H 24 - Politisk opposition indenfor EU (Neunreitherhahnhahnmann)

Diskussion af hvilke institutionelle forandringer på EU-niveau, der kunne fremme etablering af politisk skillelinier på tværs af medlemsstater.

However…

For overhovedet at kunne diskutere ovenstående emne er det nødvendigt at definere de underliggende begreber (eidos).
I første omgang vil vi beskæftige os med begrebet politiske skillelinier.
Anvendelsen af begrebet fordrer først og fremmest en ”objektiv” dimension. Eksempler herpå kunne være socio-økonomiske - og historiske forhold, religion samt demografiske- og geografiske forhold. Disse skaber en mulighedsstruktur indenfor hvilken politiske skillelinier potentielt dannes. Dette krav er dog ikke tilstrækkeligt når talen falder på skillelinier.
Den objektive dimension må danne baggrund for en subjektiv-kollektiv identitetskonstruktion. Dvs de objektive forskelle skal udmønte sig i forskelle identiteter, som aktøren identificerer sig selv på baggrund af.
Eksempelvis er en opdeling mellem land- og bybefolkning ikke tilstrækkelig til at udgøre en skillelinie. Det er nødvendigt at grupperne opfatter denne forskel og deres position herindenfor som strukturerende den sociale virkelighed.
Ydermere er det afgørende for fremkomsten af en egentlig politisk skillelinie, at denne er mobiliseret. Der kan således tales om en skillelinie, hvis blot de to ovenstående krav er overholdt, men ikke nødvendigvis en politisk af slagsen.
Mobiliseringen består i, at grupperingerne gøres til genstand for politisk aktivitet. De kollektive identiteter skal således være relevante i forhold til, hvorledes værdier skal defineres og allokeres.

Med denne begrebslige afklaring in mente, kan vi nu bevæge os videre til området for vor undersøgelse; EU.
Kan der siges at eksistere politiske skillelinier på tværs af medlemslandene i EU?
Næppe, Jeppe.
Nok eksisterer der objektive forskelle som kunne fundere skillelinier, men disse forbliver latente pga. manglen på kollektiv identifikation og politisk mobilisering på tværnationalt niveau.
Eksempler på latente skillelinier i EU er: religiøse forskelle (som eksempelvis kunne tænkes at influere familie- og ligestillingspolitik), forskelle mellem landbrug (industri) og forbrugere, national/transnational, forskellige nationale interesser, uddannelses- (og holdningsforskellene mellem den uddannelsesmæssige elite og den øvrige befolkning) og aldersforskelle (jf. post-materialismetesen).
For at disse forskelle skal blive til skillelinier i europæisk sammenhæng er der brug for en form for identitetsgenererende arena – et politiseret offentligt rum – en European public sphere.
Ifølge Karl-Heinz Neuretzehnhahnmann kan et sådant offentligt rum kun etableres såfremt der findes en klar opdeling mellem forskellige transnationale policy-positioner. Der skal være en klar leder (führer), som kan stilles til ansvar for eventuelle seksuelle eskapader eller anden økonomisk svindel. Endvidere skal der være en klar opposition hertil som kan fremstille alternative seksuelle eskapadevisioner.

Løsningsmuligheder:
Kommissionen som regering skabt ud fra EP.
Ministerrådet fjernes og en EP-regering indsættes i stedet.
EP får også initiativret
Folkevalgt EU-præsident/EU-lederkomité
Større folkelig relevans
Klar ansvarsrøv
EU-dagsorden v. nationale valg
ændring i EP-partisystemet, således at politikere til EP-valg stiller op for deres europæiske partiblokrehnhahnmann

F 27 Hix kap 7: Interesserepræsentation

1. Teorier om interesserepræsentation.
Der er ifølge Hix fire grundlæggende teorier for hvorledes interesser bliver (eller bør blive) repræsenteret politisk. Det drejer sig om pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme.
Den centrale idé i pluralismen er, at en åben beslutningsproces vil få forskellige IO'er til at forsøge at påvirke policy-udformningen, og derved sørge for at outcome stemmer overens med samfundets krav. For at dette skal kunne lade sig gøre, skal alle aktører have lige god adgang til den politiske proces (Hix(2005),p.208).
Med baggrund i Olsons logic of collective action kritiseres pluralismen for ikke at tage højde for at grupper har forskellige grader af incitament til at organisere sig. Der er således større incitament til at blive medlem af en organisation som udelukkende søger at opnå fordele for en bestemt gruppe (landbrugsorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger o.l.) end til at blive medlem af en organisation som tilgodeser hele samfundet (miljøorganisationer o.l.), da der i det sidste tilfælde er større free-rider muligheder og mindre egennytte (se penge) for indsatsen (Hix(2005),p.209).
Affødt af denne kritik menes det i korporatismen, at staten aktivt bør engagere "the social partners" (arbejdstagere og arbejdsgivere) i beslutningsprocessen (Hix(2005),p.209). Skellet mellem arbejdsmarkedets parter antages indenfor denne optik for at være helt grundlæggende i samfundet. Man kunne herimod indvende at både arbejdstagere og -givere har fokus på produktion og arbejdsmarked og dermed ikke medtager overvejelser, som ligger udenfor dette fokus, i beslutningsprocessen. (Hix(2005),p.209).
Indenfor konsociationalismen derimod antages kulturelle skel (på baggrund af fx religion, nationalitet og sprog) at være samfundets grundlæggende forskelligheder, hvorfor det er samfundets kulturelle grupper der skal repræsenteres politisk. Denne model er især brugbar i kulturelt fragmenterede samfund, hvor den kan hjælpe til at nedbryde disharmonien.
Til både korporatisme og konsociationalisme kan man indvende at de, i deres forsøg på at inddrage de vigtigste parter i beslutningsprocessen, ekskluderer andre væsentlige synspunkter (er miljøspørgsmål eksempelvis ikke et spørgsmål der deler kulturer??). (Hix(2005),p.210).
Endelig påstår neopluralister, at den bias der findes i pluralismen kan overvindes ved at staten tager en mere aktiv rolle og ved hvert issue inddrager de parter som er relevante herfor. Eksempelvis ville man istedet for at spørge arbejdsmarkedets parter eller forskellige sproglige grupper til råds om miljøspørgsmål spørge miljø-NGO'er (fx Greenpeace) og industriråd. (Hix(2005),p.210).
Pluralisterne slår dog tilbage og siger at det relativt lille incitament til at organisere "public interests" stiger når andre gruppers interesser gentagne gange bliver fulgt.

2. Interesserepræsentation i EU
Mængden af interessegrupper som søger at påvirke den europæiske beslutningsproces er stadigt stigende. Det drejer sig både om specifikke europæiske netværk oprettet specielt til formålet, enkelte firmaer, regioner fra de enkelte medlemslande, nationale interesseorganisationer, konsulentbureauer (private firmaer som kan hyres til at lobbye) og EU advokatfirmaer.

Forretningsinteressegrupper (business) er langt den største gruppe, som forsøger at påvirke beslutningsprocessen. Disse er altså yderst velrepræsenterede, hvilket antyder en pluralistisk model. Dette skyldes bl.a. at det europæiske marked nok er EUs allervigtigste kompetenceområde (indeholder både landbrug, transport, handel og markedskoordination m.m.). De fleste business-grupper er enten nationale sammenslutninger (fx DI og Landbrugsrådet), kontorer for individuelle firmaer eller sektor-specifikke europæiske sammenslutninger. Der findes dog også flere magtfulde sammenslutninger som repræsenterer flere forskellige sektorer. Eksempler herpå er UNICE (en sammenslutning af nationale business-sammenslutninger) og ERT (en sammenslutning af nogle af de største firmaer i Europa). (Hix(2005),p.213-216).

Fagforeninger, "public interests" og sociale bevægelser var længe relativt underrepræsenterede i Bruxelles. Siden starten af halvfemserne er dette dog begyndt at ændre sig - bl.a. som følge af at mange bestemmelser om arbejdsmarked, miljø etc. er blevet EU-kompetenceområder.
Dette har bl.a. resulteret i, at fagforeningernes organisatoriske udtryk på europæisk niveau (ETUC) med Maastricht-traktaten har opnået høringsret på sociale policy områder. På dette policy-område kan der altså siges at være korporatistiske træk i den europæiske beslutningsproces. Dog har arbejdsgiverinteressenter været bedst til at mobilisere sig på europæisk plan og har derved større magt, hvorfor der ikke kan tales om ren korporatisme.
(Hix(2005),p.217).
Også miljø- og forbrugerorganisationer og sociale NGO'er har fået større indflydelse på beslutningsprocessen. Disse modtager ofte finansiel støtte fra kommissionen, som også har spillet en nøglerolle i udformningen af organiserede fora, hvorigennem bevægelserne opnår indflydelse. Denne neopluralistiske udvælgen som kommissionen foretager har dog den uheldige konsekvens at nogle ekskluderes fra beslutningsprocessen (Hix(2005),p.218-219).

Territoriale/regionale interesser er ligeledes repræsenteret i EU gennem Committee of the Regions (CoR), hvori der sidder repræsentanter for regionale "regeringer". Regionerne har efter Maastricht haft konsultationsret i forbindelse med regionelt orienterede policy tiltag og i forbindelse med spørgsmål om den økonomiske - og sociale sammenhængskraft i EU.
Dette benyttes ofte som et argument for en såkaldt multilevel governance model (se Mette Kjærs tekst). Dette kan dog ikke siges at gælde for hele EU, men blot for disse områder.
(Hix(2005),p.220-223).

Nationale interesser er ganske stærkt repræsenteret i EU.
Først og fremmest har kommissionen ganske vist initiativret, men lovforslagene udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for de nationale administrationer.
Endvidere er kommissionen afhængig af nationalt baserede organisationers ekspertise og information om nationale forhold, som disse kan søge at påvirke i egen interesseretning. Yderligere er det indenfor medlemsstaternes kompetenceområde at "oversætte" EU-lov til national kontekst og overvågningen heraf sker ligeledes af nationale repræsentanter (i form af kommitteerne i comitology-systemet).
Alt dette peger i retning af en konsociationistisk interesserepræsentation baseret på nationale skel medlemsstaterne imellem. Alle de interesser som fremføres i løbet af EU-beslutningsprocessen kan dog som vist ikke knyttes til snævre, nationale interesser. Nogle er mere transnationale og andre er regionale, og man kan derfor ikke kalde systemet rent konsociationistisk, men det indeholder elementer heraf.
(Hix(2005),p.223-225).

3. Udbud og efterspørgsel efter interesserepræsentation.
I sin forklaring af interesserepræsentationen i EUs udformning trækker Hix igen på teorier om supply og demand. Repræsentationen i dens nuværende form er således for Hix et produkt af en efterspørgsel efter bestemte ydelser af visse aktører som udbydes af visse andre -.

Efterspørgslen efter repræsenterede interesser på EU-niveau har især to årsager:

1) Globaliseringen af økonomien gennem nedbrydelse af toldmure og øget samhandel har gjort at "companies have had to become multinational to survive" (Hix(2005),p.225). Firmaer er derfor ikke ligeså interesserede i at påvirke den nationale beslutningsproces som i fordums mindre globaliserede tider. EU har således været en måde at imødekomme denne transnationaliserende udvikling.

2) Magtens øgede koncentration i EU har ved gjort transaktionsomkostningerne ved europæiske forretninger mindre. Især industrier med stor extra-europæisk konkurrence har interesse i at organisere interesser på europæisk plan for bedre at kunne modstå konkurrencen udefra.

Udbuddet er ligeledes forårsaget af to ting; dels er kommissionen afhængig af IO'ernes ekspertise for at kunne fremsætte kvalificerede lovforslag, men især er kommissionen og EPs kontakt med interessegrupperne forårsaget af deres ønske om at øge egen magt. Ved at have forskellige interessegrupper i ryggen kan de lægge mere vægt bag deres lovforslag og derved få mere gennemført.
(Hix(2005),p.225-230).

Interesserepræsentationen i EU er altså yderst forskelligartet. Den besidder træk fra både pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme. Medlemsstaterne og de institutionelle aktører (fx kommissærer og partier i EP) synes dog stadig at have mest magt og IO'er er bare "lubricants of the policy-making machine, albeit essential lubricants" (Hix(2005),p.231).

F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
1. hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
2. aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
3. .aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
4. demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise

Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.

Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

Spm. 3 (spø 1 og 2 er med i besvarelsen)
Swinnen beskriver 4 forskellige faktorer som betinger valget af jordreformerne i central og Østeuropa. De fire procedure som har indflydelse på valget af reformerne er: tidligere ejerskab af landjord, kommunistregimets varighed, før-kollektivisering ejernes etniske baggrund og lighed i før-kollektiviseringsfordeling. Jordreformerne tager enten form af tilbagelevering af kollektiviseret jord til tidligere ejere eller distribution af jord efter ligheds- eller effeciensprincipper. Hvilken form, der blev valgt, afhang af ovennævnte faktorer og en vægtning af lighed og efficiens. Efficiens og lighed udelukker ikke nødvendigvis hinanden. I nogle tilfælde, hvor lighed kræver en opbrydning af større virksomheder (gårde), og hvor landbrugsproduktionen ikke er specielt arbejdskraftintensiv, vil lighed være i uoverensstemmelse med efficiens, fordi lighed mindsker stordriftsfordele. I andre tilfælde, fx Albanien, hvor landbrugsproduktionen er arbejdskraftintensiv, er en ligelig fordeling af jorden faktisk efficient, fordi incitamentet til at producere er større, hvis man selv ejer jorden.
Jordreformerne blev således foretaget ud fra delvis en økonomisk betragtning, delvis en retfærdighedsbetragtning (herunder både historisk retfærdighed og nuværende økonomisk lighed), delvis egeninteresser fra de politiske aktørers side. Resultaterne af reformerne afhænger af hvilken en af fordelingsreformerne der vælges. Vi kan se ud fra tabel 1 at, de tidligere sovjetiske republikker (CIS) har valgt at distribuere landjorden, hvor de østeuropæriske lande (CEE) derimod har valgt at restituere jorden med undtagelse af Rumænien og Ungarn, som valgte en blanding. Ud fra tabel 2 ses det at CIS landene har markant dårligere resultater end CEE-landende: GDP er faldet med 25 % og produktiviteten hos landarbejderne er faldet med 21%. Dette kan muligvis forklares ud fra førnævnte måde at fordele landbrugsjord. Det tyder på, at CIS-landenes forkærlighed for en lige fordeling per capita ikke udmønter sig i en effektiv økonomisk politik, hvorimod CEE-landenes tendens til at fordele efter de retmæssige ejere giver økonomisk effeciens – som stordriftsfordele, men formegentlig også større lighed.
En anden forklaring kan være den sociale infrastruktur og det politiske klima i de enkelte lande i CEE-landene er mere gunstigt for økonomisk effektivitet eksempelvis Beskyttelse imod korruption og arbejdsmarkedspolitik. Her kan også nævnes kulturelle faktorer som umoral, utugt og grad af religiøsitet.
En trejde faktor er grad af kommuniske før kollektiviseringen. Her kunne man argumentere for at de tidligere sovjetrepublikker har mistet deres iværksætter-kultur og initiativ. Her kan også nævnes deres uforholdsmæssige store forbrug af vodka.
En fjerde faktor er den politiske og økonomiske støtte fra vesten heriblandt incitament til at komme med i EU og NATO.
En femte forklaring kan være tallene for policy indiks 1997-98, som viser at CIS-landene i langt højere grad lader liberale værdier gennemstrømme samfundet på flere områder som frihed og egotropisme.

H 22 - Holzhacker

Mulige forklaringer på forskelle/ligheder i nationale parlamenters institutionelle udvikling med afsæt i Holzhacker: ”Nationale parlamenter i den Europæiske Union” (2004). (Hugget fra Lykke)
De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som følge af pres oppefra EU-niveau og vælgerpres nedefra. Presset fra EU-niveau skabes fordi, medlemslandene har afgivet beslutningskompetencer om lovgivningen på stadig flere af de områder, som de nationale parlamenter traditionelt har varetaget. Det betyder demokratisk underskud, fordi vigtige dele af EU-apparatet ikke på samme måde som det nationale parlament er direkte folkevalgt. Samtidig mister de nationale parlamenter den kontrol, de normalt har haft over lovgivningsarbejdet. Da de nationale parlamenter fortsat har ansvaret for implementeringen af de stadig flere love, stiger ønsket om medindflydelse på det forudgående arbejde naturligt. Presset forstærkes, når de nationale befolkninger samtidig stiller de nationale parlamenter til ansvar for lovgivning på EU-niveau. De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som et modtræk til denne for de nationale parlamenter ikke gunstige udvikling på EU-niveau.
Holzhacker opstiller otte kriterier til vurdering af parlamenternes kontrolbeføjelser i forhold til regerings mandat i lovgivningsarbejdet på EU-niveau. Kriterierne opdeles i tre overordnede kategorier: formelle regler, institutioner og partiadfærd. De formelle regler og institutionerne knytter an til en historisk institutionalisme forklaring med fokus på konteksten og forløbet frem til de institutionelle ændringer. Den rationelle instiutionalisme kan bruges til at se på betydningen af aktørerne i institutionerne for udviklingen. Partiadfærden lægger sig op ad forklaringer baseret på den sociologiske institutionalisme. Hver af disse institutionelle forklaringstyper lægger sit eget fokus på årsager til institutioners opståen og videreudvikling.
Holzhacker peger her på regeringstyper som forklaring på forskellige og ligheder, fordi typen af regering i en historisk institutionalistisk optik er afgørende for, hvordan de nationale parlamenter vælger at tilpasse sig den stigende europæisering. Holzhacker konkluderer i denne sammenhæng, at parlamenter med mindretalsregering har mest indflydelse på regeringens beføjelser, parlamenter under koalitionsregeringer har nogen indflydelse, mens parlamenter under flertalsregeringer har mindst indflydelse. Afgørende er altså i hvor høj grad regeringen er afhængig af parlamentet og dermed inddrager parlamentet for at opnå sine beføjelser. Hvis parlamentet har ringe indflydelsesmulighed, vil de alt andet lige søge at skabe stærke institutioner til at opveje den skæve magtfordeling. Dette ønske om at udvikle institutioner, så de står stærkere forstærkes, hvis der samtidig ikke eksplicit er nedfæstet nogen formelle love og regler for regeringens inddragelse af parlamentet i sine beføjelser på EU-niveau. Parlamentet vil alt andet lige skabe stærke institutioner, hvis ikke regeringen ved lov er forpligtiget til og dermed ikke kan afvige fra at orientere og konsultere parlamentet i EU arbejdet. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man i England ikke har udviklet stærke kontrolinstitutioner trods flertalsregering og mangel på klar lovgivning på området. Omvendt i Danmark har man trods ofte mindretalsregeringer og stærk lovgivning udviklet en stærk, parlamentarisk kontrol skabt gennem Europaudvalget og ministerrådsmøderne som institutioner. Således har strukturer, traditioner og det institutionelle design, særligt i spændingen mellem de nationale parlamenter og regeringer, afgørende betydning for udviklingen i de nationale parlamenters institutioner. Vi må alligevel som følge af disse paradokser søge andre forklaringer på forskelle og ligheder.
I en sociologisk institutionel optik kunne man alternativt pege på kulturelle, normmæssige, adfærdsmæssige forklaringer i de nationale parlamenter og deres tilpasninger til europæiseringen af lovgivningsarbejdet. Hvis parlamentet har tradition for at være konsensussøgende, har man ikke behov for at udvikle kontrolinstanser, fordi parlamentet allerede besidder stor indflydelse på lovgivningen i EU-arbejdet, når de af regeringen tages med på råd. Hvis der i parlamentet er tradition for at være åben overfor diskussion og dialog, således at oppositionens ønsker og holdninger tages med på råd, er der derfor ikke behov for stærke kontrolinstanser som kan skabe konsensus og lydhørhed. Holland står som et eksempel på et europæisk land, hvor en meget stærk kultur for at skabe konsensus og midtersøgende politikker, har medført et mindre behov for at oprette institutioner til at kontrollere regeringens EU-politik. Omvendt kan ønsket om at oprette Europa-udvalget i Danmark derfor ses som en konsekvens af et til tider anstrengt forhold mellem opposition og regering i forhold til den politiske linje i internationale institutioner, herunder eksempelvis fodnotepolitikken i NATO.
En anden kulturel og normmæssig faktor som har indflydelse på den nationale tilpasning til europæiseringen, er befolkningens engagement i EU-projektet. Hvis befolkningen ikke interesserer sig for EU og udviklingen af dette, stilles der ingen krav til parlamentet om øget kontrol af og fokus på regeringens beføjelser i EU. I England er befolkningen kritiske men dog mindre engagerede i den førte EU-politik, hvilket betyder at parlamentet ikke har samme incitament til at udvikle kontrolinstitutioner sfa. befolkningsmæssigt pres, end i lande som eks. Danmark hvor interessen for EU-spørgsmål er større.
Som en sidste forklaringstype, kan man i den rationelle institutionelle optik pege på fremtrædende politiske aktørers interesser og ønsker i forhold til den institutionelle tilpasning til EU. Helt konkret handler det om de ønsker som aktørerne, herunder eksempelvis interesseorganisationer, magtfulde politikere samt medierne, frembringer i forhandlingssituationen under udviklingen af institutionerne. Herunder opstår forskelle og ligheder i tilpasningen fra land til land, afhængigt af de vindende aktørers præferencer.
Konkluderende kan forskelle og ligheder i de nationale parlamenters institutionelle tilpasning til EU, således forklares gennem forskellige forklaringsmodeller. Dog er det ikke entydigt, hvilke faktorer, som er nødvendige og hvilke, der er tilstrækkelige.

F 21 Konsolidering af demokratier

1. Merkel og konsolideringsmodellen

1.1 Bagvedliggende overvejelser.
Merkels tekst omhandler demokratisk konsolidering. Det indledende afsnit diskuterer definitioner af disse to begreber.
Demokratidiskussionen bygger på Dahls otte kriterier, som findes brugbare og benyttes videre i teksten. Dog bør man være opmærksom på visse forbehold. Især fremdrages det at en demokratidefinition ikke bør være knyttet til en bestemt kultur eller tidsånd. Dog bør en sådan definition have et vist normativt indhold, som kan sørge for at demokratier ikke frembringer "morally unacceptable results" (Merkel(1998),p.35).
Diskussionen af konsolidering tager udgangspunkt i Przeworski, som siger at et demokrati er konsolideret når det er blevet "the only game in town" (Merkel(1998),p.37). Pridham mener dog blot at dette er en form for negativ konsolidering, idet det blot indbefatter at man ikke bryder reglerne, da det er den eneste mulighed man lige har. Han tilføjer at et demokrati også bør være positivt konsolideret - altså at pøbel og elite opfatter institutionerne som legitime.

1.2 Modellen som er den største i verden.
Merkel skaber en vældig model som bygger på fire hovedkonsolideringsformer; konstitutionel konsolidering, repræsentativ konsolidering, adfærdsmæssig konsolidering (af veto-aktører/elite) og konsolideringen af civilsamfundet (massen). Disse fire udgør et hierarki, idet den første er en forudsætning for den anden osv (i nævnt rækkefølge). Der er dog også visse eksterne faktorer som har betydning for et demokratis konsolidering - økonomi, geografi (nærhed til andre demokratier), internationale institutioner og skillelinier.
(se figur 1 (Merkel(1998),p.41).

1.3 Konstitutionel konsolidering
Idet konstitutionen bestemmer polity-udformningen har den stor indflydelse på demokratiets konsolidering. Den bestemmer de rammer og regler som demokratiet og de demokratiske aktører skal handle indenfor.
Eliterne har en helt central rolle i udformningen af konstitutionen, idet det som oftest er dem der bestemmer dens udformning. Eliterne kan have fire forskellige roller afhængigt af måden hvorpå konstitutionen bliver udformet og vedtaget:

1) Konstitutionen skrives af en valgt gruppe og vedtages ved folkeafstemning - her har eliterne kun indirekte magt (dette scenarie er dog også sjældent). Grundet den lange proces der her er involveret (hvor man ikke har nogen grundlov!) er dette ikke nødvendigvis den mest hensigstsmæssige lønsning.

2) Konstitutionen skrives af en valgt gruppe uden folkeafstemning - her har eliterne stor betydning, men er trods alt demokratisk valgte. Empirien viser dog at graden af demokrati i konstitutionsfrembringelsesprocessen ikke spiller en særligt stor rolle.

3) Konstitutionen udfærdiges af et statsligt organ med efterfølgende folkeafstemning.

4) Konstitutionen udfærdiges af et statsligt organ uden efterfølgende folkeafstemning. Fælles for tre og fire at elitens accept af konstitutionen er absolut essentiel for den demokratiske konsolidering.

(Merkel(1998),p.46 - 47).

Empirisk bør konsolideringen indeholde følgende elementer: social og politisk inklusion (ingen minoriteter skal holdes udenfor), institutionel effektivitet og politisk effektivitet (politik skal ses som en måde at løse social problemer) - dette vil bidrage til legitimiteten.
Her kan det så diskuteres hvilket valgsystem, partisystem og institutionelt design der er bedst for demokratiets konsolidering (meningerne herom er dog yderst delte).

1.4 Repæsentativ konsolidering.
Hvor det første niveau omhandlede selve konstitutionen, omhandler dette niveau politics - partier, IO'er o.l.
Især tre ting har indflydelse på partisystemernes udformning;
Skilleliner, valgsystem og overgangskonflikten mellem det autoritære regime og den demokratiske opposition. Dette sidste har dog oftest kun en midlertidig effekt, idet oppositionen vil opløses efter ideologiske og sociale skel. Dog kan visse valgsystemer vanskeliggøre denne opløsning. Hvis der er tale om et rent majoritært valgssystem vil store grupper måske systematisk blive holdt udenfor indflydelse, hvilket øger deres utilfredshed med demokratiet og dermed underminerer konsolideringen. Hvis det er et forholdstalsvalgsystem kan regeringsdannelser blive ustabile, hvilket undergraver demokratiets effektivitet. Disse to problemer øges ved nævneværdige skillelinier (BRUG CENTRIPETALISME). Den bedste løsning er derfor en mellemting.
(Merkel(1998),p.50 - 51).

Tre andre partirelaterede emner som har indflydelse på demokratiets konsolidering er fragmentering (hvor mange forskellige issues der bliver dannet partier på baggrund af), polarisering (og anti-system partier) (hvor langt partierne (især de store) ligger fra hinanden ideologisk) og flygtighed (hvor holdbare partierne er - altså om man kan regne med at de stiller op til næste valg).
(Merkel(1998),p.52 - 53).

Partier alene kan imidlertid ikke sikre den repræsentative konsolidering - det er også vigtigt med et netværk af interesseorganisationer, hvis primære opgave er at skabe ikke-statslige fora for politisk diskussion - og spiller således samtidig en rolle i konsolideringen af civilsamfundet. Det er vigtigt at de er organiserede, da de eller ikke kan opnå politisk indflydelse. IO'er har dog traditionelt ikke spillet en stor rolle i demokratisk konsolidering - der er ikke grobund for dem i et totalitært styre, og det er derfor svært pludselig at danne en foreningsmentalitet efter det totalitære styres sammenbrud. Dette giver dog samtidig et vis legitimitetstab.

1.5 Veto-aktørers adfærdsmæssige konsolidering
Det er yderst centralt for demokratiets konsolidering, at eliterne overholder de vedtagne regler. Dette sker selvfølgelig kun hvis de anser demokratiet for legitimt - er dette ikke tilfældet er der store demokratiske farer (for fx militærkup eller kapitalflugt).
(Merkel(1998),p.56).

1.6 Konsolidering af civilsamfundet (pøblen).
På langt sigt er det nødvendigt at også befolkningen opfatter demokratiet som legitimt, hvis konsolideringen skal føres helt igennem. Der er her forskellige skoler for hvad civilsamfundet er:

1) Locke'sk: civilsamfundet er en statsuafhængig sfære som beskytter individet mod staten.

2) Pluralistisk: kommunikationen mellem grupper i civilsamfundet nedbryder skillelinier og giver samfundet sammenhængskraft.

3) Tocqueville'sk: civilsamfundet er foreninger hvor befolkningen lærer at være demokratiske mennesker. Tolerance, kompromis og tillid kommer herfra.

4) Kritisk teori: civilsamfundet skal fremsætte krav fra svage, som ikke selv kan organisere sig.

I forbindelse med konsolideringen af et demokrati, er 2) og 3) de vigtigste funktioner ved civilsamfundet, og det er disse der bør fremelskes.


2. Larry Diamond råber: "PAKISTAN!!!"

Antallet af demokratier stiger og det samme gør procentdelen af verdens lande som er demokratier.
Den tredje demokratiseringsbølge har givet vind i sejlene til Fukuyama og the end of history.
Men vil der komme en modbølge? Pakistan er måske den første i en række af lande som sammen vil udgøre modbølgen.
Der var 3 årsager til Pakistans demokratiske sammenbrud; nedbrydelsen af retssystemet (blev stadig mere korrupt), stigende polarisering (etniske og især religiøse skillelinier øgede vold, usikkerhed og ustabilitet) samt økonomisk fiasko og statens kompetencemangel (økonomien umuliggjorde bekæmpelse af korruption og fattigdom og staten var end ikke i stand til at udbyde vand og el).

Swing states:
Larry Diamond udpeger på baggrund af freedom house's demokratiindeks en række svingstater, som har en demokratiscore på mellem 2 og 3,5. Disse kan betegnes semidemokratiske og kan i princippet både bevæge sig i retning mod mere demokrati og modsat. Disse lande (bl.a. Indien, Rusland og Brasilien) udgør en stor del af verdens befolking og står for en betragtelig del af verdens samlede BNP. Det er altså ikke ligegyldigt for verdenssituationen hvorvidt de bliver demokratiske eller ej. Årsagerne til disse landes problemer er meget lig de ovenfornævnte årsager; manglende legitimitet, manglende evne til at varetage skillelinieproblemer på fredelig facon og økonomisk krise.

Improving Governance:
Larry Diamond er så klog så han ved selvfølgelig lige hvordan man skal ordne alle verdens problemer - nu skal I bare høre:

1) Styrke horisontal ansvarlighed: dette gøres ved at skabe stærkere institutioner (især retssystemet skal styrkes). For at disse institutioner skal være legitime skal de være "self-restraining". Dette kan gøres ved at skabe institutioner som gensidigt kontrollerer hinanden (checks and balances). Institutionerne findes i mange semi-demokratier, men fungerer ikke særligt godt.
(Diamond(2000),p.101 - 102).

2) Styrke civilsamfundet: massemedier, IO'er mv. er nødvendigt for at stille statsinstitutionerne til regnskab og fremkomme med forskellige krav.

3) Mediere konflikt: give alle grupper ret til politiske deltagelse og udfoldelse af egen kultur for at minimere skilleliniekonflikter.

4) Økonomisk og statslig reform: styrke staten og liberalisere økonomien

5) Styrke politiske partier: partier er nødvendige for at skabe gennemsigtighed. Governance alene kan ikke konsolidere et demokrati - der er brug for politics. De politiske partier skal rodfæstes og gøres selvopretholdende.

H 18. Præsidentialisme vs parlamentarisme.

Ifølge Lijphart er der seks primære parametre, som bør berøres i en sammenligning af præsidentialisme og parlamentarisme.
De første tre parametre er stabiliteten af den udøvende magt, valgbarheden af den udøvende magt og graden af magtadskillelse.
At parlamentet i et præsidentielt system ikke kan afsætte præsidenten gør alt andet lige den udøvende magt mere stabil. Denne uafhængighed betyder endvidere at magtadskillelsesgraden er større i et præsidentielt system, hvilket ifølge Montesquieu og Madison giver større individuel frihed og mindre korruption. Valget af den udøvende magt er ligeledes mere demokratisk i et præsidentielt system, hvorunder denne vælges af folket.

De tre første parametre klares altså bedst af det præsidentielle system.
Helt entydig er denne konklusion dog ikke, da
1) et parlamentarisk system ikke nødvendigvis er ustabilt – blot eksisterer muligheden,
2) den udøvende magt i et parlamentaristisk system oftest har et legitimt demokratisk flertal bag sig og de forskellige partiers stemme i udformningen af den udøvende magt normalt kendes før stemmeafgivelsen og
3) oppositionen, en uafhængig domstol og medierne under parlamentarisme vanskeliggør korruption og øger individuel frihed.
De næste tre parametre er effektiviteten af lovgivningsprocessen, kontinuiteten og systemets grad af inklusion.
Adskillelsen af den lovgivende – og den udøvende magt i et præsidentielt system kan resultere i uoverensstemmelser som er uløselige, hvilket gør lovgivningsprocessen mere ineffektiv. Sådanne modsætninger burde ikke findes i et parlamentaristisk system. Kontinuiteten er ligeledes mere udtalt i et parlamentaristisk system, hvor den udøvende magt ikke i samme grad er periodisk anlagt (på grund af dens afhængighed af parlamentet). Slutteligt er inklusionsgraden i et parlamentaristisk system større i valget af den udøvende magt. Dette skyldes at alles stemme tæller (omend indirekte) i regeringsvalget i modsætning til i et præsidentialistisk system, hvor stemmer som ikke er afgivet på den sejrende præsidentkandidat så at sige er spildte.
Det centrale tema i denne redegørelse er således adskillelsen af den lovgivende og den udøvende magt og deres gensidige afhængighed. Det er denne strukturelle variabel som udmønter sig i forskelige fordele og ulemper de to systemer imellem.
Fordelene ved det præsidentielle systems magtuafhængighed er in summa: stabilitet, den udøvende magts demokratiske legitimitet og korruptionssandsynligheden/den individuelle frihedsgrad. Det sidste punkt kan imidlertid betvivles.
Fordelene ved det parlamentariske system magtafhængighed er: effektivitet, kontinuitet og inklusionsgrad.

2. Demokratiets udviklen og fastholdelse.
Diskussionen af demokratiers fastholdelse og udviklen er som sagt yderst aktuel grundet mange nye demokratiers fremkomst. Diskussionen heraf vil i første omgang tage udgangspunkt i en tekst af Stepan og Skach samt én af Lipset.
Stepan og Skachs tekst bygger på antagelser om at politiske strukturer har stor indflydelse på den demokratiske kultur. Ifølge teksten har de fleste af de nye demokratier valgt en præsidentialistisk demokratistruktur, og tekstens hypotese er at dette ikke nødvendigvis er det rigtige valg.
Baseret på et demokratiseringsindeks som afhængig variabel og et socioøkonomisk indeks som uafhængig variabel tester Stepan og Skach denne hypotese. De finder at parlamentaristiske demokratier scorer højere på demokratiindekset end præsidentielle – når der kontrolleres for socioøkonomiske faktorer.
I denne sammenhæng bør det dog nævnes at demokratiindekset er biased mod parlamentarisme idet den medtager en måling af antal stemmer afgivet på andre partier end det sejrende. De fleste præsidentielle systemer har nemlig kun to præsidentkandidater, hvorfor taberne nødvendigvis får færre end 50% af stemmerne. Herimod får sejrherren i parlamentaristiske systemer ikke nødvendigvis (faktisk meget sjældent) abolut majoritet i stemmeantal (især ikke i flerpartisystemer). Af denne grund vil parlamentaristiske systemer score højere på indekset og tallene bør derfor tages med forbehold.
Stepan og Skach finder endvidere at parlamentaristiske demokratier har større overlevelseschancer.
Lipsets overvejelser kredser hovedsageligt om kulturelle faktorer. Blandt andet forsøger Lipset at påvise at katolske lande er mere demokratisk ustabile end protestantiske og at lande som har været under britisk koloniherredømme udviser særlig stor stabilitet.
Denne sammenhæng kan skyldes at Storbritannien har været demokratisk siden 1600-tallet, hvilket ganske givet har smittet af på landets kolonier. De store katolske kolonimagter Spanien og Portugal blev imidlertid ikke demokratiske før i 1900-tallet, og har derfor ikke nedlagt samme demokratiske arv i deres kolonier. De katolske koloniers demokratiske ustabilitet kan således være et produkt af deres manglende demokratiske arv og socialisering og ikke som sådan et produkt af kulturelle faktorer.

Hvorledes demokratiet får bedst betingelser kan på baggrund heraf anskues fra tre vinkler:
Fra en rationel institutionalistisk vinkel er opretholdelsen af den demokratiske struktur afhængig af hvilken værdi den har for befolkningen. Institutionerne bør derfor udformes således at de mest effektivt varetager befolkningens interesser. Som redegørelsen ovenfor viser er der imidlertid ikke én udformning som objektivt kan siges at varetage befolkningens interesser bedre end den anden. Et rationelt approach giver ad denne vej ikke noget entydigt svar på hvilket system der er bedst.
Fra en sociologisk vinkel skaber institutionerne i sig selv en slags adfærd og er således ikke blot en personificering af befolkningens interesser. Det er dette perspektiv Stepan og Skach anvender når de kommer frem til at et parlamentaristisk system skaber mere demokrati. På sociologisk baggrund kan man således nå frem til at et parlamentaristisk system er at foretrække, hvis et land skal udvikle sig demokratisk og fastholdes heri. Dette skal dog tages med visse forbehold da der var visse bias i analysen.
Fra en historisk-sociologisk synsvinkel kan man på baggrund af Lipset påstå at et land sandsynligvis vil have bedre demokratiseringschancer, hvis det har været en engelsk koloni – eller: at et land er blevet givet en demokratisk arv.

F 16 og H 14 Metode:

1. Guy Peters:

1.1 Komparativ analyse:
Guy Peters indleder sin tekst med at beskrive besværlighederne ved at bedrive videnskab for samfundsvidenskaben. "The real difficulty for the social sciences is making convincing statements about the causation of political phenomena, given the complexity of interactions among the whole range of social phenomena and the number of external sources of variance" (Peters(1998),p.28).
Samfundsvidenskabens opgave er at finde frem til en uafhængig variabel som har særlig stor indflydelse på den valgte afhængige variabel.
Grundsætningen lyder: "Maximise experimental variance, minimise error variance and control extraneous variance" (Peters(1998),p.30).
Den eksperimentielle varians er forskelligheder på den afhængige variabel man undersøger (eksempelvis forskellig score på et indeks for politisk deltagelse - uafhængige variable kunne så være alder, uddannelse, køn osv - det vigtige er således at man ikke kun ser på den gruppe som har scoret en bestemt værdi på indekset, men kontrollerer sine fund med data med en anden score på den afhængige variabel). Man bør dog ikke udvælge cases efter at deres værdi på den afhængige variabel passer med det resultat man vil frem til.
I visse undersøgelsestilfælde kan man vælge cases som har ens værdi på den afhængige variabel (hvis det er hensigten at undersøge hvilke uafhængige variable der er bestemmende for denne værdi).
Minimeringen af error variance omhandler reliabiliteten. Dvs tilfældige fejl grundet eksempelvis skrivefejl i transkriberinger, sløsede interviewrapporter o.l. Disse antages dog at ikke at biase analyser, da de grundet deres tilfældighed antages at fordele sig ligeligt om gennemsnittet.
Kontrollen med extraneous (udefrakommende/fremmed) variance er kontrol med kausalitetsfejl. Dette kan eksempelvis skyldes at man har overser en variabel og der i realiteten er tale om en spuriøs sammenhæng. Grundet samfundsvidenskabens kompleksitet er det dog praktisk talt umuligt at finde frem til den egentlige, rene årsag. Man kan dog gøre visse ting for at forsvare sig mod for stor "extraneous variance".
En måde er at have en plausibel teori som kan underbygge udvælgelsen af uafhængige variable. En anden er at observere de samme cases over tid for bedre at kunne identificere systematiske fejl. En tredje er at benytte flere cases som antages at ligne hinanden relativt meget(fx tyske länder). Det kan dog være et problem at generalisere fra cases som ligner hinanden meget til et større appliceringsområde, hvor the cases ikke besidder disse fællestræk. Der kan således siges at være et trade-off imellem generaliseringsgrad og det at minimere mængden af extraneous variance.

(Peters(1998),p.31-35)

En skelnen mellem MSS og MDS er nødvendig fordi komparativ analyse oftest omhandler selektiv udvælgning af cases (modsat statistik, hvor de udvælges tilfældigt)

1.2 Most Similar System (MSS):
I MSS udvælger man en række cases som ligner hinanden på de fleste måder (benelux-landene, skandinavien, de vesteuropæiske demokratier, folk fra negerlandene osv). Det undersøges om der er forskelle imellem de valgte cases på en afhængig variabel, og derefter hvilke uafhængige variable der varierer i samme mønster. Sammenhængen kan så antages at være kausal. De store ligheder i de valgte cases er et forsøg på at isolere de faktorer som kan være årsag til forskellene imellem dem. Problemet hermed er dog alle de variable som nødvendigvis er udeladt i analysen, som egentlig ligesåvel kunne have været årsager til sammenhængen.

1.2 Most Different System (MDS):
I MDS udvælges derimod en lang række cases som er utroligt forskellige. De har dog alle én værdi på den valgte afhængige variabel til fælles (fx der har været revolution). Man kan således se en masse variable som ikke har indvirkning på den afhængige variabel, da de ikke har ens værdi i alle de valgte cases (denne tankegang hviler på et Popper'sk grundlag), og kan samtidig finde én eller flere som de forskellige cases ser ud til at have til fælles. Man kan herefter hypotisere en kausal sammenhæng med (mener tilhængere af MDS) større sikkerhed end i MSS.

(MSS og MDS - Peters(1998),p.37-41)

1.3 Globalisering:
Et problem som komparative analytikere bør tage højde for, er diffusion. Diffusion er et begreb der dækker spredning af politiske fænomener og idéer - eksempelvis via globalisering eller kolonialisering. Eksempelvis er det problematisk at undersøge Danmark som en selvstændig case og herfra udlede en kausalsammenhæng, idet Danmark har været udsat for store påvirkninger udefra via globalisering m.v. Det samme kan postuleres om lande der ligger tæt på hinanden og "smitter" hinanden - eller om lande der ligger nær en ideologisk rollemodel (fx USA eller mig).

1.4 Individ - kollektiv:
Et ofte set problem i komparativ analyse, er slutning fra individ til kollektiv eller omvendt. Et eksempel på individ til kollektiv kunne være civic culture, hvor individer findes at være politisk engagerede, hvorfra det sluttes at samfundet er karakteriseret ved stor civic culture - politisk engagement behøver dog ikke være samfundsrelateret - der behøves en kollektiv sammenhængskraft for at en egentlig kultur kan eksistere.
Et eksempel på det modsatte kunne være at se at danskere har en høj gennemsnitindkomst og så glemme at tage højde for at visse befolkningsgrupper har et væsentligt lavere gennemsnit, hvorfor det er forkert at behandle Danmark som en koherent gruppe.

1.5 Validitet:
Der findes to former for validitet; intern- og ekstern-.
Intern validitet er i hvor høj grad man kan være sikker på at ændringen i en afhængig variabel skyldes den antagede ændring i en uafhængig variabel (fx at køn virkelig har indflydelse på hvor mange ræve man har spist). Dette kan kontrolleres ved at lukke af for udefrakommende støj (eksempelvis ved at lave et laboratorielt lignende eksperiment).
Ekstern validitet er i hvor høj grad man kan generalisere fra observerede sammenhæng til hele populationen (dette er fx lettere hvis eksperimentet er foregået i de omgivelser hvor folk normalt bevæger sig). Der er således et klart trade-off mellem de to former for validitet.
Det er ofte en god idé at forsøge en mellemting.
Det vigtigste i forhold til at forsvare sig mod invaliditet er at være opmærksom på de farer der er - gøre sig klart hvad man ser bort fra, og hvad man inkluderer.
Et andet validitetsproblem er at cases kan ændre sig i løbet af den observerede periode.

Det er vigtigt at gøre sig klart hvilke cases man udvælger, så man bliver opmærksom på om man er biased i sin udvælgelse og hvis dette er tilfældet så hvorledes.

En anden typisk fejl er at man ser bort fra fænomenet regression towards the mean. Dette fænomen kan eksemplficeres ved en klasse som har dumpet en eksamen og så skal have ekstraundervisning, hvorefter de tager eksamenen igen. Da halvdelen består konkluderer man at ekstraundervisningen var en succes - men de kunne jo ikke klare sig værre. Det eneste resultat man kunne nå frem til med denne metode (medmindre ALLE dumpede) var således at det var en succes. Som forsvar herimod kan man lave kontrolgrupper.


2. Timothy P. Wickham-Crowley


2.1 Teori
Wickham-Crowley undersøger en række latinamerikanske lande, som alle har haft en revolution. Det er vanskeligt at sige hvorvidt undersøgelsen benytter sig af MSS eller MDS, da undersøgelsen i høj grad er en viderebygning på andres undersøgelser.
I sig selv er undersøgelsen en mangelfuld MSS, idet Wickham-Crowley undersøger lande som har en hel del til fælles (ensartet sprog, kultur, beliggenhed, BNP etc.), men han undersøger ikke forskelle herimellem - og man kan derfor ikke tale om et egentligt MSS.
Snarere er det et forsøg på at undersøge hvorvidt andres teorier om revolutioner gælder i Latinamerika - altså en del af en MDS-analyse.

2.2 Empiri:
Det Wickham-Crowley kommer frem til er at de områder i de enkelte lande, hvor revolutionerne havde bedst fat - hvor der var guerillaaktiv støtte, er områder som havde en overvægt af squatters (folk som dyrker land de ikke selv ejer) eller sharecroppers (som deles om et stykke jord).