Kornelins

2010-08-12T04:30:00.000+02:00

I went out drinking with Søren Lundsgård Jørgensen a couple of years ago. Let me say at once, that it was not the first time. He drinks like the Great Victoria Desert in Australia - as though he had been thirsting forever. I never reavealed this since it was all over the newspapers at the time, but here it goes; I was there at the Vores Sted Scandal. PM me for more info.

2006-06-14T18:47:00.000+02:00

F13 Velfærdstaten
“The three worlds of welfare capitalism”
Gøsta Esping-Andersen

Problemstilling: Esping-Andersen viser årsagerne til velfærdsstaterne, hvad der kendetegner dem og deres effekt på samfundene. Han slutter af med et bud hvordan de vil klare sig i det postindustrielle samfund.
· Forklaring på velfærdstatens opståen.
· Forklaring på variation i velfærdsstatstyper.
· Forklaring på konsekvenser af forskellige velfærdsstatstyper.

Velfærdsstaten er en del af det politiske system – indretningen af velfærdsstaten har indflydelse på hvordan outputtet kommer til at tage sig ud. Sidste del af teksten tager problemstillinger op omkring velfærdsstatens problemer og det postindustrielle samfund.

Indhold:
En gængs forståelse: ”at staten accepterer et ansvar for leveringen af omfattende ydelser til borgerne” (s 18n). Definition: ” it involves state responsibility for securing some basic modicum of welfare for its citizens”.

Esping-Andersen arbejder med 3 teser som uafhængige variable, som er afgørende for arbejderbevægelsernes evne til at skabe en velfærdsstat:
- Social mobilisering: fagforbundenes magt til at forhandle overfor kapitalister afgøres af hvor høj graden af organisering er, men også hvor stærkt fællesskabet er til at stå sammen mod kapitalisterne.
- Stemmer på arbejderpartier: Reel magt til at gennemføre en velfærdsstat opnås ved at vinde den lovgivende og udøvende magt.
- evne til at lave koalition – særligt med bønder: historisk har arbejderpartier haft meget svært ved at nå 50 % af stemmerne, derfor har en koalition med andre været af afgørende betydning. Historisk har det været med bønderne.

Hvad er en velfærdsstat?
- En velfærdsstat er kendetegnet ved dekommodificering af arbejderen. Dekommodificering betyder afvareliggørelse. Ved en decomodificering gøres arbejderen uafhængig af markedet. Det kan ske ved et socialt sikkerhedsnet, som giver arbejderen et reelt valg mellem at sælge sin arbejdskraft og lade være. Uden et socialt sikkerhedsnet er arbejderen reelt tvunget til at sælge arbejdskraften for højeste bud – han er blot en vare.
- Dekommodificering er ikke fuldstændig i noget samfund, da arbejderen alle steder vil gå ned i standard, ved at lade være med at arbejde.
o Dekommodificering var kravet fra arbejderne, da de dermed ikke ville være afhængige af kapitalisterne.
o Dekommodificering var kapitalisternes skræk, da de ikke længere ville kunne tvinge arbejderne via markedskræfterne.

Traditionelle approaches: Det er disse to Esping-Andersen gør op med.
System/strukturtilgang.
- Holistisk tilgang. Det er systemet, som ”vil” og driver udviklingsprocessen. Forklaringerne bliver dermed gerne funktionalistiske.
- Argumentationen går på at industrialiseringen gør en velfærdsstat både nødvendig og mulig. Først fordi markedet kun tager sig af de stærke. Velfærdsstaten er mulig, fordi kapitalismen giver en økonomisk velstand som grundlag for omfordeling til svage. (13-14)
- På grund af system fokus har tilgangen en tendens til at fremhæve ligheder mellem systemer, og lade det at være kapitalistisk den afgørende lighed.
o Svaghed: tilgangen kan ikke forklare den sene fremvækst af velfærdsstater i forhold til industrialiseringen.
- Marxistisk tilgang: velfærdsstaten er indrettet på en sådan måde at den plejer kapitalens interesser. (s 14)
Institutionel tilgang:
- Polanyi (1944): økonomien må være indlejret i det sociale samfund for at sikre samfundets overlevelse.(14n)
- Empirisk: velfærdsstater opstår mere i ”small open economies” end andre steder. Det sker for at beskytte sig mod storkapitalen.
- J. S. Mill og Tocqueville argumenterede for at social sikring ville opstå, fordi hovedparten af samfundet var interesseret i sikring mod nød. (s 15)
- Public choice teori påpeger, at velfærdsstaten vil opstå, fordi der demokratisk vil være kamp om at vinde medianvælgerens gunst.
o Svaghed: empirisk er den svær at eftervise, da den vil hævde, at velfærdsstater vil opstå hvor demokrati er udbredt. Det skete faktisk tiltag allerede tidligere. Det er ikke sket i USA før sent.

Esping-Andersen bruger social klasse som politisk aktør. Han hævder at balancen mellem klassernes magt afgør det distributive outcome.

Hvorfor en velfærdsstat?
Arbejdere har incitament til at oprette en velfærdsstat, fordi deres sammenhold er begrænset af intern konkurrence på markedet. Hver især er arbejderne underlagt tilfældige ulykker og kræfter udenfor deres rækkevidde. Derfor vil de have interesse i en kollektiv forsikring – en velfærdsstat.

På grund af det grundlæggende problem, at arbejderpartier praktisk talt aldrig har vundet absolut flertal i et parlament, har udviklingen af velfærdsstaten været underlagt arbejderpartiernes evne til at indgå en koalition med især bønderne. Senere har videreudviklingen været givet ved støtte fra middelklassen.
Der er krav om skattenedsættelser i de lande med lav skattesats, hvilket forklares med at man ikke kan se nytten i staten.
Kritik:
- Esping-Andersen forklarer ikke nærmere hvorfor klasser som politisk aktør, er den bedste approach.
- Velfærdsregimerne er alene forklarende. Den siger intet om, om vi kan forvente en lignende udvikling andre steder.
- Galtons problem: udviklingen skete praktisk talt samtidigt alle steder. Måske er der en fælles ekstern forklaring.

(F13) ”The new politics of the welfare state”.
Paul Pierson

Side 144-145 mangler.
Pierson argumenter for, at den nye politik for velfærdstaten, er meget forskellig fra den gamle.
Et skift i velfærdens mål og kontekst skaber en ny politik. Denne nye politik, mærket af presset for at undgå upopulær politik, er bestemmende for nye politiske strategier. Politikker vil søge bred enighed på at reformere, for at kunne sprede skylden. Om disse anstrengelser er en succes kan afhænge om strukturen af politikker allerede er på plads. I afsnit 2 argumenter han for, at teoretiske diskussioner for velfærdstaten er fejlet i at tage denne pointe op.
2) A new ”logic of industrialism”?
En af de tidligere teoretikere Harold Wilensky sagde, at en velfærdstats vækst korrelerer med økonomisk vækst. Dette har været med til at beskrive væsentlige sociale politikker mellem rige og fattige stater, men ikke forskellene mellem de rige demokratier. Globalisering af kapitalmarkeder flytter vigtige økonomisk politiske redskaber væk fra national regeringerne og indskrænker social politikken muligheder.
Social dumping: Firmaer operer hvor lønnen er lav og på denne måde kan de underbyde firmaer med høje omkostninger. I ekstreme tilfælde kunne dette føre til at velfærdstaten flyttet alt arbejde ud, men dette kan kun betale sig hvis bl.a. infrastrukturen, produktiviteten er høj. Neoklassisk teori siger, at dette ikke sker så længe der er en tilstand af fordelagtigt investering.(s.148-149)
Selvom social dumping argumenter er holdbar, så vil meget stadigvæk afhænge af balancen af politisk støtte og modståelsen af en substantiel genindførelse af velfærdstaten.
Kort fortalt: Policy outcomes kan ikke direkte opstå fra økomoniske trends.
Magt ressource perspektivet som tillægger cross-national forskelle i social anskaffelse har i høj grad to forskelligheder i distributionen af politiske ressourcer mellem klasser.
Magt ressourcer
· Klasse baseret kampe over social forsørgelse opstår fordi sociale programmer påvirker handelspositionen af arbejder og medarbejder.
· Stærke unioner og venstre partier medvirker til væksten af sociale programmer.
”New institutionalisme”
Institutionerne laver reglerne for spillet ved politiske kampe, som har indflydelse på gruppe identitet, politiske præferencer og styrker magten hos nogle grupper mens mindsker den os andre. Institutionerne påvirker også regeringens ydeevne, bl.a. deres administrative og finansiel ressourcer for at tage politiske tiltag.
Taler for institutioner har udtalt to ting:
Stærke stater har større mulighed for at producer stærke velfærdsstater, med stærke stater defineret som: administrativ ydeevne og institutionel sammenhængskraft.
God feedback giver gode velfærdsstater
Til hvilket punkt har velfærdstaten gennemgået begrænsninger? Og hvilke lande og programmer har været mest usikker overfor begrænsninger (retrenchment) og hvorfor? Dette svare Pierson på ved at se på udviklingen af 4 velfærdsstater: USA, Tyskland, Sverige og England. Resultatet støtter forskellige påstande. 1) Der er mange beviser for et bred forslag om at, stærke stater eller venstre magter er en udvej til begrænsede outcome. 2) upopolariteten af begrænsningerne medfører sandsynligvis ikke store nedskæringer på nær under budget kritik og selv her er radikalt restriktion usandsynlig 3) For samme grund prøver regeringer, at forhandle frem til enighed i stedet for, at påtvinge reformer ensidigt, som yderligere formindsker muligheden for at reformere. 4) Frem for at skabe en selvforstærkende dynamik tender nedskæringer til at støtte velfærdsstaten.
Over tid undergår alle institutioner forandringer og disse kan ikke isoleres fra social udvikling. Velfærdsstaten er ikke nogen undtagelse. Væksten af velfærdsstaten har transformeret politikken af social policy. Et historisk perspektiv burde vise at, politik i dag operere i et miljø, som er fyldt op med politik fra fortiden, i stedet for at forslå, at nuværende politik skal genlyde konflikterne fra det forrige æra.

2006-06-14T16:46:00.000+02:00

F 14: Withering Welfare?
Duane Swank

Globalization, political economic institutions, and contemporary welfare states”

Sætter globaliseringen politikerne under pres til at reformere og afvikle velfærdstater? = Forskellige velfærdsregimers respons på globalisering varierer med nationalt institutionelt set-up.
Ift. Easton befinder vi os inde i staten og hvorledes staten omstiller sig på nye inputs (globalisering).

Teori
Politiske økonomer hævder at internationalisering og især kapitalens frie bevægelse vil kunne føre til et velfærdsmæssigt ”race to the bottom” landene imellem, for at tiltrække investeringer. Det er fangens dilemma: individuelle regeringer vil have stærkt incitament til at skære i sociale ydelser og sænke virksomhedsskatterne m.m. for at gøre sig konkurrencedygtig.
Modteori: Åbne økonomier har koncentreret de industrielle sektorer, hvilket har medført stærke handels unioner, centraliseret kollektive forhandlinger og stærke venstrefløjspartier. Disse kræfter øger indsatsen for social velfærd statslig indblanding i det hele taget.
Teksten trækker på teori om institutionalisme og også stiafhængighed.

Swanks tese: Forskellige velfærdsregimers respons på globalisering varierer med nationalt institutionelt set-up. Dvs. velfærdsreformer (og mulighederne for disse) kommer an på hvorledes de institutionelle strukturer påvirker og skaber interesser og interessekoalitioner, strategiske valg m.m. hos vælgere, politikere, arbejdsgivere m.fl.

Institutioner har betydning for hvordan og i hvor høj grad pro-velfærdsinteresser har mulighed for at forsvare velfærdstaten (s.72-73). Institutioner:
1) strukturerer repræsentationsmuligheden for dem velfærdsreformer går ud over
2) har indflydelse på styrken af pro velfærds interesser. (enighed, størrelse, koalitioner, etc.) (jf. RC-inst)
3) former værdier som er vigtige for den politiske proces vedrørende velfærd. (jf. soc-inst.)

Swank anvender Esping andersensen 3 velfærdsregimer: Universalmodellen (den skandinaviske/socialdemokratiske), den kontinentale model (konservative) og den anglo-saksiske model (liberale).

Swank hævder at produktionsregimet spiller en afgørende rolle for hvorledes interesser, strategiske valg, arbejdernes politiske kapaciteter, regeringens politik og kapital. Han påviser hvilket produktionsregime der generelt set knytter sig til de forskellige velfærdsregimer. (tabel 3.2 s. 64)
Med produktionsregimer forstås: 1) Grad af national koordinering gennem fælles forhandlinger ml. centraliserede arbejdsgivere og fagforeninger. 2) Grad af sektor koordinering (virksomhedsnetværk).

Konklusion:
Han finder at der universale og kontinentale velfærdsregime, med deres tendens til national koordinering og sektor koordinering, sandsynligvis vil modstå globaliseringspresset på velfærdsstaten, da der vil være et pres fra mange sider for at forsvare og bevare velfærdsstaten. Der vil være mulighed for et korporativt pres, og universalisme og kontinental-modellen vil fremme samarbejde, arbejder- og middelklasse koalitioner og konsensus om velfærdsstatens legitimitet.
Liberale velfærdsstater (angelsaksiske) derimod vil ikke på samme måde have institutionel grobund for en stærk koordineret modstand mod velfærdsreformer, bl.a. pga. det ukoordinerede (dvs. markedsstyrede) produktionsregime. Her vil i højere grad eksistere konkurrence og minimalstats holdninger.

Empiri
Swank anvender Sverige Tyskland og England som eksempler på henholdsvis den skandinaviske-, kontinentale- og angelsaksiske model. Han påviser hvorledes der i såvel Sverige som Tyskland fra 1980-95 er sket en forøgelse i velfærdsudgifter (i.f.t. % af BNP) hvorimod der i England ikke er sket en forøgelse.

2006-06-14T10:33:00.000+02:00

Referat af kap. 8, Hix, regulation of the single market.

Teorier om regulering af markedet.
I neoklassisk teori vil markedet selv skabe pareto-optimalitet. I virkeligheden finder der dog en masse ”market failures” sted, som politikerne derfor går ind og regulerer. Regulerings politik har således ikke som mål at redistribuere men blot regulerer så der igen opnås pareto optimalitet for alle involverede. Derved siger teorien at dette bedst gøres via uafhængige institutioner (s. 237).
Producenterne bliver mest berør af reguleringerne og er derfor dem der har størst interesse i at gå ned og påvirke politikken. Dertil kommer at man finder at forbrugerne er ”rationally ignorant” omkring de specifikke reguleringspolitikker og som resultat bliver regulerings politik designet og lavet hovedsageligt for producenternes bedste (s.238)
I virkeligheden finder man dog at ingen producent kan gå ind op påvirke politikken fuldstændig så der vil altid være nogle fordele for forbrugerne også.
Eksempler på at politikerne er gået ind og har tilgodeset særlige faggrupper ses ved Frankrigs landbrugssektor og England finansielle service sektor (s. 238).

1. Effektueringen af det indre marked:
Store dele af etableringen af det indre marked havde mere karakter af deregulering da det handlede om at skabe et fælles internt åbent liberaliseret marked.

Første skridt var SEA traktaten og med den fastsatte man d. 31 december 1992 som datoen for fuldførelsen af implementeringen af de nye regler om det indre marked. Det indebar 280 stykke lovgivning der hovedsageligt fordelte sig på tre områder: Fysiske barriere, tekniske barriere og finansielle barriere.
Fysiske barrierer: Disse indebar fælles kunde regler og fjernelsen af papir arbejdet og inspektionen ved de interne grænser. Med undtagelse af England, Irland og Danmark blev disse indført.
Tekniske barrierer: Disse indebar harmonisering af regler og gensidig anerkendelse af regler således at det blev lettere at handler på tværs af grænser.
Finansielle barrierer: Disse indebar harmonisering af fælles skat på varer, hvorved der blev sat en minimumsgrænse på 15 %. Man harmoniserede ligeledes reglerne for ”excise dutise”, herunder fjernelse af reglerne for mængder af alkohol og tobak der måtte transporteres over grænserne, og fjernelsen af duty-free salg på fly og færger (s. 239).

Processen forsættes efter 1992 og med Amsterdam traktaten i 1997 fokuserede man på at simplificerer lovgivningen om det indre marked samt en samlet koordineret indsats fra Kommissionen og medlemslandene om at sikre implementeringen af lovgivningen. Man lavede også et ”singe market scoreboard” for at få oversigt over medlemslandenes implementerings rate. Fra 1997 til 2003 skete der store fremskridt, men den viste også at der skete mange overtrædelser samt at der var stor forskel på hvor hurtige landene var til at implementerer lovgivningen fra EU. De nordiske rige (protestantiske ?) lande var langt hurtigere end de sydlige (katolske?) lande. Samlet stod Frankrig og Italien for 26 % af alle overtrædelserne ( s. 242).

1.2 Konkurrence policies
Med maastricht traktaten (EC-treaty) i ’93 indførte man en række systemer for at sikre konkurrencen i det indre marked og Kommissionen fik mulighed for at forhindre anti-konkurrence praksisser herunder uligheden for at udskrive bøder.
Konkurrence reglerne havde 3 hovedpunkter:
- Antitrust regulations; herved blev aftaler mellem firmaer gjort ulovlige, såsom karteldannelser, plus de offentligt ejede industrier blev underlagt samme konkurrenceregler.
- Regulations af state aids; statslig støtte til industrier som derved truede den fri konkurrence blev gjort ulovligt.
- Merger control; Indførelse af regler for regulering af sammenslutninger af store handelsselskaber.
Merger control indbefattede at der blev nedsat en Merger task force som vurderede store sammenslutninger og havde mulighed for at blokere dem. Denne kom under stor kritik for at være for uigennemsigtig og for mangel på appel muligheder. Merger kontrollen blev reformeret men kritiseres stadig for at mangle en a priori juridisk vurdering fra domstolen inden vurderingen finder sted samt at der ikke er klart adskilte kompetence områder mellem Kommissione og the Merger Task Force (s. 245).

1.3 Nye liberaliserings metoder.
Trods de mange nye regler var der stadig store områder der forblev regulerede og stod uden for harmoniseringen, særligt det nationale arbejdsmarked samt den finansielle service sektor.
Man besluttede sig derfor i starten af 2000 at få åbnet op for fælles EU regler på disse områder og det europæiske råd bestemte sig på et møde i Lissabon i 2000 for tre overordnede retningslinjer der skulle få EU til at komme op på niveau med USA og blive ” the most competitive and dynamic knowledge-based economy in teh world” (se side 246 for de 3 mål, herunder er bl.a. mål derførte til det netop vedtaget servicedirektiv om arbejdskraft fri bevægelighed).
De tre mål var dog meget vage og overordnede som et resultat af at Rådet var meget splittet. Centrum-højre regeringerne og England ønskede fokus kun på reformer af det strukturelle arbejdsmarked og velfærdsreformer, hvorimod venstrefløjsregeringerne med Tyskland og Frankrig i front ønskede særlig fokus på investeringer i menneskelig kapital, uddannelse og videns økonomi (s. 247). Hvor den stærke Delores kommission i 80’erne kunne presse og samle regeringer om de fælles regler for det indre marked, havde opbødningen af Kommissionens kompetencer i Maastricht og Amsterdam traktaterne samt det at Romano Prodi var en mindre stærk leder gjort at disse ikke kunne bruges af regeringerne til at gennemtvinge fælles mål. Resultatet blev en ny form for vedtagelses metode; ”open method of coordination” OMC (se kapital 2, det er bl.a. ”naming and shaming” metode, - altså nogle svagere metoder end egentlig lovgivning).

For at styrke liberaliseringen af det finansielle marked nedsatte man en komite med Lamfalussy i spidsen. Komiteen fremsatte en liste over lovgivnings og regulerings metoder, samt en ny lovgivnings procedure for adoptering af disse metoder samt for regulering af de europæiske finansielle markeder (s. 248).
Lamfalussy processen gør det kun muligt for politikerne i Rådet og EP at vedtage overordnede policy guidelines. Detaljerne udfærdiges af en række eksperter. Dette førte til en vis skepsis fra politikernes side da de var bange for den manglende gennemsigtighed og metoden blev først accepteret af EP i 2002 mod at Kommissionen lovede at EP blev ligestillet med Rådet i sager hvor de skulle inddrages (s. 248). Ideen med at adskille udformningen af lovgivningen fra politikerne er ideen om at eksperter vil skabe mere langsigtede løsninger angående market failures (se teori afsnit øverst om uafhængige institutioner), ligesom pengemarkedet er adskilt fra politikerne. Hvorimod ændringerne på arbejdsmarkedet er meget politiske emner og behandles derfor ikke under denne metode.

1. 4 Konsekvenserne af dereguleringspolitikken.
Resultatet af målene for det indre marked har været deregulering af en lang række sektorer, særligt, fly transport, telekommunikation, elektricitets udbud og finansielle services.
Den store åbenhed på markedet kan fører til at firmaer vælger at placerer sig i lande med færrest forhindringer for dem hvilket vil fører til en ”race to the bottom” effekt.
På den anden side viser det sig dg også at omkostningerne ved regulering ikke vejer op for andre hensyn ved valg af marked, såsom arbejdskraftens specialisering. Denne effekt kan fører til et ”race to the top”. Sådanne er fundet sted på det på det finansielle service område hvor internationalt samarbejde har ført til højere standarder (s. 250).
Man er dog overbevist om at det indre marked kombineret med den fælles monetære union vil have en stor indflydelse på de nationale makroøkonomiske policies, og tvinge stater til at holde skatteraten og arbejdskrafts omkostninger nede (s. 250).

2. Regulering via positiv integration; miljø og socialpolitik.
Regulering på miljø- og socialområdet bunder ikke udelukkende i ønske om at opnå pareto optimalitet, men bunder i fælles værdier.

2.1 Miljø policy
I 1972 tog Rådet initiativ til at starte en række miljøprogrammer. Disse kulminerede i 6 aktionsprogrammer som satte prioriteringerne for EU frem til 2010 med vægt på disse 4 områder: klima forandringer, natur og biodiversitet, miljø og helbred og håndteringen af natur ressourcer og affald (s. 252). Med Maastricht traktaten blev miljøpolitikken indskrevet i en traktat og yderligere tiltag blev taget med Amsterdam-traktaten. Hovedvægten i EU bliver lagt på følgende punkter:
- Luft og lyd forurening
- Bortskaffelse af affald (?) (Waste disposal)
- vand forurening
- kemikalie produkter
- natur beskyttelse og biodiversitet
- Environmental impact assesment (miljø beskatning af private og offentlige industrier over en vis størrelse).
- Øko-mærkning
- European Environment Agency
- natur og teknologiske risici

Miljøpolitik er det område der i EU er mest lovgivning omkring. Det er også et område hvor implementeringen går hurtigt. Den variation der dog alligevel er skyldes ifølge Börzel de institutionelle strukturer og industriens indflydelse.
Grunden til EU er så effektiv på dette område skyldes også at det er politikker der søger at regulerer market failures. Forurening er således en negativ externalitet der rammer alle ligesom bedre miljøstandarder og mærkning vejer op for den manglende tilgængelige information til kunderne der ellers eksisterer. EU kar indført miljøstandarder for alle områder af produktionen (s. 254).
Miljøreglerne for EU har fulgt niveauet for landene med de højeste miljøstandarder. Dette skyldes en fælles opfattelse af vigtigheden af miljøspørgsmål og er således et ideologisk valg gemt under forklaringen om market failures, skriver Hix. Hertil kommer at befolkningerne i landene med de lavere standarder er for en fælles håndtering af miljøproblemerne og landene sætter sig derfor ikke imod de fælles beslutninger.
Den fælles miljø politik under EU har således ført til ”up-market environmentalism” i stedet for ”environmental dumping” (s. 255).

3. Social politik.

Allerede i Rom-traktaten åbnes der op for social politik på EU niveau. Det var dog først i 80’er på initiativ af de franske socialister Mittterand og Delores at den sociale dimenson igen kom på tale. Det resulterede i at der i SEA’en blev åbnet op for harmonisering af sundheds og sikkerheds regler ved kvalificeret flertals afstemninger. Senere udviklede medlemslandene et socialt charter. England skrev dog som det eneste land ikke under. Da et flertal af medlemslandene stemte for at få indskrevet charteret i Maastricht traktaten vetoede England beslutningen. Der blev derfor udarbejdet en social protokol der tog fat på emner som arbejdes forhold og ”workers consultation” hvor der kunne afstemmes ved QMV og ved enstemmighed ved mere følsomme områder.
I 1997 gik den engelske regering dog med til at indarbejde den sociale protokol samt et nyt socialt charter i Amsterdam-traktaten (s. 256).
Trods disse tiltag har der kun været meget få tilfælde af reel EU socialpolitisk lovgivning. Der er dog sket udvikling indenfor en række områder (se s. 257-258) men det er langt fra det niveau man i nationalstaterne lovgiver om social politik på. Social politik på EU niveau handler primært om at regulerer for at ændre på market failures, frem for social omfordeling som i medlemslandene. Det område der er sket mest på er rettigheder for immigranter og migranter, samt sundheds og sikkerheds standarder. Områder som arbejders rettigheder, arbejdsforhold og industrielle relationer har mere karakter af ideologiske spørgsmål om kapitalismens udfoldelse og medlemsstaterne foretrækker derfor at der ikke vedtages fælles regler herom (s. 259). Som resultat er der på disse områder kun lavet aftaler der fastsætter minimumsstandarder og overlader en stor del autonomi til staterne selv for den konkrete udformning af reglerne.
De eneste sociale regler der er lavet på EU niveau som overstiger det pareto efficiente niveau for social regulering omhandler ligestilling og diskrimination (s. 260).

3. 1 EU regulering: mellem harmonisering og voluntarisme.

Resultatet af de miljø og social politisk love på EU niveau er at EU er blevet et reregulerende regime (reregulatory regime, s. 260). Den første grund hertil er at de reregulerende regler har ført til harmonisering af regler samt skabt dem i lande der ikke havde dem. Der anden grund hertil er at den reregulerende EU politik har medført skabelsen af fælles europæiske normer og værdier som går langt udover afviklingen af de market failures der var intentionen.
På det social politisk område har udvilingen dog båret stor præg af voluntarisme. Streeck beskriver det som et alternativ til den stramme regulering eller ingen regulering (s. 261).
Selvom om målet for EU lovgivningen har været rettet mod market failures og derved kun skulle være regulering har det haft stor indirekte omfordelings effekt således at der er dannet en form for europæisk velfærdsstat.
Det dannede reregulerende regime har slet ikke samme omfordelings kraft som staterne men ”regimet” afspejler et velfærdskompromis på EU niveau som sætter visse restriktioner og valg for de eksisterende velfærdskompromiser på statsplan. Regimet udøver nedadgående prs på staterne med høje arbejdsmarkeds standarder og opadgående pres på staterne med lave arbejdsmarkeds standarder (s. 261).

4. Forklaringer på EU’s regulerings politik.

Der er særligt tre udviklinger i EU’s regulerings politik som mangler forklaring:
- Hvorfor EU har været mere succesfuld med deregulerings politik frem for regulering.
- Hvorfor EU har haft nemmere ved at vedtage produkt standarder frem for processtandarder
- Hvorfor EU har haft nemmere ved at vedtage regler for ligestilling og diskriminering frem for regler for arbejdsforhold og arbejders rettigheder (s. 261).
For at svare på ovenstående har teoretikere fokuseret på følgende; 1. de nationale regerimgers efterspørgsel efter EU regulering og deregulering. 2. De private interessers efterspørgsel efter regulering og deregulering. 3. Kommissionens udbud af regulerings policys og policy ideer. 4. De institutionelle begrænsninger for disse udbud og efterspørgsel i EU’s lovgivningsproces (s. 262).

4.1 Efterspørgselen efter regulering; mellemstatslige forhandlinger.
Med SEA’en vedtog medlemslandene enstemmigt at danne det indre marked. Den deregulering det medførte var et kompromis mellem England der så det som en måde at udbrede deres deregulerings politik på, og Frankrig der med et socialistisk udgangspunkt til trods så på de økonomiske gevinster et indre marked ville skabe og derved opretholdelse af konkurrence niveauet overfor USA og Japan.
Samtidigt med dereguleringsreglerne for det indre marked indførte man anført af soicalisterne fælles regler for miljø og social politik. Som nævnt i tidligere afsnit er der sket størst udvikling indenfor produkt regler og ikke process regler. Dette kan forklares ved at se på de rige landes præferencer kontra de fattige, idet man antager at de fattige ønsker at fastholde deres lavere standarder i stedet for de rige landes højere standarder.
Ved produkt rgeler ønsker måde de rige og fattige lande fælles regler på området frem for ingen sregler (se figur s. 263). Herved kan de egnes om at overdrage kompetencer til Kommissionen, for at finde frem til den bedste fælles løsning.
Ved proces regler ønsker både de rige og fattige lande at fastholde deres egne regeler, . altså ingen aftaler, frem for fælles enten højere eller lavere standarder. På den måde kan de fastholde deres konkurrencekraft, de rige i form af produktivitet og arbejdsforhold og de fattige i form af lavere lønninger (s. 263-264).

4.2 efterspørgselen efter regulering; private interesser og EURO-pluralisme.
Forskellen i udviklingen af fælles regler afhænger, mener andre, af at erhvervslivets interesser er mere organiseret på EU niveau end, forbrugerorganisationer, handelsorganisationer og miljøorganisationer (s. 264). Dette gør at erhvervslivet har større interesse i at fremme regulering i et multilevel politisk system, samt det at de har bedre muligheder for at udfører lobby arbejde, end de andre interesse organisationer (s. 265).
Erhvervslivet er også mere tilbøjelige til at accepterer høje produkt standarder end proces standarder da disse er billigere, samt at dette sikre samhandelen med USA og Japan.
Det hele indkapsles dog ikke ved kun at se på erhvervslivets interesser. Kommissionen har som mulitilevel organisation med de socalistiske kommissærer i front været ivrige efter at inddrager organisationer i policy processen og socalitiske regeringer har støttet Kommissionens forsøg på at harmoniserer produkt standarder (s. 265).

4.3 Udbuddet af reguleringer.
Policy resultaterne skyldes dog ikke kun efterspørgselen efter regulering. De skyldes lige så meget variationen i udbuddet af policies. Der er ikke altid overensstemmelse mellem udbuddet og efterspørgselen. Dette kan skyldes, at, dels er Kommissonens interesser anderledes end staternes i det Kommisssionen altid ønsker at øge egen magt og dels at den framing et policy får kan være med til at afgøre støtten. Kommissonen kan som initiativtager styre framingen samt nøjes med at fremsætte forslag der fremmer deres interesser og som den ved der er støtte til i de to lovgivningskamre og på den måde indskrænke staternes muligheder (s. 266).
Kommissionen har udnyttet deres rolle som dagsordensfastsætter aktivt, ved at udnytte de aktuelle situationer, comitoligies’nes faglige kompetencer, styringen af udbuddet af lovgivning og informationen til regeringerne kunnet tvinge det ellers påpasselige Råd til at gennemfører den lovgivning Kommissionen ønskede.

4.4. Institutionelle begrænsninger.
Udbuddet og efterspørgselen efter lovgivning er begrænset af de institutionelle strukturer. Udviklingen i EU forklares ud fra to retninger af institutions teorier; Histprisk institutionalisme og rationel choice institutionalisme.
Rational choice institutionalisme (s. 268): Variation i lovgivnings processerne iver variation i policy outcome. Hvor der kræves enstemmighed i Rådet kan Kommissionen stille forslag som ligger tæt på de mindst integrationsvenlige stater stadig foretrækker frem for status quo. Men ved kvalificeret flertals afgørelser har Kommissionen og EP mulighed for at trække rådet i en mere pro integrations retning. Hermed forklares forskellene i udvikling på miljø området kontra social området.
Historisk institutionalisme (s.268): her fokuseres på de strukturelle besiddelser EU systemet har, og den resulterende sti afhængighed. Regeringerne er bundet af deres ønske om genvalg få år efter og tænker derfor mere kort sigtet i deres politisk stategier. Her kan kommissionen gå ind og tænke mere langsigtet. Regeringerne har som følge her af ikke kunnet forudsige de fremtidige tiltag Kommissionen tiltænker som følge af et fremsat lovforslag.
Hertil kommer også at forskellige policy områder har tilknyttet forskellige normative programmer. Det indre marked opfattes således som et kollektivt gode og har derfor haft bedre muligheder for at opnå fælles accept (s. 268).

2006-06-13T20:18:00.000+02:00

Holdtime 17, Skocpol, Theda, 1982, "rentier state and the shi'a islam in the iranian Revolution".

Skocpol og den lille gnu med pletter af lilla

Ifølge Athena Bjarne Skocpol kan den iranske revolution betragtes som en social revolution, dvs. som en omvæltning af landets stats- og klassestruktur samt ideologi (Skocpol: 265). Sociale revolutioner er bottom-up oprør, hvor den sociale underklasse er den igangsættende faktor.
Skocpols forklaring på revolutioner generelt kan beskrives som strukturforklaringer; revolutioner produceres (dette ord vælges, fordi vi er determinister!) af hurtig modernisering, der fører til relativt afsavn og utilfredshed – forskellige grupper føler sig uretfærdigt forfordelt vis-á-vis andre grupper i samfundet (jf. Gurr 1970). Før utilfredsheden kan omsættes i revolutionær handlen, kræves ressourcer til at opretholde oprøret samt en kollektiv organisering af de revolutionære kræfter (Skocpol 1982: 266). Endelig er det en nødvendig betingelse, at statsapparatet er tilstrækkeligt svækket, således at statsmagten ikke er i stand til at undertrykke revolutionsforsøget. Denne svækkelse kan både være et resultat af eksternt (udenlandsk) militært pres, og intern politisk splittelse mellem dominerende klasser og staten. Skocpols syn på revolution er altså i udgangspunktet udelukkende strukturelt – ”revolutions are not made. They come.” (ibid.). Modernisering (socioøkonomiske omvæltninger), organiseringen og kapaciteten af den revolutionære basis samt svækkelsen af statsmagten er alle strukturelle faktorer. Problemet med den iranske revolution er, at den tilsyneladende ikke kan forklares udelukkende vha. disse faktorer.
Der er to centrale problemer med denne forklaring: For det første var statsmagten ikke svækket pga. eksternt eller internt pres. Shah’ens magtressourcer var ved revolutionsudbruddet intakte i forhold til tidligere. Shah’en havde på intet tidspunkt opbakning fra nogen betydelige befolkningsgrupper – staten kunne betragtes som svævende frit over det øvrige samfund – men havde til gengæld til alle tider totalt kontrol over den politiske og militære magt. Om end shah’ens ressourcemæssige magt var stor, var den præget af mangel på sammenhængskraft og vilje til at kæmpe for statens opretholdelse. For det andet ser det ud til, at den iranske revolution rent faktisk var ”made”, dvs. at aktører spillede en rolle i tilvejebringelsen af revolutionen (specielt i startfasen) (ibid. 267). Strukturelle faktorer alene kan altså ikke forklare revolutionens fremkomst.
De strukturelle faktorer som var tilstede i den revolutionære kontekst har således dannet baggrund for revolutionens fremkomst, men ikke i sig selv skabt revolutionen. Den hurtige modernisering og dermed øget urbanisering havde styrket bazaarernes netværk og udbredelse[1]. Endvidere fik faldende oliepriser og den dermed følgende stigning i arbejdsløsheden stor indflydelse på revolutionen. Der var således et stort mobilitetspotentiale tilstede som var stærkt knyttet til traditionelle religiøse praksisser. Ayatollah Khomeini som aktør formåede som religiøs leder at udnytte at mulighedsstrukturen var moden til revolution (bl.a. i form af en religiøs framing af de strukturelle baggrundsvariable).
Den iranske revolution kan således ikke forklares udelukkende af strukturelle faktorer, men også aktører som kan sætte revolutionen i gang. Aktører spiller således en begrænset rolle idet de ikke kan skabe revolutionen uden de bagvedliggende strukturelle nødvendigheder.

[1] Bazaarmentaliteten gennemstrømmede hele samfundet (lige fra fattige, nyurbaniserede bønder til universitetsstuderende.)

2006-06-13T14:02:00.000+02:00

Demokratisk legitimitet i EU
Spørgsmålet om, hvorvidt EU er et demokratisk legitimt system, kan forstås på to måder:
a) hvorvidt EU betragtes som legitim af de europæiske befolkninger.
b) hvorvidt EU faktisk er et demokratisk legitimt system.
De to måder at stille spørgsmålet på er selvfølgelig tæt sammenvævede i praksis. a) er en nødvendig betingelse for b), idet det er svært at tænke sig et faktisk legitimt politisk system, som ikke betragtes (i hvert fald til en vis grad) som legitimt af dets borgere. Men a) er ikke tilstrækkelig betingelse for b). At folk på et tidspunkt anså slaveriet for at være en legitim institution viser ikke, at slaveriet faktisk var legitimt. Folk kan tage fejl.

Udgangspunktet for diskussionen af b) vil være tre forskellige synspunkter på demokratiets nuværende tilstand i EU repræsenteret ved Lykke Friis, Mogens Lykketoft og Drude Dahlerup (Bilag 1-3). Ifølge Lykke Friis (Bilag 1) er EU’s demokratiske tilstand problematisk. Det skyldes, at den folkelige (demokratiske) kontrol med beslutningstagerne er yderst svag; nationale parlamenter har problemer med at føre kontrol med regeringer og embedsmænd, og EU spørgsmål er underrepræsenteret i nationale parlamentsvalg. Dette medfører, at den offentlige diskussion og meningsdannelse i forhold til disse spørgsmål nærmest er ikke-eksisterende. Der kan dog også peges på demokratisk positive tendenser, hvor spørgsmål, der før var præget af lukkethed (sikkerhedsspørgsmål mv.) nu i højere grad gøres til genstand for indenrigspolitisk debat. Den overvejende tendens er dog den førstnævnte.

Mogens Lykketoft (Bilag 2) er ligeledes skeptisk mht. demokratiet i EU, når dette vurderes i forhold til de nationale demokratier, men betegner dog et ensidigt fokus på disse demokratiske mangler som ”meget traditionelt” og plæderer for en vurdering af demokratiet i EU, der ikke kun begrænses til denne demokratidimension. Kendsgerningen er, at ”vores nationale demokratiske råderum […] i realiteten [er] formindsket, fordi markederne og virksomhederne for alvor er blevet grænseoverskridende”. Globaliseringen sætter altså nationalstaterne under pres, idet staterne i stadig højere grad må underlægge sig betingelser dikteret af de globale markeder. Idet EU repræsenterer en ”modmagt” der kan ”lægge fælles bånd [på] markedets kræfter”, er EU ifølge Lykketoft ”under alle omstændigheder et demokratisk tilskud” til de nationale demokratier. EU’s resultater giver systemet demokratisk legitimitet på trods af, at systemet selv ikke kan leve op til demokratiske standarder på ”input”-siden.

Ifølge Drude Dahlerup (Bilag 3) kan EU ikke legitimeres ”via resultaterne”, men derimod må ”klassiske demokratiske krav […] naturligvis også gælde for EU”. EU skal vurderes ud fra en lignende demokratisk standard som andre beslutningssystemer herunder nationalstaten. Derfor er det problematisk, at beslutningerne ”træffes udenfor offentlighedens synsfelt”, og at der sker en bureaukratisering af beslutningsprocedurerne, samt at en europæiske offentlighed ikke eksisterer, og at afstanden mellem ”medborgere” og ”eliten” forstærkes.

Konklusionen på ovenstående er, at der blandt Friis, Lykketoft og Dahlerup er enighed om, at EU’s demokratiske legitimitet på ”input”-siden er fraværende. Der mangler folkelig kontrol, et europæisk offentligt rum, og afstanden mellem ”folk og system” er for stor. Uenigheden angår, hvorvidt EU’s resultater alligevel kan siges at give en demokratisk legitimitet til systemet. Friis adresserer ikke direkte dette spørgsmål, mens Dahlerup og Lykketoft er uenige herom.

Lægger man Robert Dahls kriterier for den demokratiske proces til grund (Dahl,1989: 109-114), er der ingen tvivl om, at man må give Dahlerup ret på dette punkt. En beslutningsproces er ifølge Dahl demokratisk, når befolkningen har 1) effektiv deltagelse, 2) stemmelighed på det afgørende stadium, 3) oplyst forståelse og 4) kontrol med dagsordenen. Det er svært at se, hvordan EU kunne hævdes at leve op til et eneste af disse, om end oprettelsen af europaudvalg i medlemslandende kan ses som et forsøg herpå (jf. Holzhacker,2002).

Et modargument kunne være, at Dahls kriterier for den demokratiske proces er for krævende. Ikke engang de nationale beslutningsprocesser kan leve op hertil. En forfølgelse af dette argument kræver, at man kan forklare, hvad der i så fald skal forstås ved ”demokrati-i-en-mindre-krævende-forstand”. Demokrati må indebære en eller anden form for folkelig kontrol. Der må være en særlig relation mellem demos og beslutningstagere, hvor de sidstnævnte står til ansvar overfor de førstnævnte (accountability). Hvordan man end vender og drejer det, er dette netop problemet ved EU, som systemet ser ud lige nu. Der er ingen klare ledere, som står til ansvar overfor folket, og der er ingen klar opposition, som kan repræsentere et alternativ til den førte politik (jf. Neunreither,1998). Muligvis er EU med sit nuværende udseende en bedre løsning på globaliseringen, end hvis der intet samarbejde var (jf. Lykketoft), men det betyder ikke, at EU dermed bliver demokratisk legitimt.

Konklusionen er, at EU’s faktiske demokratiske legitimitet er begrænset. Men hvordan forholder det sig med a), dvs. de europæiske befolkningers opfattelse af EU’s demokratiske legitimitet? Og hvilke faktorer påvirker denne? Figur 2, bilag 4, giver noget af svaret. Heraf fremgår, at et flertal på 11 ud af de (daværende) 15 medlemslandes befolkninger er mindre tilfredse med demokratiet i EU, end i deres eget land. Dette kan ses som en indikation på, at et flertal af EU’s befolkninger ikke opfatter demokratiet i EU som legitimt – eller i hvert fald ikke lige så legitimt som deres nationale politiske system.

Hvorfor er hovedparten af de europæiske befolkninger mindre tilfredse med demokratiet i EU end med deres nationale demokrati? En begrundelse kunne være, at EU faktisk ikke er et demokratisk legitimt system (jf. ovenfor). Tabel 1, bilag 4, underbygger denne begrundelse, idet det fremgår af denne, at ”høj uddannelse” samt ”politisk viden” bidrager betydeligt til en mindskelse af tilfredsheden med demokratiet i EU. Dette kunne udlægges sådan, at jo større viden respondenterne har om politik i det hele taget og EU i særdeleshed, jo mindre er tilfredsheden med demokratiet i EU. Når man er bekendt med EU, opdager man, at systemet ikke er demokratisk legitimt, og derfor er man mindre tilfreds med systemet.

En anden betydelig faktor i forklaringen af utilfredsheden med EU er ”frygt for integration”. Forklaringen er sandsynligvis, at frygten for den europæiske integration i det hele taget, sandsynligvis vil medføre en tilbøjelighed til at fokusere på de negative aspekter (fejl og mangler) ved systemet – herunder fx det ”demokratiske underskud”.

Konklusionen er, at EU generelt mangler demokratisk legitimitet i de europæiske befolkninger. Betydelige faktorer i forklaringen herpå er sandsynligvis, 1) at EU simpelthen ikke er et demokratisk legitimt system, og at befolkningerne ved, at dette er tilfældet. Og endvidere 2) at mange simpelthen er bange for EU-integrationen i det hele taget.

Litteratur
Dahl, Robert (1989). Democracy and its Critics. New Haven: Yale University Press
Holzhacker, Ronald (2002). “Nationale parlamenter i den Europæiske Union” i Thomas
Pedersen (red.) (2002). Europa for folket? EU og det danske demokrati, Århus: Aarhus Universitetsforlag/MagtudredningenNeunreither, Karlheinz (1998), “Governance without Opposition: The Case of the European Union”, Government and Opposition, vol. 33, no. 4, pp. 419-441.

2006-06-13T13:30:00.000+02:00

H25: Vivien A. Schmidt: ”Loosing the Ties that Bind: The Impact of European Integration on French Government and its Relationship to Business”.

Resumé

Teksten omhandler problematikken i den forstyrrelse, europæiseringen har skabt i det traditionelt tætte samarbejde mellem det franske erhvervsliv og regeringen. Den franske regering er blevet mindre uafhængig under den stigende indflydelse fra EU. Derfor opsøger de franske virksomheder i stigende grad EU, når de vil søge at påvirke policy. Den europæiske integration har endvidere reduceret regeringens fleksibilitet på implementeringsstadiet idet EU’s ”regulatoriske model” erstatter den franske ”administrative model”. Lovene er nu mindre bøjelige på implementeringsstadiet, hvilket udhvisker det tætte samarbejde mellem regering og erhvervsliv i implementeringsfasen. Noget tyder på, at europæiseringen har svækket regeringen og styrket erhvervslivet (især de store firmaer).

Den europæiske integration har ændret forholdene omkring fransk industriel policy-making. Tidligere var staten direkte intervenerende, hvorimod nu hvor det er markedet frem for staten, der er den dominerende faktor (Schmidt, 1996: 224). Den franske model kaldes den ”statiske” model omkring policy-making (til forskel fra pluralistisk model eller korporatistisk model). Det er implementeringsfasen i lovgivningsprocessen at interessegrupper og erhvervslivet har mulighed for indflydelse, og tjenestemænd indenfor staten har i vid udstrækning mulighed for at fortolke loven. Derved har de f.eks. kunnet give undtagelser for de, som man ønskede at belønne, og hvor virksomheder har haft indflydelsesmulighed (Schmidt, 1996: 226-227).

Med integrationen i EU har man mistet denne mulighed for indflydelse i implementeringsfasen. I EU er det i lov-formuleringsfasen, interesseorganisationer og erhvervslivet skal gøre sin indflydelse gældende via lobbyarbejde. Dette har været en stor omvæltning for den franske policy-making kultur. Samtidig har franskmændene været langsomme til at forstå vigtigheden af at have kontorer og at være til stede i Bruxelles (både statstjenestemænd og forretningslivet) (Schmidt, 1996: 230)

At udføre lobby-virksomhed har i den franske kultur været opfattet som illegitimt. Man har i stedet brugt at sende breve (skrevet på hvidt papir for at understrege at her ikke er tale om lobby-virksomhed) direkte til den pågældende minister eller til medlemmer af hans kabinet – eller endnu bedre: have frokost aftaler med dem, for at påvirke lovgivningen i dens endelige fase (Schmidt, 1996: 234). Disse venskaber (eller andre former for forhold) bygger på stærke bånd, som blev knyttet på skolerne eller gennem medlemskab af grand korps. Dog har nogle store franske virksomheder formået at have meget indflydelse i policy-makind i EU (eksempelvis Peugeot) (Schmidt, 1996: 237).

2006-06-12T20:11:00.000+02:00

H 24 - Politisk opposition indenfor EU (Neunreitherhahnhahnmann)

Diskussion af hvilke institutionelle forandringer på EU-niveau, der kunne fremme etablering af politisk skillelinier på tværs af medlemsstater.

However…

For overhovedet at kunne diskutere ovenstående emne er det nødvendigt at definere de underliggende begreber (eidos).
I første omgang vil vi beskæftige os med begrebet politiske skillelinier.
Anvendelsen af begrebet fordrer først og fremmest en ”objektiv” dimension. Eksempler herpå kunne være socio-økonomiske - og historiske forhold, religion samt demografiske- og geografiske forhold. Disse skaber en mulighedsstruktur indenfor hvilken politiske skillelinier potentielt dannes. Dette krav er dog ikke tilstrækkeligt når talen falder på skillelinier.
Den objektive dimension må danne baggrund for en subjektiv-kollektiv identitetskonstruktion. Dvs de objektive forskelle skal udmønte sig i forskelle identiteter, som aktøren identificerer sig selv på baggrund af.
Eksempelvis er en opdeling mellem land- og bybefolkning ikke tilstrækkelig til at udgøre en skillelinie. Det er nødvendigt at grupperne opfatter denne forskel og deres position herindenfor som strukturerende den sociale virkelighed.
Ydermere er det afgørende for fremkomsten af en egentlig politisk skillelinie, at denne er mobiliseret. Der kan således tales om en skillelinie, hvis blot de to ovenstående krav er overholdt, men ikke nødvendigvis en politisk af slagsen.
Mobiliseringen består i, at grupperingerne gøres til genstand for politisk aktivitet. De kollektive identiteter skal således være relevante i forhold til, hvorledes værdier skal defineres og allokeres.

Med denne begrebslige afklaring in mente, kan vi nu bevæge os videre til området for vor undersøgelse; EU.
Kan der siges at eksistere politiske skillelinier på tværs af medlemslandene i EU?
Næppe, Jeppe.
Nok eksisterer der objektive forskelle som kunne fundere skillelinier, men disse forbliver latente pga. manglen på kollektiv identifikation og politisk mobilisering på tværnationalt niveau.
Eksempler på latente skillelinier i EU er: religiøse forskelle (som eksempelvis kunne tænkes at influere familie- og ligestillingspolitik), forskelle mellem landbrug (industri) og forbrugere, national/transnational, forskellige nationale interesser, uddannelses- (og holdningsforskellene mellem den uddannelsesmæssige elite og den øvrige befolkning) og aldersforskelle (jf. post-materialismetesen).
For at disse forskelle skal blive til skillelinier i europæisk sammenhæng er der brug for en form for identitetsgenererende arena – et politiseret offentligt rum – en European public sphere.
Ifølge Karl-Heinz Neuretzehnhahnmann kan et sådant offentligt rum kun etableres såfremt der findes en klar opdeling mellem forskellige transnationale policy-positioner. Der skal være en klar leder (führer), som kan stilles til ansvar for eventuelle seksuelle eskapader eller anden økonomisk svindel. Endvidere skal der være en klar opposition hertil som kan fremstille alternative seksuelle eskapadevisioner.

Løsningsmuligheder:
Kommissionen som regering skabt ud fra EP.
Ministerrådet fjernes og en EP-regering indsættes i stedet.
EP får også initiativret
Folkevalgt EU-præsident/EU-lederkomité
Større folkelig relevans
Klar ansvarsrøv
EU-dagsorden v. nationale valg
ændring i EP-partisystemet, således at politikere til EP-valg stiller op for deres europæiske partiblokrehnhahnmann

2006-06-11T18:01:00.000+02:00

Føderalisme i EU (F29)
Økonomisk og politisk føderalisme.
Man kan skelne mellem økonomisk og politiske tilgange til føderalisme. Økonomiske tilgange indebærer ofte, at behovet for centralisering understreges som forudsætning for økonomisk efficiens, hvilket skal modbalanceres af finanspolitisk føderalisme (dvs. at forskellige finanspolitiske kompetencer fordeles på forskellige regeringsniveauer) og konkurrence mellem lokale myndighedsområder om at tilbyde den rette form for regulering. Politiske tilgange understreger derimod behovet for tilpasning til territoriale interesser og for at decentralisere beslutninger i demokratisk/legitimeringsmæssigt øjemed (p.180). Økonomisk og politisk føderalisme står således i et potentielt modsætningsforhold til hinanden.

Der findes overordnet to former for føderale arrangementer: dual føderalisme og kooperativ føderalisme. Den første type er eksemplificeret ved det amerikanske politiske system. Her understreges den institutionelle autonomi af de forskellige regeringsniveauer, og der sigtes mod en klart vertikal magtdeling (p.183). Hvert regeringsniveau har sine egne uafhængige ansvarsområder. Kompetencer er fordelt efter policy-sektor og ikke policy-funktioner, således at hvert niveau både tager sig af lovgivende og udøvende funktioner. En funktionel kompetencedeling vil derimod lade forskellige regeringsniveauer håndtere forskellige funktioner – et niveau lovgiver, et andet implementerer. Denne kompetencefordeling suppleres med en ”svag repræsentation” på det føderale niveau. Andetkammeret er organiseret efter senatsprincippet, hvor hver delstat repræsenteres ved det samme antal direkte valgte senatorer, således at forskelle i staternes størrelse ikke har indflydelse. Det betyder, at senatet ikke vil svare til de territorialt bestemte interesser, som de repræsenteres ved delstaternes regeringer, men derimod de funktionelle præferencer blandt vælgerne i delstaterne (pp. 183-184). Endelig vil de enkelte delstaters institutionelle autonomi kræve et finanspolitisk system, der tildeler dem tilstrækkelige ressourcer til udøve deres kompetencer uden den centrale regerings indblanding.

Den kooperative føderalisme, som eksemplificeres af det tyske system, er baseret på en funktionel magtdeling, hvor det centrale regeringsniveau vedtager lovene, mens delstaterne tager sig af implementeringen. I dette system er de fleste kompetencer delte mellem de forskellige regeringsniveauer. I modsætning til det amerikanske system er der i det tyske en stærk repræsentation af delstaterne på det føderale niveau. I andetkammeret (der Bundesrat) er delstatsregeringerne repræsenteret efter befolkningsantal (p.184). Dvs. det tyske system involverer en stærk territorial repræsentation af delstaternes interesser i andetkammeret, mens den funktionelle repræsentation findes i førstekammeret.

EU som føderalt system
EU kan beskrives som et system af forskellige styringsniveauer – multilevel governance (MLG) – hvor suverænitetsrettigheder er delte mellem overnationale, nationale og undernationale institutioner (p.185). Føderalistiske begreber kan være nyttige i beskrivelsen af dette system. Føderalisme betegner generelt en territorial magtdeling mellem to eller flere regeringsniveauer i et politisk system, hvor alle niveauer har nogen autonom beslutningstagningsmagt, og hvor de føderale enheder (delstaterne) er repræsenteret i den centrale beslutningstagningsproces (p.185). Et sådant system behøver ikke nødvendigvis at være inkorporeret i en stat, hvilket forsvarer anvendelsen af føderalistiske begreber i analysen af EU.

EU har altid indeholdt føderale elementer (p.186). Kommissionen har eksempelvis altid haft nogen autonomi i forhold til medlemsstaterne (rådet). I løbet af årene har EU tilegnet sig suverænitetsrettigheder på en lang række områder strækkende sig fra eksklusiv myndighed i spørgsmål relateret til ØMU’en over vidtrækkende reguleringskompetencer indenfor sektorer som industri, handel, transport, energi, og miljø til nogen indflydelse på sikkerhedsområdet gennem reguleringer forbundet med Schengen-samarbejdet. EU har således udviklet sig til et politisk samfund med omfattende reguleringsmagt og med territorialt afgrænset myndighedsområde defineret ved EU-statsborgerskab (?). Som sådan inkorporerer EU de fleste træk ved et føderalt system (p.186). Magten er delt mellem to forskellige regeringsniveauer, de to niveauer er begge tildelt myndighed og ressourcer, fællesskabets love har fortrinsret frem for nationale love osv. (186-187).

To træk ved et føderalt system forefindes dog ikke i EU: For det første bliver beslutninger om ændring af den konstitutionelle udformning af union udelukkende truffet af medlemsstaterne. For det andet har EU ikke egentlige kompetencer indenfor beskatning og afholdelse af udgifter (p.187). Dertil kommer den manglende demokratiske kontrol.

Fordelingen af policy-kompetencer i EU svarer bedst til den kooperative model (p.188). Der findes ingen policy-sektorer, hvor EU i sig selv både har den lovgivende og den udøvende magt. Selv i områder som eksklusivt er EU’s domæne, kan der kun lovgives med medlemsstaternes samtykke. Kun mht. pengepolitik har medlemsstaterne fuldstændigt afgivet deres suverænitet til EU. Indenfor nogle områder så som skoleområdet, kultur og religion har medlemsstaterne stadig fuldstændig suverænitet, men indenfor de fleste andre områder er de lovgivningsmæssige kompetencer delte mellem medlemsstaterne og EU. Medlemsstaterne har dog næsten udelukkende ansvaret for at implementere lovgivningen. Denne funktionelle deling af policy-kompetencer og lovgivningsmæssig magt giver medlemsstaterne en stor indflydelse i EU’s institutioner, som ikke bliver modbalanceret af en effektiv repræsentation af funktionelle interesser (p.189).

EU ligner en kooperativ føderation både pga. af kompetencedelingen mellem medlemsstaterne og EU’s institutioner, men også fordi ministerrådet ligner det tyske andetkammer, idet medlemsstaterne her er repræsenteret ved deres regeringer, hvis stemmevægt reflekterer befolkningsantallet. Dette medfører en asymmetri til fordel for territoriale interesser i EU. Parlamentet, kommissionen og EU-domstolen repræsenterer ganske vist funktionelle interesser, men medlemmerne af disse institutioner bliver tillige udvalgt på baggrund af territoriale interesser, og selvom disse institutioner gradvist har øget deres magt, er rådet stadig det mest magtfulde organ i EU. En modbalancering af de nationale (territoriale) interesser ville kræve en styrkelse af parlamentet og kommissionen, udviklingen af et stærkere europæisk partisystem og udviklingen af stærke transeuropæiske interesseorganisationer (p.191).

2006-06-11T15:38:00.000+02:00

F29. Simon Hix kap. 10

ØMU’en blev lanceret d.1/1 1999 og sedler og mønter blev introduceret i 12 medlemslande d.1/1 2002.Kapitlet svarer på to spørgsmål: Hvordan kan man forklare ØMU’ens opståen? Og hvordan kommer ØMU’en til at virke i praksis?

ØMU’ens historiske udvikling:
ØMU’en har været på tale lige siden Rom-traktaten ´56. Den første konkrete plan blev formuleret i Werner-rapporten ´71. EMS’en fra ´79 er ØMU’ens forgænger.
Med Fællesakten fra ’85 kom ØMU’en på dagsordnen som led i realiseringen af det indre marked. Delors-kommissionen kom med en rapport i ’89 hvor ideen om ØMU’ens faser samt one market, one money blev formuleret.
Med Maastricht-traktaten 1)fastsatte men en tidsplan for ØMU’en 2)formulerede konvergenskriterierne (se Hix s. 316 for detaljer), 3)oprettede det europæiske centralbanksystem og 4)formulerede fælles policy-målsætninger (se detaljer i Hix s.285)
I ’93 stod det klart at mange lande ikke kunne leve op til konvergenskriterierne, hvormed man indførte en ØMU-i-to-hastigheder, hvilket betød at nogle kunne gå i forvejen, hvis andre ikke kunne følge med.
I ’97 oprettedes Vækst- og Stabilitetspagten, der efter fransk ønske blev mere vag end det oprindelige tyske forslag. Frankrig fik desuden trumfet igennem at den første hollandske centralbankdirektør skulle gå af før tid og overlade posten til en franskmand.

Fire forklaringer på ØMU’ens opståen:
1. Økonomisk rationalitet
Teorien om Optimal Currency Area (OCA) forudsiger at lande vil indgå en monetær union hvis gevinsten herved overstiger tabet (cost/benefit analyse).
Tab:
Man afgiver suverænitet over makroøkonomiske redskaber (fx pengepolitik og valutapolitik).
Man indskrænker sin handlefrihed i det man forpligter sig på at skulle leve op til visse krav for at unionen kan være stabil (jf. Vækst- og Stabilitetspagten).
Fordele:
Lavere transaktionsomkostninger ved handel, samt fravær af forstyrrende valutaudsving.
Det bliver nemmere at handle over landegrænser, hvilket medfører et mere efficient marked.
Prisstabilitet og forudsigelige priser.
Lavere risikopræmie og dermed lavere rente.
Mere økonomisk vækst.

Teorien om økonomisk rationalitet kan kun være en delvis forklaring på ØMU-projektet. For der første er det svært at bestemme præcist hvornår gevinsten ved ØMU’en overstiger tabet. For det andet viser empiriske undersøgelser at EU ikke er et Optimal Currency Area. Dette skyldes blandt andet at landene er meget forskellige og generelt har ufleksible arbejdsmarkeder og ufleksible lønregler. Dog kan man godt sige at der mellem Frankrig, Tyskland, Holland, Luxembourg og Belgien eksisterer et OCA. Derfor kan man argumentere for at disse lande har presset på for at få gennemført ØMU’en.

2. Mellemstatslig forhandling
Tesen om at ØMU’en er et produkt af medlemslandenes forhandlinger:
Tysklands oprindelige udkast til ØMU’en (til Maastricht-traktaten) var noget strammere og var ment til at skulle skabe en OCA. Dog lykkedes det Frankrig at forhandle en løsere ØMU-plan på plads. Det endte med at de to lande indgik en studehandel: Frankrig fik deres løse ØMU, mens Tyskland fik lov til at gennemføre genforeningen med Østtyskland. Dengang var man bange for at et nyt Stortyskland ville køre solo og dominere EU-samarbejdet.

3. Ikke-statslige aktørers indflydelse
Tesen om at ikke-statslige aktører har haft signifikant indflydelse på ØMU’ens udformning:
Delors-kommissionen gjorde et ihærdigt stykke arbejde for at få gennemført ØMU’en. Delors var ideologisk motiveret.
Landenes nationalbankdirektører var også varme fortalere for ØMU’en. Den ville nemlig give dem mere uafhængighed.

4. Konsensus om neoliberal ideologi
Tesen om at ØMU’en er et produkt af en ideologisk strømning:
Efter at keynesianismen havde ”spillet fallit” i 70’erne satte man sin lid til monetarismen i 80’erne. Monetarismen er fortaler for en stabil valuta og faste kurser. (af neoliberale statsledere nævnes i flæng Kohl, Thatcher og Schlüter.red).

Hvordan kommer økonomisk politik i ØMU’en til at virke i praksis?
Regeringer kan score en kortsigtet gevinst ved at føre uansvarlig økonomisk politik.
Derfor delegerer man økonomisk politisk magt til en uafhængig centralbank ECB. Der opstår således et trade-off mellem at de der fører økonomisk politik kan stilles til regnskab og at centralbanken er uafhængig. Dog overvåges ECB skrapt af en mængde organer.

På grund af Vækst- og Stabilitetspagten, er det ikke muligt at have for store budgetunderskud. Derfor kan velfærdsydelser kun finansieres gennem øget beskatning.

EURO’en kunne gå hen og blive en verdensvaluta på linie med Dollaren. Det ville bl.a. betyde at EU ville få mere indflydelse på global økonomisk politik.

Kritik:
Generel kritik af OCA-teori:
Blandt økonomer er der uenighed omkring gevinsterne ved en monetærunion.
Valutapolitik kan alligevel kun bruges i meget begrænset omfang i praksis.
Der ligger også politiske overvejelser bag en monetær union:
1. Forskellige regeringer og befolkninger har forskellige politiske målsætninger mht. inflation, arbejdsløshed, velfærdsydelser, statsgæld.
2. At få en samlet og stærkere stemme i international økonomi.
Unionen kan være et led i et større politisk unionsprojekt

2006-06-11T15:13:00.001+02:00

F 25. Simon Hix kap 4. Retslig politik

Kampen mellem lovgiverens intentioner og diskretionen fra retten er hvad politiske forsker kalder ”judicial politics”, rets politik.
Teori: Et hyppigt problem, der ofte opstår, er fangernes dilemma spil. Det kollektive handlings problem kan afhjælpes ved at indfører regler. Ved at indfører, at aftaler er bindene og ved at opfører mekanismer (retten) som straffer brud, kan samarbejde indføres. Dette kræver dog, at domstolene (den dømmende magt) er adskilt fra den lovgivende magt. Retten skal være uafhængig af de lovgivendes flertal. Domstolene er principielt neutrale, men dommere har egne viljer. Som en følge af den almindelige samfundsudvikling er dommerne blevet mere og mere involveret i selve lovgivningsarbejdet (primært i form af reviews af love). Dette bevirker, at dommernes egne præferencer kan få en betydelig indvirkning på det endelige politiske outcome.

Systemet: EU lovgivningen udgør et adskilt, men tæt integreret juridisk system sammen med international lov og de enkelte medlemslandes respektive lovgivning. EU lovgivningen udgør et adskilt, men tæt integreret juridisk system sammen med international lov og de enkelte medlemslandes respektive lovgivning. Overordnet udspringer EU lovgivningen af de traktater, der er indgået mellem medlemslandene ( Paris traktaten, Rom traktaten, Maastricht traktaten etc.) Udledt af disse traktater er de såkaldte secondary acts, der, sammen med ”the general principles of Law” (se nedenfor), danner grundlag for ECJ´s afgørelser. EU lovgivningen udspringer af secondary acts, der findes i artikel 249 af EU traktaten. Artikel 249 nævner 5 forskellige slags secondary acts (s.116):
Reguleringer, der er bindende, både på EU som nationalt plan er direkte bindende i de enkelte medlemslande.
Direktiver, der er henvendt til et givet antal medlemsstater og er bindende forstået på den måde, at det pågældende direktiv skal gøres til en del af den nationale lovgivning (skal implementeres). (direktiver er dog ofte så detaljerede at de reelt fungerer som reguleringer). Beslutninger, der er henvendt til enten medlemslande eller private (både individer og eksempelvis firmaer). Disse beslutninger er bindende.
Anbefalinger/udtalelser, der kan være både henvendt til lande såvel som individer og som ikke er bindende.
Meninger, som har den samme magt som udtagelser.

EU lov, der ligger tæt op af international lov og systemet af EU medlemsstater, kommer af tre ting: 1) Den primær handling mellem EU og medlemsstaterne, som er alle traktaterne. 2) Sekundær lovgivende og udøvende handling af rådet, Europa parlamentet og kommissionen som kommer fra artiklerne i traktaterne. 3) General principles of Law, hvilket ECJ har fortolket således, at den som udgangspunkt for de formelle retskilder (som udgangspunkt for deres fortolkninger) kan anvende nogle af EU´s grundlæggende principper, der er udtrykt i andre dele af traktaten. Disse principper omfatter 4 hovedtyper:
1. Legalitetsprincippet, ex. love kan ikke virke med tilbagevirkende kraft, ret til retfærdig rettergang etc.
2. Liberalisme/økonomisk frihed: Ex. frihed til at konkurrere, varernes frie bevægelighed etc.
3. Menneskerettigheder: (Findes ikke direkte i EU traktaten men fremgår af de enkelte medlemslandes konstitutioner).
4. Politiske rettigheder: Ex. fri tilgang til information, subsidiaritetsprincippet (EU kan kun blande sig i anliggender, der ikke er omfattet af Traktaten, hvis det ønskede resultat ikke kan opnås på nationalt niveau). Loven skal være observeret, som betyder, at når man bruger primær og sekundær handling, kan den bruge forskellige lovlige (principles) fra EU’s basis (principles) og fra konstitution af medlemsstaterne.
For at anvende disse regler, har medlemsstaterne etableret the European court of justice (ECJ) i Luxenborg (og må ikke forveksles med den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassburg). ECJ’en har en dommer pr. medlemsstat og otte advokater (som regel). Dommerne og de 8 general-advokater udpeges efter merit, dvs. de pågældende skal have så tilpas høje kvalifikationer, at de principielt ville kunne beklæde en stilling i det enkelte medlemslands højesteret. De pågældende udpeges for en periode på 6 år. Hver 3. år sker en delvis udskiftning af dommere og general-advokater, hvorved kontinuiteten sikres. Overordnet forekommer de kun i sjældne tilfælde deciderede politiske udnævnelser af dommere og general-advokater til ECJ.
Som defineret i EU traktaten har ECJ berettigelse i tre hoved områder. 1) hører det medlemsland, som anklager et andet medlemsland, hvis det har fejlet i at udfører sit job. Disse anklager kan enten komme fra kommissionen under artikel 226 eller fra en anden medlemsstat under artikel 227 eller i området af statshjælp fra en af de to under artikel 88. 2) Ligesom nationalretten har ECJ magten til retslig bedømmelse af EU’s lovgivende og udøvende handling. 3) Under artikel 234 har ECJ rettighederne til, at give indledende høringer på referencer fra den nationale ret. Den direkte effekt af EU lov betyder, at borger har rettigheder under EU lov, som den nationaleret skal opretholde. Dette betyder, at EU lov er ”loven som gælder i medlemsstaterne”. Direkte effekt henvender sig til primær traktat artikler, men direkte effekter virker forskellig for regulering og direktiver. Reguleringer har en lodret og en horisontal direkte effekt, hvilket betyder, at borger kan forsvarer deres rettigheder mod både staten (vandret) og andre individer eller lovlig berettigelse (horisontal).
I sager med direktiver har ECJ taget den vinkel, at disse kun har en vertikal direkte effekt, fordi de skal laves om til national lov af medlemsstaterne. EU lov tager overlegen over national lov, men kun på de områder, hvor EU lov gælder. ECJ har også spillede en central rolle inden for økonomisk og politisk integration af EU. Der er bl.a. blevet indført ”mutual recognition”, Ex. hvis det indre marked som projekt skal lykkes, er man som udgangspunkt nødt til, at anerkende hinandens produkter: en anerkendt varebetegnelse i ét land skal anerkendes i hele EU. Herved undgås bl.a. unfair konkurrence, (herunder skjulte handelshindringer). Det har tvunget adskillige medlemsstater til, at slette forskellige økonomiske og sociale regler, som var et udtryk for et bestemt socialt, kulturelt og ideologisk præference (s.124). Dvs. overordnet fungerer EU lovgivningen som en slags juridisk referenceramme for de enkelte medlemsstater, hvorved EU lovgivningen også opnår karakter af en form for konstitution.
EU har ikke et lovlig monopol på brugen af tvang til, at indfører dens beslutninger, suveræniteten ligger hos medlemsstaterne. EU kan kun arbejde på områder, hvor det ikke er bedre taklet på nationale niveau. Det europæiske råd har lavet et sæt regler for, hvordan dette skal bruges. Kompetencerne ligger enten helt hos EU eller delt med medlemslandene eller området for samarbejde mellem regeringerne eller helt hos medlemsstaterne. Hvis et bestemt antal af de nationale parlamenter vil protestere mod et lovgivnings forslag, ville det skulle overføres til ECJ (s.127).

Indtrængning af EU lov i nationale systemer: indtrængning af EU lov i nationale systemer har udviklet sig både kvalitativt og kvantativt. På den kvantative side har der været en stigning i brugen af artikel 234, som omhandler forespørgelsen af indledende høringer fra ECJ af nationale rette. Brugen af artikel 234 er steget meget siden 1961, både fra lavere retsinstanser i det enkelte lande og fra privatpersoner er i stærk stigning, hvilket indikerer, at EU lovgivningen mere eller mindre eksplicit godtages af de enkelte lande som højere rangerende end den nationale lovgivning, da den forstærker nationalrettens position i det dominerende politiske system (evt. se tabel 4.1 og 4.2).
På den kvalitative side har nationalretten gradvist accepteret eksistensen og overlegenheden af EU’s system over national lov og forfatninger. Dog i flere medlemsstater forbliver nationalretten bestemmende, når det omhandler konstitutionelle normer (s.134). Forklaringer af EU’s retslige politik: Hvordan kunne ECJ reklamer lovlig integration og konstitutionalision af EU? Hvorfor var processen accepteret af medlemsstaternes regeringer og deres nationalret?

Videnskabsmænd af EU er kommet med 5 svar: 1. Retsformalisme og retstradition: Ex. ECJ´s fortolkningsstil: ECJ har med sit udgangspunkt i traktaten nærmest en tradition for at træffe pro-integrations afgørelser. 2. ECJ har en egeninteresse i at styrke sit mandat: mere integration è mere indflydelse til ECJ (RCT baseret forklaring). Dommerne i ECJ socialiseres, dvs. bevæger sig i samme retning (institutionalisme, sociologisk baseret forklaring) 3. Nationale domstoles egeninteresse: Lavere domstole i de enkelte medlemslande kan gå direkte til ECJ, hvorved de selv får større indflydelse. Dette kan bl.a. ses af at der er et øget pres på at opnå ECJ´s vejledende domme. Dette bevirker overordnet at ECJ´s afgørelser får en konstitutionel karakter (nærmest som en forfatningsdomstol). Dog har der bl.a. i det engelske retssystem været visse forbehold i.f.t at acceptere EU lovgivningens forrang. 4. Transnationale private aktørers interesser: Ex. (konkurrencedygtige) eksportbaserede virksomheder har en stor interesse i at der eksisterer en ens eksportlovgivning indenfor hele EU. (Man skal dog nok være varsom med at tolke dette som en ubetinget folkelig opbakning og anerkendelse af ECJ). 5. Nationale regeringers interesse: Kvantitativt: Der er blandt de ”gamle” medlemslande stor forskel på implementeringshastigheden af EU lovgivningen. De nye lande, derimod, må implementere som en betingelse for optagelse, hvilket, alt andet lige, skaber større konvergens og dermed mere integration. Kvalitativt: Kvalitativt besidder de fleste medlemslande dog stadig en vis autonomi, idet eksempelvis DK og Tyskland primært har valgt at implementere EU lovgivningen via national lovgivning, hvilket åbner mulighed for, til en vis grad at bestride forrangsprincippet. Yderligere giver ECJ også de nationale regeringer mulighed for at praktisere en ”blame avoidance” strategi. (ECJ kan få skylden for upopulære lovgivningsinitiativer). Kritik: Det folkelige/demokratiske legitimeringsproblem er muligvis et større problem end teksten umiddelbart giver indtryk af. De nationale parlamenter er i de senere år blevet mere opmærksomme på mere eller mindre skjulte afgivelser af indflydelse og suverænitet i.f.t EU.

H23. Helle Porsdam "Den konstitutionelle vending i Danmark og Europa og dens amerikanske rødder".

3. Diskuter om og i givet fald hvorfor det danske retssystem går i retning af en institutionel konstitutionalisme.
Teksten konkluderer, at domstolene i stigende grad er ved at få en politisk aktivistisk rolle og på den måde er ved at blive en ny afgørende faktor i samfundets udvikling. Helle Porsdam bygger sin vurdering på forskellige empiriske eksempler. At Højesteret i 1999 underkendte Tvindloven ser Potsdam som begyndelsen til en ny stil i Højesterets måde at forholde sig i retmæssige sammenhænge på. Dette bekræftes i 2003, hvor fremtrædende jurister åbent kritiserer den såkaldte rockerlov og betvivler dens overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det åbner en nævekamp mellem de to forfatningsorganer – Regeringen og Domstolen. Folketingsmedlem Pia Kjærsgaard kaster benzin på bålet, da hun i en offentlig tale angriber Højesteret for at være politisk. Disse nye måder at agere på viser om ikke andet tegn på opbrud eller regulering af løsning af samfundsmæssige problemer i forhold til dansk tradition, hvor Domstole tidligere har haft en særdeles tilbagetrukket stil, og politikere har vist fuld loyalitet til dem. Danmark tenderer til en rokering i traditionelle roller i forhold til, hvem der bidrager til lovgivning i det danske samfund. Potsdam beskriver forskellige årsager til denne tendens i det danske samfund. Her nævnes betydningen af, at danske advokater i stigende grad efteruddanner sig i USA. De bliver her påvirket af den amerikanske kultur med ”judical review” på alle niveauer – og tager disse holdninger med ind i de danske Domstolene, når de udpeges til dommere. Denne tendens har hun bemærket på to medie-venlige dommere i Danmark, som markant bryder med den danske tradition. Altså at den amerikanske ”judical review” via amerikansk socialiserede dommere vinder frem på bekostning af den traditionelle europæiske ”constitutional review”. Som en anden årsag til denne udvikling nævner Porsdam en holdningsændring i befolkningen og en tendens til at betragte velfærd som en rettighed, og at miljømæssige og sociale rettigheder skal beskyttes af Domstolene. En holdning man i mange år har set i USA er altså også via den danske befolkning ved at ændre hele lovgivningssystemet. Man kan diskutere, om denne udvikling blot er udtryk for den vestlige verdens velstand. Stigningen i Maslows behovspyramide og sikringen af folks fundamentale rettigheder betyder at emner som valgret og humane arbejdsvilkår nu betragtes som selvfølgeligheder, og opmærksomheden retter sig mod mindre livsnødvendige rettigheder, som miljømæssige og sociale forhold. Om hvorvidt det forklarer det stigende fokus på Domstolenes rolle i samfundet – frem for Parlamentet, kan man sige, at rigdommen og individets uafhængighed i stigende grad gør den enkelte borger i stand til at gå ”udenom” Folketinget med de enkeltsager, der optager den enkelte. Et eksempel er sagen om den tørklæde-bærende praktikant, der vandt sagen om Magasin. Det lykkes hende og Domstole at påvirke samfundsudviklingen på dette punkt. For de fleste danskere er det ikke umiddelbart indlysende, at øget juridisk aktivisme vil have en gunstig indvirkning på det danske demokrati og forfatningsliv. Det vi skal spørge os selv om er: om det er domstolen eller folketinget som skal fortolke grundloven, den europæiske menneskerettighedskonvention eller den nye EU- forfatning? Skal vi have demokrati med eller uden konstitutionalisme? Hvem er bedst til at sikre borgernes fundamentale rettigheder – politikkerne eller domstolene?

2006-06-11T14:48:00.000+02:00

F 26: Inputsiden: Skillelinjer og partier.
Hix, Simon: kap. 5: ”Public Opinion”

(NB. Se også FL 5 om skillelinier og FL 6 om postmaterialisme)

Skillelinjer

Overskrifter:
1) Årsager til støtte af europæisk integration (Europe right or wrong)
2) Socioøkonomisk strukturs indflydelse på holdning til EU's drejning (Europe right or left)

”Kløft-modellen” tager udgangspunkt Lipset-Rokkan-modellen (skillelinje-teori fra 1967) og fremhæver to hovedkløfter (skillelinjer) i EU:
1) national-territorial: når individer fra forskellige nationer kommer til at stå på hver sin side af debatten. F.eks. hvis en gruppe vinder på bekostning af en anden. Denne skillelinie forklarer mere end den næste.
2) transnational-socioøkonomisk: Når grupper i en nation har mere til fælles med tilsvarende grupper i andre nationer end med sin egen nation. F.eks. landmænd.
(Hix, Simon, 2005: 147-148)
(FL note: slide 3-4: andre skillelinjer i EU)

Se figur 5.1. s. 150: Eurobarometer: Viser udviklingen i holdningen til 3 forskellige EU-spørgsmål fra 1973-2003 (måler støtte til EU).
1) folk mener, EU er en godt
2) folk mener, de har gavn (benefit) af EU
3) folk mener, EU parlamentet skal have mere magt
(slide 6-7)
Figuren viser, at opbakningen til EU generelt er faldet drastisk siden den toppede i 1991. De seneste 5-7 år er der dog set en stigning, som kan forklares af en følelse af fællesskab, der atter har lagt sig over Europa.

Territoriale forhold, som deler Europa:
1) Kulturelle forskelligheder: styrke af nationalfølelse; religion; nord-syd; tillid; homogen vs. multietnisk.
2) Økonomiske forskelligheder: rig-fattig; land-by; industri-landbrug; servicefag vs. håndkraft: center-periferi; arbejdsløshed; ulighed; energiproducent-energiforbruger.
3) Politiske forskelligheder: stor vs. lille population; lang vs. kort tradition for demokrati; flertal vs. konsensualisme; korporalisme vs. pluralisme; liberal vs. social/kristendemokrat; forskellige velfærdsmodeller. (slide 5)

Tabel 5.1: Nationalitet og integration:
Pro EU: Irland, Luxemborg, Holland. Mest imod: Sverige, Østrig, Danmark, Finland, England.
Forklaring: (slide 8-12)
1) Kultur: varighed af medlemskab; niveau af tillid; styrke af national identitet (ibid. 154)
2) Økonomisk: om man er netto-modtager eller bidrager til EU; vinding af markedsliberaliseringen (ibid. 155)
3) Politisk: Forhold efter 2. verdenskrig; tradition for demokratisk kapitalisme.

Folk er generelt uvidende om EU og bliver i høj grad påvirket af regeringspartiets holdning til EU (ibid. 156) og deres placering i sociale klasser afh. om deres klasse har vinding eller tab ved de udvidede investeringsmuligheder og større konkurrence.
Tabel 5.2 s. 159: Social klasse og European integration.
Figur 5.2 s. 161: Social klasse og indkomst – betydning for støtte til EU

Individuelle skillelinjer: alder, uddannelse, køn (kvinder har lavere, manuelle arbejdsområder end mænd), religion og elite vs. ”befolkningen” (slide 14). Her nævnes Ingleharts teori om postmaterialismen og en generationsbaseret værdi-ændring (ibid. 162).
Tabel 5.3 s. 164: Andre transnationale sociale delinger og europæisk integration.
Tabel 5.4 s. 165: Elite vs. ”befolkningen”.

Europa: Til højre eller venstre: (slide 15)
Mål for venstrefløj: lighed (økonomisk, socialt og politisk)
Mål for højrefløj: lighed for muligheder i kraft af det frie marked (ibid. 167)

Venstre-fløj:
– Økonomisk styring: social politik, skat, arbejdsløshed, omfordeling.
– Socialpolitiske friheder: miljø, menneskerettigheder, seksuel ligestilling.

Højre-fløj:
– Etablering af økonomisk frit marked.
– Socialpolitisk autoritet. Narko-politik, organiseret kriminalitet, immigration og assyl, sikkerhed, forsvar.
Tabel 5.5 s. 169: Venstre-højre placering og støtte til EU kompetencer.
Figur 5.3 s. 171: Placering af klasser i to-dimensionært EU politik rum. 1) Pro-EU vs. anti-EU;
2) venstre-højre.
Figur 5.4 s. 172: Tre modeller for politisk konkurrence i EU.

EU er et pluralistisk samfund – men det burde være muligt at etablere et stabilt demokrati. Der er mange ubesvarede spørgsmål angående, hvilken retning EU skal bevæge sig.

2006-06-11T14:30:00.000+02:00

F28 Hix, kap. 9: “redistributive politics” (EU’s omfordelingspolitik).

Ift. Eastons model behandler kapitlet både output, input samt beslutningskæden i det politiske system. Landbrugspolitikken og strukturfondende er outputs fra det europæiske politiske system, men via feedback-mekanismen former disse også de nye krav samt tilslutning som stilles til både det europæiske samt de nationale politiske systemer. Desuden behandler kapitler hvordan disse politikker formes hvilket skal placeres inde i kassen/det politiske system.
Kap. 9 beskæftiger med om landbrugspolitikken og strukturfondende virker omfordelende?

Teorier om offentlige udgifter og omfordeling.

3 mål for offentlige udgifter: Musgrave (1959)
1. Allocation/Effektivitet: forhindre market failure og løse det kollektive handlingsproblem (se kap. 8).
2. Omfordeling
3. Makroøkonomiske målsætninger. Stabilisering af fx arbejdsløshed, inflation og produktivitet ved at ændre:
Efterspørgsel: Velfærdsydelser
Udbud: Infrastuktur, uddannelse, forskning (Hix, 2005: 271).

Der er stor variation i hvor meget de enkelte EU-lande har brugt på offentlige udgifter, men generelt er det offentlige budget skåret ned det sidste årti. Målet med offentligt forbrug er oftest at skabe større lighed. Esping-Andersen har lavet en beskrivelse af tre forskellige ”verdener af velfærdskapitalisme”. De er baseret på forskellige ønskværdige mål for lighed.
1. Liberalt regime: ”means testing are used to determine whether individuals qualify for benefits and entitlements are stigmatized (f.eks. USA).
2. Korporatisme regime (eller kristendemokratisk): Velfærdssamfundet er baseret på familier (hvortil sociale ydelser styres) og den overordnede omfordeling er lille.
3. Socialdemokratisk regime: høj omfordeling. (Hix, 2005: 273)

Da pengepolitikken er centraliseret, fungerer finanspolitikken som det redskab, EU bruges til makroøkonomisk stabilisering (teori om ”fiscal federalism”). Lokalt bruges finanspolitik som redskab til omfordeling, hvilket kan føre til negative eksternaliteter (folk i en region forbruger af offentlige goder i en anden region; og konkurrense om laveste skatte-takst for at tiltrække investeringer) (Hix, 2005: 274).

For voksende EU-budget:
Positiv teori: Majoriteten bestemmer, og da der er flere med lav indkomst end høj indkomst, vil førstnævnte sætte sig på magten og gennemføre omfordeling.

Mod voksende EU-budget:
Medianvælgeren – som ofte er den parlamentariske tunge på vægtskålen – er ofte middelklasse à omfordeling til middelklassen. (som i DK’s universelle flat rate velfærdsregime)

I det hele taget er det altid mere populært at forstørre budgettet end at omstrukturere det (alle vil gerne have del i kagen (den melede?) (Hix, 2005: 274). Nogle institutionelle mekanismer er med til at begrænse udvidelsen af budgettet (udgiftsloft og mulighed veto-spillere modsætter sig forslag om udvidede udgifter). Ligeså har interessegruppers lobbyarbejde indflydelse på udformningen af budgettet. Formålet er altså omfordeling, som skal skabe lighed. Men ”… Who gains from expenditure policies depends on the interests of political decision-makers, the power of organized interests, and the institutional rules of budgetary decision-making” (Hix, 2005: 275).

EU’s budget:

Siden Romtrataten har EU opereret under 5 budgetmæssige regler:
1. Enhed: ét budget
2. Annuity: årligt gennemsyn
3. Equilibrium: udgifter=indtægter
4. Universality: revenu må ikke fordeles til bestemte udgifts-items
5. Specifikation: alle udgifter skal have en bestemt objekt

Indtægter: Told på importerede varer (fra ikke-EU lande) (især landbrugsvarer (under Common Agricultural Politcy (CAP)), ekstraskat/moms i medlemslandene (VAT) og BNP-baseret tildeling fra medlemslandene. (Hix, 2005: 276).

Udgifter:
Den fælles landbrugspolitik (CAP) (ca. 45%)
Interne politikker (Strukturfondene) (ca. 35%)
Udviklingsbistand (udenfor EU) (ca. 5%)
Administration (ca. 5%)
Forskning (ca. 5%)
Andet (såsom kompensation til nye medlemslande) (ca. 5-10%)
(Hix, 2005: 278).

Den fælles landbrugspolitik
Mål:
Produktivitet
Sikre levevilkårene for landmændene
Stabilisering af markedet (udsvingninger i priser)
Sikre selvforsyning
Rimelige forbrugerpriser
(Hix, 2005: 282)

Midler:
Fri bevægelse af varer mellem medlemslandene
produktion i medlemslande prioriteres
omkostningerne bæres af hele EU

Dette opfyldes via tre mekanismer:
1. beskyttelse mod lave priser (interne) gennem opkøb af overskudsvarer
2. beslyttelse imod lavpris importvarer gennem kvoter og toldmure
3. Subsidieret produktion à kunstigt forbedret konkurrenceevne.

Denne politik medfører at der sker en omfordeling fra skatteyderne samt forbrugerne til landbrugssektoren.

CAP prisstøtte mekanismen giver problemer i form af overproduktion til stor belastning for CAP budgettet, unødvendig miljøbelastning, store farmere for større fordel end små (som har mest brug for støtten), forhindrer global frihandel, sænkning af verdensmarkedspriserne, forstyrrelse i markederne i 3. verdenslandene, hvilket hindrer den globale udvikling (Hix, 2005: 283).

Reform (CAP) 1992 indebar lavere grad af subsidiering men også direkte indkomststøtte samt braklægningsordninger; landmænd fik mulighed for direkte støtte. Reformen kan ses som en effektivisering: Direkte støtte er en mere omkostningseffektiv form for støtte. CAP har derved ændret karakter fra at beskæftige sig med markedsstabilisering til at blive et ”… liberal welfare state regime (in Esping-Andersen typology”) (Hix, 2005: 283-284).

Reformer er svære at gennemføre pga. jerntrekanten:
Landbrugsministre: (Søger at opprioritere deres eget område)
Landbrugskomissæren: (Kommer fra land med stærke landbrugsinteresser)
Landbrugs IO’er: Korporatistisk indlejrede lanbrugsinteresser på nationalt plan.

(Anden forklaring: Koncentrerede fordele, spredte ulemper).

Jernetrekanten undermineres dog pga. 1) social, politisk og økonomisk forandring i Europa reducerer landbrugsmæssige interessers magt og indflydelse og 2) eksternt pres for global frihandel (Hix, 2005: 287-288)

Cohesion Policy
Formelt set er målet at fremme ”economic and social cohesion” (sammenhængskraft). Umiddelbart synes målet derfor at være omfordeling således at tilbagestående regioner kommer op på niveau. Gennem en reform i struktur fonden i 1988 introduceredes 3 nøgleprincipper for denne politik:
1) Additionalitet (støtten kanaliseres støtten direkte ud i de udvalgte regioner frem for et det pågældende lands statskasse)
2) Partnerskab (mellem Kommission, nationale parlamenter og regionale myndigheder)
3) Progammer (flerårige udviklingsprogrammer)
4) Koncentrering (støtten koncentreres i en serie af prioriterede objekter) (Hix, 2005: 289).

3 mål (/objectives) efter reform i 1999-2000
1. Udvikling af lavtudviklede regioner
2. Hjælpe regioner i industriel nedgang, hvor industrisektoren er den eneste jobkilde og arbejdsløsheden er høj.
3. Modernisering af ”human resources” infrastruktur, som uddannelse (Hix, 2005: 290)

(Hovedmodtagere: Grækenland, Irland, Portugal og Spanien).

Hix bruger 4 fokuspunkter for at forklare 1) hvorfor budgettet ser ud som det gør; 2) hvorfor pengene især går til landbrugspolitik og strukturfondene og 3) hvorfor der er modtager- og betalerlande:
1. medlemsstaterne forhandler (cost/benefit). (Politikforlig hvor et land er taber, kompenseres ofte med en modpolitik der afbøder dennes tab. Især ved krav om enstemmighed)(Hix, 2005:301).
2. nogle interessegrupper har stor magt (især landmænd) (Hix, 2005: 303).
3. Kommissionen arbejder strategisk for at fremme egne institutionelle interesser. (Eksempelvis går fordeling af støtte direkte fra EU til regioner, dvs. udenom medlemsstaterne. Denne ”multi-level governance” styrker ydermere Komissionens position overfor nationalstaterne) (Hix. 2005: 305).
4. de institutionelle regler omkring ”the expenditure game”.

Denne omfordeling er en ligevægt imellem hvad det beløn, Kommissionen og modtager grupperne kan opnå og hvor meget netto-bidrager-landene er villige til at tabe. To ekstrene chok kan forstyrre denne ligevægt: 1) ØMU’en og 2) udvidelsen af EU mod Central- og Østeuropa

2006-06-11T11:01:00.000+02:00

Referat af F28, Christilla Roederer-Rynning (2002), ” Intet nyt under solen? Landbruget i østudvidelsen”, uddrag s. 13 – 30.

Teksten ser dels på reformeringen af EU’s landbrugsstøtte og dernæst sammenholdt med udvidelsen af EU med de nye 10 CØE lande.

1. Først ses på EU’s landbrugspolitik og den gradvise reformering der har fundet/finder sted.
Mål for landbruget: Multifunktionalitet (s. 14).
Landbruget har udover at producerer fødevarer funktioner det skal udfylde overfor miljøet og lokalsamfundene. Landbruget går fra at skulle varetage private goder til at skulle varetage offentlige goder (s.15).
For at opfylde målene for landbruget nedskrevet i Rom-traktaten udvikles to typer foranstaltninger. De markedspolitiske foranstaltninger der havde til formål at organiserer landbrugsmarkeder, under betegnelsen de fælles markedsordninger (FMO) udgjorde den grundlæggende struktur i form af fastlæggelse af niveauet og måden for støtte til landbrugsvarerne.
De strukturpolitiske foranstaltninger der havde til formål at moderniserer samt afhjælpe de naturgivne og strukturelle uligheder mellem regionerne. Disse mål blev gennemført af flere omgange i 70’erne.
Markedspolitikken vedblev, trods opfordringer til det modsatte, at være genstand for størst fokus for den fælles landbrugspolitik.
I 88 reformerede man derfor (Mac Sharry reformen) strukturfondene som med henblik på nye miljøhensyn samt optagelsen af Spanien og Portugal. Konsekvenserne heraf var at man fastfrøs udgifterne til markedspolitikken til 74 % af væksten i Fællesskabets BNP. Herudover fordoblede man midlerne til strukturforanstaltninger, herunder landbrugets og genopførte på den måde balancen mellem de to søjler i landbrugspolitikken.

Mac Sharry reformen åbnede op for prisnedsættelser således at priserne på korn og okse og kalvekød faldt med henholdsvis 29 og 15 % (s. 18).

Øgede miljøhensyn kom i ’93 med i Maastricht traktaten som en reel dimension i EU’s politik og herved blev miljøkravene integreret i landbrugspolitikken.

2. Reform af landbruget, agenda 2000.
Der har længe været brug for en reform af EU’s landbrugspolitik og det er bredt accepteret at det handler om at forbedre de tre funktioner: - produktionen, det sociale og det miljømæssige (s. 19). (herved multifunktionaliteten)

2.1 Tiltag til reformeringen af landbrugspolitikken.
Agenda 2000 indeholder nye mål til erstatning for dem fastsat i Rom-traktaten. Punkterne 1-6 se side 19.
De strukturpolitiske foranstaltninger blev til en ny samlet søjle; søjle for udvikling af landdistrikterne, herunder øgede miljøforanstaltninger.
Den markedspolitiske søjle; udvidelse af prisnedsættelserne påbegyndt i Mac Sharry reformen.
To nye funktioner blev indført for at kunne gennemføre målene: Modulation og sammenkædning af støtte og miljøkrav.
Modulation giver mulighed for at reducerer den direkte støtte med op til 20 % ud fra slevvalgte kriterier og i stedet bruge pengene på miljøbeskyttelse (se figur3, s. 21 over EU’s landbrugsbudget).
De anden del giver mulighed for at knytte støtten direkte til overholdelse af miljøkravene.
Landbruget er stadig præget af stor protektionisme, og EU er under stort pres for at ændre de store eksportsubsidier, foretage yderligere prisnedsættelse og reformere de fælles markedsordninger under landbrugspolitikken.
Der er stadig store problemer med målene. Kun 10 % går til udviklingen af landdistrikterne, der således ikke påfylder målene om at gøre mennesker og miljø det centrale, ligesom sammenkædningen af støtte og miljøhensyn heller ikke går som forventet.
Det multifunktionelle landbrug er således stadig kun i udviklingsfasen og en klar model der kan accepteres af landene mangler stadig (s. 22).

3. Landbruget i CØE–landene:
Optagelsen af de nye 10 CØE lande er den hidtil største udfordring for EU. Deres økonomiske, politiske og sociale systemer er afgørende forskellige fra EU’s, mens deres landbrugsmæssige specialisering minder meget om EU (s. 22).

3.1 Landbrugsmæssig specialisering
CØE-landene producerer samme varer som EU. Polen er det vigtigste producent land mens Rumænien, Ungarn og Bulgarien følger godt med i forhold til EU-15 landene. Sammen med Tjekkiet står de for 80-90% af landbrugsproduktionen i ØE-landene ( s. 23).
Dette har ført til frygt fra EU-15 landene for at den øgede konkurrence vil kunne true dem ud af markedet. Samme frygt var til stede da Spanien og Portugal blev medlemmer i ’86.
Frygten var dog ligesom dengang ubegrundet, idet alle CØE-landene undtaget Ungarn er nettoimportører af EU-15’s landbrugsprodukter.
Problemerne ved landbrugsproduktionen i de nye lande, skal findes ved de strukturelle forhold de drives under (s. 25).

3.2 Landbrug i forandring
2 ting adskiller CØE-landene fra EU-15. For det første er de er fattigere, udgør 30% af befolkningen i EU-15 men kun under 5 % af dets BNP (s.25). For det andet er der gennemsnitligt beskæftiget 20,7 % af befolkningen i landbruget i CØE-landene, mod 4,3 % i EU-15 landene.

Ved at sammenligne med udvidelsen med Spanien og Portugal belyses de forhold der gør denne udvidelse så speciel.
3 særlige afgørende forskelle:
- Indtægtskløften, mellem EU-15 og CØE-landene, vil medføre et fald på 13 % i EU’s BNP (s.27)
- Effektivitetskløften er større end ved Middelhavsudvidelsen. Produktiviteten og udbyttet er langt lavere. Mellem 1,5 og 1,75 gange højere var udbyttet i ’99 i EU-15 end i CØE-landene.
- Nye regimer med nye økonomier.

Der er store udfordringer for landene for at indføre fungerende markedsøkonomier. 3 skridt:
1. Afkoloniseringen af landbruget og dannelse af markeder for jord (-husk den kedeligste tekst nogensinde)
2. Etableringen af effektive markedsstrukturer, samt etableringen af kooperativer med markedsføring til formål samt engrosmarkeder.
3. Etableringen af fungerende og pålidelige statiske systemer for landbruget.

Omstruktureringsprocessen i ’89 førte til store fald i produktionen, og har ført til fortsat stagnation i realværdien siden ’95 (s.25). Der er således store udfordringer for CØE-landene og for EU.

Udvidelsen og dermed omstillingen af landbruget i CØE-landene falder sammen med reformeringen af den fælles landbrugspolitik i EU gør dette til en særlig svær situation.

2006-06-10T17:29:00.000+02:00

Referat af F28, Jens Blom-Hansen og Jørgen Grønnegård Christensen, 2004, ”Den europæiske forbindelse”, uddrag s. 82-93.

Formål: Forfatterne ønsker at belyse det økonomiske samspil mellem EU og Danmark med henblik på hvorvidt det er en fordel på langt sigt at være medlem af EU, ved at se på husholdningsregnskabet.

Medlemskab: Da Danmark skulle tage stilling til medlemskab af EU i 1972, lagde fortaler for medlemskabet hovedsageligt vægt på de økonomiske fordele Danmark ville opnå. Det var specielt de højere fødevare priser der kunne opnås ved at være en del af Fællesmarkedet, der også ville omfatte Danmarks to vigtigste eksport lande; England og Tyskland.

De økonomiske effekter:
Det er svært at udregne de økonomiske effekter præcist mellem EU og medlemslandene. Et EU medlemskab medfører både direkte og indirekte økonomiske effekter.
De direkte effekter består af pengestrømmene mellem EU og Danmark smat erhvervssubsidier via EU’s regulering.
De indirekte effekter der kan være svære at måle er velstandseffekter og udgiftspolitiske effekter (s. 83, se figur 4.1).

Inden de økonomiske effekter kan vurderes ses der først på budgettet for EU og dernæst for Danmarks budget i forhold til EU.

EU’s budget:
EU’s udgifter domineres af to poster; den fælles landbrugspolitik og strukturfondene. På indtægtssiden er de største poster medlemslandenes bidrag i form af Momsgrundlagsnøglen og BNI-nøglen. Medlemsbidraget foregår visa disse to nøgler som et politisk kompromis da BNI-nøglen har tendens til at favoriserer de mindre velstående lande mens momsgrundlagsnøglen har tendens til det omvendte. Udgifterne er lige store med indtægterne da det EF-traktaten kræver budgetbalance (s. 84).

Husholdningsregnskabet:
Danmark betaler ca. to procent af EU’s indtægter med et årligt bidrag på knap 15 mia., primært i form af BNI-nøglen og dernæst af momsgrundlagsnøglen.

De samlede indtægter fra EU udgør ca. 11 mia. Med heri er lagt indtægter på 300 mio. som ikke fremgår i tabel 4.3 da det er tilskud udbetalt direkte til modtager institutionerne udenom finansloven.
De største tilskud er på landbrugsområdet, og det er således fortsat den fælles landbrugspolitik der giver Danmark de største fordele ved EU samarbejdet. På EU’s budget udgør strukturfondene og landbrugsstøtten næsten lige meget men i Danmark udgør tilskud fra strukturfondene en langt mindre del. Dette skyldes at Danmark er et af de rigere lande i EU og strukturfondene gives hovedsageligt til de mere fattige sydeuropæiske lande.

Problemer ved udregningen af husholdningsregnskabet.
Umiddelbart ser regnestykket ligetil ud, således at Danmark bidrager med 15 mia. og får 11 mia. indtægter. Men der følger en masse indirekte effekter med ved EU samarbejdet som er svære at regne med ligesom dele af de direkte effekter kan være besværlige at udregne. Et eksempel er medlemslandenes toldbidrag, disse er tilfældigt fordelt i det de opkræves på importstedet, såsom havnene i Holland, selvom om de sælges videre i hele EU. Den fælleslandbrugspolitik udgør ligeledes problemer for udregningen af medlemsstaternes indtægter fra EU. Landbruget modtager eksportstøtte for at kompenserer for de høje fødevarepriser i EU når de sælger på verdensmarkedet. Landbruget modtager således subsidier uanset hvilket markede de sælger på. Problemet for udregningen består i at når de sælger på verdensmarkedet betales subsidiet af EU men når de sælger på EU markedet betales det af forbrugerne i form af de højere priser (s. 89). Subsidiet fra forbrugerne indgår ikke i regnskabet og lande der primært afsætter på det eurpæiske markedet vil fremstå som om de modtager mindre EU støtte.
Et tredje forhold der skal tages højde for er at bidragene til EU altid vil være større end tilskuddene fra EU idet en del af indtægterne går til administrationen af EU’s institutioner. Et gennemsnits EU land vil derfor kun få omkring 85 % af sine bidrag tilbage via støtteordningerne.
Der er mange forskellige løsningsforslag men det vigtige er at man ikke umiddelbart kan nøjes med at se på bundlinjen for at få overblik over EU’s økonomiske samspil med Danmark, - og de andre medlemslande for den sags skyld.

Sammenligning af landenes bidrag.
Opgørelserne over medlemsstaternes bundlinjer kan dog bruges til at sammenligne landene med så længe man holder sig til det relativt og ikke ser på de absolutte niveauer.
En sådan sammenligning viser (figur 4.2, s. 93)) at selvom Danmark er gået fra at være netto modtager til netto bidrager så er vi langt fra et af de lande der har størst deficit på bundlinjen.
Udviklingen i Danmarks bundlinje kan også ses som et resultat af en politisk beslutning om at nedprioriterer landbrugsstøtten relativt til fordel for politikker der komme andre lande til gode.

Rabatordninger.
Nogle lande har dog trods vanskelighederne ved udregningen haft så store underskud på bundlinjen at man anført af Margret Tratcher i 1984 fik indført en rabat ordning til Storbritannien. (denne har været genstand for stor debat i forbindelse med fastlæggelsen af det seneste budget, hvor Frankrig kræver den afskaffet, som gengæld for de ønskede reformer af landbrugsstøtten).
Som følge af den engelske rabat ordning har også Tyskland, Østrig, Holland og Sverige opnået rabatter for deres uforholdsmæssige store udgifter i 1999 (s. 91).

2006-06-10T13:56:00.000+02:00

F 27 Hix kap 7: Interesserepræsentation

1. Teorier om interesserepræsentation.
Der er ifølge Hix fire grundlæggende teorier for hvorledes interesser bliver (eller bør blive) repræsenteret politisk. Det drejer sig om pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme.
Den centrale idé i pluralismen er, at en åben beslutningsproces vil få forskellige IO'er til at forsøge at påvirke policy-udformningen, og derved sørge for at outcome stemmer overens med samfundets krav. For at dette skal kunne lade sig gøre, skal alle aktører have lige god adgang til den politiske proces (Hix(2005),p.208).
Med baggrund i Olsons logic of collective action kritiseres pluralismen for ikke at tage højde for at grupper har forskellige grader af incitament til at organisere sig. Der er således større incitament til at blive medlem af en organisation som udelukkende søger at opnå fordele for en bestemt gruppe (landbrugsorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger o.l.) end til at blive medlem af en organisation som tilgodeser hele samfundet (miljøorganisationer o.l.), da der i det sidste tilfælde er større free-rider muligheder og mindre egennytte (se penge) for indsatsen (Hix(2005),p.209).
Affødt af denne kritik menes det i korporatismen, at staten aktivt bør engagere "the social partners" (arbejdstagere og arbejdsgivere) i beslutningsprocessen (Hix(2005),p.209). Skellet mellem arbejdsmarkedets parter antages indenfor denne optik for at være helt grundlæggende i samfundet. Man kunne herimod indvende at både arbejdstagere og -givere har fokus på produktion og arbejdsmarked og dermed ikke medtager overvejelser, som ligger udenfor dette fokus, i beslutningsprocessen. (Hix(2005),p.209).
Indenfor konsociationalismen derimod antages kulturelle skel (på baggrund af fx religion, nationalitet og sprog) at være samfundets grundlæggende forskelligheder, hvorfor det er samfundets kulturelle grupper der skal repræsenteres politisk. Denne model er især brugbar i kulturelt fragmenterede samfund, hvor den kan hjælpe til at nedbryde disharmonien.
Til både korporatisme og konsociationalisme kan man indvende at de, i deres forsøg på at inddrage de vigtigste parter i beslutningsprocessen, ekskluderer andre væsentlige synspunkter (er miljøspørgsmål eksempelvis ikke et spørgsmål der deler kulturer??). (Hix(2005),p.210).
Endelig påstår neopluralister, at den bias der findes i pluralismen kan overvindes ved at staten tager en mere aktiv rolle og ved hvert issue inddrager de parter som er relevante herfor. Eksempelvis ville man istedet for at spørge arbejdsmarkedets parter eller forskellige sproglige grupper til råds om miljøspørgsmål spørge miljø-NGO'er (fx Greenpeace) og industriråd. (Hix(2005),p.210).
Pluralisterne slår dog tilbage og siger at det relativt lille incitament til at organisere "public interests" stiger når andre gruppers interesser gentagne gange bliver fulgt.

2. Interesserepræsentation i EU
Mængden af interessegrupper som søger at påvirke den europæiske beslutningsproces er stadigt stigende. Det drejer sig både om specifikke europæiske netværk oprettet specielt til formålet, enkelte firmaer, regioner fra de enkelte medlemslande, nationale interesseorganisationer, konsulentbureauer (private firmaer som kan hyres til at lobbye) og EU advokatfirmaer.

Forretningsinteressegrupper (business) er langt den største gruppe, som forsøger at påvirke beslutningsprocessen. Disse er altså yderst velrepræsenterede, hvilket antyder en pluralistisk model. Dette skyldes bl.a. at det europæiske marked nok er EUs allervigtigste kompetenceområde (indeholder både landbrug, transport, handel og markedskoordination m.m.). De fleste business-grupper er enten nationale sammenslutninger (fx DI og Landbrugsrådet), kontorer for individuelle firmaer eller sektor-specifikke europæiske sammenslutninger. Der findes dog også flere magtfulde sammenslutninger som repræsenterer flere forskellige sektorer. Eksempler herpå er UNICE (en sammenslutning af nationale business-sammenslutninger) og ERT (en sammenslutning af nogle af de største firmaer i Europa). (Hix(2005),p.213-216).

Fagforeninger, "public interests" og sociale bevægelser var længe relativt underrepræsenterede i Bruxelles. Siden starten af halvfemserne er dette dog begyndt at ændre sig - bl.a. som følge af at mange bestemmelser om arbejdsmarked, miljø etc. er blevet EU-kompetenceområder.
Dette har bl.a. resulteret i, at fagforeningernes organisatoriske udtryk på europæisk niveau (ETUC) med Maastricht-traktaten har opnået høringsret på sociale policy områder. På dette policy-område kan der altså siges at være korporatistiske træk i den europæiske beslutningsproces. Dog har arbejdsgiverinteressenter været bedst til at mobilisere sig på europæisk plan og har derved større magt, hvorfor der ikke kan tales om ren korporatisme.
(Hix(2005),p.217).
Også miljø- og forbrugerorganisationer og sociale NGO'er har fået større indflydelse på beslutningsprocessen. Disse modtager ofte finansiel støtte fra kommissionen, som også har spillet en nøglerolle i udformningen af organiserede fora, hvorigennem bevægelserne opnår indflydelse. Denne neopluralistiske udvælgen som kommissionen foretager har dog den uheldige konsekvens at nogle ekskluderes fra beslutningsprocessen (Hix(2005),p.218-219).

Territoriale/regionale interesser er ligeledes repræsenteret i EU gennem Committee of the Regions (CoR), hvori der sidder repræsentanter for regionale "regeringer". Regionerne har efter Maastricht haft konsultationsret i forbindelse med regionelt orienterede policy tiltag og i forbindelse med spørgsmål om den økonomiske - og sociale sammenhængskraft i EU.
Dette benyttes ofte som et argument for en såkaldt multilevel governance model (se Mette Kjærs tekst). Dette kan dog ikke siges at gælde for hele EU, men blot for disse områder.
(Hix(2005),p.220-223).

Nationale interesser er ganske stærkt repræsenteret i EU.
Først og fremmest har kommissionen ganske vist initiativret, men lovforslagene udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for de nationale administrationer.
Endvidere er kommissionen afhængig af nationalt baserede organisationers ekspertise og information om nationale forhold, som disse kan søge at påvirke i egen interesseretning. Yderligere er det indenfor medlemsstaternes kompetenceområde at "oversætte" EU-lov til national kontekst og overvågningen heraf sker ligeledes af nationale repræsentanter (i form af kommitteerne i comitology-systemet).
Alt dette peger i retning af en konsociationistisk interesserepræsentation baseret på nationale skel medlemsstaterne imellem. Alle de interesser som fremføres i løbet af EU-beslutningsprocessen kan dog som vist ikke knyttes til snævre, nationale interesser. Nogle er mere transnationale og andre er regionale, og man kan derfor ikke kalde systemet rent konsociationistisk, men det indeholder elementer heraf.
(Hix(2005),p.223-225).

3. Udbud og efterspørgsel efter interesserepræsentation.
I sin forklaring af interesserepræsentationen i EUs udformning trækker Hix igen på teorier om supply og demand. Repræsentationen i dens nuværende form er således for Hix et produkt af en efterspørgsel efter bestemte ydelser af visse aktører som udbydes af visse andre -.

Efterspørgslen efter repræsenterede interesser på EU-niveau har især to årsager:

1) Globaliseringen af økonomien gennem nedbrydelse af toldmure og øget samhandel har gjort at "companies have had to become multinational to survive" (Hix(2005),p.225). Firmaer er derfor ikke ligeså interesserede i at påvirke den nationale beslutningsproces som i fordums mindre globaliserede tider. EU har således været en måde at imødekomme denne transnationaliserende udvikling.

2) Magtens øgede koncentration i EU har ved gjort transaktionsomkostningerne ved europæiske forretninger mindre. Især industrier med stor extra-europæisk konkurrence har interesse i at organisere interesser på europæisk plan for bedre at kunne modstå konkurrencen udefra.

Udbuddet er ligeledes forårsaget af to ting; dels er kommissionen afhængig af IO'ernes ekspertise for at kunne fremsætte kvalificerede lovforslag, men især er kommissionen og EPs kontakt med interessegrupperne forårsaget af deres ønske om at øge egen magt. Ved at have forskellige interessegrupper i ryggen kan de lægge mere vægt bag deres lovforslag og derved få mere gennemført.
(Hix(2005),p.225-230).

Interesserepræsentationen i EU er altså yderst forskelligartet. Den besidder træk fra både pluralisme, korporatisme, konsociationalisme og neopluralisme. Medlemsstaterne og de institutionelle aktører (fx kommissærer og partier i EP) synes dog stadig at have mest magt og IO'er er bare "lubricants of the policy-making machine, albeit essential lubricants" (Hix(2005),p.231).

2006-06-09T13:50:00.000+02:00

Hix: Democracy, Party an Elections, chap. 6
Lidt sniksnak om demokrati og konkurrence.
Der er et gryende partisystem i EU, men egentligt demokrati i EU er ikke umiddelbart forestående.
Valg er den centrale mekanisme i et velfungerende repræsentativt demokrati. For det første, fordi valg tillader vælgere at vælge mellem forskellige rivaliserende politiske dagsordener. For det andet, fordi valg tillader vælgerne at vælge mellem forskellige politiske ledere, der kan føre de politiske dagsordener ud i livet. Det implicerer, at demokrati kun kan siges at eksistere, hvis der eksisterer forskellige alternative policies og politikere at vælge i mellem. Der må være konkurrence mellem politikere over policies.

Kan EU leve op til disse krav til et velfungerende (konkurrence- og parti-) demokrati? På overfladen kan det se sådan ud, idet EU-parlamentet gradvist har opnået større magt i forhold til ministerrådet og kommissionen, men som Hix udtrykker det: ”a genuine system of competitive party democracy cannot come about simply because the right rules are in place. The model also reuires actors to behave in a certain way within these rules.” (p.176). Et er, at de institutionelle rammer for et velfungerende demokrati er til stede (er de?). Noget andet er, om rammerne udnyttes på den rette måde. Den rette måde indebærer her, at politiske partier skal konkurrere i valg til europaparlamentet om EU-spørgsmål, og at vælgerne skal afgive sine stemmer på baggrund af disse spørgsmål. Endvidere skal vælgernes afgørelse omsættes i lovgivningsmæssig og udøvende handling på det europæiske plan via sammenhængende politiske partier (pp.176-177).

Det demokratiske deficit.
Mange anklager EU for at have et ”demokratisk deficit”. Dette har flere årsager (pp.177-178):
- EU beslutninger træffes primært af udøvende aktører, dvs. kommissionen og de nationale ministre i ministerrådet. Dette medfører en reduktion i de nationalstatslige parlamenters magt.
- Europaparlamentet er for svagt i forhold til rådet, og desuden er der for stor afstand mellem parlamentsmedlemmerne og de borgere, de repræsenterer.
- Der findes ikke ”europæiske valg”, hvor vælgerne har mulighed for at tage stilling til EU-policies. EU- spørgsmål holdes stort set ude af nationale valg, og i den udstrækning de forekommer, er det som en for/imod-debat.
- EU er uforståelig for borgerne. Kommissionen er hverken en regering eller et bureaukrati og bliver udvalgt vha. en obskur procedure. Rådet er den eneste lovgivende forsamling i den demokratiske verden, der træffer beslutninger i hemmelighed. Parlamentet er umuligt at forstå, fordi debatterne foregår på mange forskellige sprog. Endelig er policy-processen teknokratisk i stedet for politisk.
Disse argumenter betvivles dog af Majone og Moravcsik (kommer vel ikke bag på nogen…). Majone argumenterer for, at EU er en reguleringsstat, og at den som sådan skal isoleres fra de demokratiske standard procedurer. Det skyldes, at reguleringspolicies altid er pareto-efficiente (?). Ligesom nationalbanker skal EU derfor være uafhængig af parlamentarisk kontrol, således at ”the political business cycle” ikke får indflydelse herpå (p.178).

Moravcsik kritiserer alle de ovennævnte argumenter. Han hævder, at nationale regeringer, som træffer de vigtigste beslutninger i rådet, er de politikere i Europa, der mest direkte kan stilles til ansvar. Han hævder, at den mest betydningsfulde institutionelle ændring i EU i de seneste årtier har været en styrkelse af parlamentet, og at der derfor ikke kan siges at være temmelig meget repræsentativ kontrol af den udøvende magt. Han hævder, at EU-lovgivningsproceduren er mere gennemsigtig end i de fleste medlemsstater, og at de nationale parlamenter og EU-parlamentet til stadighed forøger mulighederne for at kontrollere kommissionen og rådet. Alt i alt er EU bare top-demokratisk og hephop-agtig på den fede måde.

Heroverfor påpeger Hix tre grunde til, at et konkurrencepræget demokrati er bedre end et ”oplyst teknokrati” (pp.179-180):
1) Fordi et sådant demokrati indebærer, at policies responderer til borgernes præferencer. Selvom EU-policies i udgangspunktet er i borgernes interesser, vil der ikke være incitament for kommissionen og rådet til at ændre disse policies, hvis borgernes præferencer ændrer sig.
2) Fordi politisk konkurrence er af væsentlig betydning for, at der opstår en politisk debat og for dannelsen af en offentlig mening om forskellige policies. Uden en policy-debat vil vælgerne ikke være i stand til at forme deres præferencer i forhold til komplekse politiske spørgsmål (præferencer ikke eksogene???)
3) Valg har en stærk formativ effekt på udviklingen af politiske identiteter (aha!). En europæisk demokratisk identitet kan kun dannes gennem den konkurrenceprægede demokratiske praksis, hvor borgere acceptere at være på den tabende side mht. et specielt spørgsmål i forventning om at være på den vindende i andre.
Selvom Majone og Moravcsiks argumenter accepteres, og at den udøvende magt i EU på nogle punkter bør være afsondret fra demokratisk kontrol, kan EU ikke siges at være egentlig demokratisk, hvis befolkningerne ikke gennem konkurrenceprægede valg er i stand til at afgøre, hvilken retning EU’s policydagsorden skal bevæge sig i.

Partier: Konkurrence og organisering.
Alle politikere på både nationalstatsligt og EU-niveau er partipolitikere. Partier er de vigtigste aktører i nationale valg, europaparlamentsvalg og folkeafstemninger. De spiller en hovedrolle i forbindelsen mellem regeringer og parlamenter, samt mellem parlamenter og vælgere (p.180).

Nationale partier og Europa.
Den nationale partiers elektorale styrke og policypositioner kan sammen forklare, hvorfor EU-politik i de seneste år ikke drejet sig om to magtfulde blokke i konkurrence om kontrollen over EU-dagsordenen (p.184). Hverken venstre- eller højrefløjen er stærke nok til at danne en dominerende koalition på tværs af EU, og indenfor de to blokke er der stor uenighed om den europæiske integration. Dette har tvunget de pro-europæiske partier på tværs af højre/venstre-skellet til at samarbejde for at skabe tilstrækkeligt store flertal til at afgøre de vigtigste EU-beslutninger. EU-spørgsmål er således blevet holdt ude af nationale valgkampe, hvilket har betydet, at anti-europæiske positioner ikke er blevet formuleret af det nationale partisystem. Indenfor de fleste partier er der store EU-skeptiske mindretal, og de partier, der er erklærede modstandere, er ikke tilstrækkeligt magtfulde til at true den pro-europæiske koalition. Det betyder, at anti-europæiske vælgere må udtrykke deres frustration over tingenes tilstand i arenaer, hvor den normale partistruktur er mindre fremtrædende, dvs. i europæiske valg og folkeafstemninger.

Partier på EU-niveau.
Efter Maastricht-traktaten har de socialistiske, konservative og liberale partiforbund i Europa etableret nye og mere sammenhængende partiorganisationer og har endvidere forstærket deres forbindelser til partigrupper i parlamentet, samt partiernes repræsentanter i rådet og kommissionen. Disse nye EU-partier begyndte at udvikle sig som udenomsparlamentariske partiorganisationer på det europæiske niveau i analogi til de udenomsparlamentariske partiorganisationer indenfor medlemslandende (p. 187). Endvidere viser undersøgelser, at de europæiske partier udviser en (stigende) stemmemæssig sammenhængskraft sammenlignelig med andre partier i andre parlamenter.

Den stigende sammenhængskraft skyldes de ressourcer, partierne besidder. Partierne kontrollerer nomineringerne til de vigtigste positioner i parlamentet som parlamentsformand, positioner i komiteerne og vigtige positioner indenfor partigrupperne. Dette medfører et incitament for partimedlemmerne til at følge partilinjen (p.189). Det er dog ikke muligt for EU-partierne at forhindre nationale delegationer af medlemmer i at bryde partilinjen i alle tilfælde. EU-partierne kontrollere ressourcer internt i EU-parlamentet, men de nationale partier bestemmer, hvem der i det hele taget skal opstilles og genopstilles til parlamentet, hvilket medfører, at de nationale partier har betydelig indflydelse. I tilfælde af konflikt mellem EU- og nationale partier vil medlemmerne følge de nationale partiers instruktioner oftere end det modsatte (p.190).

Konkurrencen er også steget i europaparlamentet. Konkurrencen er primært centreret om en venstre/højre-dimension. Men i mange tilfælde opbygges brede koalitioner henover midten, hvilket skyldes, at der i parlamentet i mange lovgivningsmæssige sammenhænge kræves et absolut flertal for at opnå indflydelse, og at parlamentet ofte ser sig selv som en samlet opposition til kommissionen og særligt rådet (p.191).

EU-valg.
Der findes to typer af EU-valg: Parlamentsvalg og folkeafstemninger om traktatreformer o.l. Mange har håbet, at direkte valg til parlamentet kunne bidrage til EU’s demokratiske legitimitet, men dette har ikke været tilfældet, hvilket skyldes, at parlamentsvalgene er blevet udkæmpet som ”anden-ordens nationale valg” (p.193). Nationale partiers primære bekymring er at opnå statsmagten, og alle andre former for valg, kommunal- og europaparlamentsvalg, betragtes som en slags ”skønhedskonkurrence”, hvor partierne i den siddende regering kan evalueres på deres performance. Dette betyder, at vælgerne vil finde EU-parlamentsvalg mindre vigtige end nationale valg, og at valgprocenten derfor vil være lavere. Endvidere betyder det, at mange vil stemme anderledes, end hvis der var tale om et nationalvalg, dels fordi de nu kan tillade sig at stemme på det lille parti, de i virkeligheden ville have stemt på, dels fordi de kan vise den siddende regering deres utilfredshed ved at stemme på oppositionspartier. I begge tilfælde afgøres stemmeafgivningen af spørgsmål relateret til den hjemlige kontekst. Dog kan man påpege, at der i nogle lande fx Danmark er opstået et alternativt partisystem i de europæiske valg, hvor EU-skeptiske partier gør deres indflydelse gældende. Her vil vælgernes holdninger til EU-spørgsmål altså have nogen betydning (pp.194-195).

Valg til parlamentet handler altså primært om hjemlig politik. Derimod handler folkeafstemninger både om national- og EU-politik (p.200). Folkeafstemninger kan på den ene side fungere ligesom valg til parlamentet, idet vælgerne benytter dem som en mulighed for at ”straffe” den siddende regering. På den anden side viser flere undersøgelser, at vælgernes stillingtagen i folkeafstemninger i mange tilfælde er betinget af deres syn på EU-spørgsmål, primært om de er for eller imod integration.

2006-06-08T12:33:00.000+02:00

F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
1. hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
2. aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
3. .aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
4. demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise

Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.

Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

Spm. 3 (spø 1 og 2 er med i besvarelsen)
Swinnen beskriver 4 forskellige faktorer som betinger valget af jordreformerne i central og Østeuropa. De fire procedure som har indflydelse på valget af reformerne er: tidligere ejerskab af landjord, kommunistregimets varighed, før-kollektivisering ejernes etniske baggrund og lighed i før-kollektiviseringsfordeling. Jordreformerne tager enten form af tilbagelevering af kollektiviseret jord til tidligere ejere eller distribution af jord efter ligheds- eller effeciensprincipper. Hvilken form, der blev valgt, afhang af ovennævnte faktorer og en vægtning af lighed og efficiens. Efficiens og lighed udelukker ikke nødvendigvis hinanden. I nogle tilfælde, hvor lighed kræver en opbrydning af større virksomheder (gårde), og hvor landbrugsproduktionen ikke er specielt arbejdskraftintensiv, vil lighed være i uoverensstemmelse med efficiens, fordi lighed mindsker stordriftsfordele. I andre tilfælde, fx Albanien, hvor landbrugsproduktionen er arbejdskraftintensiv, er en ligelig fordeling af jorden faktisk efficient, fordi incitamentet til at producere er større, hvis man selv ejer jorden.
Jordreformerne blev således foretaget ud fra delvis en økonomisk betragtning, delvis en retfærdighedsbetragtning (herunder både historisk retfærdighed og nuværende økonomisk lighed), delvis egeninteresser fra de politiske aktørers side. Resultaterne af reformerne afhænger af hvilken en af fordelingsreformerne der vælges. Vi kan se ud fra tabel 1 at, de tidligere sovjetiske republikker (CIS) har valgt at distribuere landjorden, hvor de østeuropæriske lande (CEE) derimod har valgt at restituere jorden med undtagelse af Rumænien og Ungarn, som valgte en blanding. Ud fra tabel 2 ses det at CIS landene har markant dårligere resultater end CEE-landende: GDP er faldet med 25 % og produktiviteten hos landarbejderne er faldet med 21%. Dette kan muligvis forklares ud fra førnævnte måde at fordele landbrugsjord. Det tyder på, at CIS-landenes forkærlighed for en lige fordeling per capita ikke udmønter sig i en effektiv økonomisk politik, hvorimod CEE-landenes tendens til at fordele efter de retmæssige ejere giver økonomisk effeciens – som stordriftsfordele, men formegentlig også større lighed.
En anden forklaring kan være den sociale infrastruktur og det politiske klima i de enkelte lande i CEE-landene er mere gunstigt for økonomisk effektivitet eksempelvis Beskyttelse imod korruption og arbejdsmarkedspolitik. Her kan også nævnes kulturelle faktorer som umoral, utugt og grad af religiøsitet.
En trejde faktor er grad af kommuniske før kollektiviseringen. Her kunne man argumentere for at de tidligere sovjetrepublikker har mistet deres iværksætter-kultur og initiativ. Her kan også nævnes deres uforholdsmæssige store forbrug af vodka.
En fjerde faktor er den politiske og økonomiske støtte fra vesten heriblandt incitament til at komme med i EU og NATO.
En femte forklaring kan være tallene for policy indiks 1997-98, som viser at CIS-landene i langt højere grad lader liberale værdier gennemstrømme samfundet på flere områder som frihed og egotropisme.

2006-06-08T12:02:00.000+02:00

Forelæsning 24; Referat af Simon HIx, kap 3: Legislative politics, s. 72 – 110.

Formål: I dette kapitel forklares beslutningsstrukturen i EU der er et to kamre system bestående af Rådet og Europaparlamentet. Rådet repræsenterer staterne mens parlamentet repræsenterer borgerne, begge kamre er medlovgivere men Rådet er det stærkeste.

1. Teorier om koalitioner.
Policy blind: Rikers’ teori mener at lovgivere går efter at opnå mest mulig indflydelse, hvilket opnås ved at have færrest mulige partnere i de flertals givende koalitioner; minimum-winning coalitions.
Policy driven: Her findes to former. 1. Axelrod; koalitioner indgås med af lovgivere der ligger tæt på hinanden politisk (minimum- connected-winning coalitions)
2. Mayhew; lovgiveres mål er genvalg, hvilket opnås ved at indgå i koalitioner der kan skaffe støtte til forslag der gavner egne vælgere.

Der kan være problemer med de policy driven koalitioner. Mckelvey mener at sådanne vil resulterer i status quo. Denne tilstand kan dog undgås ved at et parti er agenda sætter og et andet er vetospiller. Jo flere vetospillere bliver det dog at få gennemført noget som helst (- FN’s sikkerhedsråd!)

I lovgivende forsamlinger incl. EP laves der faste koalitioner som herved sparer tid på genforhandlinger samt deler kompetencer imellem sig.
Et to kamre system skaber stabilitetb da der skal to flertal til hvilket reeducerer antallet af mulige lovforslag. Et kammer kan være agenda sætter og et veto spilleren. Agenda sætteren har altid mest magt da det altid kan bestemme i hvilke tilfælde det vil fastholde status quo frem for et nyt forslag. Se tegning s. 74.

2. Udviklingen af det lovgivende system i EU, s. 79
3 EU procedurer: Konsultation (meget lille magt til EP), cooperation/samarbejde (lidt mere magt) og co-decision (EP og Rådet ligestilles). Sidstnævnte vinder fremèmere magt til EP.

EP har fået mere magt med tiden. Direkte val blev indført i ’79. Fra 1980 vedtog ECJ en lov der fastslog at Rådet skulle konsultere EP. I ’87 med Singel European Agt (SEA) fik EP tildelt cooperation procedure, der gjorde det svære for Rådet at overse EP’s bemækninger. EP skulle herfetr også tilslutte sig Rådets beslutninger om angående aftaler med nye EU lande samt optagelser af nye stater.
Med Maastricht traktaten i 93 fik EP mere magt iform af co-decision. Dette medfører at når EP og Rådet er uenige nedsættes en ”conciliation commitee” bestående af lige mange fra Rådet og EP. EP har dog stadig magt til at afvise forslaget.
Amsterdam traktaten medførte øget brug af co-decision. Med Nice blev praksissen udvidet tl at omfatte næsten alle områder af EU lovgivning.
De øgede kompetencer til EP har gjort beslutningsprocessen langsommere. Dette er dog opvejet ved Rådets øgede brug af kvalificeret flertal.

3. Lovgivningsprocedure i Rådet.
Formandskabet for Rådets skifter hvert halve år, formandslandet sætter dagsordenen for den pågældende periode, dog incl. ting det foregående formandskab har forlangt medtaget. Rådet kan kun arbejde på forslag stillet af Kommissionen, der har initiativ retten, men kan ligeledes undlade at tage emner op stillet af Kommissionen.
Forfatningstraktaten foreslog at Rådet (statsminister rådet) skulle have et fast formandskab for 2½ år, samt skiftende for de lavere rangerende råd.

COREPER І og П står for COmmittee of PErmanent REpresentatives og er her de reelle forhandlinger og aftaler bliver lavet inden Rådet mødes. Arbdejdsgrupper under COREPER П står for 70%, COREPER for 15-20 mens Rådet så fokuserer på de sidste 10-15 % der endnu ikke er opnået enighed omkring (s. 83).

3.1 Rådet kan vedtage ved to beslutningsformer:
- Enstemmighed
- Kvalificeret flertal (QMV). Stemmerne er vægtede i forhold til medlemslandenes befolkningsstørrelse, samt ved ”oversized majority” (der skal 258 ud af 345 stemmer til), 74, 8 %. Fraværelse ved afstemning er lig tilslutning ved enstemmighed og lig afvisning ved QMV, (- Frankrigs tomme stols politik i 60’erne)

3.2 Stemmefordeling i rådet.
Ved Nice traktaten blev der ændret på stemmefordelingen så den passede til optagelsen af de nye Østeuropæiske EU lande.
De store lande fik øget magt ifht. de små, QMV steg fra 71 % til 75 % og ”blocking-minority” faldt fra 30 til 26 %. Der blev også indført et ”triple-majority” hvor der udover QMV skal være flertal af stater samt at disse stater skal udgør 62% af landenes befolkninger.
Resultatet af de ændrede stemmefordelinger i forhold til Rom traktaten er at større og mindre stater har fået mere magt mens de mellemste stater har fået mindre relativ magt. Hermed er det blevet svære at få gennemført love.
De fleste vedtagelser bliver taget ved enstemmighed grundet stort incitament, trods mulighed for QMV.
Der dannes typisk koalitioner efter policy mål i Rådet. De typiske koalitioner er den fransk- tyske alliance, Benelux landene, de nordiske lande. Med udvidelsen vil de nye østeuropæiske lande kunne samle 29 % af stemmerne (s.87).

4. Lovgivningspolitik i Europaparlamentet (EP) (s. 89)
Ep minder mere om den amerikanske Kongres end de europæiske parlamenter. Undersøgelser viser at mindre end 60% af borgerne i EU ved noget som helst om EU og mindre end 5% af borgerne ved hvad en MEP’er laver.
Valgkampene til valg til EP handler oftest om nationale emner, hvilket gør at MEP’erne ikke bliver valgt/dømt på deres arbejde i parlamentet. (dette samt lav stemmedeltagelse bruges som argument for at de har ringe legitimitet). Parlamentets ringe indflydelses muligheder i EU har gjort at det bliver brugt som et springbræt for politikere til videre karriere eller som pension.

4.1 De agendasættende organisationer i EP:
Der er 1 præsident for EP samt 14 vicepræsidenter. Der er 3 centrale lederskabs grupper; ”bureau of Parliament, som består af præsidenten og vicepræsidenterne og tager sig af international organisering og administration. ”Conference of Presidents”, som består af EP præsidenten, lederne af partierne smat formanden for komiteerne og tager sig af de fleste politiske emner, særligt i forhold til relationerne mellem EP, Kommissionen og Rådet. ”Conference of Committee Chairmen” består af formændene for komiteerne og tager sig af deres indbyrdes koordinering.
For at danne et parti i EP skal der være mindst 19 MEP’er og disse skal repræsenterer mindst en femtedel af landene (dvs.5).
De to største partier i EP er; Europaen Peoples Parti- European Democrats (EPP-ED) og European Socialist (PES). Der er stort incitament for de nationale partier om at tilslutte sig et af de store partier for at opnå mest mulig indflydelse, hvilket medfører at der bliver færre partier i parlamentet. Der eksisterer stor sammenhængskraft i partierne hvilket især skyldes stærke nationale formatioaner indenfor partiet.
EP komiteerne er her lovgivningsarbejdet reelt foregår. Ved plenar møderne stemmes der oftest bare. Formandsposterne for komiteerne er derfor eftertragtede poster især for landbrugs, miljø, forbruger politik og økonomi og penge. (Her EP har mest indflydelse).

4.2 Koalitioner (s.96).
Der findes ingen permanent koalition, der dannes nye ved hver afstemning. EP handler dog ofte som en enhed med det formål at styrke egen magt overfor rådet oh Kommissionen. EP kan enten stemme ved simpelt flertal eller ved absolut flertal nar det ælder anden behandling ved ”co-decision” proceduren. Sidstnævnte kræver flertal af alle MEP’er ikke kun dem der er mødt op. Dette gav problemer der tit kun var 65% tilstede og man indførte derfor at man ikke fik dækket sine udgifter hvis man ikke deltog i stemmeafgivningen (særligt et problem når parlamentet er i Strasburg). Reglen om absolut flertal har betydning for koalitionerne. Ved simpelt flertal kan EPP og PES samarbejde med forskellige mindre partier i forhold til h-v dimensionen men ved absolut flertal skal de arbejde sammen for at dette kan opnås. Tendensen går dog mod øget brug af simpelt flertal.
Undersøgelser viser at MEP’er stemmer efter transnationale linjer frem for nationale (s. 97). Figgur 3.4 viser stemmeadfærden og afslører at de tre største partier EPP, PES og ELDR ofte stemmer sammen so en ”regerings blok”. Ved emner der skiller EPP og PES får ELDR afgørende indflydelse.

5. Lovgivningsforhandlinger mellem Rådet g EP
Der kan vedtages love ved 3 former for samarbejde mellem rådet og EP.
Procedure; Kommissionen fremsender forslag til både Rådet og EP. EP kan fremsætte ændringer som Kommissionen kigger på og sender derefter et revideret forslag tilbage til Rådet og EP. Herefter ser Rådet på forslaget.
Ved konsultations proceduren: Rådet kan enten vedtage, ændre stille ændringsforslag eller undlade at stemme.
Ved samarbejdsproceduren: ”the council simply adopts a commen position (?), confirming or amending the Commissions proposal”, (s. 99). Herefter går lovforslaget til anden behandling. EP kan herefter ændre, afvise eller acceptere den fælles beslutning fra Rådet. Ved anden behandling kan Rådet vælge at vedtage loven hvis der ingen ændringsforslag er fra EP, eller accepterer EP’s ændringer, godtaget af Kommissionen (ved QMV). Rådet kan også ved enstemmighed tilsidesætte EP’s afvisning eller de af Kommissionen godkendte ændringsforslag.
Ved co-decision proceduren: EP og Rådet kan vedtage det uden ændringsforslag. Rådet kan accepterer EP’s ændringsforslag og loven vedtages, eller Rådet kan undlade at accepterer ændringsforslagene fra EP og selv fremsætte en række ændringsforslag. Herefter går lovforslaget til anden behandling. Hvis EP acceptere Rådets beslutning eller undlader at handle bliver loven vedtaget. Hvis EP afviser, falder forslaget. Hvis EP vælger at stille ændringsforslag sendes det til Kommissionen som skal tage stilling til om de vil acceptere eller afvise forslagene fra EP inden det sendes til Rådet igen. Hvis Rådet godtager alle EP’s ændringsforslag (QMV ved dem godtaget af Kommissione og ved enstemmighed for dem afvst af Kommissionen) vedtages loven. Hvis Rådet afviser nogle af EP’s ændringer nedsættes der en ”conciliation committee” indenfor 6 uger, bestående af 25 medlemmer fra Rådet og 25 medlemmer fra EP plus en repræsentant for Kommissionen. Hvis komiteen ikke når til enighed falder forslaget. Hvis de når til enighed går forslaget til tredje behandling hvor det skal vedtages ved simpelt flertal i parlamentet indenfor 6 uger og Rådet med QMV ellers falder forslaget.
Det er først med Amsterdam traktaten at EP har fået den beskrevne magt ved co-desicion . Ved Maastricht havde Rådet flere muligheder for at tilsidesætte EP’s ændringsforslag.

5. 1 Teorier om lovgivningssamarbejdet i EU.
Tseblis fremsætter en model (figur 3.6, s. 104) for hvor på en integrationspolitisk skala udfaldet af co-desicion І vil falde i forhold til cooperation. Hans påstand er at palamentet altid ønsker øget integration frem for status quo og det bliver derfor stedet Rådet der bliver agenda sættende og ikke EP, da EP hellere vil gå med på Rådets forslag end at se lovforslaget falde. Det der ser ud som EP’s ege forslag vil derved også være forslag der er vedtaget med det for øje at det skal kunne accepteres af Rådet.
EP får som konsekvens heraf mere integration ved cooperation frem for co-decision som man umiddelbart ville tro.
Indvendinger: Kommissionens rolle. Alle EP’s ændringsforslag skal forbi Kommissionen inden de når Rådet. Kommissionen var (indtil NICE) vedtaget ved enstemmighed af medlemslandene og vil derfor være mindre integrationsvenlig end antaget.

Ved co-desicion П, indført ved Amstedam, fik EP øget deres magt betydeligt. Rådet kan ikke længere arbejde videre hvis conciliation committeen falder og dermed som før stille ultimatumer til EP. Først ved denne indførelse er de to kamre ligestillet. (altså stadig kun under denne procedure). Denne har også ført til mere integration (punktet C2 fremfor C1), under den antagelse af EP altid ønsker øget integration.
Efter Nice er magten dog rykket mod Rådet igen med dets øgede medlemmer.
EU forfatningstraktaten ville have ændret på dette ved at udvide co-desicion til at omfatte næsten alle områder af EU lovgivning.

5. 2 Empiriske beviser for EP’s magt (s. 106).
Tsebelis finder at EP har været mest succesfuld ved co-desicion frem for cooperation. De har haft langt større succes med at få deres ændringer igennem i anden og tredje behandling ved co-desicion. Tsebelis finder at den vigtigste faktor for om Rådet vedtager EP’s ændringer er hvorvidt Kommissionen godtager dem. Rådet følger i omkring 80% af tilfældene Kommissionen ved cooperation proceduren og i omkring 70 % af tilfældene ved co-desicion (s. 108).
Amie Kreppel finder at EP har størst succes når deres ændringsforslag ikke selvstændige polcy ændringer. Samt at der er større chance for at få ændringerne igennem når de er støttet af både EPP og PES (s. 108).
Ep har indført en regel (rule 78) der gør det muligt for EP at afvise Rådets beslutning såfremt conciliation committeen faldt og Kommissionen ikke ville trække forslaget tilbage. Dette øgede EP’s magt overfor Rådet og førte til ændringerne i Amsterdam traktaten der gjorde EP de facto lige med Rådet.

2006-06-08T11:54:00.000+02:00

F22. ”The political economy of democratic transitions”.

Overordnet: hvordan forklarer vi politisk forandring?
Teksten spørger hvilken effekt de kortsigtede økonomiske forhold har på forhandlingskraft og interesser hos siddende parti og opposition i en forhandlingssituation om systemskifte.
- Et komparativt studie af den økonomiske situations effekt på transitionsprocessen væk fra autoritært styre i 10 Latinamerikanske og asiatiske middelindkomst lande.

Rustow banebydende indenfor transformationsteori med hans fokus på agent, proces og forhandling. En række teoretikere præsenteres, det fælles grundlag for dem er hentet hos Rustow og kan koges ned til 4 punkter.
hovedaktøren i transitionsprocessen er politiske eliter.
aktørerne deles efter deres orientering mod regime-skifte, hardliners vs. Softlines, moderate vs. Ekstremister.
aktører handler strategisk, efter deres forventning til venner og fjender
demokratisering er outcome af eksplicitte eller implicitte forhandlinger.

Der er imidlertid ifølge forfatteren efterfølgende blevet lagt for meget vægt på proces og for lidt vægt på de bagvedliggende faktorer, som kan forklare forhandlingsstyrke og motiv. Forfatteren er bevidst om, at der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind: pres udefra, spill-over/smitteeffekt, strukturelle ændringer mm. Der søges ikke i teksten, at komme med en alt-forklarende økonomisk teori, men at se på nogen af økonomiens effekter på den demokratiske transformations proces (s.266).

- hvor kommer aktørernes præferencer fra?
- hvor får de forskellige parter deres ressourcer fra?
- hvilken indflydelse har økonomien i forhold til præferencer, strategier og ressourcer hos hovedaktørene bag den demokratisk transition?

Politisk respons på økonomisk krise
Økonomiske kriser skaber usikkerhed og omvæltning i samfundet. De er ikke selvkorrigerende, og kræver derfor politiske reformer. Selvom økonomiske kriser hverken er nødvendige eller tilstrækkelige faktorer, vil det ofte give oppositionen medvind i autoritære styre.
- Utilfredshed i private erhvervsliv kan føre til manglende investeringer og dermed vækst på sigt
- Utilfredshed i middelklassen kan fører til protester og strejker
- Dårlig økonomi fører til svigtende loyalitet i den politiske-militær elite, idet regeringen ikke længere har råd til høje lønninger og materielle goder.

Hypotesen: autoritærstyre med god økonomi vil opleve mere opbakning, mindre protest og færre interne splittelser end autoritære styre med økonomisk krise.
Empiri
10 lande der alle har gennemgået en transitionsfase deles i to grupper henholdsvis ”krise transitioner” og ”ikke krise transitioner”, efter om deres økonomiske situation var kritisk under transitionen eller ej.

De summerede forskelle, (Figur 1. side 269 i teksten) se mail for at få denne figur med

Crisis Transitions: store omvæltninger i det gamle styre, en slags chok-effek, problemer med dårlig økonomi og som følge deraf hyperinflation. Dårlig økonomi medfører risiko for autoritær styring på ny.
Non-Crisis Transitions: knapt så store omvæltninger, mere gradvis overgang til demokrati, knapt så store, men dog alligevel problemer med økonomien. Overlevelsen af gamle institutioner kan imidlertid rejse spørgsmålstegn om demokratiets (skin)karakter.

Konklusionen bliver, at der er mange faktorer, der spiller ind på staters transition til demokrati, men at politik og økonomi på kort sigt kan sige en del om demokratiets chancer på længere sigt. Pointen er her, at jo bedre økonomi, jo mere tilfredshed og jo mere stabilitet til demokratiet, en katastrofe økonomi kan nemt sparke benene væk under et ungt og/eller vaklende demokrati.

Kritik: De synes uklart om det er most different eller most similar studie forfatteren arbejder med. Bagvedliggende faktorer økonomi, afhængige er transformationens karakter. Økonomien er dikotomiseret i dårlig og god, herudfra skulle man forvente at landene skulle ligne hinanden i alle andre henseende, dette gør sig stort set gældende for gruppen af crisis-lande (med en enkelt undtagelse i Philipinerne er de alle latinamerikanske + fælles historie), non-crisis landene synes dog, at være en meget uhomogen gruppe.

(F2) Politisk regimer og økonomisk vækst.

Teksten prøver at svare på om demokrati i det politiske sfære udvikler eller forhindre økonomisk vækst. Først stilles der argumenter for og imod demokrati. Derefter sumerer de statiske studier hvor politisk regimer er inkluderet blandt detemeneringen af vækst og identificer nogle metodiske problemer i disse studier.
Argumenter der relater regimer til vækst fokuser på ejendom rettigheder, pres for umiddelbart forbrug og autonomi af diktatorer. De mener, at alle er enig i at sikre ejendomsrettighederne er med til at forøge væksten, og det er kontroversiel om det er demokratiet eller diktatur, der gør dette bedst. Hovedgrunden til, at demokrati hindre vækst er forbruget, da det hindre investeringer.
Konklusionen bliver, at social forsker ved utrolig lidt, deres GÆT er at politiske institutioner betyder noget for væksten, men mht. regimer virker det ikke til at spille den store rolle. Uden en god økonomisk vækst model, er det ikke overraskende, at politiske effekter er svære at vise.
Hovedargumentet mod autoritærstyre er, at det ikke har nogen interesse i at maksimer outputtet.
Måske har regimer ingen påvirkning på væksten??

H22. Den politiske økonomi: Valg af landreformer (type) i Central og Øst Europa – og konsekvenser herefter

2006-06-08T09:39:00.000+02:00

Kom.pol FL 23: Introduktion til EU og europæisering.

T:A: Börzel og T: Risse (2003): ”Conzeptualizing the Domestic Impact of Europe”

To synsvinkler på national tilpasning til EU. Rationalistisk institutionalisme (rational choice) vs. sociologisk institutionalisme: (se slide 16-18 fra FL. 23)

Europæisk integration (”europæisering”) påvirker indenrigspolitik i de enkelte medlemsstater (top-down-perspektiv, hvor EU er den afhængige variabel). Målet for teorierne er at finde kausalmekanismer i EU's indflydelse på forandringer i medlemslandene.

Europæiseringen finder sted i tre dimensioner: (se slide 10)
1) policy/politikområder: standarder, konkret regulering og diskurser
2) politics/politiske processer: interesseaggregering, repræsentation
3) polity/ politiske institutioner. (Börzel og Risse, 2003: 60)

Man angriber problemstillingen med to fælles, overordnede antagelser:
”Misfit”/mismatch: Der forekommer modsætninger mellem tiltag i EU og indenrigsforhold. Dette lægger et tilpasningspres på medlemslandene (de må forandre sig for at tilpasse sig EU). Misfit er den afgørende faktor, som starter kausalkæderne til europæisering i begge hovedteorierne: jo højere uforenelighed (misfit), jo større er adaptionspresset på medlemslandet. (ibid. 61)

Definitioner af de to tilgange til den ny institutionalisme:
Rational choice/rationalistisk institutionalisme: (se slide 16)
Aktørerne er rationelle, målorienterede, vilje-stærke. Cost-benefit analyser fører til nyttemaksimerende strategier. Misfit fører til forandringer i magt- og mulighedsstrukturer mellem aktører i landet og til nye muligheder for at tilgodese egeninteresser. Adfærdslogik: konsekvenslogik (ibid. 63)
Europæiseringen = omfordeling af ressourcer og magtstrukturer, hvis:
1) misfit er med til at omfordele muligheder
2) hvorvidt aktører i medlemslandet har kapacitet til at udforske disse muligheder.
To faktorer har indflydelse på denne kapacitet og afgør om de nye muligheder (ved misfit) fører til omfordeling af ressourcer mellem aktører:
1) veto (i indenrigs-strukturer). Jo mere magtfordeling, jo sværere skabes ”winning coalition”, som skal inducere ændringer (efter adaptionspres)
2) eksisterende formelle institutioner (ibid. 64-65)
Eks. (fra FL): fagforeninger i flere ML.

Sociologisk institutionalisme/social/konstruktivistisk institutionalisme:
Aktørerne drives af kollektiv forståelse og normer og søger social accept. Man opfylder forventninger og derfra defineres mål. Nye normer, interesser og identiteter afløser de gamle. Adfærdslogik: hvad der er ”passende”/behørighedslogik (ibid. 65)
Europæisering = Socialisering.

Her findes to forklaringer på forandringer i medlemslandene:
1) Agent-orienteret: Der fremkommer nye normer for, hvad der er velset. Man socialiseres og redefinerer interesser og ens identitet (ibid. 67).
2) Strukturalistisk: institutionel isomorfisme. Institutioner interagerer med hinanden, hvilket medfører en homogenisering og en determineret ændring af normative positioner.

Man vil socialiseres via en af to faktorer:
1) forandrings-agenter: mobiliserer på medlemslands-niveau via moralske argumenter og overtalelse.
2) Politiske kulturer – uformelle institutioner. Her forekommer en kultur for dels at nå til enighed og overkomme veto, og dels at vinderne kompenserer taberne (ibid. 68).
(se oversigt s. 69 – oversat til dansk på slide 17)
Eks. (fra FL): frivillig ændring af Tysklands føderative system.

Outcome – udfald af forandring i medlemslandene, 3 typer:
1) Absorption (høj fit). Ingen europæisering fundet sted.
2) Akkommodation/tilpasning (moderat misfit)
3) Transformation – ændring af eksisterende politik/system (høj misfit) (ibid. 69-70); (slide 18).
Her forudser de to teorier (rationel institutionalisme og social institutionalisme) modsatrettede tendenser (se skema s. 71). Da der ikke forefindes fyldestgørende resultater er det endnu ikke muligt at sige, hvilken af de to teorier har størst forklaringskraft. Det er svært at måle konvergens og divergens, da der kan være forskelle og modsætninger på mikro- og makroniveau. Forskellige lande og niveauer har forskellige metoder til at nå de fælles (angivet af EU) mål) (ibid. 71).
Standarder (policy) er nemmere at konvergere end politiske institutioner (polity) (ibid. 72). Der findes ingen generel konvergens imod korporativ føderalisme i Europa – blot en bevægelse mod sådanne strukturer i Tyskland og Spanien (ibid. 72).

Teorierne er ikke gensidigt udelukkende. Man kan argumentere for at en kombination af de to teorier har en samlet stærk forklaringskraft, da forskellige lande til forskellige tider vil agere ifølge de to teorier.

Fælles for rationalistisk institutionalisme, liberal institutionalisme og neofunktionalisme er, at alle forudsiger konvergens. Forskellen ligger i forudsigelsen af outcome. Dog kan ingen af teorierne forklare, hvorfor outcome varierer fra land til land.

Obs. Neofunktionalismen betoner spill-over effekten, som medfører øget integration. Subnationale aktører får nye ressourcer, institutioner får deres ”eget liv” og nationalstaternes betydning udviskes.

2006-06-08T01:48:00.000+02:00

H 22 - Holzhacker

Mulige forklaringer på forskelle/ligheder i nationale parlamenters institutionelle udvikling med afsæt i Holzhacker: ”Nationale parlamenter i den Europæiske Union” (2004). (Hugget fra Lykke)
De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som følge af pres oppefra EU-niveau og vælgerpres nedefra. Presset fra EU-niveau skabes fordi, medlemslandene har afgivet beslutningskompetencer om lovgivningen på stadig flere af de områder, som de nationale parlamenter traditionelt har varetaget. Det betyder demokratisk underskud, fordi vigtige dele af EU-apparatet ikke på samme måde som det nationale parlament er direkte folkevalgt. Samtidig mister de nationale parlamenter den kontrol, de normalt har haft over lovgivningsarbejdet. Da de nationale parlamenter fortsat har ansvaret for implementeringen af de stadig flere love, stiger ønsket om medindflydelse på det forudgående arbejde naturligt. Presset forstærkes, når de nationale befolkninger samtidig stiller de nationale parlamenter til ansvar for lovgivning på EU-niveau. De nationale parlamenter udvikler sine institutioner som et modtræk til denne for de nationale parlamenter ikke gunstige udvikling på EU-niveau.
Holzhacker opstiller otte kriterier til vurdering af parlamenternes kontrolbeføjelser i forhold til regerings mandat i lovgivningsarbejdet på EU-niveau. Kriterierne opdeles i tre overordnede kategorier: formelle regler, institutioner og partiadfærd. De formelle regler og institutionerne knytter an til en historisk institutionalisme forklaring med fokus på konteksten og forløbet frem til de institutionelle ændringer. Den rationelle instiutionalisme kan bruges til at se på betydningen af aktørerne i institutionerne for udviklingen. Partiadfærden lægger sig op ad forklaringer baseret på den sociologiske institutionalisme. Hver af disse institutionelle forklaringstyper lægger sit eget fokus på årsager til institutioners opståen og videreudvikling.
Holzhacker peger her på regeringstyper som forklaring på forskellige og ligheder, fordi typen af regering i en historisk institutionalistisk optik er afgørende for, hvordan de nationale parlamenter vælger at tilpasse sig den stigende europæisering. Holzhacker konkluderer i denne sammenhæng, at parlamenter med mindretalsregering har mest indflydelse på regeringens beføjelser, parlamenter under koalitionsregeringer har nogen indflydelse, mens parlamenter under flertalsregeringer har mindst indflydelse. Afgørende er altså i hvor høj grad regeringen er afhængig af parlamentet og dermed inddrager parlamentet for at opnå sine beføjelser. Hvis parlamentet har ringe indflydelsesmulighed, vil de alt andet lige søge at skabe stærke institutioner til at opveje den skæve magtfordeling. Dette ønske om at udvikle institutioner, så de står stærkere forstærkes, hvis der samtidig ikke eksplicit er nedfæstet nogen formelle love og regler for regeringens inddragelse af parlamentet i sine beføjelser på EU-niveau. Parlamentet vil alt andet lige skabe stærke institutioner, hvis ikke regeringen ved lov er forpligtiget til og dermed ikke kan afvige fra at orientere og konsultere parlamentet i EU arbejdet. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man i England ikke har udviklet stærke kontrolinstitutioner trods flertalsregering og mangel på klar lovgivning på området. Omvendt i Danmark har man trods ofte mindretalsregeringer og stærk lovgivning udviklet en stærk, parlamentarisk kontrol skabt gennem Europaudvalget og ministerrådsmøderne som institutioner. Således har strukturer, traditioner og det institutionelle design, særligt i spændingen mellem de nationale parlamenter og regeringer, afgørende betydning for udviklingen i de nationale parlamenters institutioner. Vi må alligevel som følge af disse paradokser søge andre forklaringer på forskelle og ligheder.
I en sociologisk institutionel optik kunne man alternativt pege på kulturelle, normmæssige, adfærdsmæssige forklaringer i de nationale parlamenter og deres tilpasninger til europæiseringen af lovgivningsarbejdet. Hvis parlamentet har tradition for at være konsensussøgende, har man ikke behov for at udvikle kontrolinstanser, fordi parlamentet allerede besidder stor indflydelse på lovgivningen i EU-arbejdet, når de af regeringen tages med på råd. Hvis der i parlamentet er tradition for at være åben overfor diskussion og dialog, således at oppositionens ønsker og holdninger tages med på råd, er der derfor ikke behov for stærke kontrolinstanser som kan skabe konsensus og lydhørhed. Holland står som et eksempel på et europæisk land, hvor en meget stærk kultur for at skabe konsensus og midtersøgende politikker, har medført et mindre behov for at oprette institutioner til at kontrollere regeringens EU-politik. Omvendt kan ønsket om at oprette Europa-udvalget i Danmark derfor ses som en konsekvens af et til tider anstrengt forhold mellem opposition og regering i forhold til den politiske linje i internationale institutioner, herunder eksempelvis fodnotepolitikken i NATO.
En anden kulturel og normmæssig faktor som har indflydelse på den nationale tilpasning til europæiseringen, er befolkningens engagement i EU-projektet. Hvis befolkningen ikke interesserer sig for EU og udviklingen af dette, stilles der ingen krav til parlamentet om øget kontrol af og fokus på regeringens beføjelser i EU. I England er befolkningen kritiske men dog mindre engagerede i den førte EU-politik, hvilket betyder at parlamentet ikke har samme incitament til at udvikle kontrolinstitutioner sfa. befolkningsmæssigt pres, end i lande som eks. Danmark hvor interessen for EU-spørgsmål er større.
Som en sidste forklaringstype, kan man i den rationelle institutionelle optik pege på fremtrædende politiske aktørers interesser og ønsker i forhold til den institutionelle tilpasning til EU. Helt konkret handler det om de ønsker som aktørerne, herunder eksempelvis interesseorganisationer, magtfulde politikere samt medierne, frembringer i forhandlingssituationen under udviklingen af institutionerne. Herunder opstår forskelle og ligheder i tilpasningen fra land til land, afhængigt af de vindende aktørers præferencer.
Konkluderende kan forskelle og ligheder i de nationale parlamenters institutionelle tilpasning til EU, således forklares gennem forskellige forklaringsmodeller. Dog er det ikke entydigt, hvilke faktorer, som er nødvendige og hvilke, der er tilstrækkelige.

2006-06-07T10:52:00.000+02:00

H 19 (hører til F21): Støtte til demomkrati

Go Pippa! Go Pippa! Go! Go! Go Pippa!

Linde, Jonas og Joakim Ekman (2003), "Satisfied with democracy: A note on a frequently used indicator in comparative politics", European Journal of Political Research, vol. 32, pp. 391-408

Ifølge Linz og Stepan kan demokratisk konsolidering opdeles i tre forskellige aspekter: konstitutionel, behaviorel og attitudinal konsolidering. Linde og Ekman fokuserer på det sidste aspekt, som dækker den brede befolknings opbakning eller støtte til demokratiet. Her finder de et praktisk problem i målingen af denne størrelse. Linde og Ekman følger den mægtige (og smukke) Pippa Norris i at skelne mellem fem niveauer, i hvilke befolkningens opbakning til systemet kan adskilles. Opbakningen til 1) det politiske samfund, 2) regimets principper, 3) regimets performance, 4) institutioner og 5) aktører. Når denne sondring anvendes, rejser spørgsmålet sig, hvordan de forskellige former for støtte til demokratiet kan måles. For at eksemplificere dette problem fokuserer Linde und Ekman på vanskeligheder ved at måle 2) og 3).
Et ofte anvendt mål for støtten til demokratiet som princip er ”satisfaction with the way democracy works”. Men ifølge Linde og Ekman er validiteten af denne praksis i bedste fald tvivlsom. Spørgsmålet ”hvor tilfreds er du med den måde, demokratiet fungerer på i dit land?” vil for det første blive forstået på forskellige måder fra kontekst til kontekst. Er økonomien generelt i lavkonjunktur i et land vil spørgsmålet sandsynligvis besvares mere negativt, end hvis der er ”gang i økonomien”. Ligeledes må forståelsen af spørgsmålet være stærkt influeret af den historiske kontekst. Spørgsmålet kan tillige besvares negativt, selvom respondenten egentlig støtter demokratiske principper, men blot er utilfreds med den faktiske demokratiske praksis i landet. Dvs. respondenten kunne, stillet overfor spørgsmålet, tænkes at fokusere på regimets output (3), frem for dets bagvedliggende principper. Spørgsmålet bliver derfor et invalidt mål for 2). For at øge validiteten kunne med fordel anvendes spørgsmål, der direkte angår demokratiet som styreform, hvor respondenten fx opfordres til at vælge mellem forskellige styreformer. Med et sådant ville det accentueres, at det er respondentens principielle holdning, vi er interesserede i. Dette vil selvfølgelig ikke medføre perfekt validitet, da man kan stille spørgsmålstegn ved, 1) om det overhovedet er muligt at give spørgsmålet en neutral formulering, samt om alle valgmuligheder er dækkede, og 2) om det er muligt at lave en glasklar sondring mellem principper og deres praktiske manifestationer[1].
Ifølge Linde og Ekman er ”satisfaction with the way democracy works” altså ikke et item, som kan anvendes til at måle befolkningens støtte til demokratiske principper, men nærmere et mål for deres tilfredshed med det demokratiske regimes performance. Den nævnte variabel er dog ikke tilstrækkelig til at måle denne performance, men blot er en af mange indikatorer for hvor tilfreds befolkningen er med regimets performance. Anderson og Guillory påviser at ens partipolitiske tilhørsforhold påvirker hvor tilfreds man er med demokratiet. Besvarelsen af spørgsmålet afhænger af om det parti man har stemt på ved sidste valg sidder i regering eller er i opposition. Undersøgelser af de nye demokratier i Østeuropa viser at denne observation er i overensstemmelse med empirien.
De variable der normalt anvendes som mål for støtte til demokrati er altså ikke gyldige mål for demokratiske principper og heller ikke tilstrækkelige mål for et demokratisk regimes performance.
Ovenfor vises nogle af de vanskeligheder som er forbundet med at måle støtten til demokratiet. Linde og Ekman søger at løse dette ved at opdele den demokratiske opbakning i forskellige niveauer. Operationaliseringen af en sådan sondring er imidlertid problematisk; Er det overhovedet muligt at skelne mellem princip og praksis? Og er det overhovedet muligt at skelne mellem institution og aktør?
En mulighed for at lette operationaliseringsproblemet kunne være at supplere den kvantitative analyse med en række kvalitative interviews. Endvidere kunne man stikke folk med en nål og se om de bli’r sure.

[1] Det kan her diskuteres, hvorvidt vi med denne formulering gør os skyldige i en pleonasme. Selvom spørgsmålet er interessant for ikke at sige betydningsfuldt, vil vi ikke forfølge det videre her.

2006-06-07T10:32:00.001+02:00

F20: Demokratisering

Carothers, Thomas (2002),”The end of the Transition Paradigm”, Journal of Democracy, vol. 13, no1, January 2002, pp.5-21.

Teksten drejer sig om ”transitionsparadigmet”, som er udtryk en detaljeret forventning om, hvordan demokratiseringsprocesser forløber. Den er baseret på den store demokratiseringsbølge, man så verden over i 80’erne og 90’erne (the third wave). Carothers mener transitionsparadigmets tid er forbi, og at vi bør se os om efter nye analysemetoder/paradigmer, der passer bedre til staternes problemer, som de ser ud i dag.

Transitionsparadigmet
Fra midt 70’erne og resten af det 20. århundrede, så man autoritære regimer og diktaturer rundt om i hele verden falde på stribe. “Den tredje bølge af demokrati”, kaldte man fænomenet.
Her opstilles fem kerne-formodninger (assumptions), som definerer transitionsparadigmet:
1) ”… any country moving away from dictatorial rule can be considered a country in transition toward democracy” (Carothers, 2002: 6). Transitionsparadigmet indeholder altså en forståelse af, at diktaturer, der forandrer sig nærmest ved en naturlov vil transformere sig til demokrati (… democratization was in some important sense a natural process, one that was likely to flourish once the intitial breakthourgh occured” (Carothers, 2002: 7). ¨
2) Demokratiseringen vil forløbe i stadier, først en ”åbning”, dernæst et ”breakthrough” og til sidst konsolidering (ibid.).
3) Etablering af valg er vigtig ”… elections will be not just a foundation stone but a key generator over time of further democratic reforms” (Carothers, 2002: 8).
4) Det er ikke strukturer (økonomiske, sociale og institutionelle fatorer), der er afgørende for udfaldet af transitionsprocessen. Eliten skal beslutte sig for demokrati og samtidig have ressourcer til at modstå pres fra de, der ikke ønsker det.
5) Staten som demokratiseres skal være sammenhængende og velfungerende. (Støtten til at skabe demokrati hænger derfor ikke sammen med ”state-building” som sådan).

Den grå zone
Desværre synes mange stater, som har bevæget sig fra diktatur, at være gået i stå. “Most of the ”transitional countries” however, are neither dictatorial nor clearly headed toward democracy” (Carothers, 2002: 9). De fleste er kørt fast i konsolideringsfasen. Her findes forskellige såkaldte syndromer, staterne i den grå zone kan være ramt af. Det første er: ”feckless pluralism”, hvilket dækker nogle delvist velfungerende institutioner, som valg og politisk frihed, hvor der samtidig hersker korruption, illoyalitet og stor afstand mellem den politiske elite og befolningen. (Carothers, 2002: 10). ”… the whole class of political elites, though plural and compeditive, are profoundly cut off from the citizenry, rendering political life an ultimately hollow, unproductive exercise” (Carothers, 2002: 11). Det andet syndrom er ”dominant-power politics”, som har en stærk enerådig leder, som bliver ét med ”staten” (Carothers, 2002: 12). Her er ingen alternative magtcentre (til den eksisterende magthaver). Fælles for dem er at staterne er svage og ”poorly performing” og bureaukratiet falder fra hinanden under den ensidige styring af staten. Begge situationer indeholder dog også den stabilitet, som gør, at det kan være svært at komme videre (Carothers, 2002: 13). Nogle stater bevæger sig dog fra den ene situation til den anden – eller i retning af liberalt demokrati (Carothers, 2002: 14).

Transitionsparadigmets kollaps
Ovenstående analyse skaber tvivl om sandhedsværdien af transitions paradigmet og de fem formodninger. (Her gennemgår Carothers en række forskellige empiriske eksempler, hvor hver af de fem formodninger enkeltvis viste sig ikke at gøre sig gældende). Carothers mener, at idéen om transitionsparadigmet som en form for chek-liste er med til at fastlåse og forvride hjælpen til demokratisering, og at man bør erkende at dens tid er forbi. Man bør i stedet fordybe sig i den enkelte stat og analysere sig frem til, hvilke tiltag der bør gøres for at fremme demokratiseringsprocessen. ”Insisting on the former approach leads to optimistic assumptionsa that often shunt the analysis down a blind alley”. (Carothers, 2002: 18). Transitionsparadigmet passer især dårligt til stater i den grå zone. Man bør i den forbindelse også overveje et større samarbejde mellem de programmer som er rettet imod opbygning af demokrati og de, der er rettet imod social og økonomisk udvikling (Carothers, 2002: 19).

Johannsen, Lars (2002), “Demokratiseringsteori: klynger af forklaringer”, Politica, årg. 34, nr. 2, pp. 203-218

Johannsen ser moderniseringsteorien som kernen af demokratiseringsteori. Den skal ikke forstås som en grand theory, men komplementeres af andre teorier (transitionsteori, (ny) institutionalisme, civilsamfundsteori og teorien om social kapital). Disse kan tilsammen betragtes som en klynge af forklaringer, som tilsammen sandsynliggør årsagerne til hhv. demokratisk udvikling eller stagnation. Rustow har bidraget med teorien om demokratiseringens tre faser (forberedende fase, beslutningsfasen og konsolideringsfasen), og det er indenfor disse, de forskellige teorier har deres forklaringskraft. Nogle har kun forklaringskraft indenfor en bestemt fase.

Moderniseringsteori
Denne teoris kerne er, at ”… økonomisk udvikling medfører fremvækst af nye aktører og værdier…” (Johannsen, 2002: 203). Der kan findes en ”… positiv sammenhæng mellem økonomisk og politisk udvikling, således at stadig større og ”mere moderne” økonomisk aktivitet fører til ændringer i samfundets struktur og menneskenes værdier, holdninger og måder at organisere på” (Johannsen, 2002: 204). Det er denne organisering, der gør det vanskeligere at fastholde et autoritært styre, og samfundet vil styres i retning af demokrati. Moderniseringstesen er således både strukturelt og værdimæssigt funderet. Huntington opponerer imod denne tilgang med et mere kulturteoretisk perspektiv. Han mener nogle værdier er mere fremmede for kultur end andre, og at den kristne religion lægger op til en demokratisk styreform (Johannsen, 2002: 204) (hvilket er meget interessant men ikke vandtæt, når det prøves på empiri).

Transitionsteori (Rustow (1970)
Demokratisering er en beslutning som træffes (af eliten – fokus er altså på aktørernes rolle). Strukturelle forhold i den enkelte stat kan altså føre mere eller mindre automatisk til demokrati (Johannsen, 2002: 206). Huntington mener på den anden side en splittelse indenfor eliten kan åbne for nye politiske muligheder, der kan føre til demokratisering. (Johannsen, 2002: 207). Denne forskellige opfattelse af elitens rolle (brud med strukturel determiniske vs. behov for at forstå og forklare eliternes positioner) bidrager til debatten om moderniseringsteorien.

Institutionalisme
Denne debat handler i vid udstrækning om valgsystemets udformning og en mere normativ diskussionen om, hvad ”gode” demokratiske procedurer og institutioner er. Her nævnes f.eks. tabernes utilfredshed med demokratiet, som synes mindre ved forholdstalsvalg (Johannsen, 2002: 208). Det nævnes også at økonomisk krise giver større sandsynlighed for demokratisk sammenbrud i præsidentielle systemer end i parlamentariske systemer. Johannsen (2000) peger på at jo mere moderniseret et land er, jo mindre er den institutionelle effekt, hvilket er i tråd med moderniseringsteorien (økonomisk udvikling skaber et stærkere civilsamfund) (Johannsen, 2002: 209).

Civilsamfundsaforklaringer
Her ses demokratisering som en fortløbende proces, hvor man hele tiden forbedrer demokratiet. Her udvikles organisationerne i samfundet hele tiden får mere erfaring og ressourcer som skaber en form for magt-balance overfor statens ledelse (Johannsen, 2002: 209). Muligheden for dette afhænger naturligvis af det råderum som den politiske elite giver. Denne tilgang har mange underinddelinger. Bl.a. fremhæver Rueschenmeyer, Stephens og Stephens at demokratiseringen er de undertrykte klassers muligheder for at få indflydelse og at især transitionsteorien negligerer arbejderklassens rolle (Johannsen, 2002: 210). Et andet fokuspunkt er hos Bernard, som lægger vægt på magt-balancen mellem stat og civilsamfund, hvor enhver overvægt vil skabe problemer i samfundet (Johannsen, 2002: 211).

Civic community og social kapital
Putnams teori bygger på at et stærkt civic community er vigtigt for dannelsen af social kapital. Et højt niveau af social kapital i form af tillid, normer og netværk øger styrken og stabiliteten af demokratiets funktionsdygtighed (her nævnes eksemplet med forskellen på Italiens nordlige og sydlige regioner) (Johannsen, 2002: 212). Denne teori forklarer især udviklingen og konsolideringen af demokratiet.

2006-06-07T03:51:00.000+02:00

F 21 Konsolidering af demokratier

1. Merkel og konsolideringsmodellen

1.1 Bagvedliggende overvejelser.
Merkels tekst omhandler demokratisk konsolidering. Det indledende afsnit diskuterer definitioner af disse to begreber.
Demokratidiskussionen bygger på Dahls otte kriterier, som findes brugbare og benyttes videre i teksten. Dog bør man være opmærksom på visse forbehold. Især fremdrages det at en demokratidefinition ikke bør være knyttet til en bestemt kultur eller tidsånd. Dog bør en sådan definition have et vist normativt indhold, som kan sørge for at demokratier ikke frembringer "morally unacceptable results" (Merkel(1998),p.35).
Diskussionen af konsolidering tager udgangspunkt i Przeworski, som siger at et demokrati er konsolideret når det er blevet "the only game in town" (Merkel(1998),p.37). Pridham mener dog blot at dette er en form for negativ konsolidering, idet det blot indbefatter at man ikke bryder reglerne, da det er den eneste mulighed man lige har. Han tilføjer at et demokrati også bør være positivt konsolideret - altså at pøbel og elite opfatter institutionerne som legitime.

1.2 Modellen som er den største i verden.
Merkel skaber en vældig model som bygger på fire hovedkonsolideringsformer; konstitutionel konsolidering, repræsentativ konsolidering, adfærdsmæssig konsolidering (af veto-aktører/elite) og konsolideringen af civilsamfundet (massen). Disse fire udgør et hierarki, idet den første er en forudsætning for den anden osv (i nævnt rækkefølge). Der er dog også visse eksterne faktorer som har betydning for et demokratis konsolidering - økonomi, geografi (nærhed til andre demokratier), internationale institutioner og skillelinier.
(se figur 1 (Merkel(1998),p.41).

1.3 Konstitutionel konsolidering
Idet konstitutionen bestemmer polity-udformningen har den stor indflydelse på demokratiets konsolidering. Den bestemmer de rammer og regler som demokratiet og de demokratiske aktører skal handle indenfor.
Eliterne har en helt central rolle i udformningen af konstitutionen, idet det som oftest er dem der bestemmer dens udformning. Eliterne kan have fire forskellige roller afhængigt af måden hvorpå konstitutionen bliver udformet og vedtaget:

1) Konstitutionen skrives af en valgt gruppe og vedtages ved folkeafstemning - her har eliterne kun indirekte magt (dette scenarie er dog også sjældent). Grundet den lange proces der her er involveret (hvor man ikke har nogen grundlov!) er dette ikke nødvendigvis den mest hensigstsmæssige lønsning.

2) Konstitutionen skrives af en valgt gruppe uden folkeafstemning - her har eliterne stor betydning, men er trods alt demokratisk valgte. Empirien viser dog at graden af demokrati i konstitutionsfrembringelsesprocessen ikke spiller en særligt stor rolle.

3) Konstitutionen udfærdiges af et statsligt organ med efterfølgende folkeafstemning.

4) Konstitutionen udfærdiges af et statsligt organ uden efterfølgende folkeafstemning. Fælles for tre og fire at elitens accept af konstitutionen er absolut essentiel for den demokratiske konsolidering.

(Merkel(1998),p.46 - 47).

Empirisk bør konsolideringen indeholde følgende elementer: social og politisk inklusion (ingen minoriteter skal holdes udenfor), institutionel effektivitet og politisk effektivitet (politik skal ses som en måde at løse social problemer) - dette vil bidrage til legitimiteten.
Her kan det så diskuteres hvilket valgsystem, partisystem og institutionelt design der er bedst for demokratiets konsolidering (meningerne herom er dog yderst delte).

1.4 Repæsentativ konsolidering.
Hvor det første niveau omhandlede selve konstitutionen, omhandler dette niveau politics - partier, IO'er o.l.
Især tre ting har indflydelse på partisystemernes udformning;
Skilleliner, valgsystem og overgangskonflikten mellem det autoritære regime og den demokratiske opposition. Dette sidste har dog oftest kun en midlertidig effekt, idet oppositionen vil opløses efter ideologiske og sociale skel. Dog kan visse valgsystemer vanskeliggøre denne opløsning. Hvis der er tale om et rent majoritært valgssystem vil store grupper måske systematisk blive holdt udenfor indflydelse, hvilket øger deres utilfredshed med demokratiet og dermed underminerer konsolideringen. Hvis det er et forholdstalsvalgsystem kan regeringsdannelser blive ustabile, hvilket undergraver demokratiets effektivitet. Disse to problemer øges ved nævneværdige skillelinier (BRUG CENTRIPETALISME). Den bedste løsning er derfor en mellemting.
(Merkel(1998),p.50 - 51).

Tre andre partirelaterede emner som har indflydelse på demokratiets konsolidering er fragmentering (hvor mange forskellige issues der bliver dannet partier på baggrund af), polarisering (og anti-system partier) (hvor langt partierne (især de store) ligger fra hinanden ideologisk) og flygtighed (hvor holdbare partierne er - altså om man kan regne med at de stiller op til næste valg).
(Merkel(1998),p.52 - 53).

Partier alene kan imidlertid ikke sikre den repræsentative konsolidering - det er også vigtigt med et netværk af interesseorganisationer, hvis primære opgave er at skabe ikke-statslige fora for politisk diskussion - og spiller således samtidig en rolle i konsolideringen af civilsamfundet. Det er vigtigt at de er organiserede, da de eller ikke kan opnå politisk indflydelse. IO'er har dog traditionelt ikke spillet en stor rolle i demokratisk konsolidering - der er ikke grobund for dem i et totalitært styre, og det er derfor svært pludselig at danne en foreningsmentalitet efter det totalitære styres sammenbrud. Dette giver dog samtidig et vis legitimitetstab.

1.5 Veto-aktørers adfærdsmæssige konsolidering
Det er yderst centralt for demokratiets konsolidering, at eliterne overholder de vedtagne regler. Dette sker selvfølgelig kun hvis de anser demokratiet for legitimt - er dette ikke tilfældet er der store demokratiske farer (for fx militærkup eller kapitalflugt).
(Merkel(1998),p.56).

1.6 Konsolidering af civilsamfundet (pøblen).
På langt sigt er det nødvendigt at også befolkningen opfatter demokratiet som legitimt, hvis konsolideringen skal føres helt igennem. Der er her forskellige skoler for hvad civilsamfundet er:

1) Locke'sk: civilsamfundet er en statsuafhængig sfære som beskytter individet mod staten.

2) Pluralistisk: kommunikationen mellem grupper i civilsamfundet nedbryder skillelinier og giver samfundet sammenhængskraft.

3) Tocqueville'sk: civilsamfundet er foreninger hvor befolkningen lærer at være demokratiske mennesker. Tolerance, kompromis og tillid kommer herfra.

4) Kritisk teori: civilsamfundet skal fremsætte krav fra svage, som ikke selv kan organisere sig.

I forbindelse med konsolideringen af et demokrati, er 2) og 3) de vigtigste funktioner ved civilsamfundet, og det er disse der bør fremelskes.

2. Larry Diamond råber: "PAKISTAN!!!"

Antallet af demokratier stiger og det samme gør procentdelen af verdens lande som er demokratier.
Den tredje demokratiseringsbølge har givet vind i sejlene til Fukuyama og the end of history.
Men vil der komme en modbølge? Pakistan er måske den første i en række af lande som sammen vil udgøre modbølgen.
Der var 3 årsager til Pakistans demokratiske sammenbrud; nedbrydelsen af retssystemet (blev stadig mere korrupt), stigende polarisering (etniske og især religiøse skillelinier øgede vold, usikkerhed og ustabilitet) samt økonomisk fiasko og statens kompetencemangel (økonomien umuliggjorde bekæmpelse af korruption og fattigdom og staten var end ikke i stand til at udbyde vand og el).

Swing states:
Larry Diamond udpeger på baggrund af freedom house's demokratiindeks en række svingstater, som har en demokratiscore på mellem 2 og 3,5. Disse kan betegnes semidemokratiske og kan i princippet både bevæge sig i retning mod mere demokrati og modsat. Disse lande (bl.a. Indien, Rusland og Brasilien) udgør en stor del af verdens befolking og står for en betragtelig del af verdens samlede BNP. Det er altså ikke ligegyldigt for verdenssituationen hvorvidt de bliver demokratiske eller ej. Årsagerne til disse landes problemer er meget lig de ovenfornævnte årsager; manglende legitimitet, manglende evne til at varetage skillelinieproblemer på fredelig facon og økonomisk krise.

Improving Governance:
Larry Diamond er så klog så han ved selvfølgelig lige hvordan man skal ordne alle verdens problemer - nu skal I bare høre:

1) Styrke horisontal ansvarlighed: dette gøres ved at skabe stærkere institutioner (især retssystemet skal styrkes). For at disse institutioner skal være legitime skal de være "self-restraining". Dette kan gøres ved at skabe institutioner som gensidigt kontrollerer hinanden (checks and balances). Institutionerne findes i mange semi-demokratier, men fungerer ikke særligt godt.
(Diamond(2000),p.101 - 102).

2) Styrke civilsamfundet: massemedier, IO'er mv. er nødvendigt for at stille statsinstitutionerne til regnskab og fremkomme med forskellige krav.

3) Mediere konflikt: give alle grupper ret til politiske deltagelse og udfoldelse af egen kultur for at minimere skilleliniekonflikter.

4) Økonomisk og statslig reform: styrke staten og liberalisere økonomien

5) Styrke politiske partier: partier er nødvendige for at skabe gennemsigtighed. Governance alene kan ikke konsolidere et demokrati - der er brug for politics. De politiske partier skal rodfæstes og gøres selvopretholdende.

2006-06-07T03:47:00.000+02:00

H 18. Præsidentialisme vs parlamentarisme.

Ifølge Lijphart er der seks primære parametre, som bør berøres i en sammenligning af præsidentialisme og parlamentarisme.
De første tre parametre er stabiliteten af den udøvende magt, valgbarheden af den udøvende magt og graden af magtadskillelse.
At parlamentet i et præsidentielt system ikke kan afsætte præsidenten gør alt andet lige den udøvende magt mere stabil. Denne uafhængighed betyder endvidere at magtadskillelsesgraden er større i et præsidentielt system, hvilket ifølge Montesquieu og Madison giver større individuel frihed og mindre korruption. Valget af den udøvende magt er ligeledes mere demokratisk i et præsidentielt system, hvorunder denne vælges af folket.

De tre første parametre klares altså bedst af det præsidentielle system.
Helt entydig er denne konklusion dog ikke, da
1) et parlamentarisk system ikke nødvendigvis er ustabilt – blot eksisterer muligheden,
2) den udøvende magt i et parlamentaristisk system oftest har et legitimt demokratisk flertal bag sig og de forskellige partiers stemme i udformningen af den udøvende magt normalt kendes før stemmeafgivelsen og
3) oppositionen, en uafhængig domstol og medierne under parlamentarisme vanskeliggør korruption og øger individuel frihed.
De næste tre parametre er effektiviteten af lovgivningsprocessen, kontinuiteten og systemets grad af inklusion.
Adskillelsen af den lovgivende – og den udøvende magt i et præsidentielt system kan resultere i uoverensstemmelser som er uløselige, hvilket gør lovgivningsprocessen mere ineffektiv. Sådanne modsætninger burde ikke findes i et parlamentaristisk system. Kontinuiteten er ligeledes mere udtalt i et parlamentaristisk system, hvor den udøvende magt ikke i samme grad er periodisk anlagt (på grund af dens afhængighed af parlamentet). Slutteligt er inklusionsgraden i et parlamentaristisk system større i valget af den udøvende magt. Dette skyldes at alles stemme tæller (omend indirekte) i regeringsvalget i modsætning til i et præsidentialistisk system, hvor stemmer som ikke er afgivet på den sejrende præsidentkandidat så at sige er spildte.
Det centrale tema i denne redegørelse er således adskillelsen af den lovgivende og den udøvende magt og deres gensidige afhængighed. Det er denne strukturelle variabel som udmønter sig i forskelige fordele og ulemper de to systemer imellem.
Fordelene ved det præsidentielle systems magtuafhængighed er in summa: stabilitet, den udøvende magts demokratiske legitimitet og korruptionssandsynligheden/den individuelle frihedsgrad. Det sidste punkt kan imidlertid betvivles.
Fordelene ved det parlamentariske system magtafhængighed er: effektivitet, kontinuitet og inklusionsgrad.

2. Demokratiets udviklen og fastholdelse.
Diskussionen af demokratiers fastholdelse og udviklen er som sagt yderst aktuel grundet mange nye demokratiers fremkomst. Diskussionen heraf vil i første omgang tage udgangspunkt i en tekst af Stepan og Skach samt én af Lipset.
Stepan og Skachs tekst bygger på antagelser om at politiske strukturer har stor indflydelse på den demokratiske kultur. Ifølge teksten har de fleste af de nye demokratier valgt en præsidentialistisk demokratistruktur, og tekstens hypotese er at dette ikke nødvendigvis er det rigtige valg.
Baseret på et demokratiseringsindeks som afhængig variabel og et socioøkonomisk indeks som uafhængig variabel tester Stepan og Skach denne hypotese. De finder at parlamentaristiske demokratier scorer højere på demokratiindekset end præsidentielle – når der kontrolleres for socioøkonomiske faktorer.
I denne sammenhæng bør det dog nævnes at demokratiindekset er biased mod parlamentarisme idet den medtager en måling af antal stemmer afgivet på andre partier end det sejrende. De fleste præsidentielle systemer har nemlig kun to præsidentkandidater, hvorfor taberne nødvendigvis får færre end 50% af stemmerne. Herimod får sejrherren i parlamentaristiske systemer ikke nødvendigvis (faktisk meget sjældent) abolut majoritet i stemmeantal (især ikke i flerpartisystemer). Af denne grund vil parlamentaristiske systemer score højere på indekset og tallene bør derfor tages med forbehold.
Stepan og Skach finder endvidere at parlamentaristiske demokratier har større overlevelseschancer.
Lipsets overvejelser kredser hovedsageligt om kulturelle faktorer. Blandt andet forsøger Lipset at påvise at katolske lande er mere demokratisk ustabile end protestantiske og at lande som har været under britisk koloniherredømme udviser særlig stor stabilitet.
Denne sammenhæng kan skyldes at Storbritannien har været demokratisk siden 1600-tallet, hvilket ganske givet har smittet af på landets kolonier. De store katolske kolonimagter Spanien og Portugal blev imidlertid ikke demokratiske før i 1900-tallet, og har derfor ikke nedlagt samme demokratiske arv i deres kolonier. De katolske koloniers demokratiske ustabilitet kan således være et produkt af deres manglende demokratiske arv og socialisering og ikke som sådan et produkt af kulturelle faktorer.

Hvorledes demokratiet får bedst betingelser kan på baggrund heraf anskues fra tre vinkler:
Fra en rationel institutionalistisk vinkel er opretholdelsen af den demokratiske struktur afhængig af hvilken værdi den har for befolkningen. Institutionerne bør derfor udformes således at de mest effektivt varetager befolkningens interesser. Som redegørelsen ovenfor viser er der imidlertid ikke én udformning som objektivt kan siges at varetage befolkningens interesser bedre end den anden. Et rationelt approach giver ad denne vej ikke noget entydigt svar på hvilket system der er bedst.
Fra en sociologisk vinkel skaber institutionerne i sig selv en slags adfærd og er således ikke blot en personificering af befolkningens interesser. Det er dette perspektiv Stepan og Skach anvender når de kommer frem til at et parlamentaristisk system skaber mere demokrati. På sociologisk baggrund kan man således nå frem til at et parlamentaristisk system er at foretrække, hvis et land skal udvikle sig demokratisk og fastholdes heri. Dette skal dog tages med visse forbehold da der var visse bias i analysen.
Fra en historisk-sociologisk synsvinkel kan man på baggrund af Lipset påstå at et land sandsynligvis vil have bedre demokratiseringschancer, hvis det har været en engelsk koloni – eller: at et land er blevet givet en demokratisk arv.

2006-06-06T19:35:00.000+02:00

Governance hos Mette Kjær (H21)
Indførelsen af governance-begrebet hænger sammen med en tilgang til EU, hvor unionen studeres som en politisk enhed i sin egen ret. EU betragtes således som en uafhængig variabel, der påvirker udformningen af offentlig politik i medlemsstaterne (Kjær, 2004: 100). Governance er en betegnelse for mekanismer til at træffe kollektive beslutninger, som ikke nødvendigvis er begrænset til regeringer. Governance finder således anvendelse for regulering af hierarkier, netværk og markeder på både statsligt, mellemstatsligt, overstatsligt, samt regionalt niveau, men governance handler også om definitionen af spillereglerne. Der findes to tilgange til governance i forhold til EU: Multi-level governance (MLG) og europæisk governance (EG) (ibid. 108). MLG indebærer et syn på EU-politikker, hvor både EU, stater og regioner spiller en rolle. Indenfor EG derimod, betragtes styringsmekanismerne ikke nødvendigvis som værende på forskellige niveauer (multi-level). Her betegner governance den komplekse, ikke-hierarkiske karakter ved EU’s styringsmekanismer (ibid.). MLG fokuserer således primært på sammenspillet mellem de forskellige niveauer, hvorpå styringen foregår, mens EG i bredere forstand undersøger forskellige styringsmekanismer.

MLG.
Som sagt er MLG en model, i hvilken beslutningstagningskompetencen er delt (ibid.109). Det betyder, at staten ikke længere har monopol på at lave EU-policies, og at både sub-nationale regioner og overstatslige institutioner spiller en rolle i policyprocessen. Policyprocessen er ifølge MLG-modellen afhængig af såkaldte policy-netværk, hvor aktører på forskellige niveauer på uformel vis er tilknyttede til hinanden, og som kan udøve stor indflydelse på de konkrete policies. Denne type ”styring”, hvor aktører på forskellige niveauer deltager i udformningen af policies, er mest karakteristisk for den såkaldte ”sammenhængspolitik” (cohesion policy). Policyprocessen på dette område er således skruet sammen, at kommissionen, staterne og regionerne er nødsaget til at arbejde tæt sammen (ibid. 110). Det betyder, at regionerne opnår større magt i forhold til staterne, idet de kan opnå direkte indflydelse på kommissionen og dermed udformningen af policies.

EG.
EG-modellen har bredere anvendelse end MLG-modellen. MLG-modellen med dens fokus på horisontale netværksrelationer er muligvis korrekt for sammenhængsområdet, men på andre områder er andre styringsmekanismer på spil. Tages fx det vigtige reguleringsområde, så findes der forskellige slags reguleringspolicies, og derfor er der også forskellige typer governance indenfor dette område. En type består i den såkaldte komitologi-procedure, hvor kommissionen udformer policies i samråd med forskellige komiteer med deltagelse af nationale aktører. En anden type governance er ”den åbne metode” indenfor økonomisk politik, som består i konsensusdannelse mellem medlemsstater på baggrund af vurderinger af den økonomiske situation og passende policy-responser (ibid. 112-113). Supranationale institutioner øver her indflydelse gennem skabelsen af de rette fora for denne konsensusdannelse på et område, hvor der egentlig ikke er uddelegeret magt (ibid. 113). EG-modellen indebærer altså ikke, at styringsmekanismerne udelukkende er horisontale eller netværksagtige, men at der simultant eksisterer både hierarkiske og mere netværksagtige mekanismer. EG-tilgangen fokuserer mere bredt på ”styringen og koordinationen af spillets regler, om det så er gennem netværk, markeder eller hierarkier” (ibid. 115).

Governance-begrebet indebærer ikke nødvendigvis, at staterne mister magt/indflydelse. På nogle områder vil EU-integrationen faktisk betyde øget magt til staterne (ibid.). Staterne har endvidere stadig betydelig suverænitet indenfor EU’s 2. og 3. søjle, dvs. forsvars-, udenrigs- og retspolitikken via deres vetoret.

Governance og demokrati.
Nogle har kritiseret governance-mekanismer for at indebære et demokratisk underskud. Når mange forskellige aktører har mulighed for at påvirke policyprocessen, og aktørernes betydning ændrer sig fra policyområde til policyområde, så er det svært at udpege ét magtcenter og holde én gruppe ansvarlig for den førte politik (ibid. 116). Governance-modeller peger altså på, at demokratisering af EU ikke kun kan foregå på et niveau, men må adressere alle relevante niveauer. Dette indebærer, at udviklingen af mere demokratiske EU-institutioner ikke vil være tilstrækkeligt til at demokratisere EU. Der må ligeledes foregå en demokratisering på et regionalt niveau gennem fx interesseorganisationer og andre sociale bevægelser, der fokuserer på et paneuropæisk niveau

2006-06-06T12:28:00.000+02:00

F18. Politiske institutioner og tilfredsheden med demokratiet.(F1)

Påvirker politiske institutioner borgernes tilfredshed med demokratiet? Ja. Ved brug af en tværsnit undersøgelse for elve Europæiske demokratier sammen med data om, i hvilken type af demokrati individet lever, demonstrer forfatterne at naturen af de repræsenterede demokratiske institutioner ( målt ved Arend Lijpharts enighed - flertals index ved demokratier) indirekte påvirker forholdet mellem en persons status, som værende med i det politiske mindretal eller flertal, og personens tilfredsstillelse med hvordan systemet virker.
Der er to elementer der forklarer attitude mod demokratiets virken 1) støtte til systemet er afhængig af, om man er del af mindretallet eller flertallet. 2) forfatterne antager at et lands politiske institutioner, har en indirekte virken på den demokratiske proces mellem vinder og tabere.
Jo mere samstmmighed (consensual) demokrati jo større er chancen for, at taberne af valget er tilfredse, men også at vinderne er utilfredse.
Udslaget hos taberne er mindre, hvis de stadig har en form for medbestemmelse.
Der bliver fundet frem til: 1) taberne af et demokratisk valg viser mindre tilfredsstillelse end dem i flertalles systemet. 2) taberne i systemer med samstemmighedn fremviser større tilfredshed med måden hvorpå demokratiet virker, end taber i systemer hvor et flertal er karakteristisk. Vinder tender til at være mere tilfreds med demokratier, jo mere et lands politiske institutioner har rent flertal i regeringen.
Generelt når der bliver målt for tredjevariable, er det sådan at Holland, Belgien og Danmark ikke viser de store udslag mellem vinder og taber.

Kritik: Undersøgelsen er fra 1990, lige lidt gammel der’. Østtyskland, nord Irland og Luxenborg er ikke taget med.

(F2) Kvaliteten af demokratiet og et ”sødere, venligere” demokrati.

Teksten prøver at undersøge om samstemmigheds demokratier er bedre til at repræsenter folket end flertals systemer. Der bliver undersøgt kvaliteten, demokratiets repræsentation og i hvor høj grad samstemmigheds demokratiet udfører sit arbejde bedre end flertals systemet ud fra de samlet data. I anden andel af teksten bliver der diskuteret forskellighederne af de to demokratier. Der bliver fundet frem til, at samstemmigheds demokrati tender til at være en ”sødere og venligere” form.

Samstemmigheds demokrati demonstrerer disse kvaliteter på følgende måde: de er mere tilbøjelig til at være vældfærds stater, de har en bedre rekord, når det gælder beskyttelse af miljøet, de sætter færre folk bag tremmer og er mindre tilbøjelig til at benytte dødsstraffen. Samstemmigheds demokratier i udviklingslandene er mere gavmild med deres ulandsbistand.

Undersøgelsen er taget på baggrund af 36 lande med demokratier enten flertals eller samstemmigheds systemer. Resultaterne ses i tabel 16.1.

Tabel 16.1 viser at samstemmigheds demokratier er signifikante med Dahls rangering af demokratiets kvalitet.
Udviklingslandene har større lighed.

Demokratiets kvalitet bliver også målt på baggrund af vælgeropslutning. Høj fremmøde betyder større lighed ved deltagelse. Lavt fremmøde betyder ulige deltagelse og hermed mindre lighed (s.284). Udviklingslandene har større fremmøde. Samstemmigheds demokratier har 7.5 procent point højre fremmøde end flertals systemer. Det samme gælder når der måles for tilfredsheden med demokratiet.
Altså ”consensus” demokratier gør en forskel og undersøgelsen viser, at dette demokrati har mere tilfredse borger.

H16. Reilly: ”Demoracy in Divided Societies: Electoral Engineering for Conflict Management”(2001).

Reilly tager i ”Demoracy in Divided Societies: Electoral Engineering for Conflict Management” (2001) udgangspunkt i Timothy Sisks begreb om centripetale institutioner og videreudvikler dette begreb. Et centripetalt, politisk system fokuserer ifølge Reilly politisk konkurrence mod midten og ikke mod ekstremerne. Reilly betragter særligt etnisk opsplittede samfund og herunder, hvordan man gennem institutionelt ingeniørarbejde kan opbløde disse etniske skel. Centripetalisme kan grundlæggende betragtes som et instrument til konfliktløsning af konkurrerende interesser og etniske skel.
Introducerende skal et institutionelt design i et opsplittet samfund grundlæggende skabe vælgermæssige incitamenter til at søge bred støtte fra vælgerne, arenaer for midtersøgende forhandlinger og centrerede politiske partier eller partikoalitioner, som søger tværetnisk støtte. Centripetale institutioner skal tilvejebringe disse muligheder. I centripetale institutioner må aktørerne være tilpassende, midtersøgende og forhandlingsvillige, fordi dette er nødvendigt for at opnå flertal. Alle partier må søge støtte hos andre partier. Et sådant design opfordrer i sin struktur til moderate partier i stedet for polariserede ekstremer. Det er ikke det konkrete indhold, men forhandlingssituationen, strukturen i sig selv, som via gentagende ansigt til ansigts møder bidrager til tilpasningsdynamikken.
Et aspekt er altså, at det centripetale design skaber et bedre klima for konfliktløsning og konsensus. Reilly fremhæver desuden, at selv i dybt splittede samfund vil office-seeking aktører gennem den centripetale struktur nødvendigvis handle samarbejdende på tværs af etniske og sociale skel. Et andet aspekt er derfor, at den centripetale struktur imødegår etniske skel.
I sin centripetale teori antager Reilly altså, at politiske partier har en monoetnisk karakter og derfor i udgangspunktet bejler til én bestemt gruppe. I et etnisk heterogent samfund har de politiske partier en tendens til at afvise at finde fælles fodfæste og er derfor ikke forhandlingsvillige i valgprocessen, fordi man i en sådan adfærd sælger ud i forhold til sin egen vælgergruppe. I modsætning til mere homogene samfund mangler kampen om medianvælgeren altså i disse opsplittede samfund. Et repræsentativt valgsystem vil i et stærkt polariseret samfund derfor blot overføre konflikterne fra samfundet til talerstolen i parlamentet. Et valgsystem må ifølge Reilly derfor i stedet tvinge partierne til at appellere til andre etniske grupper.
Ligesom Horowitz, Lijphart, Sisk og Linz er Reilly af den opfattelse, at det politiske system og dets institutioner er meget afgørende for såvel de politiske aktørers adfærd som forhandlingssituationen, dvs. strukturen. Herunder er valgsystemet i særdeleshed afgørende som politisk institution. I et opsplittet samfund, er det ifølge Reilly nødvendigt at have et valgsystem, som virker samlende for partisystemet. Universelt set er der ikke et foretrukket valgsystem – valgsystemet er kontekstafhængigt, dvs. valgsystemet skal udformes således, at de tilstedeværende politiske skillelinjer i samfundet nedbrydes.

2006-06-06T05:03:00.000+02:00

F 16 og H 14 Metode:

1. Guy Peters:

1.1 Komparativ analyse:
Guy Peters indleder sin tekst med at beskrive besværlighederne ved at bedrive videnskab for samfundsvidenskaben. "The real difficulty for the social sciences is making convincing statements about the causation of political phenomena, given the complexity of interactions among the whole range of social phenomena and the number of external sources of variance" (Peters(1998),p.28).
Samfundsvidenskabens opgave er at finde frem til en uafhængig variabel som har særlig stor indflydelse på den valgte afhængige variabel.
Grundsætningen lyder: "Maximise experimental variance, minimise error variance and control extraneous variance" (Peters(1998),p.30).
Den eksperimentielle varians er forskelligheder på den afhængige variabel man undersøger (eksempelvis forskellig score på et indeks for politisk deltagelse - uafhængige variable kunne så være alder, uddannelse, køn osv - det vigtige er således at man ikke kun ser på den gruppe som har scoret en bestemt værdi på indekset, men kontrollerer sine fund med data med en anden score på den afhængige variabel). Man bør dog ikke udvælge cases efter at deres værdi på den afhængige variabel passer med det resultat man vil frem til.
I visse undersøgelsestilfælde kan man vælge cases som har ens værdi på den afhængige variabel (hvis det er hensigten at undersøge hvilke uafhængige variable der er bestemmende for denne værdi).
Minimeringen af error variance omhandler reliabiliteten. Dvs tilfældige fejl grundet eksempelvis skrivefejl i transkriberinger, sløsede interviewrapporter o.l. Disse antages dog at ikke at biase analyser, da de grundet deres tilfældighed antages at fordele sig ligeligt om gennemsnittet.
Kontrollen med extraneous (udefrakommende/fremmed) variance er kontrol med kausalitetsfejl. Dette kan eksempelvis skyldes at man har overser en variabel og der i realiteten er tale om en spuriøs sammenhæng. Grundet samfundsvidenskabens kompleksitet er det dog praktisk talt umuligt at finde frem til den egentlige, rene årsag. Man kan dog gøre visse ting for at forsvare sig mod for stor "extraneous variance".
En måde er at have en plausibel teori som kan underbygge udvælgelsen af uafhængige variable. En anden er at observere de samme cases over tid for bedre at kunne identificere systematiske fejl. En tredje er at benytte flere cases som antages at ligne hinanden relativt meget(fx tyske länder). Det kan dog være et problem at generalisere fra cases som ligner hinanden meget til et større appliceringsområde, hvor the cases ikke besidder disse fællestræk. Der kan således siges at være et trade-off imellem generaliseringsgrad og det at minimere mængden af extraneous variance.

(Peters(1998),p.31-35)

En skelnen mellem MSS og MDS er nødvendig fordi komparativ analyse oftest omhandler selektiv udvælgning af cases (modsat statistik, hvor de udvælges tilfældigt)

1.2 Most Similar System (MSS):
I MSS udvælger man en række cases som ligner hinanden på de fleste måder (benelux-landene, skandinavien, de vesteuropæiske demokratier, folk fra negerlandene osv). Det undersøges om der er forskelle imellem de valgte cases på en afhængig variabel, og derefter hvilke uafhængige variable der varierer i samme mønster. Sammenhængen kan så antages at være kausal. De store ligheder i de valgte cases er et forsøg på at isolere de faktorer som kan være årsag til forskellene imellem dem. Problemet hermed er dog alle de variable som nødvendigvis er udeladt i analysen, som egentlig ligesåvel kunne have været årsager til sammenhængen.

1.2 Most Different System (MDS):
I MDS udvælges derimod en lang række cases som er utroligt forskellige. De har dog alle én værdi på den valgte afhængige variabel til fælles (fx der har været revolution). Man kan således se en masse variable som ikke har indvirkning på den afhængige variabel, da de ikke har ens værdi i alle de valgte cases (denne tankegang hviler på et Popper'sk grundlag), og kan samtidig finde én eller flere som de forskellige cases ser ud til at have til fælles. Man kan herefter hypotisere en kausal sammenhæng med (mener tilhængere af MDS) større sikkerhed end i MSS.

(MSS og MDS - Peters(1998),p.37-41)

1.3 Globalisering:
Et problem som komparative analytikere bør tage højde for, er diffusion. Diffusion er et begreb der dækker spredning af politiske fænomener og idéer - eksempelvis via globalisering eller kolonialisering. Eksempelvis er det problematisk at undersøge Danmark som en selvstændig case og herfra udlede en kausalsammenhæng, idet Danmark har været udsat for store påvirkninger udefra via globalisering m.v. Det samme kan postuleres om lande der ligger tæt på hinanden og "smitter" hinanden - eller om lande der ligger nær en ideologisk rollemodel (fx USA eller mig).

1.4 Individ - kollektiv:
Et ofte set problem i komparativ analyse, er slutning fra individ til kollektiv eller omvendt. Et eksempel på individ til kollektiv kunne være civic culture, hvor individer findes at være politisk engagerede, hvorfra det sluttes at samfundet er karakteriseret ved stor civic culture - politisk engagement behøver dog ikke være samfundsrelateret - der behøves en kollektiv sammenhængskraft for at en egentlig kultur kan eksistere.
Et eksempel på det modsatte kunne være at se at danskere har en høj gennemsnitindkomst og så glemme at tage højde for at visse befolkningsgrupper har et væsentligt lavere gennemsnit, hvorfor det er forkert at behandle Danmark som en koherent gruppe.

1.5 Validitet:
Der findes to former for validitet; intern- og ekstern-.
Intern validitet er i hvor høj grad man kan være sikker på at ændringen i en afhængig variabel skyldes den antagede ændring i en uafhængig variabel (fx at køn virkelig har indflydelse på hvor mange ræve man har spist). Dette kan kontrolleres ved at lukke af for udefrakommende støj (eksempelvis ved at lave et laboratorielt lignende eksperiment).
Ekstern validitet er i hvor høj grad man kan generalisere fra observerede sammenhæng til hele populationen (dette er fx lettere hvis eksperimentet er foregået i de omgivelser hvor folk normalt bevæger sig). Der er således et klart trade-off mellem de to former for validitet.
Det er ofte en god idé at forsøge en mellemting.
Det vigtigste i forhold til at forsvare sig mod invaliditet er at være opmærksom på de farer der er - gøre sig klart hvad man ser bort fra, og hvad man inkluderer.
Et andet validitetsproblem er at cases kan ændre sig i løbet af den observerede periode.

Det er vigtigt at gøre sig klart hvilke cases man udvælger, så man bliver opmærksom på om man er biased i sin udvælgelse og hvis dette er tilfældet så hvorledes.

En anden typisk fejl er at man ser bort fra fænomenet regression towards the mean. Dette fænomen kan eksemplficeres ved en klasse som har dumpet en eksamen og så skal have ekstraundervisning, hvorefter de tager eksamenen igen. Da halvdelen består konkluderer man at ekstraundervisningen var en succes - men de kunne jo ikke klare sig værre. Det eneste resultat man kunne nå frem til med denne metode (medmindre ALLE dumpede) var således at det var en succes. Som forsvar herimod kan man lave kontrolgrupper.

2. Timothy P. Wickham-Crowley

2.1 Teori
Wickham-Crowley undersøger en række latinamerikanske lande, som alle har haft en revolution. Det er vanskeligt at sige hvorvidt undersøgelsen benytter sig af MSS eller MDS, da undersøgelsen i høj grad er en viderebygning på andres undersøgelser.
I sig selv er undersøgelsen en mangelfuld MSS, idet Wickham-Crowley undersøger lande som har en hel del til fælles (ensartet sprog, kultur, beliggenhed, BNP etc.), men han undersøger ikke forskelle herimellem - og man kan derfor ikke tale om et egentligt MSS.
Snarere er det et forsøg på at undersøge hvorvidt andres teorier om revolutioner gælder i Latinamerika - altså en del af en MDS-analyse.

2.2 Empiri:
Det Wickham-Crowley kommer frem til er at de områder i de enkelte lande, hvor revolutionerne havde bedst fat - hvor der var guerillaaktiv støtte, er områder som havde en overvægt af squatters (folk som dyrker land de ikke selv ejer) eller sharecroppers (som deles om et stykke jord).

2006-06-06T02:28:00.000+02:00

Referat af forelæsning 19, tekst: Robert C. Bartlett; ”On the decline of contemporary political development studies”.

Formål: Bartlett ønsker at forklare, hvordan fjernelsen af værdier fra komparativ politik studier har medført, at man ikke har beskæftiget sig med adskillelsen af kirke og stat.

Vestens liberale demokrati sås som målet for det politiske samfund og med udgangspunkt i dette opstod disciplinen komparativ politik. I forlængelse af liberalismens rationalistiske rødder anså man naturvidenskabens metoder som idealet for at opnå forskning på samme højde ( Bartlett, 2001, s. 270.) Man vurderede udviklingen i ikke-vestlige lande til at gå imod det vestlige ideal. Da dette ikke var tilfældet i langt de fleste fattige 3. verdens lande, fik det forskerne til at revurdere deres antagelser. Fra 1980’erne havde man mistet troen på moderniseringsteorierne, da man ikke længere troede på at teorier kan være så brede at de objektivt og uden ideologi kan dække over den globale udvikling og samtidigt kunne gå i dybden og forudsige specifik politisk udvikling. Komparativ politik har ikke formået at udfylde teoriens udfordringer om at kunne forudsige nationers udvikling og har ført til dens undergang, hvilket Bartlett ønsker at fastlægge. Han mener dernæst at dette skyldes den moderne komparativ politiks teoris værdineutralitet, der gør at de overser og ikke forstår forskellen på den moderne og den premoderne verden.

Moderniseringsteorier.

Udviklingsteori har været præget af, at ville kombinere en retning inspireret af Aristoteles, der vil lave vurderinger af lov og moral, med en retning der søger at efterligne naturvidenskaben. Som udgangspunkt var moderniseringsteori ikke værdineutral og David Apter ligger stor vægt på at det hverken kan eller skal være det (Ibid, s. 273). Trods denne nye standard for politisk videnskab er utilfredsheden med den værdiladede teori tilsvarende stor, idet der tvivles på, hvorvidt politisk videnskab overhovedet er i stand til at lave værdivurderinger. Bartlett holder dog fast og påstår, at politik handler om værdier og fremstiller dermed det dilemma forskere står i mellem at undersøge politik som er værdiladet og samtidigt forfølge den behavioralistiske tradition. Derved bliver ”description” frem for ”prescription” målet, hvilket dog medfører at politisk videnskab mister rollen som rådgiver for de underudviklede lande. Herved ændres retningen fra ”modernization” til ”development” studier.

Development studies.

Formålet for denne retning er at opstille funktioner et hvert politisk system skal opfylde. Herved beskæftiger det sig ikke med den mere præcise udformning af polity (Kongedømme, aristokrati, demokrati). Huntington brød endeligt med moderniserings teorierne i en artikel fra 1965. Her karakteriserer han politisk udvikling som institutionaliseringen af politisk organisering og politiske procedurer (Ibid, s. 275). Teorien tog sig således af at finde de kategorier og karakteristika som kan bruges på alle lande. Huntington havde dog svært ved ikke at identificerer målet for ovenstående med det liberale demokrati hvilket førte til at han brød med ”development” studierne i forvirringen over hvorvidt teorien blot var beskrivende eller teleologisk. Huntington mente ikke den havde løsrevet sig fra det senere. Han foreskriver derfor at man i stedet skal se på ændringer.

Change studies.

Herved mente Huntington endeligt at løsrive studiet fra det teleologiske aspekt. Målet er at undersøge de præcise facts ved politiske ændringer. Alle registreringer af ændringer i systemet skulle være frie for bemærkninger om godt og dårligt ved disse (ibid, s. 278).
Bartlett skriver, at herved teorien ikke længere beskæftiger sig med noget der er politisk interessant.

Dependency studies

Det lykkedes dog aldrig at slippe af med de teleologiske forudindtagetheder trods den nøgterne koncentration omkring orden og ændring. I stedet voksede der derfor i samme periode en anden retning frem: dependency.
Dette er en neomarxistisk retning hvor det liberale demokrati ikke længere er målet men i stedet erstattes af målet om et socialistisk demokrati. Studiet af lande og polity ses derfor ikke som værdineutralt.
Retningen forsvandt dog efter 1980’erne.

Development 2.

Huntington vender i 80’erne tilbage til studiet af development. Denne gang ser han dog på den videnskabelige analyse af kultur. Han ser kulturen som nøglen til forståelse.

Herved overvinder studeretningen af komparativ politik det naturvidenskabelige ideal og tilslutter sig en mere normativ videnskab.

Modernitet.

De første til at beskrive det liberale samfund var filosoffer som Hobbes, Spinoza, Locke og Montesquieu. Modernisering ses af Bartlett som værende frigørelsen fra religion. Alle disse tænkere skrev om forholdet mellem religion og politik og lagde alle vægt på vigtigheden i at adskille disse for at man kan blive fri i det politiske liv. Alle mener de overordnet set at religion skal underordnes den politiske styring (ibid, s. 286-287). Rousseau skriver at religion kun er af interesse for staten, - og for dent medlemmer, såfremt de dogmer religionen stiller op relaterer sig til moral og til de pligter de troende er forpligtiget til at udføre overfor andre. Udover dette kan befolkninger tro på hvad de vil (Ibid, s. 288). Montesquieu henviser religionen til at tilhøre den private sfære.
For 3. verdens landene foreslår Bartlett i forlængelse heraf en ikke-liberal opfattelse af forbindelsen mellem religion og politik. Den moderniseringsproces, der trods alt har fundet sted, har i så fald været begrænset og kun på områder som teknologi og finansiering.

Religions studier.

Generelt har der været meget lidt bevågenhed i de politiske studier på religions betydning for den politiske udvikling. Oprindeligt har man negligeret religions betydning og helt udeladt den i studierne i målet om den værdineutrale forskning. Usikkerheden indenfor komparativ politik har dog åbnet op for irrationel tænkning. Hertil kommer dog af forskerne finder det svært at arbejde generelt med et så abstrakt fænomen som religion. Dette har flere stedet ført til at forskere sidestiller religion med ideologier.
Metodevalget i komparativ politik bliver afgørende for synet på religion.

Post-modernisering.
Leonard Binder behandler problematikken med den islamiske verdens uforlignelighed med den vestlige. Han taler for at dialog og konversation, mellem hvad han ligesom Foucault ser som to hegemonier med to forskellige diskursive formationer. Gennem rationel diskurs mener han således at kunne åbne for mulighederne for politisk liberalisering i de islamiske regioner (Ibis, s. 293).
Op imod den islamiske liberalisme ses den liberale rationalisme som blot en diskursiv formation, der ikke har rod i absolut viden men blot er endnu en manifestation, dog en der ikke kan søge tilflugt i troen på en gud. Opgøret mellem ”reason” og ”revelation” bliver herved blot erstattet af opgøret mellem to trosretninger, - hvor én er guddommelig (Ibid, s. 295).

Bartlett foreslår, at vejen frem for komparativ politik studier er at se på nationer og samfunds selvforståelse. Kun på denne måde kan forskeren undgå at påtvinge egne kategorier og fordomme på objektet og herved undgå at se religion udelukkende som en del af privatsfæren og på denne måde kan religions indflydelse på udviklingen af nationer få deres berettigelse.

Referat af forelæsning 19, tekst; Juan J. Linz & Alfred Stepan; ”Modern nondemocratic regimes”.

Tekstens formål: Ønsker at forklare hvordan de muligheder og opgave der foreligger et nyt demokrati inden det er konsolideret afhænger af det forgangne regime type.

Oprindeligt ses der på to regime typer; totalitarisme og demokrati. Linz finder dog frem til i sine tidligere undersøgelser at en tredje regimetype, authoritarisme. Linz fandt dels at der var flere authoritative styre end demokratiske og totalitaristiske tilsammen, samt at authoritative styre ikke nødvendigvis var en overgangs periode men at disse eksisterede som stabile styre i længere tid. Op mod 90 % af de ikke-demokratiske regimer falder under betegnelsen authoritative og begrebet mister derved mening i forhold til at kunne forudsige de mange forskellige udviklings stiger og konsoliderings opgaver landene følger.
Linz vil derfor opstille en revideret udgave af mulige regimetyper ud fra kategorierne; pluralisme, ideologi, lederskab og mobilisering. Se skema s. 44-45.

Demokrati (Linz, 1996, s. 40).
Trods de forskellige konkrete udformninger demokratier antager anses alle for blot at være underkategorier af demokrati.

Totalitarianisme (ibid, s. 40-42).
Totalitarianisme er et regime med varige værdier der har elimineret alle tidligere politiske, økonomiske og social pluralistiske traditioner.
Totalitarianisme karakteriseres ved at være styret af en utopisk ideologi, har intensiv og ekstensiv mobilisering, har et lederskab der har ingen grænser og reageres uforudsigeligt af en ofte karismatisk leder.

Post-totalitarianisme (ibid, s. 42-51)
Særligt de post Sovjetiske lande lagde grund for denne kategori. Post-totalitarianisme dækker over 3 undergrupper; Tidlig post-totalitarianisme, fastfrossen post-totalitarianisme og moden post-totalitarianisme.

Tidlig post-totalitarianisme adskiller sig kun fra totalitarianisme i den henseende at der eksisterer visse begrænsninger for lederen. Frossen post-totalitarianisme ses hvor der er sket en udvikling i den civile samfundskritik men hvor alt andet er fastfrosset. Moden post-totalitarianisme findes hvor der er sket udvikling på alle områder undsat det styrende politiske partis leder rolle.

Pluralisme:
Særligt social pluralisme findes udbredt i så høj grad i det modne post-totalitarianisme at der kan være tale om en ”second Culture” eller ”parallel culture” med stort oppositions muligheder. Økonomisk pluarlisme kan ligeledes finde sted i modne post-totalitarianistiske stater i form af eksperimenter med markeds økonomi. Begge ting der aldrig ville finde sted i et totalitært styre.
I det authoritative styre eksisterer der i forhold hertil i meget højere grad økonomisk og social pluralisme. Det post-totalitarianisme styre præges i høj grad af det forgangne totalitære styre og den begrænsede sociale pluralisme er derfor en reaktion for at alternativ til det totalitære styre der stadig præger samfundet. En begrænset institutionel pluralisme i det post-totalitarianistiske styre skal ikke forveksles med en politisk ligesom den anden kultur er en social pluralisme med mulige politiske implikationer.

Lederskab (ibid, s. 46):
Lederskab i det totalitære styre er karakteriseret ved fraværet af grænser i form af love og procedure for lederskabets magt. Ideologien er det altdominerende hvorved også statsoverhoveder kan føle sig lige så truet på livet som menigmænd, modsat i et post-totalitarianistisk styre hvor lederskabet er mere bureakratisk funderet og mindre karismatisk. I et authoritativt styre eksisterer der formelle forudsigelige normer for lederskabet. Det post-totalitarianistiske styre er tættere på det authoritative i det er foreligger normer for lederskabet som følges . I det post-totalitarianistiske sker al rekruttering dog gennem partiet hvorved regimet fastholdes. I det authoritative styre er der åbnet mere op for rekruttering fra andre partier, fraktioner og ikke-politiske områder. Denne åbenhed i rekruttering i det authoritative styre giver større mulighed for fleksibilitet i forhold til det lukkede post-totalitarianistiske. Den manglende fleksibilitet gør styret mere sårbar for stærke oppositionskræfter.

Ideologi (ibid, s. 48):
I det post-totalitarianistiske styre eksistere ideologien fra det totalitære styre stadig som stats ideologi men med langt svagere tilslutning samt manglende tro på ideologiens utopi. I samfundet ses ideologien som en obligatorisk regel man har lært at leve med, mens den i det parallel samfudn opfattes som en løgn.
For authoritative styre er der ikke en defineret statsideologi som gennemsyre det sociale, økonomiske og politiske liv.
Det voksende tvivl på ideologien i det post-totalitarianistiske styre fører til større trang til at legitimisere styret i form af dets performance i stedet.

Mobilisering (ibid, s. 49-50):
I det authoritative styre er der langt svagere grad af mobilisering end i det totalitære. Her er der brug for en bred folkelig mobilisering der munder ud i regime skabte organisationer og aktiviteter der skal fastholde mobiliseringen og derved støttent il regimet. I post-totalitarianistiske styre er der levn fra der totalitære styres altomfattende mobilisering men denne har mere karakter af obligatorisk deltagelse og ikke den intensitet der prægede det totalitære. Ved manglende konkurrence mod styret kan mobiliseringen få lov at tage af og blive en del af privatsfæren.

Sultanism, (ibid, s. 51- 54):
Karakteristika ved sultanisme; I sultanisme blandes det private og offentlige sammen, der er stærke tendenser mod et familiært styre, at tjene sultanen personligt er ikke adskilt fra den politiske sfære ligesom økonomisk succes afhænger af personlige relationer, der er mangel på en rationel statsideologi samt manglen på upersonlige mål for sultanen.

Pluralisme:
Det politiske liv og institutionalisering er meget tæt forbundet med sultanen personligt og der eksisterer derfor kun begrænset politisk pluralisme, hvorimod der kan forekomme udbredt social og økonomisk pluralisme.

Lederskab
Der er ingen begrænsninger for sultanens virke og derfor ingen rum for en opposition til at opstille modifikationer til styret som der er i det authoritative. Dette har stor betydning for de muligheder der er for omstilling af det sultanistiske styre kontra det authoritative.
Den ubegrænsede personlige magt er en af de eneste ting der er ens for sutanisme og totalitarisme.

Ideologi
Der eksisterer ingen styrende ideologi for sultanen som der gør i de totalitære styre. Sultaner kan dog opfinde ideologier udfra deres egen person men disse er begrænsede til sultanens egen regerings tid og dernæst har det ikke samme kraft i befolkningen da denne ikke stoler på sultanen til slev at være underlagt denne ”ideologi”.
I forhold til det authoritative styre er sultanen i langt mindre grad brundet af normer og praksisser i styrets udformning.

Mobilisering:
Manglen på ideologi medfører ligeledes at der foregår meget ringe mobilisering. Forskellen på denne og det authoritative styres begrænsede mobilisering er sultanens brug af militser til at udøve terror og derved true befolkningen mod oprør. Disse grupper er dog heller ikke institutionaliseret men blot personlige håndlangere for sultanen.

2006-06-05T10:07:00.000+02:00

Bo Rothstein om institutioner (F17)
Institutioner kan studeres på forskellige måder: På baggrund af normative tilgange til det politiske felt; her spørges, hvordan institutioner bør være indrettet for at samfundet kan være fx retfærdigt. På baggrund af mere deskriptive tilgange til politik; her spørges, hvilken betydning institutioner har for politisk adfærd. Accenten vil her ligge på de deskriptive tilgange.

Først skal begrebet ”institution” dog afgrænses. En institution kan forstås som ”spillets regler”, men dette kræver en nærmere præcisering. For hvad skal der forstås ved regler? Man kan skelne mellem formelle og uformelle regler, hvor formelle regler er nedskrevne (kundgjorte) love og reguleringer, mens uformelle regler kan beskrives som indlejret i vaner, normer og praksisser. Politiske institutioner kan således defineres i en snæver betydning som ”formal arrangements for aggregating individuals and regulating their behavior through the use of explicit rules and decision processes enforced by an actor or set of actors formally recognized as possessing such power” (p.145). Med denne definition bliver en politisk institution altså lig med det formelle setup, der har til formål at regulere politisk adfærd.

Problemet er, hvor snæver definitionen skal være. Er det tilstrækkeligt udelukkende at tilskrive institutionen de kundgjorte, formelle regler for dens virke, eller må den tillige tilskrives (nogle) uformelle normer og praksisser. Defineres institutioner for snævert risikerer vi at betydningen af mange uformelle regler for den politiske adfærd overses. Fortolkningen af formelle regler kræver i sig selv uformelle (fortolknings)regler jf. Wittgenstein. Defineres institutioner for bredt, således at institutioner består af både formelle og uformelle regler inklusiv kultur og vaner, risikerer vi at begrebet udvandes. Hvis institutioner indebærer mere eller mindre alle aspekter af menneskelig adfærd, vil forklaringer med henvisninger hertil være tomme. Et begreb der dækker alting, dækker ingenting. En udvej af dilemmaet er at anerkende såkaldte ”standard operating procedures”, der skal forstås som de regler, som involverede aktører rent faktisk er (implicit eller eksplicit) enige om og følger i praksis. Herved ekskluderes ”kultur” og ”sociale normer” i bredere forstand, mens uformelle regler, der er direkte knyttet til fortolkningen og udøvelsen af de formelle regler inkluderes.

Der findes overordnet to deskriptive tilgange til institutioner: rational choice institutionalisme, sociologisk institutionalisme. De fleste er enige om, at institutioner påvirker aktørernes strategier, dvs. den måde de realiserer deres formål på. Det skyldes, at institutioner bestemmer a) hvem der er legitime aktører, b) antallet af aktører, c) den måde handlinger ordnes på, og d) til en vis grad hvilke informationer aktørerne vil have om hinandens intentioner (p.146). Forskellene på de tre tilgange har med forholdet mellem institutioner og aktørernes præferencer at gøre.

Rational choice-institutionalismen antager, at præferencer kun kan knyttes til individer, og at de er givet eksogent i forhold til institutioner. Dvs. individerne kommer til institutioner med allerede givne præferencer, som de er i stand til at rangordne på rationel vis. Institutioner påvirker ikke disse præferencer, men påvirker kun interaktionen mellem individerne. Aktørernes valg af handlingsstrategi afhænger af institutioner, således at en ændring af institutionelle regler ofte vil medføre en ændring i strategi, men ikke i præferencer. Institutioner kan ses som forsøg på at løse forskellige problemer, fx kollektive handlingsproblemer, eller som et forsøg på at minimere omkostningerne ved bestemte handlinger. Institutionerne tjener således aktørernes interesser i at tilfredsstille allerede givne præferencer.

Fordelen ved denne tilgang til institutioner er, at den giver os en klart defineret og universelt gyldig mikro-fundering af, hvordan individer vil handle stillet overfor forskellige institutionelle kontekster (p.148). Men fordi teorien ingen teori har om, hvorfra præferencer stammer, må den udlede præferencer fra adfærd (”afslørede præferencer”), dvs. den afhængige variabel, for derefter at forklare denne adfærd herved. Den afhængige variabel benyttes til at udlede den uafhængige, som igen benyttes til at forklare den afhængige (ibid.).

Den sociologiske institutionalisme indebærer derimod, at institutioner ikke kun påvirke aktørernes præferencer men til en vis grad skaber dem (p.147). Institutioner bidrager til at konstruere aktørernes identiteter, tilhørsforhold, definition af den sociale virkelighed og fælles meninger. Aktørerne handler efter en såkaldt ”passendehedslogik” (logic of appropriateness). Det betyder, at deres præferencer på et givet tidspunkt afhænger af, hvad de opfatter som en passende opfyldelse af den rolle, de tilskrives af institutionen. Spørgsmålet er, ”hvem er jeg?”, og ”hvilke handlinger er knyttet til denne rolle?” (ibid.). Institutioner betragtes altså ikke bare som arenaen for udkæmpelse af strategiske kampe på baggrund af allerede givne præferencer, men derimod også som konstitutive for aktørernes præferencer selv.

Problemet med den sociologiske tilgang er, at den ikke kan forklare, hvorfor forskellige aktører i den strukturelt set samme position (samme rolle) kan have forskellige præferencer.

En mulig tredje tilgang (som dog ikke diskuteres eksplicit i teksten) er historisk institutionalisme. Denne deler flere antagelser med den sociologiske tilgang, men lægger et mere historisk perspektiv på institutioner. Her undersøges fx, hvordan magtfulde aktører, på baggrund af forskellige magtmekanismer i samfundet, har været i stand til at oprette og ændre institutioner, og hvordan institutioner kan opstå som svar på ændringer i samfundsstrukturen (p. 153). Her undersøges således de forskellige trin i institutioners udvikling.

Hvad er en institution? (F17)
De to ovenfornævnte institutionalismer, sociologisk og rational choice, kan tilbageføres til en tvetydighed ved begrebet ”institution”. Begrebet kan både betyde regel og organisation: ”An institution may be a rule that directs behaviour by means of sanctions, i.e. it is a norm that has been institutionalized. Or an institution may be a system of behaviour that is directed by means of a set of rules, i.e. organized activity.” (p.23) En institution anvendes altså både om regler, som opretholdes ved sanktioner, og om regelstyret aktivitet i det hele taget. Det vigtige er ikke, hvilken definition man anvender, men at de to anvendelser holdes adskilt fra hinanden. De to betydninger kan langt hen ad vejen forklare forskellen på rc-institutionalisme (regelfortolkningen) og sociologisk institutionaliseme (organisationsfortolkningen) (p.26). Vi må lave en distinktion mellem ”spillets regler” på den ene side, som er ”krystalklare”, og som informerer os om, hvad der tæller som et træk, og hvornår spillet er færdigt, og på den anden side den faktiske udførsel af spillet (p.28).

(Denne distinktion kan problematiseres: Når man skal forklare, hvori en regel består, må man henvise til den faktiske praksis, hvori den er integreret. Lad os som eksempel tage reglen ”læg to til”. Hvordan ville man forklare denne regel? Man ville vel vise, hvordan man handler. Man skriver/siger ”2, 4, 6, 8 osv.” Det vigtige er dette ”osv.”. Det forekommer at dække over noget mere – ”reglen” selv – men hvori består dette mere? Prøv at forklare forskellen på ”reglen” og på den aktivitet at udføre den i eksemplet ovenfor. At forstå reglen er at kunne udføre aktiviteten – det giver ikke mening at tale om forståelse af en regel, man ikke kan omsætte i praksis. Pointen er ikke, at der ikke kan skelnes mellem ”regel” og ”praksis”. Men man kan ikke adskille forklaringen af, hvad det ene er, fra forklaringen af, hvad det andet er. En forklaring af en regel består i en henvisning til en bestemt form for praksis: ”man gør sådan og sådan…”, og man kan sige om en person, der i praksis er i stand til at ”gøre sådan og sådan” et tilstrækkeligt stort antal gange, at han har ”forstået reglen”. Dertil hører en historie om sanktioner. Der kan kun være tale om en regel, hvis ”ikke-opfyldelse” i praksis behandles som ukorrekt. Hvis en person, som er blevet bedt om at lægge to til, siger ”2, 4, 6, 8, 10, 20, 30, 40…”, så må man sige, at han ikke har forstået reglen. Han handlede ikke ”korrekt”. Men at behandle en handling som ”korrekt/ukorrekt” er selv en bestemt praksis – er i sig selv noget der kan gøres ”korrekt/ukorrekt” og kan problematiseres som sådan. Pointen er, at vi aldrig når et niveau, hvor vi ”skuer reglen” i sig selv. Regler og praksis er to sider af samme sag…)

Her kan Webers definition på en institution være frugtbar; en institution er ifølge Weber ”a system of norms towards the rules of which there is obedience” (p.34). Normer som er forbundet med generel lydighed kan benævnes institutioner. Der findes to typer: Institutioner som er opretholdt på baggrund af fysisk vold, og institutioner som er opretholdt på baggrund af andre slags sanktioner. Den første type kaldes retslige ordener, mens den anden benævnes konventioner. Forskellen består altså i måden ”lydigheden” etableres på. Institutioner indeholder således tre komponenter:1) en adfærds-regelmæssighed, 2) et normsæt, som orienterer denne regelmæssige adfærd og 3) en mekanisme (sanktioner), som kan opretholde normerne/den regelmæssige adfærd.

(Overholdes den nødvendige skelnen mellem organisation og regler her? Er 1) ikke netop ”organiseret adfærd”, dvs. er institutionen ikke både ”organiseret adfærd” og ”regler”?)

Geddes og Johannsen (H15)
Geddes.
Baseret på artikler af Jowitt, Lipset og Rokkan samt Shugart og Carey skitserer Geddes den demokratiske udvikling i Østeuropa fra en institutionel vinkel. I sin analyse benytter Geddes hypoteser og konklusioner fra disse tidligere værker. Disse efterprøves og modificeres i overensstemmelse med Geddes egne fund.
Den primære hypotese, som undersøges i teksten, er:
At der i Østeuropa findes en speciel leninistisk arv, som besværliggør (og måske endda umuliggør) overgangen til et velfungerende demokrati.
Andre sub-hypoteser undersøges ligeledes herunder:
At der er korrelation mellem svage partier og et stærkt præsidentskab (for at overkomme uvirksomhed). Endvidere er et præsidentielt system et svar på fremtidsusikkerhed.
At små partier, partier på tilbagegang eller partier med en usikker fremtid foretrækker proportional repræsentation, mens partier med modsatte egenskaber fortrækker et valgsystem, som begunstiger større partier.
I første omgang undersøges dette ved at analysere historiske udviklinger i fire forskellige Østeuropæiske lande. Disse udvælges ikke tilfældigt, men på baggrund af, at disse ikke indeholder nævneværdige etniske - eller religiøse konflikter.
Undersøgelsen viser at de tidligere kommunistpartiers magt i starten var større end deres befolkningsmæssige tilslutning berettigede dem til. Denne tilslutning blev nemlig kraftigt overvurderet.
De to sub-hypoteser viser sig i vid udstrækning at holde stik.

I anden del af teksten sammenlignes den Østeuropæiske udvikling med den latinamerikanske -. Der viser sig at være væsentlige lighedspunkter, om end der i det latinamerikanske tilfælde i højere grad benyttes genoplivning af tidligere benyttede forfatninger i stedet for oprettelse af nye.
Denne sammenligning underminerer således hovedhypotesen om en speciel leninistisk arv i Østeuropa, men underbygger, at det tidligere institutionelle setup har betydning for valget af nye institutioner. Det er sværere at ændre allerede eksisterende institutioner, end det er at oprette komplet nye.

Geddes benytter i sine analyser primært en rationel tilgang idet aktørernes (partier og politikere) handlinger forklares på baggrund af deres rationelle motiver (magtmaksimering). Endvidere inddrages historiske perspektiver i inddragelsen af den leninistiske arv og de forskellige industrialiseringsprocesser i Latinamerika og Østeuropa.

Lars Johannsen.
Lars Johannsen vil forklare valg af institutioner i Østeuropa på baggrund af aktørernes strategiske valg. Antagelsen er, at aktører engagerer sig i institution-building for at promovere egne interesser. Processens outcome bestemmes af det relative styrkeforhold aktørerne imellem. På baggrund heraf kan forventes, at mindre aktører (små partier) vil foretrække forholdstalsvalg og parlamentarisme, som maksimerer deres muligheder for at få del i magten, mens større aktører vil foretrække præsidentialisme, fordi de vil kalkulere med store muligheder for at opnå præsidentposten. Der skulle således være en lineær negativ sammenhæng mellem antallet af partier i systemet og magtbeføjelserne til præsidenten/statsministeren. Dette viser sig ikke helt at være tilfældet.

For at forklare hvorfor empirien ikke er som forventet, inddrager Johannsen den såkaldte institutional choice model. Denne er i overensstemmelse med strategisk-valg-modellen, idet de begge bygger på rational choice, men afviger fra denne, idet den argumenterer for institutionel ”sti-afhængighed” (path-dependency). Denne afhængighed skyldes, at forfatninger og andre institutioner ikke vælges i et institutionelt vakuum, og de institutioner, der danner rammen om det nye institutionelle valg, vil være medbestemmende for, hvordan disse vil se ud. Med denne tilføjelse til den strategiske model kan alt forklares!

2006-05-22T11:26:00.000+02:00

F15: Stat og udvikling.

Tekst 1: Evans, Peter, 1995: ”Embedded Autonomy. States and Industrial Transformation”.

Analyse af en stats udviklings-kapacitet gennem et fokus på sammenkoblingen af et effektivt bureaukrati (embeddedness), netværk mellem det private og staten – og en handledygtig stat (autonomy) - eller mangel på samme.

Evans definerer og analyserer differencen mellem tre forskellige slags stater:
1) ”Predatory state”: Staten dræner samfundet for ressourcer. Korruption. (Staten fjerner økonomisk overskud fra staten i stedet for at investere i samfundet (p.44)). (Zaire (Congo)).
2) Udviklingsstat: Den veludviklede modpol til ”predatory state”. (Japan).
3) ”Intermediate states”: Stater, som ligger imellem 1) og 2) (Brazilien/Indien som to meget forskellige eksempler)

Evans tager afsæt i Weber hypotese om, at bureaukrati og kapitalisme hører intimt sammen (p.44) og fokuserer på baggrund af denne på bureaukratiet (omfang, struktur, rekruttering og effektivitet) (”embeddedness”) og statens forhold til samfundet (herunder erhvervslivet) (”autonomy”) og deres betydning for den måde, landene udvikler sig på.

1) Predatory stat: Her er en stærk despotisk magt, som effektivt kan plyndre befolkningen og implementere beslutninger. Staten er svag i den forstand, at den har svært ved at transformere økonomien og den sociale struktur (p.44). Zaire er selvstyrende i den forstand, at staten på ingen måde er kontrolleret af en social klasse eller organisation (da staten systematisk nedbryder disse (p.47)). Men staten har til gengæld styringsproblemer med bureaukraterne, som tilgodeser egne interesser (p.45). Zaire styres af en karikatur af neo-utilitarisme (markedet styrer alt), som fører til den ultimative rent-seeking (økonomisk gevinst gennem udnyttelse frem for gennem produktion). Alt er til salg.
Det centrale problem i Zaire er altså mangel på et stabilt bureaukrati (p.46). Her er ingen transformering, ingen økonomisk vækst, ingen netværk i samfundet og intet forhold mellem stat og samfund (p.47).

2) Udviklingsstat: Japan er et godt eksempel på en udviklingsstat, hvor staten støtter investeringer og økonomisk vækst på flere forskellige måder. Bureaukratiet bygger på rekruttering fra den uddannede elites netværk, hvilket både sikrer et effektivt bureaukrati og et tæt forhold mellem staten og civil samfundet (p.49). Højtstående bureaukrater ender med tiden i det private erhvervsliv (p.50).

3) Intermediær stat: Her findes kombinationer af det, at være et integreret bureaukrati med sammenhængskraft (embeddedness) og det at være autonomt, eller selvstyrende på en effektiv måde (autonomy). Det viser sig, at hvis man har problemer med det ene element, bliver det sværere at drage nytte af det andet element.
Evans finder, at Brasilien har problemer med ”embeddedness” og sammenhængskraften i statsapparatet (dog med enkelte effektive dele, som har skabt vækst i samfundet). Et symbiotisk forhold mellem staten og traditionelle oligarker gør det svært at transformere samfundet (p.72).
I Indien er det omvendt. Her er statsapparatet afkoblet resten af samfundet, herunder den private sektor.

Konklusion: En stats udviklings-kapacitet handler om sammenkoblingen af et effektivt bureaukrati (embeddedness), netværk mellem det private og staten – og en handledygtig stat (autonomy) (p.73).

Tekst 2: Leonard, David K. & Straus, Scott, 2003, ”Africa’s Stalled Devellpoment. International Causes and Cures.

Analyse af Afrikas tilstand – primært syd for Shara (undtagen Sydafrika) med fokus på den politiske dynamik, (herunder struktur: statstype, landets produktion (og mangel på økonomisk vækst), historie (koloniær) og forholdet til det internationale samfund).
Leonard og Straus mener den politiske dynamik arbejder imod policies, der kan føre til større udvikling (p.1).

The personal rule paradigm
Den dominerende regeringsform er ”personal rule” eller neopatrimonialisme. Begrebet dækker over at embedsmændene har et personligt forhold til deres embede, og at præsidenten ”er” staten (p.3).
Man forholder sig loyal til sin overordnede, og man kan ikke forholde sig til administrative normer eller regler. Embedsmænd udnytter deres position til personlig vinding (rent-seeking), og man har ingen sans for den generelle offentlige, fælles interesse (p. 2).
Konsekvensen er en svag og ineffektiv stat, der ikke investerer i hverken opretholdelse (eksempelvis af infrastruktur) eller i fremtiden (p.4). De afrikanske staters uforudsigelighed fører til høj inflation og store omkostninger for lokale og udenlandske investorer.
”Personal rule”-systemet er både ”årsag” og ”konsekvens”. Af årsager nævnes historisk tradition for at opbygge personlige, sociale netværk frem for formelle institutioner, hvilket har ledt til et patron-klient forhold og dermed til ”personal rule”-systemet. Kultur, etnicitet og de multinationale stater kan også have medvirket hertil. Sidstnævnte årsag er de svage Afrikanske stater, som pga. ineffektive formelle institutioner, manglende legitimitet, rodløshed og den materielle vinding ved at fasthold lokale patroner giver plads for en stærk præsident (p.6). På den anden side er ”personal rule” konsekvensen af Afrikas svage stater, da korruption og personificering er modsvar på de svage institutioner (p.7).
De svage afrikanske staters forhold til det internationale system er med til at fastholde staternes svaghed. Med afsæt i slavehandel under kolonitiden er mange afrikanske staters økonomi i dag baseret på eksport frem for arbejdskraft (p.9), på økonomiske hjælp udefra (p.11) og på enklave-produktion (p.19). Dette fastholder mange afrikanske stater i et ugunstigt forhold, hvor indtjeningen ikke baseres på investeringer og produktivitet (p.19).
Collier m.fl. fra Verdensbanken finder, at civil konflikt og handel baseret på én primær produkt (f.eks. olie) er de største årsager til lav vækst i Afrika (p.14). Meget af Afrikas produktion er baseret på ”enklave produktion” (centrering), hvilket modarbejder en udjævning af institutionel udvikling, legitimitet og velstand samt udgør et mål for oprørsgrupper (p.17).
Det er disse forvridende kræfter, der fastholder den forkvaklede måde, hvorpå de afrikanske stater interagerer med det internationale system – og som fastholder staterne i ”personal rule”-systemer. Staterne er svage – og der er ikke udsigt til, at de bliver stærkere. Ikke fordi det internationale samfund har nogen vinding ved at fastholde denne situation – men de er en del af årsagen til Afrikas dårligdom og må derfor være en del af løsningen. Man må derfor fundamentalt revurdere indsatsen i kontinentet.

Tekst 3: Bratton, Michael & Van De Walle, Nicolas, 1997. Democratic Experiments In Afrika. Regime Transitions in Comparative Perspective.
Beskrivende analyse af regimet ”personal rule”/ neopatrimonial rule, hvorunder præsidentialisme, klientisme og forhold omkring statens ressourcer er centrale.

”Neopatrimonial rule” betegnes af Weber som princippet i den mindste og mest traditionelle form for politik. Autoriteterne er totalt personificerede og deres præferencer gælder højere end loven (p.61). Mange afrikanske lande falder ikke helt under Webers definition, da de har nogen grad af institutioner og nedskrevne love (p.62). Men overordnet er logikken, at patrimonialstater er inkorporering af en tanke om at staten (land og befolkning) er ”fyrstens” ejendom og ret i bureaukratiet (p.62).
Præsidentialisme er en øverste institution i patrimonialstater. Ministrene er mere eller mindre uden magt, da præsidenten tager alle beslutninger og holder magten tæt til sig – han er magten (p.63).
Systematisk klientisme er en anden vigtig uformel institution. Via høje skatter sikrer staten sig økonomisk gevinst og fører til høj grad at statslig indblanding i økonomien og en omfordeling af goder til statens elite (p.66).
Statens ressourcer er tæt forbundet med klientisme. Mange præsidenter fjerner alle værdier og indtjening fra staten til udenlandske bankkonti (p.66). Infrastrukturer vedligeholdes kun nødtørftigt og denne rent-seeking fører til et enormt statsapparat, som er for stort i forhold til økonomien og for svag til at være effektiv. Udenlandsk nødhjælp bliver i højere og højere afgørende for opretholdelsen af basale funktioner i samfundet (p.67). Det økonomiske klima med usikkerhed og høj risiko fører til kortsigtede spekulationer, hvilket fører til endnu lavere vækst.

2006-05-22T02:04:00.000+02:00

F12 Nordlinger og statens autonomi

Teoretisk baggrund.
De fleste politiske teorier forudsætter ifølge Nordlinger at staten er begrænset i sin udfoldelse af samfundet (social constraints). Nordlinger mener imidlertid ikke at denne antagelse uden videre kan benyttes uden empiriske undersøgelser af dens sandhedsværdi. For at kunne teste dette må man sondre mellem stat og samfund, og analysere statens autonomi (Nordlinger(1981),p.1-5).
Teorien om statens autonomi kan ikke forklare alt, men skal snarere ses som "a complement to the society-centered model" (den m. soc. constraints) (Nordlinger(1981),p.6). De to modeller supplerer således hinanden i beskrivelsen af de politiske processer.

Statsmodellen
Statsmodellens indhold og opbygning sammenfattes i seks propositions:

1 omhandler adskillelsen af stat og samfund og om deres præferencer, som ikke nødvendigvis stemmer overens.

2 & 3 omhandler tilfælde hvor præferencerne stemmer overens.
I 2 omsættes de uden videre til authoritative actions.
I 3 benytter statslige aktører deres magt for at undgå at divergerende præferencer opstår.

4,5 og 6 omhandler tilfælde hvor præferencerne afviger fra hinanden.
I 4 forsøger statslige aktører at ændre de samfundsmæssige præferencer, så de passer til deres egne.
I 5 forsøger de at frigøre sig fra samfundets bånd og dermed øge deres autonomitet.
I 6 omsættes de statslige aktørers præferencer til authoritative action på trods af meningsforskellene.

(the six propositions findes i Nordlinger(1981),p.7).

Staten, authoritative actions og statslige præferencer
Nordlinger går herefter i gang med at uddybe sine kernebegreber. Først diskuteres staten (Nordlinger(1981),p.9-13):
En definiton skal indeholde 4 elementer:
1. Den skal referere til individer, da kun individer kan have præferencer (og underkaster sig hermed som RCT den metodologiske individualisme). (en holistisk kritik er her oplagt).
2. Staten udgøres af mere end regeringen. Den indeholder alle de individer som er involveret i at lave "public policy" (Nordlinger(1981),p.10).
3. Definitionen skal være universaliserbar.
4. Definitionen skal stræbe mod at være teoretisk- og normativt neutral.
Baseret herpå defineres staten som værende: "made up of and limited to those individuals who are endowed with society-wide decisionmaking authority" (Nordlinger(1981),p.11).
Nordlinger gennemgår herefter problemerne ved at lave en definition af staten, som ikke indeholder samfundet. Det største af disse er at mange individer befinder sig i begge sfærer (Nordlinger(1981),p.12).
Hernæst indkredses begrebet authoritative actions (Nordlinger(1981),p.13-14). Begrebet indeholder både beslutninger og ikke-beslutninger truffet af politiske aktører. Deres effekt på samfundets aktører behøver endvidere ikke være intentionel (jf. magtdiskussionen).
Authoritative actions opdeles i nogle subtyper: intrastate actions (beslutninger som ændrer på staten, men som ikke har direkte effekt på samfundet - politics og interne polity spørgsmål), state-society relations (beslutninger vedr. strukturelle forhold - polity-spørgsmål) og economy and society (værdidistribution - policy).
Slutteligt behandles statslige præferencer (Nordlinger(1981),p.14-19). Disse er vægtninger af individer i statens præferencer. Vægtningen sker indenfor statslige enheder som et råd eller et parlament og afhænger af antal for og imod, relativ magt, personlige egenskaber osv.

Statens autonomi
Hvorvidt staten er autonom kan undersøges med afsæt i de statslige - og samfundsmæssige præferencer og i hvor høj grad disse afviger, ved at undersøge hvis præferencer der får mest indflydelse på the authoritative actions.
Herefter diskuteres forskellige opfattelser og definitioner af autonomi. Herigennem fastslår Nordlinger at autonomi ikke er lig magt (Nordlinger(1981),p.21) og at statens autonomi ikke blot bør undersøges med konflikter som materiale (Nordlinger(1981),p.22-24). Endvidere argumenteres der for at en opfattelse af autonomi som intern og selv-opretholdende (á la Luhmann) er for bred og subjektivt orienteret.

Nordlingers model
Nordlinger ender med en model over forklaringer på authoritative actions i et demokrati (Nordlinger(1981),p.28). Modellen består af to akser som viser henholdsvis i hvor høj grad statens præferencer stemmer overens med authoritative actions (den vertikale) og i hvor høj grad statens - og samfundets præferencer stemmer overens (den horisontale).

1. Societal constraints - staten og samfundets præferencer er afvigende, og samfundets præferencer afspejles i authoritative actions (AA)

2. Ingen forklaringer

3. Type 1: Staten handler på baggrund af egne præferencer og er ikke bundet af samfundet.

3 --> 4. Type 2: Staten skaber enighed ved at ændre samfundets præferencer.

4. Type 3: Staten får sine præferencer igennem, og disse stemmer overens med samfundets -.

Disse forbindes slutteligt med the proporsitions, hvorved man får, at type 1 benytter sig af prop. 5 og 6, type 2 benytter sig af prop 4 og type 3 benytter sig af prop 2 & 3.

H8:

Udgangspunkt
Wolfe tager i sin tekst om Thatchers privatiseringsprojekt udgangspunkt i statscentrerede modeller. Modellerne er forskellige i perspektiv (individer, strukturer, institutioner etc.), præferenceopfattelse (ordensopretholdelse, støtte til den herskende klasse, nationale interesser eller aggregerede aktørinteresser) og hvad der bestemmer statens magt. Dog behandles de alle under én i den efterfølgende kritik.

Thatchers privatisering
Wolfe søger gennem sit case-studie af de konservatives neo-liberale politik i Thatcher-perioden at vise, at aktører og idéer kan spille en selvstændig rolle i politiske beslutningsprocesser. Han argumenterer for at Thatcher i neo-liberalismen (og monetarismen) havde et idégrundlag, hvori policy kunne begrundes sagligt og hvorudfra oppositionens politik kunne kritiseres.
Privatiseringspolitikken har således ikke baggrund i samfundets- og statens indbyrdes magtforhold, men i ideologi og de politiske aktørers evne til at formidle denne.
Individer og omgivelser kan heller ikke uden videre adskilles, da individer ofte trækker på "environmental energies" (Wolfe(1991),p.252) i deres præferenceudoldelsesjagt. Af samme grund er en adskillelse af stat og samfund uhensigtsmæssig - de to er forbundet via idéer og individers eksistens i begge fora.
Statens autonomi kan ikke uden videre tages for givet.

(Læs bare konklusionen - resten er noget lort)

2006-05-17T17:31:00.000+02:00

Social kapital (F11)
Robert Putnam undersøger i bogen Making Democrazy Work, hvordan forskelle i institutionel effektivitet i forskellige regioner af Italien, specielt den store forskel på Nord- og Syditalien, kan forklares. Putnams tese er, at institutioners ydeevne, dvs. i hvor høj grad de effektivt er i stand til at producere passende outputs som respons på inputs fra omgivelserne, er betinget af den kontekst, de opererer indenfor (p.8). Der er tre typer af forklaringer på vellykkede institutioner: 1) institutionelt design, 2) socioøkonomiske faktorer og 3) sociokulturelle faktorer (pp.9-11). Den første type kan der ses bort fra i den italienske kontekst, idet de relevante institutioner har samme design. Spørgsmålet er så, om 2) eller 3) kan forklare forskelle i institutionel effektivitet.

Ad 2) Hvorfor skal forklaringen på forskellige i institutioners ydeevne findes i den socioøkonomiske kontekst? Hypotesen er, at rigdom gør det lettere at klare tilværelsen, samt at tilpasse sig hinanden. Uddannelse udvider antallet af professionelle og borgernes generelle vidensniveau. Endelig medfører økonomisk vækst en udvidelse af middelklassen, som kan betragtes som en central komponent i et velfungerende demokrati (p.84). Moderniseringen af samfundet og de medfølgende ændringer i dets socioøkonomiske konstitution er derfor et sandsynligt bud på en forklaring på forskelle i institutionel effektivitet. Putnam finder i overensstemmelse hermed, at der er stor korrelation mellem ”økonomisk modernitet” og ”institutionel ydeevne” i Italien (p.85). Men ved nærmere analyse viser det sig, at dette mønster skyldes den store forskel på Nord- og Syditalien både i økonomisk modernitet og institutionel performance. Indenfor disse overordnede regioner kan økonomisk modernitet ikke forklare forskelle i institutionel ydeevne (p.86). Dette betyder ifølge Putnam, at socioøkonomiske faktorer ikke kan udgøre ”hele historien” om forskellene i institutionel ydeevne.

Ad 3) Hvorfor skulle sociokulturelle faktorer indvirke på institutionel effektivitet? For at besvare dette spørgsmål henviser Putnam til begrebet ”civic community” – det borgerlige (i betydningen præget af ”borgerdyder”) samfund/fællesskab. Hypotesen er, at et sådant samfund, hvor borgerne er karakteriserede ved borgerdyder såsom ”interesse i offentlige forhold”, ”aktiv deltagelse i offentlige forhold” og en ”sans for det fælles bedste”, vil danne en mere frugtbar grobund for demokratiske institutioner, end hvis disse dyder ikke forefindes (p.87). Det borgerlige samfund er endvidere karakteriseret ved at være ”bundet sammen af horisontale relationer af gensidighed og samarbejde” i modsætning til ”vertikale relationer af autoritet og afhængighed” (p.88). Dette udtrykker Putnam også sådan, at borgerne er politiske ligemænd. Det borgerlige samfund er også kendetegnet ved ”interpersonel tillid” (p. 89) – borgerne har i stor udstrækning tillid til hinanden, og til at de andre også vil påtage sig deres del af byrden. Endelig vil det borgerlige samfund være præget af et væld af foreninger, som ”bidrager til effektiviteten og stabiliteten af demokratiske institutioner” (p.89). Dette skyldes, at frivillige foreninger både har en intern effekt på deres medlemmer, samt en ekstern effekt på det omgivende samfund. Internt bidrager foreninger til, at medlemmerne lærer at samarbejde, og til at føle solidaritet med hinanden (?), samt til at føle et fælles ansvar for fælles projekter. Eksternt kan foreninger bidrage med en klarere og mere præcis repræsentation af forskellige politiske synspunkter og herved til effektivt socialt samarbejde (p.90). Kodeordene for det borgerlige samfund er derfor interesse for og deltagelse i offentlige forhold, politisk lighed, tillid og et aktivt foreningsliv. Dette kan også udtrykkes sådan, at et borgerligt samfund besidder betragtelig social kapital. Bemærk her, at social kapital for Putnam er noget samfundet besidder, mens det for Bourdieu er noget individet besidder.

Hvordan operationaliseres ”graden af borgerligt samfund” eller ”mængden af social kapital”? Putnam benytter fire indikatorer: 1) hvor aktivt foreningslivet er, 2) antallet af avislæsere og omfanget af deres ”avislæsning”, 3) stemmeprocenten ved folkeafstemninger (som i særlig grad implicerer interesse for det fælles bedste) og 4) antallet af tilkendegivede ”præference-stemmer” ved forskellige valghandlinger, som ifølge Putnam er en indikation på ”anti-borgerlighed” (pp. 91-95). Det viser sig, at de tre første ”mål” udviser stor indbyrdes korrelation, mens det fjerde er stærkt negativt korreleret med de andre, hvilket legitimerer konstruktionen af et indeks (p.96).

Test af 3) Det viser sig, at korrelationen mellem ”borgerligt samfund” og ”institutionel ydeevne” er særdeles stærk. Faktisk er sammenhængen så stærk, at sammenhængen mellem ”økonomisk modernitet” og ”institutionel ydeevne” forsvinder, når social kapital tages i betragtning (p.98). Denne konklusion underbygges gennem forskellige andre undersøgelser. Det viser sig fx, at de mindst borgerlige regioner er mere udsatte for politisk korruption, end de mere borgerlige (p.111); borgerne i de mindre borgerlige regioner føler sig mere udbyttede, fremmedgjorte og politisk magtesløse, end borgere i mere borgerlige regioner (p. 109). Endvidere er de mere borgerlige regioner i højere grad præget af tillid til at andre vil følge reglerne, end i de mindre borgerlige regioner. Endelig er borgerne generelt mere ”lykkelige” og tilfredse med tilværelsen i de borgerlige regioner (p.115). Alt dette viser, hvordan de borgerlige regioners sociale kapital medvirker til en højere institutionel effektivitet.

Tarrows kritik.
Sidney Tarrow kritiserer Putnam for at overse statens rolle i dannelsen af social kapital (p.394). Tarrow peger på, hvordan Syditalien både før og efter foreningen med Norditalien var udsat for massive indgreb. De sidste to regimer i Syditalien før foreningen forsøgte at fremmane ”gensidig mistillid og konflikt mellem sine undersåtter”. Efter foreningen opnåede syden kun ”semikoloni-status”, hvor sydens provinser og kommuner blev regeret af administratorer fra norden, der betragtede syden som tilbagestående, og som regerede syden gennem politisk korruption og ”velynder/klient”-netværk. Putnam har ret i, at de politiske institutioner blev installeret i forskellige kulturelle kontekster, men han overser, hvordan disse kulturer er blevet skabt gennem ”mere end et århundredes politisk- og administrativ afhængighed” (p.395). Social kapital kan derfor ikke blot betragtes som uafhængig variabel, men der må tillige fortælles en historie om, hvordan den sociale kapital er dannet fx på baggrund af statslige strukturer.

Social kapital i Storbritannien (H11)
Peter A. Hall undersøger mængden og distributionen af social kapital i Storbritannien, idet han accepterer Putnams tese om, at social kapital er en betingelse for et velfungerende demokrati. Hall finder, at på alle indikatorer for social kapital undtagen ”tillid” er mængden af sociale kapital i Storbritannien ikke formindsket, men snarere steget i løbet af de sidste 50 år (p.33). Hvad er forklaringen på dette? Hall postulerer tre forklaringer (p.35):
1) Ændringen og udvidelsen af uddannelsessystemet, som har medført et generelt højere uddannelsesniveau, som igen har medvirket til en forøgelse af folks tilbøjelighed til at blive involveret i samfundsmæssige affærer. Endvidere har ændringen af uddannelsessystemet medført, at antallet af kvinder med en uddannelse blev forøget, hvilket har betydet, at kvinder i stigende grad er blevet involveret i offentlige anliggender (p.37).
2) Ændringer af klassestrukturen, som har medført, at forøgelse af middelklassen, som besidder mere social kapital end underklassen (p.38).
3) Regeringens initiativer for at styrke frivillige foreninger (p.40). Disse initiativer består bl.a. i at uddelegere forskellige officielle opgaver til frivillige foreninger, således at disse varetager fx forskellige velfærdsopgaver.
Sammenspillet af disse tre faktorer kan således forklare, at Storbritannien i stor udstrækning ikke har set en reduktion af den sociale kapital til trods for, at der også her er foregået processer, som kunne forventes at medføre en sådan reduktion: udvidelse af velfærdsstaten, et stigende antal mennesker der boer i forstader, ændringer i familiestrukturer, stigende individualisering osv.

Det har dog vist sig, at tilliden mellem borgerne, som er en vigtig del af den sociale kapital, er faldet gennem de sidste 50 år. Hvad forklarer dette? Hall afviser to forklaringer: a) stigende urbanisering og b) ”Thatcher-effekten”. Men urbaniseringsgraden er faktisk faldet gennem de sidste 50 år, og der har været et forholdsvis mindre fald i tillid i årene, hvor Thatcher havde magten. Som alternativ til disse forklaringer foreslår Hall tre forklaringer:
1) Ændringer i personers materielle besiddelser kan medvirke til, at de føler sig forfordelt i forhold til andre og fjerne dem fra ”netværk der leverer social integration” (p.43). Her tænkes der fx på arbejdsløshed. Ændringer i økonomiens generelle tilstand kan derfor tænkes at påvirke den sociale tillid i samfundet.
2) Ændringer i ”social integration”, dvs. hvordan folk relaterer sig til hinanden, kan påvirke den sociale tillid. Hvis folks forventninger til hinanden generelt bliver mere prægede af individualistiske værdier, vil de sandsynligvis også stole mindre på hinanden (p.45).
3) Ændringer i karakteren af de foreninger, folk er involverede i (p. 47). Der kan være tale om, at folk i stadig mindre grad deltager i foreninger involverende direkte kontakt med andre, og der kan være tale om, at foreningerne har ændret sig fra at ”tjene almenvellet” til at ”tjene den enkeltes interesser”. Disse typer foreninger vil i mindre grad bidrage til ”følelsen af solidaritet”, ”evnen til at samarbejde” osv. og derfor den sociale tillid (p.48).
Det viser sig faktisk, at arbejdsløsheden er steget, og folks vurdering af økonomien er blevet mere negativ gennem årene (p. 44); der er sket et værdiskift fra solidariske værdier til mere individualistiske (egoistiske) værdier (p.45); derimod er det sværere at afgøre, hvorvidt de under 3) nævnte ændringer har fundet sted (p.48).

2006-05-16T18:12:00.000+02:00

Diskursteori (F9)
Udgangspunktet for præsentationen er Laclau og Mouffes diskursteoretiske tilgang til det politiske felt. Jeg skal her kort forsøge at redegøre for, hvad en sådan tilgang indebærer, hvorefter (H9) tilgangen forsøges eksemplificeret igennem Torben Bech Dyrbergs analyse af racismediskursen i Danmark.

Først og fremmest skal det præciseres, hvad vi skal forstå ved diskurs. En diskurs er ”mængder af udsagn i bestemte indbyrdes relationer [...] Udsagnene bestemmer, hvad der tales om, mens de bestemte indbyrdes relationer bestemmer måden, der tales (eller skrives) på” (p.14). Laclau og Mouffe abonnerer her på Foucaults diskursopfattelse, men de kritiserer Foucault for ikke at være tilstrækkelig radikal. Det skyldes, at Foucault fastholder, at der findes ikke-diskursive fænomener. Laclau og Mouffe hævder derimod i overensstemmelse med Derrida, at der ikke er noget ”der ligger uden for de kontingente artikulationer, og dermed ikke noget der er ikke-diskursivt” (p.20) Kontingente artikulationer skal forstås som historiske sammenkædninger af bestemte fænomener, som ikke er forudbestemt af fænomenernes ”egentlige væren”. Pointen er altså, at vi kun har adgang til verden gennem vores diskursive (omverdensfortolkende) italesættelser af denne. Det giver ikke mening at tale om verden an sich – der er kun verden für uns (dvs. diskursivt artikuleret): ”[D]en sociale verden er meningsfuld, og [...] de meninger, den tilskrives (og kan tilskrives), [er] ikke begrænset af nogen ’aprioriske’ nødvendigheder, givet på et mere objektivt plan end de diskursive fremtrædelser.” (p.20)

Når vi tænker og taler om den sociale virkelighed, er vi underlagt forskellige diskursive tilgange til verden – forskellige måder at knytte relationer mellem udsagn på. Taler vi fx om terrorisme knytter vi straks an til forskellige diskurser, hvor den dominerende indebærer begreber som ”islamisme”, ”krig”, ”kujoner”, ”uskyldige ofre” osv. Man kan ønske at tale om terrorisme uden at forpligte sig på disse begrebslige relationer, dvs. man kan ønske en anden diskurs om terrorisme, men pointen er, at man ikke kan undgå at forholde sig diskursivt til fænomenet. Der er ikke noget, der hedder terrorisme i sig selv. Når vi ikke kan trænge bagom sproget og gribe verden (fænomenet terrorisme” som den (det) ”i virkeligheden” er, opstår spørgsmålet, hvordan vi så skal analysere den sociale virkelighed. Svaret er (tror jeg), at vi må analysere, hvordan vi taler og tænker om verden (dvs. diskurser) for at afdække skjulte magtforhold indeholdt heri.

Ovenstående leder os frem til begrebet hegemoni. Analysen af diskurser tjener nemlig til at afdække, hvilke diskurser der fremstår som hegemone ift. andre diskurser. Hegemoni-begrebet hentes fra Antonio Gramsci. Hos denne bliver hegemoni forstået ”som den politikform, hvormed arbejderklassen gør sine interesser til hele samfundets interesser” (p.16). Arbejderklassen etablerer et hegemoni, når det lykkes for den at udøve et herredømme over de resterende klasser i samfundet ved at samle dem ”omkring sit historiske projekt” (p.18). Laclau og Mouffe anvender hegemoni-begrebet i en bredere forstand. Hos dem bliver hegemoni en betegnelse for, at en social aktør i det hele taget er i stand til at sætte sin egen virkelighedsopfattelse (repræsentation) igennem i forhold til andre sociale aktører, således at denne bliver alles referencepunkt. Hegemoni-begrebet er altså ikke kun knyttet til kampen mellem forskellige klasser, men kan knyttes til enhver modsætning (antagonisme) i samfundet. Hegemoniske kampe (kampe om at kunne sætte sin egen virkelighedsopfattelse igennem som den dominerende) er diskursive kampe. En diskursteoretisk tilgang vil derfor indebære, at teoretikeren forsøger at afdække disse dominansforhold gennem en analyse af de diskursive sammenknytninger af forskellige begreber.

Det er vigtigt at påpege, at der ikke er tale om, at én aktør simpelthen udøver magt over andre aktører gennem sin kontrol med den dominerende diskurs: ”Der vil ofte være en dominerende aktør, men denne dominans – og dermed magtudøverens identitet – vil være direkte betinget af den modstand, der effektueres af den gruppe eller person, der udsættes for påvirkning” (Frølund, p. 145). I (den diskursive) kamp om herredømmet er der ikke bare tale om et konfliktfyldt møde mellem forskellige aktører med allerede etablerede, faste præferencer. Derimod må aktørernes præferencer og identiteter betragtes som (delvist) et produkt af konflikten selv. Et eksempel på en sådan præference/identitetsdannelse den diskursive kamp mellem miljøorganisationer og traditionelle partier i slutningen af 60’erne. Her stod spørgsmålet om ”bæredygtig vækst”, som de traditionelle partier blev kritiseret for at mangle forståelse for (p.146). Denne kamp resulterede i, ”at stort set alle partier fik en grøn profil i 1980’erne, og at miljøorganisationerne i dag er formelt accepterede samarbejdspartnere”. Vi kan her se, hvordan aktørernes præferencer og identiteter ændrer sig igennem den diskursive kamp. Miljøorganisationerne var i stand til at sætte en diskursiv dagsorden, men fordi partierne responderede ved at omdanne sig, kunne de bevare deres magtposition og undgå at miljøspørgsmålet kom til udtryk i en decideret alternativ partipolitisk mobilisering.

Opsummering: En diskursteoretisk tilgang til politologi tager udgangspunkt i, at den sociale virkelighed altid er diskursivt medieret, dvs. at studiet af det politiske må foregå på baggrund af vores måder at tale og tænke om dette på. Vores tale og tænkning omkring den sociale virkelighed bestemmer, hvad vi skal forstå ved denne virkelighed, og en diskursanalytisk tilgang vil derfor studere, hvilke magt- og dominansforhold der er på spil i tale og tænkning.

Anvendt diskursteori: racisme-/nationalismediskursen (H9)
Torben Bech Dyrbergs analyse af racisme-/nationalismediskursen er et eksempel på anvendt diskursteori. Ifølge Dyrberg foregår der indenfor denne diskurs en sammenknytning af begreber som ”systemdanmark”, ”overdanmark”, ”eliten” på den ene side og ”flygtninge”, ”indvandrere” og ”fremmede” på den anden. Disse størrelser modstilles ”det nationale”, ”det folkelige”, ”det jævne” osv. (Dyrberg, p.221). Der aktiveres således en antagonisme, hvorudfra den sociale/politiske virkelighed struktureres. Diskursens kritik ”rettes altså på ét og samme tidspunkt imod det der ses som eliternes magtfuldkommenhed og de fremmedes griskhed.” (p.225) Eliterne fremstilles som værende ligeglade med ”vore egne” og kun optagede af at værne om deres ”moderigtige image”, mens de fremmede kun er interesserede i at udnytte velfærdssystemet. Alliancen mellem eliten og de fremmede fremstilles som et problem, fordi den indebærer ”en magt, der er ukontrollabel, fordi den er løsrevet fra det nationale, folkelige eller kulturelle, og [...] ses som årsagen til undergravningen af dette” (p.226).

En central komponent i diskursen er følgelig konstruktionen af ”det folkelige”, ”danskheden” eller ”det nationale”, som de fremmede og eliten står i modsætning til og truer eksistensen af. Til dette formål tjener fremmaningen af et fjendebillede, ”som med tilbagevirkende kraft skaber billeder af et harmonisk dansk fællesskab, der holder sig på afstand af eksterne pres og alt, der er udansk, dvs. fremmed, truende og konfliktfyldt” (p.226). Det nationale/danskheden er således bestemt negativt og altid ”betinget af de relationer det bestemmes i forhold til” (p.231). Det ”danske” er modsætningen til ”det fremmede”, ”EU”, ”eliten”, og det bliver ikke præciseret positivt, hvad det består i. Det ”nationale” er noget, der fortaber sig i fortiden – noget der føles i dag som et savn: ”Det savn, der er forbundet med dette tab, eller den negativitet det udtrykker, og som amputerer denne organiske helhed [fællesskabet i ”de gode gamle dage”], vendes til en antagonisme i det øjeblik, fraværet af det, vi havde eller var, forbindes med et påtrængende nærvær af noget nyt. [...] Tilstedeværelsen af flygtninge, indvandrere og familiesammenførte kommer til at udfylde den fraværende ordens plads” (p.233). Forholdet til de ”fremmede” er dog karakteriseret ved en dobbelthed: på den ene side truer de ”det nationale fællesskab”, men på den anden side er de netop i besiddelse af det, der ønskes – fællesskab, hierarki, vitalitet.

En analyse af nationalismediskursen viser altså, hvordan forskellige begreber bliver knyttet sammen på en bestemt måde, som indebærer dels en stigmatisering af indvandrere, dels en kritik af eliten, som derved giver indhold til deres modsætning, det nationale/folkelige. Men hvilken betydning har dette i et større perspektiv? Nationalismediskursen er selvfølgelig kun én blandt flere andre diskurser. Andre måder at konceptualisere den sociale virkelighed er mulige. En videre analyse måtte undersøge, hvordan denne (måske?) er blevet dominerende, hvordan populister har været i stand til at sætte deres virkelighedsopfattelse igennem, og hvilken betydning det har for vores måde at tale og tænke om indvandrere/integration/EU etc

2006-05-16T10:48:00.000+02:00

Referat af forelæsning 7 + holdtime 7

Klassekonflikt:

Se forelæsningsnoterne for flere teoretiske klasseanalyser, samt gode modeller over udviklingen i klasseskel i DK plus teori om uddannelses variablens påvirkningen som værende spuriøs ved ikke-økonomiske issues.

Tekst: Houtman, Dick (2001).

Formål: Først reviderer Houtman Lipset’s teori og afprøver hypoteserne om de to dimensioner af liberalisme/konservatisme. Dernæst påviser han, at den traditionelle test for at class-voting er aftagende ved kun, at se på social klasse er utilstrækkelig, i det den faktisk undervurderer den politiske betydning af sociale klasser.

Fremgangsmåde:
Houtman tager del i debatten om sociale klasser som indikator for stemme adfærd (”class-voting”). Han bygger videre på Lipset’s teori om autoritarianisme(?). Lipset finder frem til, at der er to dimensioner af politiske værdier. En angår holdningen til økonomiske forhold, såsom statslig regulering af økonomien og indkomst redistribuering, hvilken han betegner som økonomisk liberalisme eller konservatisme. Den anden dimension handler om individuel frihed, kaldet ikke-økonomisk liberalisme eller konservatisme, eller autoritarianisme. Distinktionen forholder sig til klasseskel således at arbejderklassen er økonomisk liberale (med det menes der økonomisk venstre orienteret, altså for omfordeling) og konservativ på ikke-økonomiske issues. Houtman omdøber den sidste kategori til at hedde kulturel frem for ikke-økonomisk eller autoritær.
Houtman anklager Lipset’s teori for at de to distinktioner ikke er gensidigt bestemmende, ens placering på den ene dimension bestemmer ikke placeringen på den anden. Houtman arbejder derfor videre for at fortage mere præcise test af forholdet mellem klasser og økonomiske og kulturelle værdier og dermed stemmeadfærd.
Autoritarianisme er cirka lig kulturel konservatisme. Ingleharts teori om postmaterialisme passer på kulturel liberalisme, men Houtman mener kun postmaterialisme dækker en del af det begrebet dækker over.

Klasseindikatorer: Uddannelse finder Houtman til at være den vigtigste klasseindikator. Normalt bruges indkomst som indikator, men lav indkomst kan ikke alene forklare sammenhængen med kulturel konservatisme. Her kan uddannelse bedre forklare udsvingene på både økonomiske og kulturelle værdier. Houtman henviser til Bourdieus begreb om kulturel kapital.

Hypoteser.
Houtman opstiller følgende hypoteser som han ønsker at undersøge for at teste sammenhængen mellem social klasse og de to typer af liberalisme/konservatisme. For det første at arbejderklassen er økonomisk liberal og kulturel konservativ. Dernæst undersøges hvorvidt begge typer af liberalisme/konservatisme kan forklares ud fra social klasse. Forventningen er at forbindelsen mellem social klasse og økonomisk liberalisme skyldes variablene; uddannelse, løn afhængighed, job stabilitet og indkomst. Hvorimod kulturel konservatisme skyldes lav kulturel kapital. Kun uddannelse indgår i begge forklaringer.

Resultater:
Houtman finder støtte for Lipset’s og hans egens hypotese, således at arbejderklassen er mere kulturel konservativ og økonomisk liberal end de andre klasser. Arbejderklassen står svagt økonomisk og har lav kulturel kapital, men der er behov for at finde ud af hvilken af disse, der er skyld i sammenhængen mellem klasse og politiske værdier. Houtman forklarer det ved, at arbejderklassen er økonomisk liberal pga. deres svage økonomiske position. Da det er gennem liberal økonomisk politik at deres egne interesser bedst varetages (husk liberal økonomisk politik betyder i denne sammenhæng traditionel venstre orienteret omfordelingspolitik).
Arbejderklassens kulturelle konservatisme passer sammen med deres lave mængde af kulturel kapital og skyldes altså ikke deres økonomiske situation. Der er således sammenfald mellem besiddelse af kulturel konservatisme og lav social klasse, men det kulturelle standpunkt kan ikke blive forklaret ud fra social klasse og Lipset’s tese er hermed ikke teoretisk bekræftet. Men på baggrund af de empiriske sammenfald arbejdes der dog videre med den.

Således konkluderes der at:
Lav social klasse medfører liberale økonomiske værdier.
Lav kulturel kapital medfører kulturel konservatisme. (Houtman, 2001, s. 179)

Sammenhængen mellem klasse og politiske værdier.
Houtman finder, at økonomisk liberalisme/konservatisme er en lige så vigtig motivationsfaktor for det politiske valg som kulturel liberalisme/konservatisme. Figurerne på s. 183 og 184 viser sti afhængigheden mellem social klasse og politisk valg. Det ses at stemmeafgivning i forhold til økonomisk standpunkt kan have en effekt der peger i helt modsat retning af det hvad det kulturelle udgangspunkt ville forudsige og der bør derfor ses på de to effekter individuelt for ikke at miste information.

Når traditionelle analyser finder at class-voting er aftagende, er det en fejl grundet manglende information i analysen. Arbejderklassens kulturelle konservatisme giver en negativ effekt på socialistisk parti valg. Dette modsvares af den positive effekt fra arbejdernes økonomiske liberale holdninger og den samlede effekt neutraliseres derfor.
Houtman fastslår dernæst, at uddannelse er blevet overset som en selvstændig variabel og ikke kun som indikator for social klasse. Uddannelses indflydelse på parti valg mangler derfor at blive grundigere undersøgt.

Komparativ analyse af klasseskels betydning for partivalg.:
Houtman undersøger klassers betydning for partivalg i forskellige lande og finder store forskelle i befolkningernes klassetilhørsforhold. Han finder at jo mere demokratisk og moderne et land er, jo større negativ effekt har grad af uddannelse på kulturel konservatisme.
Han finder i forlængelse heraf, at stemmeafgivning i forhold til kulturel liberalisme/konservatisme er stærkest i moderne demokratiske lande.

Holdtime 7, Goul Andersen (2003).
Tekst: Goul Andersen & Borre (2003).

Teksten undersøger class-voting i Danmark, som den så ud til valget i 2001 og ser på udviklingen fra midt 60’erne og op til i dag. Udgangspunktet er de socialistiske partiers drastisk faldende vælgertilslutning og den medfølgende forestilling om klassernes forsvinden.
Andersen finder at klasseforskellene i politiske holdninger er uændret. Forskellene i stemmeudsvingene skyldes blot at værdidimensionen har fået mere betydning for partivalg til fordel for den økonomiske dimension og har dermed umiddelbart udvisket klasseforskellene, s. 214. Klasseforskellene eksisterer dog stadigt og med værdidimensionen som dominerende har det ændret hvilke partier der repræsenterer hvilke klasser.

Dernæst ses der på sektorforskelle. Her finder Andersen at sektorforskellene er størst i forhold til økonomiske spørgsmål og spørgsmål angående velfærdsstaten. Sektorforskellene ser derfor ud til at være mindsket ved valget i 2001, hvor det var andre emner valgkampen koncentrerede sig om.

2006-05-16T09:25:00.000+02:00

F6: Postmaterialisme
Inglehart, Robert: Continuities in Political Action, kap 3: ”Political Value Orientation” (1990)

Postmaterialisme

Det er svært at påvise, at mennesket er stabilt i deres værdiorientering over længere tid, for selvom der er stabilitet i adfærden vil der ofte ses ”korttidssvingninger”. (Således vil stabile tilhængere af et bestemt parti også kunne stemme på et andet parti en enkelt gang (Inglehart, 1990: 67)).
Denne tekst fokuserer på materialist/postmaterialist værdier og deres indflydelse på protest adfærd.
s. 69: Materialist/postmaterialist værdier: Et overblik:
To sammenhængende nøglehypoteser:
1) man prioriterer, så man får gevinst på kort sigt.
2) folks værdier ændres ikke, når de bliver voksne (stabilitet).

s. 70: Logik: Fattiges opmærksomhed er rettet imod opfyldelsen af basale behov som mad o. lign..
Rige er ubekymrede på dette punkt (mad og sikkerhed er selvfølger) via social institutionalisme og opmærksomheden kan rette sig mod andre værdier som miljø.
De der blev født efter 2. verdenskrigs ophør i 1945 kender ikke til krig og nød – derfor er de postmaterialister hvorimod deres forældre er materialister.
s. 71: Postmaterialisterne (de studerende) vejer tungere end postmaterialisterne da de bliver voksne i 1960.
s. 72: Periodeskift fører til (og karakteriserer) værdiskift.
s. 75: Figur 1: Graf, som viser stigende postmaterialisme fra 1970 - 1986. OBS. Oliekrisen mindskede tendensen postmaterialisme for en stund. OBS. Alle aldersgrupper er mere postmaterialistiske i 1986 end i 1970.
s. 76: Indvending: Kan det ikke være, at den yngre generation er mere postmaterialistiske (life-cycle model). Nej – da ville grafen i figur 2 s. 77 ikke være generelt opadhældende.

Men det er generelt svært at adskille, hvad der er life-cycle effekt (arbejde, børn og ægteskab), generationseffekt opvækstbetingelser) og periodeeffekt (økonomisk konjunktur) (som er tre mulige fortolkninger af alder). Ofte har alle tre en effekt (se forelæsningsnote).

s. 78: Variation af life-cycle modellen: Kan det ikke være at alle bliver mere postmaterialistiske (PM) når de bliver ældre, får arbejde og familie?
Nej – i tabel 1 s. 79 ses at sammenhængen er meget svag.
På langt sigt er trenden stigende PM – selv under økonomiske kriser.
s. 80: Artiklen sammenligner udvikling af og omstændigheder omkring PM i USA, Holland og Vesttyskland. Der er væsentlige forskelle på de tre lande, som reflekterer den forskellige udvikling af velfærdsstaten.
s. 81: Overgangen til PM afhænger ikke kun af økonomiske velstand, men også af økonomisk sikkerhed (som findes i den veludviklede velfærdsstat).
Her ses af Hollands velfærdsstat er mest udviklet – her efter kommer Vesttyskland og til sidst USA.

Værdistabilitet mellem individer:
Artiklen sammenligner folks holdninger i en undersøgelse i 1974 og igen i 1979. Her findes at der er stabilitet hos dem der er politisk interesserede og ikke stabilitet hos dem der ikke interesserer sig for politik.
s. 83: Figur 3: værdistabilitet i Holland. Tid 1=1974; Tid 2=1979.
Her finder vi at forældrenes uddannelsesniveau har størst forklaringskraft på grad af PM. (Dette resultat går igen for USA og Vesttyskland.

Værdiers indvirkning på politisk orientering:
s. 88: Der findes to dimensioner indenfor politisk orientering:
1) en traditionel højre-venstre kløft baseret på den gamle polarisering mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.
2) En ny politisk dimension baseret på ens reaktion på grupper som er blevet mere politisk fremtrædende for nylig.
Artiklen mener, den nye politiske dimension delvist reflekterer den stigende vigtighed af materialist/postmaterialist dimensionen.
s. 89: PM støtter hellere vestrefløjspartier end højrefløjspartier, som materialisterne støtter. Materialister støtter i højere grad konservative partier og den eksisterende orden.

s. 92: Værdiers indvirkning på politiske værdier
PM har mere energi, psykisk overskud og flere ressourcer til rådighed for politik. s. 93: PM protesterer mere og er mere politisk aktivistiske til trods for, at de ofte kommer fra de privilegerede lag i samfundet og altså har størst materiel gavn af at beholde tingene som de er. s. 98 De materialistisk bedst stillede er mest protesterende. s. 98: Variabel ”formativ sikkerhed” består af: 1) prestige niveau af fars beskæftigelse; 2) fars uddannelsesniveau; 3) mors uddannelsesniveau; 4) respondentens egen uddannelsesniveau, som ofte reflekterer forældrenes socioøkonomiske niveau. s. 100: Inglehart har demonstreret, at ”formative erfaringer” har større indflydelse på ens værdier end ens nuværende indkomstniveau og beskæftigelse.

Konklusion
”Long-term predispositions” spiller en stor rolle i at forme politisk orientering og politisk adfærd. Postmaterialister har større tendens til at engagere sig i politisk aktivisme end materialister, og det tyder på, at de påvirkes i disse retninger meget tidligt i deres liv.

Forelæsningsnote:
Slide 3: definition af materialisme/postmaterialisme
Slide 6, 7, 8: 3 modeller for hvordan M/PM udvikles
Sidste slide: Kritik af Inglehart

H6: Jenssen, Todal Anders & Listhaug, Ola: Postmaterialisme og valg i Norge.

Kritik af teorien om M/PM dimensionens betydning

s. 153: Lijphart mener, Norge er et af de få samfund, som er præget af materialisme/postmaterialisme i partisystemet.

Artiklen viser, at M/PM og Ingleharts 12-item batteri indeholder to underdimensioner: autoritærianisme og materialisme, hvor den autoritære dimension forklarer mest. Vestre-højre dimensionen forklarer generelt mest.

s. 154: Værdiprioritering relativ indvirkning, når det sammenholdes med en religiøs indikator (kirkegang) og en strukturel variabel (social klasse).
s. 158: Inglehart afviser ikke, at der kan være underliggende dimensioner – og forklarer det med teknikker som ”reductio ad varimax”, hvilket ifølge forfatterne er helt urimeligt, da det afskærer enhver diskussion om dimensionalitet i enhver værdiindikator og urimelig i forhold til debatten om hovedindholdet i det Inglehart måler.
s. 159: dimension 1: autoritær; dimension 2: materialistisk. De bør analyseres hver for sig og holdes adskilt (dårlig korrelation).
(s. 163: opsummering af påstande).
s. 165: fund: Høj indtægt fører til stemmegivning på materialistiske partier.
s. 167:

Konklusion
Autoritærdimensionen korrelerer med folks egenplacering på venstre-højreskalaen, som har den største forklaringskraft. At partier som ”det grønne parti” i Norge skulle være tegn på stigende PM afvises: 1) partierne har uklare ideologiske profiler og samler forskellige politiske strømninger og sagsinteresser; 2) de kan betragtes i højere grad som protestpartier mod herskende autoriteter snarere end rene miljø-partier; 3) ofte er parterne økonomiske interessepartier; 4) ulige socialistiske mærkesager har mistet sin tiltrækningskraft. Derfor har man valgt ”miljø”-mærkesagen.

2006-05-16T02:11:00.000+02:00

F8 - Rational Choice Theory

1. Om begrebet RCT med stadigt hensyn til Peter Nannestad

1.1 Afgrænsning af RCT.
Ratonial Choice Theory (RCT) er et forsøg på at anvende et økonomisk funderet approach på "alle de kollektive beslutninger, der ikke træffes i et marked" (Nannestad(1991),p.419). Genstandsområdet kan envidere opdeles i to grene; social choice, som beskæftiger sig med polity (afstemningsmetoder, valgsystemer o.l.) og public choice, som beskæftiger sig med policy (regerings- og vælgeradfærd m.m.).
RCT forgrener sig ligedes på baggrund af abstraktionsniveau, hvor der dels eksisterer en stiliseret, abstrakt form (fx spilteori) og en anvendt, konkret form (Nannestad(1991),p.419).
RCT-litteraturen opdeles slutteligt i normativ- og positiv RCT. Meget af litteraturen må dog siges at befinde sig i "gråzonen" imellem de to.
Nannestad postulerer at RCT er en unipolitisk teori, hvilket underbygges med at både neoliberale og marxister benytter sig af teorien. Begge disse politiske retninger er dog yderst meterialistiske og tager i sin rene form ikke højde for ting som diskurs, gruppedynamik og institutionelle forhold.

1.2 RCT's fundament
RCT har fundamentalt set "to hovedelementer: en metodeforskrift (metodisk individualisme) og et aksiom (individuel rationalitet)" (Nannestad(1991),p.421).

1. Metodisk individualisme: i RCT antages det, at individet er mindstenheden - enhver analyse skal kunne reduceres til individniveau. Institutioner, klasser o.l. er altså ikke indvirkende aktører i sig selv, men kun via de involverede individer. Af anvendelseshensyn antages det ofte at alle individer i en bestemt gruppe (fx et parti) har samme præferencer - disse benyttes så under etiketten enhedsaktør. Institutoners rolle antages at begrænse sig til at nedbringe transaction costs for at effektivere beslutningsprocedurer og til at filtrere information for at lette infromationsbyrden for individerne (Nannestad(1991),p.421-422).

2. Individuel rationalitet: at individet er rationelt antages som en absolut sandhed, som derfor ikke kræver et bevis (det er et aksiom). Aktører betragtes som værende rationelle og nyttemaksimerende individer (jf. Økonomi). Nannestad afviser at altruisme kan forklares af RCT: "simpelthen at tillade, at individer har altruistiske elementer i deres nyttefunktion, således at de kan siges at handle rationelt nyttemaksimerende, også når de handler altruistisk [er kun] egnet til at tømme begrebet "rationel nyttemaksimering" for ethvert indhold" (Nannestad(1991),p.423). Det må altså antages at individet er egoistisk.

1.3 RCT og økonomisk politik
Nannestad fremhæver en RCT-model over økonomisk politik (Frey-Schneider modellen - Nannestad(1991),p.424). Denne model hypoteserer at vælgernes vurdering af regeringen afhænger af den økonomiske situation og at regeringen (hvis interesse er genvalg) forsøger at påvirke økonomien således at vælgerne skal være glade og tilfredse og generelt bare har begge ben godt solidt plantet i den gode, danske muld - ligesom Finn Nørbygård. Rent empirisk viser denne model sig dog at være noget mangelfuld. Blandt andet er der forskelle i effekten af forskellige økonomiske variable indenfor de enkelte lande (fx arbejdsløshed, inflation, betalingsbalanceunderskud o.l.) ligesom effekterne af de forskellige variable varierer fra land til land.

1.4 Nannestads udbygning af Frey-Schneider modellen
Nannestad opstiller på baggrund af modellens begrænsninger følgende politiske omkostningshypotese: "I lande, hvor arbejdsløshed koster regeringen popularitet og vælgerstøtte, vil man forvente en gunstigere beskæftigelsesudvikling end i lande, hvor arbejdsløsheden er politisk omkostningsfri for regeringen, eller hvor politiske omkostninger ved at bekæmpe arbejdsløsheden er højere end ved at lade være" (Nannestad(1991),p.426).
Denne hypotese testes på fire lande over en 5-årig periode, og viser sig at passe ganske fint.

H8. I hvilken Grislingen og Jørgen Gavl går på jagt og næsten fanger en haffelaf.

2.1 Hovedproblemstiling
Goul Andersen tager udgangspunkt i RCT og de ovenfor beskrevne antagelser om metodologisk individualisme, rationalitet og egoisme. Overfor dette beskriver Goul det klassiske demokratiske ideal om, "at politiske aktører bør kaste særinteresser til side, når de indtræder på den politiske arena, og istedet orientere sig mod det fælles bedste" (Goul Andersen(1993),p.163). Goul fremsætter den hypotese at mange aktører faktisk følger dette ideal i deres politiske valg. Ikke nødvendigvis i enhver situation, men i de fleste politiske valg.

2.2 Præcisering af RCT og ikke-RCT
Der er ifølge Goul flere ting i RCT der bør præciseres nærmere.

1. At man prioriterer økonomiske spørgsmål betyder ikke nødvendigvis at man er egoistisk (og dermed passer ind i RCT-formlen). Det kan også være tilfældet at man prioriterer økonomiske spørgsmål, men søger at løse dem med det fælles bedste som mål.

2. At man er rationel betyder ikke nødvendigvis at man er motiveret af egeninteresser. Man kan også være "motiveret af værdier, samfundshensyn, identiteter mv." (Figur 2 - Goul Andersen(1993),p.165).

På baggrund af disse uddybelser skelner Goul mellem egoistisk -(fra RCT), altruistisk -(fokus på andres interesser) og sociotropisk orientering (fokus på fælles interesser).
Goul postulerer endvidere at mange issues (isæt ikke-økonomiske -) er så komplekse og har så mange facetter at "det er umuligt at identificere klare egeninteresser" (Goul Andersen(1993),p.166), hvorfor sociotropi er den mest sandsynlige antagelse a priori.
På basis af normal RCT anvendelse og teori understreger Goul at det væsentlige ikke er individernes eventuelle bevidste rationalitet, men hvorvidt de handler som om de var egoistiske (Goul Andersen(1993),p.167). Altså er det væsentlige, hvorvidt der kan genereres hypoteser og forudsiges adfærd på baggrund af disse.

2.3 Empiri
Goul går nu videre til at teste RCT vs sociotropi empirisk. Er vælgerne rationelt-egoistiske, vil de primært være optaget af de sager som har størst indflydelse på dem selv - de nære ting (nærhedstesen). Er de derimod mere optagede af ting, som er væsentlige for samfundet, men ikke har direkte indflydelse på dem selv, må de opfattes som sociotropiske. Det primære analyseområde er økonomiske issues, da disse antages at have høj saliens. Det viser sig at vælgerne er meget optagede af betalingsbalancen og arbejdsløsheden, hvilket peger i sociotropisk retning (Goul Andersen(1993),p.169-170).
I modsætning til RCT-forventninger om at vælgere straffer regeringen efter deres privatøkonomi, da dette er deres kilde til information om samfundsøkonomien (pocketbook - hypotesen), viser det sig at folk generelt er i stand til at skille de to ad(Goul Andersen(1993),p.171).
Det viser sig endvidere at folk i samfundsøkonomiske krisetider er villige til at ofre private goder for samfundets fælles bedste (Goul Andersen(1993),p.172-173).

2.4 Mere empiri
Goul Andersen tager nu fat på tre forskellige regeringsindgreb, og undersøger holdningerne hertil. Det viser sig at folks holdninger hertil ikke nødvendigvis stemmer overens med den holdning som kunne forventes udfra en RCT-kalkule med bagrund i folks økonomiske baggrund.
Selv inden for skattepolitikken som ellers normalt regnes som en sikker RCT bastion er der sociotropiske tendenser, idet mange hellere vil betale af på statsgælden end at have skattelettelser.

2.5 Konklusion
Goul konkluderer at folk tilsyneladende handler forskelligt afhængigt af hvilken "rolle" de befinder sig i (privatperson, statsborger, klient osv). RCT er således en forsimpling som ikke er gældende i enhver situation, rolle, sammenhæng, identitet o.l.

2006-05-10T17:54:00.000+02:00

H5. Ændrede skillelinjer siden 1960’erne?
På baggrund af skillelinjelitteraturen er forventningerne, at der i Danmark kan findes skillelinjer baseret på klasse og urbanisering (traditionelle skillelinjer) og på beskæftigelsessektor og uddannelse (nye skillelinjer). Over tid ses det endvidere, at de traditionelle skillelinjer mister forklaringskraft i forhold til partivalg, uden at de nye skillelinjer får en tilsvarende større forklaringskraft.
Artiklen søger at besvare spørgsmålet om, hvilke skillelinjer der kan identificeres i den danske vælgerbefolkning, og hvilken udvikling der har været i deres betydning for befolkningens vælgeradfærd i perioden fra ca. 1960 til 2001.
Skillelinjer i DK: resultater og hypoteser: Knutsen og Scarbough har udviklet en definition på baggrund af Bartolini og Mairs arbejde. Skillelinjer eksisterer, når medlemmer af bestemte sociale grupper identificerer sig med deres gruppe, har bestemte gruppespecifikke værdier og støtter organisationer (typisk partier), der fremfører disse værdier i den politiske arena. (s.377n)
I 1920-1960: fire partier på baggrund af to skillelinjer (land- by, arbejder-arbejdsgiver).
Efter 1960’erne: markant svækkelse af sammenhængene mellem sociale baggrundsvariable og partivalg. DK bevæger sig mod en situation, hvor sociale baggrundsvariable er uden betydning (dog udgør klasse og sektor signifikante skillelinjer) for befolkningens vælgeradfærd, der i stedet vil være styret af værdier og kortsigtsfaktorer.(378n).
Sidst i 1980’erne: ny dimension: vedrører ikke økomoniske spørgsmål.
Før: vælgernes placering på aksen synes at være relateret til deres uddannelsesniveau med kort udd. tenderende mod autoritære og lang udd. mod den libertære pol, hvor den nye politiske dimension kan anskues som den normative overbygning på modsætningen mellem høj og lavt uddannelse.(s.379).
Σ Der hævdes i visse dele af litteraturen, at de sociostrukturelle faktorer samlet set vil tabe forklaringskraft til de værdibaserede forklaringsfaktorer.
Det strukturelle grundlag for de forventede skillelinjer har været til stede i den undersøgte periode. (s.380m)
Metode: Benyttet multinominal logistisk regression. Da der mangler data omkring værdier knyttet til land-by skillelinjen derfor kan dette ikke inddrages = problematisk. Ikke alle relevante ideologispørgsmål indgår i alle valgundersøgelser, det har derfor været nødvendigt at operere med to operationaliseringer af hver dimension. Især for de nypolitiske indeks giver dette en vis usikkerhed om, hvorvidt de opstillede indeks reflekterer sammen underliggende dimension.(s384ø).
Konklusion: Det har knebet for de nye skillelinjer at leve op til forventningen om, at de skulle opveje tabet i forklaringskraft for de traditionelle skillelinjer. Resultaterne tyder på en svækkelse af forbindelsen mellem det sociostrukturelle og de to øvrige elementer i skillelinjemodellen (værdier og partivalg) og derfor aftagende relevans for forståelsen af politisk adfærd i DK. Dog forøget forklaringskraft i forhold til partiniveauet.

2006-05-10T17:52:00.000+02:00

F5 ”Hvad er en politisk skillelinje?”
Teksten prøver at definere begrebet ”politisk skillelinje” for, at man kan bruge det til at belyse centrale politiske modsætninger i dagens samfund. Begrebet bruges oftest når man skal forklar variationer af opslutningen om de enkelte partier. ”Det bliver dog hævdet at enhver forskel i vælgergruppens holdninger til et samfundsspørgsmål kan siges at udgøre en skillelinje” (s.219ø).
Lipset/Rokkan traditionen: Forfatterne ønsker at undersøge betingelserne for udviklingen af et stabilt system af skillelinjer og politiske modsætninger i en nations kontekst, samt relationerne og adfærden til den enkelte borger. Deres historiske - sociologiske analyse tager udgangspunkt i den nationale revolution og dels i den industrielle revolution. Den først nævnte beskriver hvordan båndet mellem lokalt og regionalt blev brudt ned. Den sidst nævnte førte til at bondesamfundet religiøse og kulturelle modsætninger blev suppleret med økonomiske modsætninger knyttet til kampen mellem samfundets klasser (s.219m).
Skillelinjemodellens teoretiske status og ambitionsniveau: Øyvind Østeruds siger, at modellen er principielt åben med rum for revisioner uden årsagsforklaringer, den er baseret på retrospektive (tilbageskuende) analyse og den præsenter i høj grad deterministiske forklaringer på et historisk forløb. Det centrale er, at generer påstande som er empirisk prøvebar, risiko udsatte og tautologiske. (s.222ø).
Skillelinjemodellens centrale kendetegn: Bartolini og Mair hævder at begrebet skillelinje omfatter tre forskellige elementer: et empirisk, et normativt element og et organisatorisk/adfærdsmæssigt element. Det empiriske peger tilbage på det socio – økonomiske grundlag for skillelinjen. Det normative understreger at en politisk skillelinje, som forudsætter en kollektiv identitet hvis værdier og opfatning reflekter en samhørighed inden for gruppen. Det sidste element henviser til, at det er først når partier, fagforeninger eller organisationer etableres, at de interesser, som ligger til grund for skillelinjen får et institutionelt udtryk. Den organisatoriske institutionalisering af skillelinjer er ikke mindst vigtig fordi skillelinjer udvikler en anatomi i forhold til det økonomiske, kulturelle og politiske liv.(s.223m).
Fordi etableringen af skillelinjer ikke udelukkende springer ud af objektive samfundsforhold, men kanaliseres gennem (ulike) organisatoriske former, indebære dette at institutionaliseringsprocessen får klare historiske og nationale særpræg (s.224m).
Må skillelinjerne have et socio-økonomisk feste? I den norske tradition er økonomiske modsætninger ikke en tilstrækkelig betingelse for at etablerer en politisk skillelinje. Alan Zuckerman mener ikke, der er noget bånd mellem socio-økonomiske modsætninger og skillelinjer, men siger dog, at der er et definitorisk bånd i den tradition som Lipset og Rokkan tilhører. Lipset og Rokkan siger, at det ikke er en nødvendighed med økonomiske modsætninger, men i de tilfælde hvor det findes, må der i tillæg ske en politisk mobilisering som kobler de ”objektive” modsætninger til de politiske partier (s225m).
Noget der har større betydning er: udviklingen af en kollektiv identitet, dvs. at man udvikler et ”vi” mod ”dem” følelse. En vigtig følge af den politiske mobiliserings proces.
Efter 1970’erne skifter skillelinjerne i betydelig grad fra økonomiske struktur til stridsspørgsmål og nye ideologiske strømninger. Valen definer ideologiske skillelinjer som: modsætninger som eksisterer i bevidstheden hos individer og kan identificeres ud fra deres opfatning og vurdering af givet stridsspørgsmål.(s.229ø)
Overgang fra socio-økonomisk struktur til værdier: I tråd med svækkelsen af gamle politiske skillelinjer bliver det hævdet, at disse erstattes af en kvalitativ ny politisk, hvor økonomiske og interesse baseret spørgsmål bliver fortrængt til fordel for værdier knyttet til selvrealisering (s236m).
Konklusion: Modellen skal bruges til at generer hypoteser og ikke tolkes som en beskrivelse af virkeligheden.
Ethvert politisk fænomen må forstås ud fra dets tilblivelse og forhistorie, i samspil med formelle og uformelle regler. Historisk baseret skillelinjer strukturer den politiske debat og generer nye stridsspørgsmål.

2006-05-10T13:58:00.000+02:00

Referat af Forelæsning 1, holdtime 1.

David Easton (1965), A framework for political analysis, Englewood Cliffs: Prentice-Hall, pp. 103 – 153.

Problemstilling:
Easton søger at undersøge hvordan forstyrrelser, eller stress, påvirker det politiske system og dermed hvordan noget politisk system formår at opretholde sig selv.

Easton ser på hvorledes ændringer i samfundet afspejles i det politiske system og hvordan systemet kan bestå til trods for påvirkninger i og udenfor systemet (indvendig og udefrakommende disturbance er teoretisk set ens).

Som følge af den historiske udvikling med dertil hørende ændringer af deltagelses former og politiske rekruttering og politiske systemers opbygning ønsker Easton at skabe en overordnet grand theory der skal kunne identificere de vigtigste variable der indgår i et politisk systems.

Der sker en konstant påvirkning fra det omkringliggende samfund på det politiske system. Selv når der hersker stabilitet er dette blot en speciel type af ændring der ikke er gundlæggende anderledes og der foregår derfor konstant transaktion mellem system og omgivelser.

Ikke alle ændringer i samfundet er ændringer der skal tages højde for i det politiske system.
Figuren på side 110 viser den komplekse model hvor figuren på s. 112 er simplificeret til kun at se på de vigtigste elementer for transaktionen mellem samfund og system.

Inputs:
Demands og Support er de varible der formidler stress i samfundet til systemet, og er således inputs’ne til systemet .

Inputs er indikatorer for ændringer i samfundet til systemet. Inputs der skabes indenfor systemet reflekteret via medlemmerne kaldes withinputs men tages med som en del af inputs.
Stress på systemet kan således komme fra omgivelserne samt fra interne ”fejl”.

Hvordan systemet reagerer på den øgede stress i samfundet er afgørende for om systemet overlever.
Easton deler stress op i to former: - Output failure og demand-input overload
Output failure er resultatet af manglende vilje og kapacitet i systemet for at håndtere demands og fører til svækket support.
Demand-input overload er når for mange og for forskelligartede demands opstår til at systemet har kapacitet og tid til at løse dem. Intet system kan klare ubegrænsede mængder af demands.

Det politiske system har mulighed for at regulere demand overload.
Demands bliver først til poltiske demands systemet skal tage sig af når de er blevet til forslag og aktioner i forhold til de politiske autoriteter. Ikke alle er lige sandsynlige til at stille forslag. Traditionelt set giver højere social status bedre kompetencer til at kunne artikulere et demand.
I dag besiddes disse kompetencer hovedsageligt af IO’er, partier, oppositioner og medier, og kan derved betegnes som gatekeepers eller strukturelle regulatorer som følge af deres særlige kontrol over demands.
Kulturelle traditioner for hvilke områder der er politiske hæmmer ligeledes mængden af demands.

Der findes 3 former for måder hvorpå systemet kan regulere support stress, og derved forsøge at opretholde systemet:
Former for svar på support stress
1) Srtuctural regulation of support: Forsøg på at ændre struktur og processer, der karakteriserer en bestemt type politisk system. Dette er det mest radikale svar på stress.
2) Diffus support: Skabe loyalitet og støtte, der er uafhængig af det som et medlem får ud af at tilhøre systemet (ex.: tro på ”Gud, konge og fædreland”)
3) Outputs as a regulative mechanism: Input af specifik støtte, der skabes ved at give specifikke goder som opnås gennem medlemskab. Når denne støtte ikke kan gives må systemet støtte sig til goodwill dvs. diffus support. Output er det mest centrale bidrag til at opretholde støtte til systemet.

Output:
- Er transaktioner fra systemet selv til dets omgivelser i form af de autoritative beslutninger og
deres implementering (ex.: beslutninger, regler, men også løsere politiske aftaler).
- Bevæger sig tilbage til omgivelserne eller direkte ind i det politiske system selv igen. Se figur på s. 112
- Ændrer forhold eller fastholder blot forhold der ville være blevet ændret var det ikke for outputtet selv. Eller i visse tilfælde kommunikeres output til medlemmer, uden reelle ændringer bag, der så føler at noget gøres. Systemets evne til at besvare stress kan foregå gennem dets produktion af output. Det er derfor interessant af se på outputs konsekvenser.

Feedback, s. 128:
Systemet svarer på stress ved at forsøge at regulerer/dikterer det via feedback. Dette kræver viden om forholdene, om demands, i samfundet da der kun på baggrund af denne viden kan foretages ændringer. Det politiske system er derfor et selv-regulerende, selvstyrende sæt af handlinger.

Kritik:
Det kan bemærkes at Easton ikke ser på implementeringen, outcome, altså hvilken effekt output reelt udøver og derved i hvordan feedbacken får den regulerende effekt på support og demand.

Holdtime tekster.
Eastons definition af politik kritiseres af Erik Damgaard og Erik Rasmussen fro at være for løst defineret.

Damgaards artikel er et indlæg til debatten om definitionen af politik, dvs. politologiens genstandsfelt, med en kritisk holdning til bl.a. Rasmussens politikdefinition.
Rasmussens artikel er en reaktion og modgåelse af bl.a. Damgaars kritik, men også en præcisering af egne holdninger.
Overordnet handler diskussionen om forståelsen af Eastons politikdefinition.

Damgaard mener at Easton/Rasmussens[1] politikdefinition giver to afklaringsmæssige problemer:
1) Hvad betyder autoritativ fordeling
2) Hvad betyder et samfund

Easton afgrænser emnet ved at tale om autoritativ fordeling (dvs. myndighedernes beslutninger og handlinger). Dette gør Eastons politikdefinition smallere end Lawells, der beskriver politik som kampen om ”Who gets what when and how?”

Rasmussen mener at også at andre end offentlige myndigheder kan træffe autoritative afgørelser. Damgaard angriber Rasmussens definition for at være for bred..

Damgaard stiller spørgsmålstegn ved om ikke-statslige aktører træffer beslutninger med gyldighed for hele samfundet, og mener derfor at man med Rasmussens tilgang står uden afgrænsning af det politiske område. En løsning kunne være en kvantitativ afgrænsning (så og så mange mennesker skal i så og så høj grad være omfattet af den pågældende værdifordeling), men en sådan vil være uhensigtsmæssig.

Easton selv præsenterer ikke nogen løsning på problemet. Men fokuserer på at undersøge systemets eksistens, der er forudsætning for at værdifordelingen kan finde sted. Dette leder til et nyt spørgsmål: Vil man betragte værdiernes fordeling i samfundet, eller de strukturer der fordeler værdierne.

Rasmussen mener at definitionsproblematikken ikke kan springes over, det gør Damgaard når han tilslutter sig, at politik er det som den politiske videnskab beskæftiger sig med.

Rasmussen tilslutter sig Eastons definition (og ser den som indeholdende et aspekt af konflikt og kooperation), men udvider den da ”allocation of values” dækker over både:
1) Fastsættelse af værdier
2) Kamp om fordeling af disse

Desuden mener Rasmussen at ”authoritative” skal forstås som magt eller tvang, som opleves som legitim, hvad enten den kommer fra statslige eller ikke-statslige organer (det er denne udvidelse som Damgaard gør indsigelser imod).

Rasmussen mener at begrænsningen vha. offentlig/ikke-offentlig organ ikke er anvendeligt, bl.a. fordi offentlige organers beslutninger ofte berører en mindre gruppe end ikke-offentlige organers beslutninger.

Rasmussen foreslår ingen endelig løsning, og mener heller ikke at en sådan kan findes. Men foreslår sund proportionssans i forståelsen af hvad der har gyldighed for et samfund.

[1] Definition af politik:
· Easton ”Politiske aktiviteter vedrører fordelingen af værdier med gyldighed for et samfund.”
· Rasmussens: ”Politiske aktiviteter vedrørende fordeling og fastsættelsen af værdier med
gyldighed for et samfund.”

2006-05-10T10:24:00.000+02:00

FL 4: Politisk Kultur.
Chilton, Stephen: ”Defining Political Culture”

Definition af ”Politisk Kultur”

Politisk kultur: Forholdet mellem det politiske system og befolkningen. Et makro-problem.
Logik: Folk er socialiseret af deres kultur, MEN reproducerer den også (Chilton, Stephen, 1988: 419)

Tekstens problem og formål:

Problem:
Definitionen af politisk kultur har rod i Almond og Verbas definition, 1963: ”destribution af patterns af orientation”. Definitionen udvikles gennem årene, men er et vejledende fænomen frem for et videnskabeligt koncept. Dette har et 2-delt problem:

Sociologiske videnskabsmænd søger konsensus om begrebets mening OG opfyldelse af dets forudsigelser.

Artiklens løsning på dette problem: En analytisk tilgang: udarbejdning af 9 kriterier for opfattelser politisk kultur, som indeholder teoretiske, centrale problemstillinger. Kriterierne skal udgøre et fælles udgangspunkt for evaluering af alternative opfattelser. På denne måde løses problemet:
En analytisk tilgang med enighed om teoretiske centrale emner giver konsensus om en definition, som netop opfylder de teoretiske forudsigelser! (ibid. 420)
Formål: At vise om en gammel/ny definition er vejledende eller vildledende i efterforskning (ibid. 424)

s. 421:
De 9 kriterier indeholder en intern og en ekstern logik:
Intern logik: validitet af det valgte sæt af kriterier.
· Ingen selvmodsigelse
· Det kræves ikke, at kriterierne er gensidigt udelukkende
· Der kan være kriterier, der ikke er fundet endnu
Ekstern logik: validitet af de enkelte kriterier.
Klar teoretisk forventning af, hvad en opfattelse af politisk kulturs skal kunne.
3 hensyn: 1) nye former for analyse, 2) ikke begrænset til bestemte kulturer, 3) videnskabelig værdi.

Kriterierne:
Supramembership: konseptualisering af kultur = mere end isolerede individer. En fælles ”attitude”.
Sharedness: Man deles om ”noget”.
Inequality: mulighed for at nogle individer kan få større indflydelse på kulturen end andre. ”Raison d’être” af studier af elitær politisk kultur. En empirisk konklusion frem for et teoretisk præmis (ibid. 422).
Behavioral: kulturs effekt kan observeres i befolkningen opførsel, ikke blot pga. eksempelvis fælles geografiske forhold. Derfor kriterium 5:
Post-behavioral: folk føler sig defineret af fælles opførsel.
Unrestricted applicability (anvendelighed): henvender sig til hele den menneskelige sociale organisation, så sociologiske videnskabsfolk ikke bruger begrebet uden restriktioner. Tillader teorier at bruges bredest muligt.
Non-reductionism: Udover ”ubegrænset anvendelighed” skal opfattelsen tillade opmærksomhed til unikke aspekter i en kulturs tilgang til politik (ibid. 423)
Comparability. Meningsfuld sammenligning af kulturer og inden for et enkelt samfund.
Objective Testability: produktion af hypoteser, som er testbare via objektive standarder mod empiriske data.

Herefter afprøves to eksisterende teorier/opfattelser af politiske kultur på de ni kriterier.
1. teori: den klassiske ”Civic Culture”- tilgang (individ-niveau)
2. teori: Lowell Dittmer’s ”symbol system”- tilgang (symbol-niveau)

Disse to tilgange har begge legitimitet via de fund, de har gjort som følge den intuition, som tænkerne har haft. Det vil blot være interessant at se, om de passer med de 9 kriterier, hvilket vil give dem en teoretisk frem for intuitiv baggrund (ibid. 424).

1. Teoretisk evaluering af ”The Civic Culture”:
Definition af politisk kultur: ”fordeling af aggregerede individuelle karakteristikker i en population” (ibid. 424)
Metode: sample surveys (ex. undersøgelse i 5 forskellige lande: hvordan man ville føle, hvis deres børn giftede sig med en af modstander-partiets støtter.

Opfyldelse af de 9 kriterier:
1) Nej. Man identificerer en politisk kultur ud fra aggregerede karakteristikker hos individerne. s. 425:
2) Nej. Kun fælles eksistens – ikke andet.
3) Nej. Enhver måles lige.
4) Nej. Der eksisterer ingen ikke-problematiske standarder for karakteristikken af politisk kultur.
5) Ex. der findes ikke politiske partier i alle samfund (jvf. undersøgelsen i eksemplet).

Opfylder 5 ud af 9 kriterier.

2. Teoretisk evaluering af politisk kultur som ”symbol system”:
Definition af politisk kultur: ”et system af politiske kulturer og dette system ligger i et mere inklusivt system, som vi kan kalde ”politisk kommunikation”” (ibid. 425).

Denne definition tager afstand fra svaghederne i individ-baserede definitioner, som Almond og Verba’s – og forbliver adskilt fra (ikke-universelle) politiske institutioner.

Denne definition opfylder alle kriterier undtagen de sidste to.

1) Nej. Symboler i politisk diskurs bruges i kommunikation, hvilket pr. definition går over i det individuelle.
2) Ja – hvis disse symboler har en fælles mening. Dittmer siger ikke, hvad et symbols statur er, hvis det betyder noget forskelligt for forskellige mennesker (hvilket adskiller det fra ”Civic Culture”.
3) Ja – Dittmer imødekommer ulighed, da individer har forskellig kontrol over mening af og brug af symboler.
4) Ja. Symboler – overført til forståelse af politisk verden determinerer folks opførsel
s. 426:
5) Ja da symboler ikke er lig med opførsel
6) Ja. Symboler synes at have de samme funktioner i alle samfund.
7) Ja. Hver kultur er unik pga. unikke omstændigheder. Dette udtrykkes i symboler (undgå etnocentrisk fortolkning).
8) Nej. At sammenligne symboler er svært. Man kan sammenligne symbol-systemer, men ikke enkelte symboler. Det vil i givt fald være op til forskerens intuitive bedømmelse (og det er den vi prøver at undgå!).
9) Nej. Igen – alt er overladt til forskerens skøn.

Denne teori er med 7 opfyldte ud af 9 kriterier teoretisk forsvarlig.
s. 427:
Chilton omformulerer nu Dittmers definition, så den opfylder alle kriterierne!

Definition: Politisk kultur som officiel fælles måde at forhold sig på (moralsk forholdende niveau).
s. 427: ”ethvert kulturelt symbol (ex. det amerikanske flag (red.)) står for, retfærdiggør, beskriver og betragter en kulturs måde at forholde sig på. Det organiserede system af gensidige forventninger gør social opførsel informativ og meningsfuld”.

Det er derfor bedre at beskrive kultur i måde at forholde sig til noget på, end symboler, fordi man ikke altid anvender symboler, når man forholder sig til noget. Dette er en bottom-up approach frem for den tidligere fremførte top-down (ibid. 128).

s. 429:
Folk skal have noget til fælles af 4 teoretiske grunde:
Man undgår løse ad hoc specifikationer.
Man tillader den naturlige kompleksitet at træde frem: Subkulturer og blandede samfund.
Kulturen defineres ud fra de forhold, folk faktisk bruger, når de skal henvende sig til hinanden.
s. 430:
betænke to fænomener: socialisering og kulturel forandring

s. 432:
Bemærk: At definere politisk kultur har først ledt til symboler - så til måder at forholde sig ”under” symbolerne – nu til moralske fornuftsslutnings-strukturer ”under” måden at relatere. Her rammer analysen ”bunden”/bottom:

Måder at relatere har en struktur af moralsk ræsonnement (kognitiv-strukturel analyse):

Folk går ind i en situation ved at fortolke den. s. 433: Selv det mest strukturerede bureaukrati er mere baseret på ræsonnementer end på regler. Dette ræsonnement er moralsk, fordi det viser, hvordan man tager den anden person i betragtning.
s. 434:
Moralsk ræsonnement foregår på 6 stadier. Det er universelt (tag for eksempel ”den Gyldne regel”).
s. 435:
Der findes forskellige måleteknikker, som enten kan måle moralsk ræsonnement op individ-niveau og det som er fælles for en gruppe (ibid. 436).
s. 437: Men kan analysere folks ræsonnement ud fra, hvem de tror de henvender sig til (hvis de f.eks. skal hold en tale).

Opsum:
Hver kultur består af måder at relatere på
Dette konstitueres i ræsonnement
Disse er moralske
moralsk ræsonnement har en kognitiv struktur
Kognitive strukturer kan med mening sammenlignes mellem kulturer (tværkulturelt).
s. 438:
Det kognitive stadie kan bruges som baggrundsvariabel.

Denne teori (kognitiv-strukturel analyse) opfylder alle 9 kriterier (ibid. 329)

s. 439: Konklusion – forskellige måder, hvorpå denne nye teori muliggør dybere analyse, herunder mulighederne for at forstå om forandringer i en kultur skaber nye kognitive strukturer eller skifter inden for de gamle (ibid. 442).

HOLDTIME 4:

Gundelak, Peter, 2004: ”Det moralske klima”.

Teksten præsenterer empirisk materiale i form af indsamlet datamateriale. Tabellerne viser folks holdninger til forskellige moralske spørgsmål. Ydermere uddyber Gundelak begrabet ”moral” og fremfører en teori (eller begrunder sine forventninger til, hvorledes respondenterne i udvalgte lande forholder sig til moralske spørgsmål).

s. 270.
”Moral” opdeles i to dimensioner:
1) Aftalemoral: ”i hvilken grad man kan acceptere at den enkelte unddrager sig fællesskabets forpligtelser for at fremme sin egeninteresse” (ex. modtage uretmæssige sociale ydelser).
2) Frisind: Det private liv. ”Om individet føler, man kan bestemme over sine egne handlinger uafhængigt af kollektivet” (ex. accept af homoseksualitet).
s. 271: Et samfund præget af frisind er pluralistisk, men ikke principløst i relation til moralske forhold.

Teori/forventninger til resultater:
Nationale forskelle:
Befolkninger i velfærdsstater oplever mentalt ejendomsret til velfærdsstaten, og deraf følger at man ikke kan acceptere at folk snyder. Derfor forventes der en høj ”aftale-moral” i Danmark, og en lav i f.eks. østeuropæiske lande.
På s. 283 viser fund, at denne del af teorien har nogle brister.

Religion vil have indflydelse på ”frisinds-moralen”, da den typisk har en holdning til emner som abort, homoseksualitet og skilsmisse. Derfor forventes en lav ”frisinds-moral” i Danmark – og en høj i katolske lande (s. 275).
På s. 282 viser fund at denne del af teorien holder.

s. 272:
Tabel 11.1 viser accepten af forskellige handlinger i udvalgte lande.
s. 282:
Tabel 11.3: Frisind og aftalemoral.
s. 283:
Individuelle kendetegn
Her kombineres individuelle og nationale variable for at vurdere om der på tværs af lande er en sammenhæng mellem individuelle variable og moralmålene.

1) køn, alder og civilstand (fundamentale)
2) uddannelse, kirkegang og bystørrelse (niveauet over)
s. 284:
3) materialisme-postmaterialisme (variabel udviklet af Ronald Inglehart (1977))
s. 284: Figur 11.4: Grafisk model for sammenhæng mellem moralmål og andre variable.

s. 285:
Tabel 11.4: statistisk gennemgang af sammenhænge mellem de forskellige moralmål og de forklarende variable: korrelationskoefficienter og signifikansniveauer.
s. 286-287: man kan læse tabel 11.4 både vandret (sammenhænge mellenm de enkelte variable og moralspørgsmålene – partielle sammenhænge = sammehæng, der holder uanset hvilke øvrige sammehænge der er i materialet) og lodret (hvilke af de uafhængige variable der kan forklare det pågældende moralspørgsmål).

Konklusion: Danskerne har den højeste aftalemoral, men ligger lavt i feltet med frisind. Det sidste hænger sammen med en stor grad af uenighed blandt danskerne (ibid. s. 290).
Moral må opfattes som dispositioner der kan påvirke handlinger, men ikke kontrollere dem totalt (ibid. s. 291).

2006-05-08T21:03:00.000+02:00

Dahls opfattelse af den demokratiske proces (F2)
Kriterierne for den demokratiske proces kan udledes af fem antagelser angående den association, processen er gældende for (Dahl, 1989: 108):
1) Bindende beslutninger skal træffes udelukkende af de personer, som beslutningerne gælder for, dvs. associationens medlemmer.
2) Hvert medlems interesser er berettiget til at blive taget ligeligt i betragtning.
3) For intet medlem af associationen skal det være påkrævet at demonstrere kompetence til at kunne beskytte sine egne interesser. Bevisbyrden ligger hos dem, der hævder om et medlem, at han mangler denne kompetence.
4) Når bindende beslutninger skal træffes, må ethvert medlems mening angående den pågældende beslutning betragtes som gyldig og lige gyldig vis-á-vis andre medlemmer.
5) Generelt bør værdsatte ressourcer, som der er knaphed på, fordeles på en fair måde mellem medlemmer af associationen.

Når disse antagelser er rimelige for en association, så bør denne ifølge Dahl benytte sig af en demokratisk styreform. Hvis man tror på antagelserne, må man også tro på følgende kriterier for den demokratiske proces; hvis man afviser kriterierne, så afviser man også én eller flere af antagelserne. Kriterierne er ideelle standarder, som en given beslutningsproces kan prøves med, og jo tættere en eksisterende beslutningsproces nærmer sig opfyldelsen af dem, jo mere demokratisk kan den siges at være (ibid. 109). Kriterierne er:
1) Effektiv deltagelse: Borgerne skal have tilstrækkelige og lige muligheder for at udtrykke deres præferencer for det endelige beslutningsresultat, og de må ligeledes have tilstrækkelige og lige muligheder for at placere spørgsmål på dagsordenen (ibid. 109).
2) Stemmelighed på det afgørende stadium: Borgerne må på det afgørende stadium have lige muligheder for at tilkendegive et valg, og dette valg må tælle med samme vægt som enhver anden borgers valg. Dette sikrer en ”endelig appeldomstol”, hvor borgerne kan afgøre, hvorvidt deres interesser bliver taget ligeligt i betragtning (ibid. 110)
3) Oplyst forståelse: Borgerne skal have tilstrækkelige og lige muligheder for afdække og undersøge, hvilket valg, der i den givne situation, bedst kan tjene deres interesser (ibid. 112). Demokrati betragtes som et gode, fordi denne styreform i størst mulig grad muliggør, at borgerne kan realisere deres ønsker mht. det gode liv på en autonom måde. Men for at dette kan lade sig gøre, må borgerne være i stand til at kende deres forskellige valgmuligheder – både på det private og det politiske område. Dette kræver, at borgerne i hvert fald til en vis grad kan tage stilling til disse valgmuligheders karakteristika og værdi, hvilket indebærer oplyst forståelse.
4) Kontrol med dagsordenen: Borgerne må have eksklusiv adgang til at placere problemstillinger på dagsordenen for, hvilke spørgsmål der skal afklares vha. den demokratiske proces. Hvis borgernes interesser skal tages ligeligt i betragtning, og beslutninger skal træffes af de af beslutningerne berørte individer, må det være muligt for borgerne at placere et hvilket som helst spørgsmål på dagsordenen, som de finder i deres interesse.

Dahls skitse til et avanceret demokrati (F2)
Demokrati som styreform for økonomiske virksomheder.
Demokrati som styreform er i vesten blevet accepteret som den eneste legitime styreform for stater. Derimod betragters økonomiske virksomheder ikke som demokratisk ”styrbare”. Men, spørger Robert Dahl, hvorfor ikke? Ens arbejde er centralt for de fleste menneskers liv. Arbejdet lægger beslag på mere tid end andre aktiviteter, arbejdet påvirker indkomst, status, helbred o.a. (Dahl,1989: 327). Af alle de magtrelationer folk befinder sig i, er ingen så fremtrædende i det daglige liv, som dem der er forbundet med deres arbejde. Hvis vi antager, at en økonomisk virksomheder kræver en form for styre (en regering), hvilket udseende skal dette så have? Nogle ville hævde, at det kun er ejerne, der har ret til at regere deres egen virksomhed. Men det følger ikke af, at ”folk har ret til at nyde frugten af deres eget arbejde”, at ”investorer har ret til at regere de virksomheder, de investerer i” (ibid. 330).
Dahl mener således ikke, at ejerskabet af en virksomhed implicerer retten til at styre den. En anden indvending mod en demokratisk styring af virksomheder går på, at medarbejderne ikke ville være kvalificeret til opgaven. Men her kan man for det første pege på, at demokratisk styring ikke nødvendigvis involverer, at medarbejderne er kompetente på alle relevante områder. Det er altid muligt at uddelegere nogle beslutninger (ibid.). For det andet må vi huske på, at virksomheder i moderne samfund ikke er ideale ”efficiens-maksimerende” virksomheder, som foreskrevet af økonomisk teori (ibid. 331). Der er i stedet tale om privat ejede virksomheder, hvor den formelle suverænitet ligger hos aktieejerne, men hvor den egentlige suverænitet er placeret hos ledelsen, hvis beslutninger aktieejerne har nærmest uoverstigelige problemer med at bestride. Og dette skyldes bl.a. den manglende opposition til ledelsen, som er kendetegnet ved den demokratiske styreform. I forhold til denne virkelighed ville en demokratisk styreform derfor faktisk være at foretrække. Med de rette betingelser (jf. kriterierne for en demokratisk proces) vil medarbejderne faktisk være mere kvalificerede til at kontrollere og bestride beslutninger truffet af ledelsen end de formelle ejere af virksomheden, som det er nu.

Problemer for et avanceret demokrati.
I forhold til styringen af staten står et avanceret demokrati overfor forskellige problemer. For det første er den ulige fordeling af økonomiske ressourcer en hindring for at virkeliggøre den demokratiske proces. Økonomiske ressourcer kan omsættes til politiske ressourcer og en ulige fordeling truer dermed den politiske lighed, som er en forudsætning for en realisering af den demokratiske proces.
For det andet trues demokratiet af den ulige fordeling af ”specialviden” (ibid. 333). Problemet knytter sig særligt til den gruppe af intellektuelle, Dahl kalder ”policy-specialister” (ibid. 335), og som kan findes i offentlige bureaukratier, lovgivende forsamlinger, politiske partier, universiteter osv. Problemet består ikke i, at disse udgør en herskende klasse med fælles interesser. De vil ofte have divergerende interesser som intellektuelle i særdeleshed. Problemet er derimod den stigende kompleksitet ved politiske beslutninger, som truer med at løsrive policy-eliten fra effektiv demokratisk kontrol fra befolkningen. Resultatet kunne blive et ”kvasi-formynderisk” styre, som Platons filosof styre dog uden moralsk overlegne regenter. Et sådant ville have de samme problemer som et ægte ”formynderstyre” (fx at udpege regenter der faktisk ved, hvad den bedste løsning er på en givet problemstilling – hvis dette overhovedet kan vides…), men ville derudover tillige mangle den moralske legitimitet, som Platons filosofkonger formodentlig skulle have. Og politiske beslutninger involverer altid moralske vurderinger (ibid. 337).
Hvordan kan bevægelsen mod ”kvasi-formynderi” stoppes? Problemet er afstanden mellem den viden befolkningen besidder om politiske problemstillinger, og den viden policy-eliten besidder. Udfordringen for et avanceret demokrati er at minimere denne afstand. Et skridt på vejen mod en sådan minimering kan tages i kraft af moderne informations- og kommunikationsteknologi (ibid. 339). Vha. denne teknologi er det muligt for borgerne både at opnå viden om enhver politisk problemstilling, samt at sætte spørgsmål på den politiske dagsorden (eller at forsøge…). Men et er at kunne opnå information om et politisk spørgsmål; noget andet at denne information er af en ordentlig kvalitet.
Det ville være utopisk at forestille sig at alle borgere havde fuld information om ethvert relevant område. I stedet behøves en ”kritisk masse” af velinformerede borgere, der ville kunne stille policy-eliten til ansvar i offentligheden. Men hvad sikrer en sådan gruppes repræsentativitet? Dahl foreslår som et muligt svar, at et avanceret demokrati udvælger såkaldte ”minibefolkninger” af en overskuelig størrelsesorden, som er repræsentative for befolkningen som helhed. Disse kunne så indenfor en given tidsperiode diskutere en politisk problemstilling, holde høringer o.l. Deres vurdering af problemstillingen kunne herefter siges at være et udtryk for, hvad befolkningen ville have vurderet, hvis den havde haft den fornødne tid og viden til rådighed. Dette kunne så supplere det normale parlament (ibid. 340). På denne og lignende måder vil et avanceret demokrati kunne forsøge at tilpasse sig til en politisk virkelighed med stadig stigende kompleksitet.

Litteratur
Dahl, Robert (1989). Democracy and its Critics. New Haven: Yale University Press

Randall om feminisme (H2)
Tre former for feminisme.
Ifølge Vicky Randall kan man skelne mellem tre overordnede feministiske perspektiver på politisk videnskab: liberal feminisme, marxistisk feminisme og radikal feminisme (p.110). Liberal feminisme bygger videre på det eksisterende liberale tankegods med dets fremhævelse af individuel rationalitet, distinktionen mellem privat og offentlig, samt reformerbarheden af institutioner.
Marxistisk feminisme tog tilsvarende sit udgangspunkt i den marxistiske tradition med fokus på kapitalismens udbyttende og fremmedgørende tendenser i forhold til kvinder. Senere har marxistiske feminister dog inkorporeret anerkendelsen af, at undertrykkelsen af kvinder har sin egen logik og har derfor søgt efter en tilfredsstillende analyse af forholdet mellem køn og klasse.
Den radikale feminisme identificerer ”kønskampen” som den mest fundamentale politiske kamp. Denne form for feminisme kritiserer de andre typer for at være for ukritiske og for at overtage ”mandsdominerede” tankeformer. Den radikale feminisme fokuserer særligt på den private sfære som stedet, hvori kvinders undertrykkelse er funderet.

Feministisk kritik af politologiske kernebegreber.
Rational choice og interesser.
Feminister har bl.a. kritiseret rational choice-teoriens antagelser. Problemet er teoriens fokus på individuel beregning af egeninteresse, som beskyldes for at være funderet i en mandlig model for, hvad det vil sige at være en fri moralsk aktør (p.116). Endvidere er det problematisk, at teorien tager individuelle præferencer for givne og dermed ikke fokuserer på, hvordan præferencer dannes. Herved ignoreres den rolle som socialiseringen spiller for dannelsen af præferencer. Andre feminister går videre og kritiserer brugen af begreberne ”interesser” og ”præferencer” i analysen af kvinders politiske motivation. Kvinder hævdes nemlig gennem deres erfaringer som ”skabere og opretholdere” af liv at transcendere et udelukkende instrumentelt samarbejde om opnåelse af fælles mål (p.117). Brugen af interesser/præferencer understreger derimod den instrumentelle karakter ved enhver kollektiv handling. Endnu andre feminister har kritiseret opfattelsen af interesser som noget objektivt identificerbart. Vi må i stedet se interesser som historiske produkter, der artikuleres gennem den politiske proces selv. Dvs. interesserne eksisterer ikke uafhængigt af den politiske proces selv.

Politik-begrebet.
Specielt den radikale feminisme har været fremtrædende i kritikken af den traditionelle politik-opfattelse samt distinktionen mellem privat og offentlig. En indflydelsesrig tankestrømning i politologien har forstået politik som en aktivitet, der tager plads i det offentlige rum, med henblik på at afgøre fælles samfundsmæssige spørgsmål (p.118). Andre har fokuseret mere på magt over forskellige ressourcer. I praksis har næsten alle politologer dog tenderet til betragte regeringer relaterede politiske institutioner som kernestedet for politisk aktivitet. Ifølge feminister er dette fokus alt for snævert (p.119). Vi må i stedet anerkende alle magtforhold, specielt mellem mænd og kvinder, som værende politiske, hvad enten de foregår i det offentlige eller det private rum. Feminister betragter i forlængelse heraf distinktionen mellem privat og offentlig som en ”ideologisk anordning, som legitimerer den vedvarende eksklusion og undertrykkelse af kvinder” (p.120). Henvisningen til familiens ret til et privatliv vil eksempelvis kunne udnyttes til at bibeholde patriarkalske magtstrukturer, der netop nægter kvinder et privatliv.

Staten.
Endelig har feminister underkastet staten en kritisk analyse. Staten kan siges at udtrykke et ”køns-regime” (p.124). Gennem sine reguleringer af adfærd, hvorigennem de kategorier, der reguleres, faktisk re-etableres og gen-forstærkes. Staten er derved med til at opretholde og transformere de basale træk ved ”køns-ordenen”. Dette kan underbygges af Bourdieus argument om, at statens mulighed for, gennem kontrollen med uddannelsessystemet, offentlig statistik o.l., er i stand til at indstifte de kategorier, hvorigennem den sociale virkelighed opfattes. Feminister har ligeledes undersøgt velfærdsstaten og i den forbindelse kritiseret Esping-Andersons typologi for at overse kønsproblematikken.

Magtudredningen om kvinder i eliten (H2)
Ifølge Magtudredningen udgjorde kvinder sammenlagt 12 % af eliten i 1999. Blandt landspolitikere er ligestillingen størst: kvinder udgør 40 % af regeringen og 37 % af folketinget. Modsat forholder det sig for officerer, ledere i det private erhvervsliv og advokater. Kun mellem 1 og 2 % af erhvervslivets ledere er kvinder, hvilket Magtudredningen forklarer med ”den lukkede, diskretionære” udvælgelsesprocedure indenfor erhvervslivet i modsætning til den åbne og offentlige udvælgelsesprocedure indenfor politik. I perioden fra 1963 til 1999 er kvindeandelen af de forskellige elitegrupper steget for alle grupper undtagen erhvervslivet. Dette giver ifølge Magtudredningen anledning til både optimisme og pessimisme. Optimisme, idet der er sket store positive ændringer igennem det 20. århundrede. Pessimisme, idet vi ikke er nået videre, end vi er.

2006-05-07T21:05:00.000+02:00

FL 3. MAGT

1. Robert A. Dahl

1.1 Dahls teoretiske baggrund
Dahl's teori om magt bør i høj grad opfattes som en antitese til eliteteoretikere og marxister. Hvor disse mente at magten i - og over samfundet er placeret hos én sammenhængende elite/klasse, mener Dahl at magten er fordelt udover hele samfundet (pluralisme) (om eliteteoretikerne: Frølund(2005),p.28).
Dahls teori er samtidig et opgør med statiske- og abstrakte hypoteser, som ikke lader sig afprøve empirisk. Det er således en vigtig pointe hos Dahl, at magtforhold ændrer sig over tid.

1.2 Dahls magtbegreb
Magt er ifølge Dahl adfærdsbaseret og "vedrører de tilfælde, hvor [person] A kan få [person] B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort" (Frølund(2005),p.31). Magtudøvelse er direkte og (relativt) målbar (se figur 2 - Frølund(2005),p.31). Det er her væsentligt at påpege at magtrelationer kan involvere forskellige konfliktniveauer afhængigt af de to parters grad af uenighed samt deres kendskab til hinandens reelle intentioner, men essentielt er det altså at begge parter er aktive - "A udøver ikke magt, hvis A er passiv" (Frølund(2005),p.32).
En anden central pointe hos Dahl er at magt er et relationelt begreb; "A's magt kan strengt taget ikke måles uafhængigt af B's reaktioner" (Frølund(2005),p.32).

1.3 Empiri
For at teste sine pluralistiske hypoteser, iværksætter Dahl en analyse af magtfordelingen i byen New Haven. Undersøgelsen indeholder både kvantitative og kvalitative elementer. Dahl når herigennem frem til at der ikke findes en ensartet overklasse og at magtstrukturerne har ændret sig i løbet af det sidste århundrede (Frølund(2005),p.34).
For at afdække de forskellige aktørers- og gruppers magt udviklede Dahl beslutningsmetoden. Denne metode består i at undersøge nøglebeslutninger i New Haven over en årrække. Graden af magt måles ved at undersøge, hvor stor en procentdel fremlagte forslag de enkelte aktører har fået gennemført, samt hvor mange forslag det er lykkedes dem at bremse. I begge tilfælde er der altså tale om direkte mobiliserede ressourcer - "Ressourcer skal bruges, før de får betydning"(Frølund(2005),p.35).

Metoden kan kritiseres på flere måder:
1. Beslutningsmetoden er udelukkende input-orienteret. Den beskæftiger sig ikke med, hvilke fordelingspolitiske konsekvenser beslutningerne har. Da graden af pluralisme også er afhængig heraf, er det vanskeligt at konkludere noget endeligt herom vha beslutningsmetoden.
2. Gennemførelse af ganske ukontroversielle forslag behandles som magtudøvelse ved at fokusere på procentdel gennemførte forslag.
Dahl burde udelukkende have fokuseret på forslag med højt konfliktniveau (Frølund(2005),p.38).

1.4 Direkte - og indirekte magt
Magtformen som beskrives i 1.2 er direkte magt. Dahl udvikler imidlertid også begrebet indirekte magt.
Indirekte magt er baseret på "anticiperede reaktioner", og adskiller sig fra direkte magt ved at magtudøveren er passiv. Det er især vælgere som besidder denne magtform, idet politikerne anticiperer deres reaktioner og inddrager dem i deres handlingsovervejelser.
Man kunne tro at det samme var gældende for erhvervslivet, men disse er ifølge Dahl kendetegnet ved en anden type magt; potentiel magt. Potentiel magt adskiller sig fra indirekte magt ved at det er ressourcer som ikke er mobiliserede, og derfor ikke har indflydelse på andre aktører (Om magtformer - Frølund(2005),p.39-44).

Det er imidlertid vanskeligt at skelne på denne vis, idet passive aktører ikke uden videre kan antages at være uden magt. Man kunne forestille sig at beslutningstagere ville ændre deres forslag af frygt for at erhverslivets potentielle magt bliver mobiliseret og dermed bliver til indirekte, aktuel magt.

1.4 Pluralisme
I modsætning til eliteteoretikerne mener Dahl ikke at én sammenspist elite har kontrol over beslutningsprocessen og samfundets udformning. Han mener at magten deles af forskellige elitære grupper, som ikke blander sig i hinandens magtområder. Disse eliter kontrolleres af politikerne, som igen kontrolleres af befolkningen. Befolkningen har endvidere fuldt overblik over beslutningsprocessen (komplet information) (se skemaet - Frølund(2005),p.82).
Alle har således adgang til en vis portion politiske ressourcer omend eliter også hos Dahl sidder inde med størsteparten. Samtidig findes her en kritik af det marxistiske fokus på økonomiske ressourcer som eneste mål for politisk status, idet Dahl mener, at der findes flere forskellige typer politiske ressourcer(Frølund(2005),p.45).
Med basis i New Haven-undersøgelsen finder Dahl at kravet om at specialisere sig for at få magt (skolelærere ved mest om uddannelsespolitik osv.) skaber den fragmenterede elitestruktur, som kendetegner pluralismen.

Dahls pluralisme kan kritiseres på flere punkter:
1. Det antages at vælgerne har komplet information.
2. Det antages at politikere har interesse og mod til at sætte sig op mod IO'er.
3. Magtens specialisering kan underminere pluralismen ved at afskære borgere mulighed for at blande sig i debatten, da den specialiserede viden som kræves ikke er så lettilgængelig.

2. Bachrach & Baratz

2.1 B&B's teoretiske baggrund
B&B's magtteori er dels en kritik af Dahl, dels en viderebygning heraf og dels et eliteteoretisk modsvar hertil.
Det er en kritik i og med B&B anser Dahls beslutningsmetode for værende mangelfuld eftersom den ikke måler den skjulte magt i samfundet. Videreførelsen består i, at B&B beholder Dahls adfærdsorienterede magtdefinition, men tilføjer den et "andet (skjult) ansigt". Den synlige magt bliver således ikke ignoreret af B&B. De mener blot ikke at denne anskuelsesvinkel er dækkende. Årsagen til at Dahl ikke finder basis for de eliteteoretiske antagelser om elitedominans er ifølge B&B at han ikke måler de skjulte magtprocesser i samfundet.

2.2 Empiri
B&B tager udgangspunkt i et studie af byen Baltimore. Her finder de, at byens store gruppe af afro-amerikanere i høj grad er sat udenfor indflydelse. Det var her tydeligt at, omend forskellige elitære grupper ikke var enige om alt, så var der nogle helt centrale ting som de alle var enige om; nemlig at deres egen indflydelse skulle bevares på bekostning af afro-amerikanernes -.
Dette udmønter sig i at visse sager holdes væk fra beslutningsarenaen og dermed bliver til ikke-beslutninger.

2.3 Direkte - og indirekte ikke-beslutninger
B&B er som sagt enige med Dahl i at magt "knytter sig til personers forsøg på at kontrollere andre" (Frølund(2005),p.59). De mener også at personen, "som bliver udsat for magt skal være klar over, at vedkommendes interesser bliver tilsidesat" (Frølund(2005),p.60).
Men hvor Dahl havde fokus på selve beslutningerne, stiller B&B spørgsmålstegn ved hvilke beslutninger der overhovedet når beslutningsarenaen (se figur 5 - (Frølund(2005),p.62) - eller nærmere hvilke beslutninger der ikke når beslutningsarenaen. Beslutninger kan udelukkes på to måder (Frølund(2005),p.61-65). :
1. Direkte: at en eller flere magthavere bevidst tilsidesætter visse krav og sager.
2. Indirekte: at visse krav eller kritiske alternativer ikke bliver fremsat pga frygt for sanktioner fra en ekstern - eller intern aktør.
Herudover kan ikke-beslutninger enten være insititutionaliserede eller ej. Institutionaliserede ikke-beslutninger er indbyggede i samfundets struktur eller - normer, og magtudøvere er i dette tilfælde ikke nødvendigvis klar over (eller kun delvist klar over) at de udøver magt(Frølund(2005),p.65). .

2.4 Magt og andre kontrolformer
For at præcisere deres magtopfattelse sammenligner B&B magt med en række andre typer af kontrol (se figur 6 - Frølund(2005),p.66).
Magt bliver her fremstillet som baseret på en konflikt, hvor den ene part via potentielle sanktioner får den anden part til at føje sig. Rammen herfor skal være en rationel kommunikation, hvilket indbefatter at den undertrykte part skal være bevidst om at den får sine interesser tilsidesat (mere om de forskellige kontrolformer - Frølund(2005),p.66-68).

2.5 Ikke-beslutningers indflydelse på samfundet
Når Dahl hverken fokuserer på den skjulte magt eller på policy outcomes er han ikke opmærksom på "[at] der kan være tale om, at eliten systematisk udelukker oppositionelle gruppers interesser og derfor opretholder en tilstand, som vedvarende tilgodeser eliten på oppositionens bekostning" (Frølund(2005),p.70).
Elitens skjulte magt over ikke-beslutningerne kan altså medføre store demokratiske mangler.
Et empirisk eksempel herpå er Farum-sagen, hvor Venstre og Brixtofte som den politiske elite bliver "stærk, [da] den formår at kontrollere oppositionens manøvremuligheder" (Frølund(2005),p.80).

2.6 Metodiske overvejelser
I sin analyse af beslutninger i New Haven anvendte Dahl nogle helt centrale "nøgle"-beslutninger fra en vis periode. B&B er imidlertid yderst skeptiske overfor den måde disse beslutninger er udvalgt. Dahls kriterier var i høj grad "majoritetsbaserede" idet de fokuserer på beslutningers kvantitative omfang. På denne måde kan man imidlertid ikke se om et mindretal konsekvent bliver negligeret.
Key issues er istedet sager hvor en given samfundsmæssig ressourcefordeling søges ændret gennem indgreb "som truer med at påføre en gruppe eller en koalition et nettotab" (Frølund(2005),p.75).
Store dele af B&Bs kritik vedrører mangler i Dahl metodiske fremgangsmåde. Især fokuserer de på manglerne i beslutningsmetoden, hvor ikke-beslutningernes rolle overses (både i deres direkte - og indirekte form).

2.7 Kritik
Det primære teoretiske problem ved B&Bs fremgangsmåde er deres krav om at magten skal være erkendt af den som bliver udsat for magtudøvelse, og at konflikten dermed må være synlig. Den magtudøvelse som eliten forsøger at skjule (ikke-beslutningerne) er altså kendt af dem det går udover. Hele magtens skjulte natur er således ikke skjult for dem det går udover, hvorfor elitens camoufleringsforsøg virker en anelse tåbelige (Frølund(2005),p.83).
Herudover kan deres kritik af Dahls beslutningsmetode benyttes til en videreudvikling af denne, hvor beslutninger vægtes efter vigtighed (økonomi er selvfølgelig meget vigtigere end kultur fx) (Frølund(2005),p.85).

3. Lukes (og hans lille stik-i-rend dreng, Gaventa)

3.1 Magtens tredje ansigt
Lukes tager udgangspunkt i B&Bs magtteori, men mener ikke at den er fuldendt. Lukes mener i modsætning til B&B ikke at synlig konflikt er nødvendig for at der kan være tale om magtudøvelse. Det er altså ikke nødvendigt at de som er underlagt magtudøvelse, er klar herover. Eliten kan således skjult konflikten gennem "en bevidst konstrueret konsensus" (Frølund(2005),p.89). Lukes bruger begrebet latente konflikter om sådanne situationer.

3.2 Empiri
Gaventa forsøger i en undersøgelse fra 1980 af anvende Lukes' teori empirisk. Undersøgelsen gælder en mindre by, hvis primære industri i er en kulmine. Holdningen i byen er at kulminen er byens levegrundlag og derfor går man langt for at behage kulmineejerne, som får diverse erhversmæssige - og skattemæssige fordele. Ydermere arbejder kulminearbejderne til meget lav løn, bor usselt osv.
Det helt centrale i undersøgelsen er dog, at denne situation ikke giver anledning til synlig konflikt.
Byens indbyggere er manipuleret af den politiske - og økonomiske elite (som nyder godt af kulminen) til at mene at situationen er i deres egen interesse.

3.3 Reale interesser
Lukes skelner mellem de umiddebare, synlige interesser og nogle hypotetiske reale interesser. Disse reale interesser betegner de "behov og holdninger, individet ville have haft, hvis det ikke blev udsat for magtudøvelse" (Frølund(2005),p.90).
Det er således de reale interesser som undertrykkes i Gaventa-undersøgelsens tilfælde - interesser i eksempelvis ordentlige arbejds- og boligforhold - som bevidst holdes nede for at skjule konflikten.
Lukes definerer magt som "en kontrolform der vedrører de tilfælde, hvor A udsætter B for en påvirkning, som strider imod B's reale interesser" (Frølund(2005),p.93). De reale interesser kommer således bedst til udtryk i omgivelser som er blottet for tvang, og hvor der er adgang til korrekt viden og alternativ information (Frølund(2005),p.92-93).

3.4 Manipulation
For at kunne hindre B i at opdage sine reale interesser benytter A sig af bevidsthedsmanipulation. Gennem forskellige midler søger A at skabe holdninger hos B som usynliggør konflikten imellem de to parter vedrørende den nuværende situation.

3.5 Det tredje ansigts udfordringer for demokratiet
Et middel til at øge folks mulighed for at forfølge og forstå deres reale interesser er ved at give dem adgang til demokratiske kanaler, hvor de kan finde alternative holdninger og fremme egne synspunkter (Frølund(2005),p.97).
Magtudøvere er ansvarlige for de interesser de tilsidesætter. Det er vigtigt hos Lukes at man er "i stand til at udpege, hvem der er skyld i, at demokratiet ikke fungerer ideelt" (Frølund(2005),p.98). Er der nogle som bevidst forhindrer andres reale interesser i at komme til udtryk gennem manipulation, bør disse også stilles til ansvar herfor.

Lukes teori indeholder også visse strukturelle magtovervejelser. Det kunne tænkes at visse institutionelle arrangementer er indrettet således, at de bringer fordele til A og ulemper til B, og dermed øger eller ligefrem skaber magtforholdet. Det er imidlertid at anvende Lukes' krav om at magt og ansvar skal følges ad på institutioner.

Andre kritikpunkter kunne bestå i, at utopien om reale interesser i mange sammenhænge er svær at anvende pga stor afstand til virkeligheden. Generelt er Lukes' magtbegreb yderst vanskeligt at måle empirisk pga det meget ikke-empiriske begreb om reale interesser.

Litteratur:
Frølund Thomsen, Jens Peter (2005) Magt - en introduktion, 1. udg., Hans Reitzels Forlag.

H3 Magt og demokrati

Efterlønsreformen
Teksten af Larsen & Goul Andersen beskæftiger sig med efterlønsreformen i 1998. En reform som blev konstrueret af Socialdemokraterne på trods af et valgløfte om ikke at ville ændre på efterlønnen.
I teksten skitseres efterlønnens historie; dens fødsels- og udviklingsårsager.
I 1998 er efterlønnen vokset langt udover dens oprindelige tanke, og er blevet en væsentlig post på de offentlige budgetter. Der var derfor tilskyndelse til at forringe efterlønnen, hvilket S dog garanterer ikke at gøre pga manglende folkelig opbakning.
Dog kommer der nye tal på bordet få måneder efter S har vundet regeringsmagten, som viser at efterlønnen er blevet endnu mere omkostningsfuld.

Magtstrukturer i beslutningsprocessen
Et flertal i den politiske - og økonomiske elite var for nedskæringer i efterlønnen. Efter de nye tal og offentlige udtalelser fra diverse økonomiske eksperter vælger S at forringe efterlønnen. Det interessante er måden hvorpå beslutningen bliver truffet. En yderst fåtallig kreds af toppolitikere er involveret i udformningen af forslaget - alt sker for lukkede døre.

Alt i alt er teksten et eksempel på en elitær top-down beslutningsproces, hvorfra befolkningen, medierne og interesseorganisationer udelukkes.
Trods S's kendskab til vælgernes holdninger og det sandsynlige fald i stemmeantal (deres anticiperede reaktioner) valgte de således at trodse disse. S antog muligvis at vælgerne ved næste valg ville have glemt sagen helt eller delvist.
Det efterfølgende valg blev som bekendt vundet på troværdigheds-strategi af Anders Fogh Rundstykke (link), hvilket kan opfattes som en modreaktion (og måske enden på) valgflæsk!
HURRA FOR ANDERS FOGH!!!

2006-04-24T08:46:00.000+02:00

FL 26: Inputsiden: Skillelinjer og partier.
Hix, Simon: kap. 6: ”Public Opinion”

(NB. Se også FL 5 om skillelinier og FL 6 om postmaterialisme)

Skillelinjer

Overskrifter:
1) Årsager til støtte af europæisk integration (Europe right or wrong)
2) Socioøkonomisk strukturs indflydelse på holdning til EU's drejning (Europe right or left)

”Kløft-modellen” tager udgangspunkt Lipset-Rokkan-modellen (skillelinje-teori fra 1967) og fremhæver to hovedkløfter (skillelinjer) i EU:
1) national-territorial: når individer fra forskellige nationer kommer til at stå på hver sin side af debatten. F.eks. hvis en gruppe vinder på bekostning af en anden. Denne skillelinie forklarer mere end den næste.
2) transnational-socioøkonomisk: Når grupper i en nation har mere til fælles med tilsvarende grupper i andre nationer end med sin egen nation. F.eks. landmænd.
(Hix, Simon, 2005: 147-148)
(FL note: slide 3-4: andre skillelinjer i EU)

Se figur 5.1. s. 150: Eurobarometer: Viser udviklingen i holdningen til 3 forskellige EU-spørgsmål fra 1973-2003 (måler støtte til EU).
1) folk mener, EU er en godt
2) folk mener, de har gavn (benefit) af EU
3) folk mener, EU parlamentet skal have mere magt
(slide 6-7)
Figuren viser, at opbakningen til EU generelt er faldet drastisk siden den toppede i 1991. De seneste 5-7 år er der dog set en stigning, som kan forklares af en følelse af fællesskab, der atter har lagt sig over Europa.

Territoriale forhold, som deler Europa:
1) Kulturelle forskelligheder: styrke af nationalfølelse; religion; nord-syd; tillid; homogen vs. multietnisk.
2) Økonomiske forskelligheder: rig-fattig; land-by; industri-landbrug; servicefag vs. håndkraft: center-periferi; arbejdsløshed; ulighed; energiproducent-energiforbruger.
3) Politiske forskelligheder: stor vs. lille population; lang vs. kort tradition for demokrati; flertal vs. konsensualisme; korporalisme vs. pluralisme; liberal vs. social/kristendemokrat; forskellige velfærdsmodeller. (slide 5)

Tabel 5.1: Nationalitet og integration:
Pro EU: Irland, Luxemborg, Holland. Mest imod: Sverige, Østrig, Danmark, Finland, England.
Forklaring: (slide 8-12)
1) Kultur: varighed af medlemskab; niveau af tillid; styrke af national identitet (ibid. 154)
2) Økonomisk: om man er netto-modtager eller bidrager til EU; vinding af markedsliberaliseringen (ibid. 155)
3) Politisk: Forhold efter 2. verdenskrig; tradition for demokratisk kapitalisme.

Folk er generelt uvidende om EU og bliver i høj grad påvirket af regeringspartiets holdning til EU (ibid. 156) og deres placering i sociale klasser afh. om deres klasse har vinding eller tab ved de udvidede investeringsmuligheder og større konkurrence.
Tabel 5.2 s. 159: Social klasse og European integration.
Figur 5.2 s. 161: Social klasse og indkomst – betydning for støtte til EU

Individuelle skillelinjer: alder, uddannelse, køn (kvinder har lavere, manuelle arbejdsområder end mænd), religion og elite vs. ”befolkningen” (slide 14). Her nævnes Ingleharts teori om postmaterialismen og en generationsbaseret værdi-ændring (ibid. 162).
Tabel 5.3 s. 164: Andre transnationale sociale delinger og europæisk integration.
Tabel 5.4 s. 165: Elite vs. ”befolkningen”.

Europa: Til højre eller venstre: (slide 15)
Mål for venstrefløj: lighed (økonomisk, socialt og politisk)
Mål for højrefløj: lighed for muligheder i kraft af det frie marked (ibid. 167)

Venstre-fløj:
– Økonomisk styring: social politik, skat, arbejdsløshed, omfordeling.
– Socialpolitiske friheder: miljø, menneskerettigheder, seksuel ligestilling.

Højre-fløj:
– Etablering af økonomisk frit marked.
– Socialpolitisk autoritet. Narko-politik, organiseret kriminalitet, immigration og assyl, sikkerhed, forsvar.
Tabel 5.5 s. 169: Venstre-højre placering og støtte til EU kompetencer.
Figur 5.3 s. 171: Placering af klasser i to-dimensionært EU politik rum. 1) Pro-EU vs. anti-EU;
2) venstre-højre.
Figur 5.4 s. 172: Tre modeller for politisk konkurrence i EU.

EU er et pluralistisk samfund – men det burde være muligt at etablere et stabilt demokrati. Der er mange ubesvarede spørgsmål angående, hvilken retning EU skal bevæge sig.

2006-04-24T08:40:00.000+02:00

Kom.pol FL 23: Introduktion til EU og europæisering.

T:A: Börzel og T: Risse (2003): ”Conzeptualizing the Domestic Impact of Europe”

To synsvinkler på national tilpasning til EU. Rationalistisk institutionalisme (rational choice) vs. sociologisk institutionalisme:

(se slide 16-18 fra FL. 23)

Europæisk integration (”europæisering”) påvirker indenrigspolitik i de enkelte medlemsstater (top-down-perspektiv, hvor EU er den afhængige variabel). Målet for teorierne er at finde kausalmekanismer i EU's indflydelse på forandringer i medlemslandene.

Europæiseringen finder sted i tre dimensioner: (se slide 10)
1) policy/politikområder: standarder, konkret regulering og diskurser
2) politics/politiske processer: interesseaggregering, repræsentation
3) polity/ politiske institutioner. (Börzel og Risse, 2003: 60)

Man angriber problemstillingen med to fælles, overordnede antagelser:
”Misfit”/mismatch: Der forekommer modsætninger mellem tiltag i EU og indenrigsforhold. Dette lægger et tilpasningspres på medlemslandene (de må forandre sig for at tilpasse sig EU). Misfit er den afgørende faktor, som starter kausalkæderne til europæisering i begge hovedteorierne: jo højere uforenelighed (misfit), jo større er adaptionspresset på medlemslandet. (ibid. 61)

Definitioner af de to tilgange til den ny institutionalisme:
Rational choice/rationalistisk institutionalisme: (se slide 16)
Aktørerne er rationelle, målorienterede, vilje-stærke. Cost-benefit analyser fører til nyttemaksimerende strategier. Misfit fører til forandringer i magt- og mulighedsstrukturer mellem aktører i landet og til nye muligheder for at tilgodese egeninteresser. Adfærdslogik: konsekvenslogik (ibid. 63)
Europæiseringen = omfordeling af ressourcer og magtstrukturer, hvis:
1) misfit er med til at omfordele muligheder
2) hvorvidt aktører i medlemslandet har kapacitet til at udforske disse muligheder.
To faktorer har indflydelse på denne kapacitet og afgør om de nye muligheder (ved misfit) fører til omfordeling af ressourcer mellem aktører:
1) veto (i indenrigs-strukturer). Jo mere magtfordeling, jo sværere skabes ”winning coalition”, som skal inducere ændringer (efter adaptionspres)
2) eksisterende formelle institutioner (ibid. 64-65)
Eks. (fra FL): fagforeninger i flere ML.

Sociologisk institutionalisme/social/konstruktivistisk institutionalisme:
Aktørerne drives af kollektiv forståelse og normer og søger social accept. Man opfylder forventninger og derfra defineres mål. Nye normer, interesser og identiteter afløser de gamle. Adfærdslogik: hvad der er ”passende”/behørighedslogik (ibid. 65)
Europæisering = Socialisering.
Her findes to forklaringer på forandringer i medlemslandene:
1) Agent-orienteret: Der fremkommer nye normer for, hvad der er velset. Man socialiseres og redefinerer interesser og ens identitet (ibid. 67).
2) Strukturalistisk: institutionel isomorfisme. Institutioner interagerer med hinanden, hvilket medfører en homogenisering og en determineret ændring af normative positioner.

Man vil socialiseres via en af to faktorer:
1) forandrings-agenter: mobiliserer på medlemslands-niveau via moralske argumenter og overtalelse.
2) Politiske kulturer – uformelle institutioner. Her forekommer en kultur for dels at nå til enighed og overkomme veto, og dels at vinderne kompenserer taberne (ibid. 68).
(se oversigt s. 69 – oversat til dansk på slide 17)
Eks. (fra FL): frivillig ændring af Tysklands føderative system.

Outcome – udfald af forandring i medlemslandene, 3 typer:
1) Absorption (høj fit). Ingen europæisering fundet sted.
2) Akkommodation/tilpasning (moderat misfit)
3) Transformation – ændring af eksisterende politik/system (høj misfit) (ibid. 69-70); (slide 18).
Her forudser de to teorier (rationel institutionalisme og social institutionalisme) modsatrettede tendenser (se skema s. 71). Da der ikke forefindes fyldestgørende resultater er det endnu ikke muligt at sige, hvilken af de to teorier har størst forklaringskraft. Det er svært at måle konvergens og divergens, da der kan være forskelle og modsætninger på mikro- og makroniveau. Forskellige lande og niveauer har forskellige metoder til at nå de fælles (angivet af EU) mål) (ibid. 71).
Standarder (policy) er nemmere at konvergere end politiske institutioner (polity) (ibid. 72). Der findes ingen generel konvergens imod korporativ føderalisme i Europa – blot en bevægelse mod sådanne strukturer i Tyskland og Spanien (ibid. 72).

Teorierne er ikke gensidigt udelukkende. Man kan argumentere for at en kombination af de to teorier har en samlet stærk forklaringskraft, da forskellige lande til forskellige tider vil agere ifølge de to teorier.

Fælles for rationalistisk institutionalisme, liberal institutionalisme og neofunktionalisme er, at alle forudsiger konvergens. Forskellen ligger i forudsigelsen af outcome. Dog kan ingen af teorierne forklare, hvorfor outcome varierer fra land til land.

Obs. Neofunktionalismen betoner spill-over effekten, som medfører øget integration. Subnationale aktører får nye ressourcer, institutioner får deres ”eget liv” og nationalstaternes betydning udviskes.

2006-03-27T01:46:00.000+02:00

Hix - Kapitel 2 - Executive politics.

Teorier om magtdeling og -delegering
Hix mener ikke længere at den klassiske tredelte magtdelingsform er tilstrækkelig i beskrivelsen af de reelle magtmæssige forhold. Regeringen er ikke blot den udøvende magt, men har to adskilte roller; politisk magt (fremsættelse af lovforslag) og administrativ magt (implementering heraf).
En måde at analysere magtdelingen er principal-agent analysis. Magtdelingen opstår når en "principal" i den oprindelige magtdeling ikke kan løse visse opgaver, hvorfor løsningen heraf uddelegeres til en "agent" (eksempelvis EU-kommissionen).
Dette kan have tre teoretiske følger, som alle består i, at agenten får eget liv og egne interesser.
Følgerne ved alle disse tre teorier er at "agents wish to diverge from the principals' original policy intention" (Hix (2005),p.29).
Agenten (eksemplificeret ved kommissionen) kan således ved bureaucratic drift ændre policy i retning væk fra den ideelle udformning for "the principal" (medlemslandende) og i retning mod dens egne præferencer. Denne proces kan dog hæmmes gennem overvågning og regler.

Ministerrådet / rådet for den europæiske union
Ministerrådet har både lovgivende og udøvende magt. Den udøvende magt udøves på fire måder. Gennem treaty reformer, "the open method of coordination", implementeringsansvar og "the comitology system" - komitésystemet. De to første er knyttet til kommissionens politiske magt og de to sidste til dens administrative -.

Treaties
Magtfordelingen går som følge af kompromis-traktater mod stadig større udøvende magt til EU og kommissionen. For at undgå en anarkisk stilstand grundet staternes forskellige interesser uddelegeres kompetence til en overnational aktør. Dette har været et grundlæggende træk ved både Paris-traktaten, Rom-traktaten, Traktaten om det indre marked samt Maastricht-, Amsterdam- og Nicetraktaterne.

The European Council / Det Europæiske råd
European council, som består af statslederne fra EUs medlemslande, er det øverste organ i opgaven med at overvåge og begrænse kommisionens magt. Endvidere tager det sig sammen med resten af ministerrådet af opgaver fra søjle 2 og 3.
European council er en slags "provisional European government". Formanden for dette råd er EUs agerende formand. Denne post besættes efter tur af medlemslandenes statsledere og skifter hvert halve år.
Dette råd træffer et vidt-spændende udvalg af beslutninger. Sagerne er på forhånd gennemarbejdede på et lavere ministerrådsniveau eller af COREPER (Ibid,p.37).
For at sikre at den vedtagne lovgivning vedtages, benyttes processerne open method of coordination (kollektiv overvågning af indenrigspolitikken medlemslandene imellem) og naming and shaming (sanktionsmetode, hvor et medlemslands eventuelle mangler udtrykkes offentligt i nedsættende termer).

National koordination
Medlemslandene er selv ansvarlige for at koordinere og implementere EU-policy. I denne proces spiller medlemslandenes embedsmandsapparater en central rolle. Disse sammenflettes i forskellige ekspert- og rådgivningskomiteer o.l. under kommisionen, og er dermed både involveret nationalt (forberedelse af lovforslag, implementering m.v.) og på overnationalt plan (gennemgang af kommissionens lovforslag etc.).
Der er forskellige teoretiske bud på, hvad dette samspil mellem nationale og overnationale organer, udmønter sig i.
Et bud er Fusionstesen, hvori det påstås at samspillet er en sammensmeltning af nationale- og europæiske administrative pligter. Denne fusion er sket med baggrund nationale administrative eliters interesser i at øge egen magt på bekostning af nationale parlamenter.
Den konstante interaktion mellem EU og medlemsstaterne har medført en Europeanization, da de ensartede policy-procedurer i EU-regi har en harmoniserende effekt på staterne.
Graden af europæisering afhænger især af medlemslandenes (1)institutionelle kapabiliteter og (2) "opportunity structures and interest relations" (Ibid,p.40).

Kommissionen
Kommissionens ansvarsområder er fordelt på tre niveauer; kommissærerne, bureaukratiet og et netværk af semi-autonome agenter.

Kommisærerne
Hvert medlemsland har én kommisær. Disse mødes mindst en gang ugentligt. Før eventuelle beslutninger træffes skal et forslag opnå absolut flertal i kommissionen (kommissionens valgregler - Ibid,p.41).
Kommissionens formand har særlige beføjelser - han er "first among equals". Han forbereder bl.a. en overordnet politisk dagsorden for kommissionens arbejde og for de enkelte møder. Desuden kan kommissionens formand bestemme hvilket resort den enkelte kommissær skal styre. Formandens politiske indflydelse bestemmes dog i høj grad også af personlige egenskaber og idealer (om formanden - Ibid, p.43).
Lige under kommissærerne i hierarkiet findes deres håndplukkede kabinet, som hver er ledet af en "chef de cabinet". Kabinettet har til opgave at virke som politiske antenner og filtrere IO'ers indflydelse. Kabinettet klarer de fleste punkter på kommissionens dagsorden, men overlader dog de mest politisk kontroversielle emner til kommissionen selv (Ibid, p.43).
Kabinetternes arbejdsbyrde bliver stadig større, og effektiviteten af denne byrdes løsning afhænger af dygtigheden af de personer som sidder i kabinettets nøglestillinger (eksempelvis formandens kabinetchef og kommissionens generalsekretær (som også er styret af formanden)).
Kommssærerne skal virke for hele Europas interesser - og dermed ikke eksklusivt deres eget medlemslands interesser - det såkaldte uafhængighedsprincip (Ibid, p.44).
Kommissionens politiske sammensætning har stor betydning for dens førte politik samt for kommissærernes valg af resort og har endelig indflydelse på kabinetternes sammensætning.

Bureaukratiet
Under kommissionen og dens kabinetter findes generaldirektoraterne, som minder om embedsmandsværkerne i danske ministerier. Disses personale rådgiver kommisæreren, forbereder lovforslag og overvåger implementering. Generaldirektoraterne er mere specifikt inddelt end de resort, som kommissærerne står for (Ibid, p.46 - liste over generaldir. - p.48). Generaldir. er selv ansvarlige for policy initiativer indenfor deres felt.

Regulatorer
EU kommissionen kan udstede regulativer og direktiver uden brug af den lovgivende magt (ministerrådet). Dette sker på områder, som er mindre politisk interessante, kræver ekspertviden eller behøver en hurtig reaktion.
Endvidere er det ønskeligt at nogle agenter er uafhængige af det politiske maskineri. Dels for at mindske kommissionens arbejdsbyrde, dels for at få ekspeditionen af sagerne til at gå hurtigere og dels for at få et uafhængigt syn på sager som konkurrence eller monetær politik. Disse agenter kaldes quangos (quasi-autonomous nongovermental organizations). Kommissionen kan på sin vis siges selv at være en sådan quango (Ibid, p.49).
Disse quangos kan opdeles i fire kategorier:
1. Agenter som styrker EU-markedet ved at servicere specifikke industrier.
2. Agenter som samler information til policy-brug
3. Agenter som fremmer samarbejdet mellem europæiske industrier og fagforeninger.
4. Agenter som klarer opgaver specifikt for EU.
(Ibid, p.50)

Comitology
Comitology er betegnelsen for det system af komiteer, som enten kan have en rådgivende, styrende, regulerende eller "vagt"rolle (afhængig af lovforslagets emne og indhold) i forbindelse med kommissionens arbejde.
Kommissionens samspil med komiteerne, ministerrådet og EP kan ses i skemaet p. 54-55.
Det er dog sjældent at komiteerne benytter sig af deres magtmidler (0,1% af lovforslagene), men dette skyldes muligvis blot at kommissionen kan forudse mange af komiteernes holdninger og derfor på forhånd tilpasser lovforslagene hertil.
Europaparlamentsmedlemmer har kritiseret comitology-opbygningen for dens manglende gennemsigtighed og underminering af den europæiske magtdeling. Gennemsigtigheden er dog siden blevet forbedret (Ibid,p.58).

Demokratisk kontrol
Udnævnelsen af kommisionen og dens formand sker vha kvalificeret flertalsafstemninger i det europæiske råd. Udnævnelserne kan herefter veto'es af europaparlamentet. EP-Veto'et kan komme i spil i et ekstremt tilfælde af kommisionel uduelighed, men EP vil ikke benytte det for meget af frygt for at blive opfattet som uansvarlige (Ibid,p.60). Veto'et er endnu ikke blevet brugt formelt, men trusler herom har været anvendt (ex: Santer-kommisionens afgang).
Der er således tale om en fusion mellem den udøvende og den lovgivende magt når kommisionens udnævnelse og lovforslag kræver flertal i henholdsvis EP og MR.
Dog har EP ikke nogen magt over udvælgelsen af Kommisionens kandidater, men kun veto over de kandidater MR vælger. Endvidere benyttes veto'et blot i ekstreme tilfælde og ikke i dagligdagspolitik.
Disse demokratiske problemer skyldes MS's ønske om at holde et vist greb om EUs institutionelle magt.

Parlmentarisk "scrutiny".
EP har ret til store mængder information for at kunne udfylde deres rolle som "vagthund". Kommisionen, komiteerne, rådsmedlemmer og eks. ECB giver derfor regelmæssige svar på diverse spørgsmål i EP (uddybelse Ibid,p. 62-63).
I forbindelse med EUs bureaukratiske vækst har der været stadig større ønske om øget gennemsigtighed, og de sidste år har både EP og kommisionen derfor arbejdet for dette (Ibid,p.63).
Hvis mindst en tredjedel af de nationale parlamenter finder at et lovforslag ikke stemmer overens med kompetencefordelingen mellem EU og MS, er kommisionen forpligtet til at genoverveje forslaget.
Regeringernes handlen overvåges endvidere på nationalt plan af europa-rådene, som modtager information om lovforslag og kan stille ministrene til regnskab nationalt. Der er dog stor forskel på ERs effektivitet og indflydelse (Ibid,p.64).
ER kan i høj grad opfattes som et forsøg fra de nationale parlamenters side på at genvinde magt som er tabt til EU og regeringerne (Ibid,p.65).

Udbud og efterspørgsel af EU-regering
En model til at forklare fremkomsten af EU er en klassisk udbuds-efterspørgselsmodel.
Efterspørgslen skyldes behovet for en initiativtager til love vedr. det fælles marked, en uafhængig agent til at udøve og administrere disse love samt at oprette en institution, som bekymrer sig om længere udsigter end næste valg (Ibid,p.65-66).
Delegeringen af magt til kommisionen er afhængig af hvilket område det drejer sig om. Områder som MS er relativt enige om og områder som kræver megen ekspertviden uddelegeres i højere grad til EU.
MS ønsker at bevare den udøvende magt, men forskellige årsager gør det mere fordelagtigt at overlevere magt til kommisionen på visse områder. For at undgå en kommisionel prægning af disse policy-områder er comitology-systemet oprettet (Ibid,p.67).
Udbuddet er betinget af kommisionen, hvis hovedformål er at styrke egen magt (Ibid,p.67). Denne magt søges ikke øget gennem et ønske om flere ressourcer, men gennem et ønske om større magt over den politiske dagsorden. Dette skyldes kommisionens "comitologiske" baggrundsopbygning.
Kommisionens magt er størst ved informationel assymetri -, ved visionsmangel - og ved uenighed i MR.
Kommisionens interesser er endvidere betinget af private organisationers lobbying og indflydelse på komité-systemet.

Den største styrke ved systemet for EUs udøvende magt er den store grad af kontrol og kompromissøgning. De to største svagheder er manglen på egentligt politisk lederskab og manglen på direkte demokratisk kontrol (Ibid,p.70-71)

Litteratur:
Hix, Simon (2005) The Political System of the European Union, 2nd edn., Palgrave.

2006-03-24T01:17:00.000+01:00

IP
Holdtime 5 - medier og IP:
Jeg tænkte lige på to argumenter som aldrig kom frem i holdtimedebatten:

1. Medier har indflydelse:
Ja, folk vælger i høj grad medier som er i overensstemmelse med deres eget ståsted (Republikanere ser ikke Fahrenheit 9/11). Dette argument kan med rette benyttes til at så tvivl om den direkte indflydelse medierne kan øve på befolkningen.
Ikke desto mindre kan en sådan mediemæssig propaganda medvirke til at fastholde eventuelle tvivlere og radikalisere holdninger hos allerede omvendte. Der er således ikke tale om egentlige stemmeændringer, men nærmere en art stemmeunderbyggende virksomhed.
Endvidere kan det tænkes at medierne får en indirekte påvirkning gennem disse menneskers potentielle indflydelse på andre menneskers stemmer.

2. Medier har ingen indflydelse. Set med Althusser'ske briller:
Ja, medier er muligvis uafhængige og profitmaksimerende/"tilskuer"maksimerende. Mens staten/den herskende klasse har allerede indprentet det kapitalistiske samfunds normer/den herskende ideologi i individernes (en konstruktion som de også har skabt) sind gennem statsapparaterne (skolen o.l.). Jævnfør ovenstående påstand (at folk vil bekræftes) vil profitmaksimering opnåes når medierne bringer stof som underbygger den herskende ideologi, og er derfor et redskab i magthavernes hænder.

2006-03-22T11:35:00.000+01:00

Hix’ introduktion til EU som politisk system
EU er et politisk system, men ikke en stat.
Ifølge Hix skal EU forstås som et politisk system, men ikke en stat (Hix, 2005: 4). Hix følger Almond og Easton i at karakterisere et demokratisk politisk system ved fire hovedelementer, som alle er tilstedeværende i EU:
1) Stabile og klart definerede, regel-regulerede institutioner, som har til formål at træffe kollektive beslutninger. EU lever op til denne betingelse, idet den institutionelle stabilitet og kompleksitet i EU er langt højere end i andre internationale systemer. Endvidere kan EU sandsynligvis siges at have det mest komplekse og formaliserede set af beslutningsregler af alle eksisterende politiske systemer (ibid. 3)
2) Borgere og sociale grupper forsøger at realisere deres politiske interesser gennem det politiske system. Dette kan foregå ved direkte kontakt til de relevante dele af systemet, eller indirekte gennem mellemkommende organisationer som politiske partier eller interesseorganisationer. I EU kan borgerne således både søge indflydelse gennem politiske partier (i EU-parlamentet, i ministerrådet osv.), og gennem interesseorganisationer, som forsøger at påvirke policyprocessen, men også direkte kontakt med systemet.
3) De kollektive beslutninger, som træffes i systemet, har en markant betydning for fordelingen af økonomiske, sociale og politiske ressourcer i systemet. Dette gør sig gældende for EU, da EU policies faktisk dækker alle offentlig politik-områder.
4) Der er en vedvarende interaktion mellem output fra systemet, nye krav til systemet og nye beslutninger i systemet. Da der konstant foregår en interaktion mellem de forskellige EU-institutioner, mellem medlemslandendes regeringer og Brussel, mellem forskellige medlemslandes regeringer osv. må dette kriterium tillige siges at være opfyldt for EU.
Da alle kriterier er opfyldt, kan EU karakteriseres som et politisk system. Men som nævnt, kan EU ikke beskrives som en stat, da EU ikke har monopol på den legitime brug af vold.

EU’s virkemåde.
Nederst befinder sig EU-borgerne, som stiller krav til EU-systemet gennem forskellige kanaler. Gennem nationale valg vælges repræsentanter for det enkelte medlemsland (regeringen) til det europæiske råd. I europæiske valg vælges repræsentanter til EU-parlamentet direkte af EU-borgerne. Ved at benytte sig af de nationale domstole samt EU-domstolen kan borgerne påvirke udviklingen og opretholdelsen af EU-lovene. Forbindelsen mellem borgerne og systemet knyttes hovedsageligt gennem to former for medierende organisationer: politiske partier og interesseorganisationer.
På det næste niveau befinder de forskellige EU-institutioner sig. Ministerrådet består af medlemslandenes regeringer og er sammensat efter politikområde. Det består således af miljøministrene i miljøspørgsmål, landbrugsministrene i landbrugsspørgsmål osv. Rådet har både udøvende og lovgivende funktioner. Rådets beslutninger træffes ofte med enstemmighed, men bruger træffer tillige beslutninger ved kvalificeret flertal på en række områder. Europaparlamentet er den anden repræsentative institution i EU-systemet. Parlamentet består af 732 medlemmer, som findes ved direkte valg i hvert medlemsland hvert femte år (ibid. 8). Parlamentet har forskellige beføjelser mht. konsultation, ændringsforslag og vetoret indenfor den lovgivningsmæssige procedure. Kommissionen består af 25 kommissærer fra de forskellige medlemslande. Kommissionen udformer lovforslag samt overvåger deres implementering. Kommissionen er således den primære udøvende magt i EU. Domstolen er den højeste juridiske autoritet i EU. Endvidere udformes pengepolitikken i EU af den europæiske centralbank.
Der findes to policy-procedurer i systemet: Den første angår primært regulering og udgiftsstyring og foregår gennem supranationale procedurer. Her er kommissionen den udøvende magt og har monopol på udformning af lovforslag; den lovgivende magt er delt mellem rådet og parlamentet; og loven er direkte gældende over national lov og håndhæves gennem domstolen. Den anden procedure angår udenrigspolitik, samt de fleste statsborgskabspolitikker og makroøkonomiske tiltag, og den foregår på et intergovernmentalt niveau: Rådet agerer både lovgivende og udøvende magt; kommissionen kan fremsætte forslag, men dens dagsordenssættende magt er begrænset; parlamentet har kun ret til at blive konsulteret; og domstolen har begrænset magt.

Aktører, institutioner og outcome.
Udgangspunktet for Hix’ analyse er en rational choice model for menneskelig handlen. Forklaringen skal tilbageføres til aktører, som antages at have fuldt overblik over deres (eksogent) givne præferencer. På baggrund af disse præferencer, og i lyset af andre aktørers præferencer, forsøger agenten gennem strategisk handling at opfylde sine ønske på den mest effektive måde. Institutioner, dvs. formelle og informelle regler og normer, kan primært forstås som begrænsninger på aktørernes adfærd. Institutionerne repræsenterer en bestemt mulighedsstruktur, som bestemmer ressourcefordelingen og handlepotentialet for den enkelte. Men institutioner kan selv blive genstand for strategisk handlen, idet aktører vil forsøge at ændre den institutionelle struktur, således at den i højere grad er i overensstemmelse med deres præferencer. Aktørernes præferencer sammen med den institutionelle struktur bestemmer således, hvilket outcome der bliver resultatet.
Anvendes denne model til forklaring af EU’s virkemåde, så betyder det, at vi må undersøge alle aktørers præferencer, deres strategiske relationer til hinanden, de institutionelle begrænsninger på deres adfærd, deres optimale policy-strategier, og hvilke institutionelle reformer de vil forfølge for at nå deres mål (ibid. 14).

Tre teorier om europæisk integration.
Hix diskuterer tre mulige tilgange til europæisk integration. Den første er liberal intergovernmentalisme. Her forstås EU’s integration som forløbende efter to spor: a) efterspørgsel efter EU-tiltag fra indenlandske økonomiske og sociale aktører, der drives af økonomiske interesser i en stadig konkurrence med hinanden. b) EU-tiltag udbydes gennem intergovernmental forhandlinger. Stater betragtes som udifferentierede aktører, og supranationale institutioner betragtes som havende begrænset indflydelse. Stater agerer primært ud fra økonomiske interesser og er således i mindre grad optaget af klassiske realistiske mål som sikkerhed og militær magt (ibid. 16).
Den næste integrationsteori er teorien om supranational governance. Denne indebærer et syn på EU som et komplekst institutionelt miljø med mange forskellige og skiftende interesser og aktører. Dette implicerer, at medlemslandenes regeringer ikke kan siges at være i fuld kontrol med integrationsprocessen, og at supranationale institutioner som parlamentet og kommissionen udvirker en betydelig uafhængig indflydelse på den institutionelle indretning og den førte politik (ibid.).
Endelig findes en mere eksplicit rational choice-institutionalistisk tilgang til integrationsprocessen. Her tages udgangspunkt i de forskellige aktørers interesser, den institutionelle struktur og den strategiske interaktion mellem aktører. Denne tilgang ser derfor ikke integrationsprocessen som enten styret af staterne eller de supranationale institutioner, men vil forklare under hvilke betingelser staterne henholdsvis institutionerne har størst betydning (ibid. 17).
På trods af ovenfornævnte forskelle deler alle tre teorier en fælles forskningsmetode, hvor teoretiske antagelser anvendes til at udforme hypoteser, som kan testes mod den empiriske virkelighed. Hvor god en teori er afhænger således af, i hvor høj grad og hvor effektivt (hvad betyder effektivt?) den kan forklare (hvad betyder forklare?) givne observerede kendsgerninger.

Litteratur
Hix, Simon (2005) The Political System of the European Union, 2nd edn., Palgrave.