter i gang med at uddybe sine kernebegreber. Først diskuteres staten (Nordlinger(1981),p.9-13):
En definiton skal indeholde 4 elementer:
1. Den skal referere til individer, da kun individer kan have præferencer (og underkaster sig hermed som RCT den metodologiske individualisme). (en holistisk kritik er her oplagt).
2. Staten udgøres af mere end regeringen. Den indeholder alle de individer som er involveret i at lave "public policy" (Nordlinger(1981),p.10).
3. Definitionen skal være universaliserbar.
4. Definitionen skal stræbe mod at være teoretisk- og normativt neutral.
Baseret herpå defineres staten som værende: "made up of and limited to those individuals who are endowed with society-wide decisionmaking authority" (Nordlinger(1981),p.11).
Nordlinger gennemgår herefter problemerne ved at lave en definition af staten, som ikke indeholder samfundet. Det største af disse er at mange individer befinder sig i begge sfærer (Nordlinger(1981),p.12).
Hernæst indkredses begrebet authoritative actions (Nordlinger(1981),p.13-14). Begrebet indeholder både beslutninger og ikke-beslutninger truffet af politiske aktører. Deres effekt på samfundets aktører behøver endvidere ikke være intentionel (jf. magtdiskussionen).
Authoritative actions opdeles i nogle subtyper: intrastate actions (beslutninger som ændrer på staten, men som ikke har direkte effekt på samfundet - politics og interne polity spørgsmål), state-society relations (beslutninger vedr. strukturelle forhold - polity-spørgsmål) og economy and society (værdidistribution - policy).
Slutteligt behandles statslige præferencer (Nordlinger(1981),p.14-19). Disse er vægtninger af individer i statens præferencer. Vægtningen sker indenfor statslige enheder som et råd eller et parlament og afhænger af antal for og imod, relativ magt, personlige egenskaber osv.

Statens autonomi
Hvorvidt staten er autonom kan undersøges med afsæt i de statslige - og samfundsmæssige præferencer og i hvor høj grad disse afviger, ved at undersøge hvis præferencer der får mest indflydelse på the authoritative actions.
Herefter diskuteres forskellige opfattelser og definitioner af autonomi. Herigennem fastslår Nordlinger at autonomi ikke er lig magt (Nordlinger(1981),p.21) og at statens autonomi ikke blot bør undersøges med konflikter som materiale (Nordlinger(1981),p.22-24). Endvidere argumenteres der for at en opfattelse af autonomi som intern og selv-opretholdende (á la Luhmann) er for bred og subjektivt orienteret.

Nordlingers model
Nordlinger ender med en model over forklaringer på authoritative actions i et demokrati (Nordlinger(1981),p.28). Modellen består af to akser som viser henholdsvis i hvor høj grad statens præferencer stemmer overens med authoritative actions (den vertikale) og i hvor høj grad statens - og samfundets præferencer stemmer overens (den horisontale).



















1. Societal constraints - staten og samfundets præferencer er afvigende, og samfundets præferencer afspejles i authoritative actions (AA)

2. Ingen forklaringer

3. Type 1: Staten handler på baggrund af egne præferencer og er ikke bundet af samfundet.

3 --> 4. Type 2: Staten skaber enighed ved at ændre samfundets præferencer.

4. Type 3: Staten får sine præferencer igennem, og disse stemmer overens med samfundets -.

Disse forbindes slutteligt med the proporsitions, hvorved man får, at type 1 benytter sig af prop. 5 og 6, type 2 benytter sig af prop 4 og type 3 benytter sig af prop 2 & 3.


H8:

Udgangspunkt
Wolfe tager i sin tekst om Thatchers privatiseringsprojekt udgangspunkt i statscentrerede modeller. Modellerne er forskellige i perspektiv (individer, strukturer, institutioner etc.), præferenceopfattelse (ordensopretholdelse, støtte til den herskende klasse, nationale interesser eller aggregerede aktørinteresser) og hvad der bestemmer statens magt. Dog behandles de alle under én i den efterfølgende kritik.

Thatchers privatisering
Wolfe søger gennem sit case-studie af de konservatives neo-liberale politik i Thatcher-perioden at vise, at aktører og idéer kan spille en selvstændig rolle i politiske beslutningsprocesser. Han argumenterer for at Thatcher i neo-liberalismen (og monetarismen) havde et idégrundlag, hvori policy kunne begrundes sagligt og hvorudfra oppositionens politik kunne kritiseres.
Privatiseringspolitikken har således ikke baggrund i samfundets- og statens indbyrdes magtforhold, men i ideologi og de politiske aktørers evne til at formidle denne.
Individer og omgivelser kan heller ikke uden videre adskilles, da individer ofte trækker på "environmental energies" (Wolfe(1991),p.252) i deres præferenceudoldelsesjagt. Af samme grund er en adskillelse af stat og samfund uhensigtsmæssig - de to er forbundet via idéer og individers eksistens i begge fora.
Statens autonomi kan ikke uden videre tages for givet.

(Læs bare konklusionen - resten er noget lort)